KONG: SKULL ISLAND: Kongen er tilbage… BRØØØØØØL!!!

Biografanmeldelse: Så er der monster movie madness! Kongen er tilbage – som i King Kong er tilbage. Den enorme gorilla, der så let som ingenting kan rive adskillige helikoptere ned fra himlen og uden rysten tage imod skudsalver fra hidsige automatvåben. Det er da også præcis, hvad Kong gør, da en ekspedition anno 1973 bevæger sig ind på den mystiske ø Skull Island midt i Stillehavet.

Ganske vist er her ikke tale om praktiske effekter, når gorilla og co. folder sig energisk ud, men et sandt CGI-bonanza, der som et bombastisk festfyrværkeri fremtryller adskillige medrivende og storslåede actionscener. Lige fra det første voldsomme møde mellem Kong og en helikoptereskadrille til barske slåskampe med andre kæmpemonstre – så som en ækel og meget langbenet edderkop.

kong-skull-island-03

Her er dog også plads til smukke åndehuller midt i den actionmættede monsterfilm. Så som en rolig Kong og ditto ekspedition, der i stilhed betragter den smukke nattehimmel og omfavner den skønhed, naturen også har at byde på, når den jo ikke lige står på slimede monstre med sylespidse tænder. For den slags kæmpekryb kommer nemlig også på banen. Gisp.

Så selvom det er Kong og rækken af øvrige spektakulære monstre, som stjæler mest af filmens rampelys, finder man også et rigt udbud af personer, der er draget på den farlige mission ind i fremmed land. Måske også lige liiiiiidt for mange til, at jeg kunne holde overblikket. Men der skal jo også være noget at tage af, når det kommer til monsterføde – og ja, her bliver der mæsket i menneskene.

kong-skull-island-01

Udover en række rå soldater iført godt med store guns, finder man blandt andre en eventyrlysten John Goodman i front for ekspeditionen. Tom Hindelton giver den som barsk tracker, mens Brie Larson er den erfarne krigsfotograf, og så leder en cool Samuel L. Jackson soldaterne an som oberstløjtnant. En broget flok med hver deres agenda, som da også hver især fint udfylder deres roller.

Desværre er der ikke nogen personer, der sådan for alvor at brænder igennem. Men dog nok til, at jeg var med dem hele vejen gennem jungledyb, adskillige grumme overraskelser og ikke mindst mødet med Kong. Det er dog i sidste ende de enorme monstre, der står tilbage som filmens sejrsherrer sammen med filmens både veltænkte, velkomponerede og op til flere helt ikoniske billeder.

kong-skull-island-02

Så som Samuel L. Jackson placeret midt i billedets forgrund, mens Kong tordner sig enorm op foran ham med eksplosioner om ørerne. Således er filmen da også på flere måder mere en film til øjne, ører og maven – til suget i maven – end det er en film til hovedet. Det er monteraction, store armbevægelser og ganske enkelt bare en pokkers flot og monsterunderholdende monsterfilm.

Kong: Skull Island får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

Kong: Skull Island får premiere den 9. marts 2017.

kong-skull-island-poster

SAUSAGE PARTY: Pølserne kommer i madglad, sjofel og fjollet komedie for voksne

Animationssjov på Blu-ray: Har du mon nogensinde tænkt over, at mad også har følelser? Nej vel. Men det har blandt andre Seth Rogen, der er en af folkene bag den grovkornede, sjofle og dejligt platte animationskomedie Sausage Party. Det er en film, der måske ved første øjekast ligner en hvilken som helst sød animationsfilm fra Pixar eller Disney.

Men tag ikke fejl – den er mere for voksne end for børn. Og netop i denne modsætning mellem form og indhold er der også meget fin humor i. For her følger man nemlig en en pølse med stemme af netop Seth Rogen, som leder an for en række andre madvarer i et supermarked, hvor de jagter den fæle sandhed om, hvad der i virkeligheden sker med dem, når de forlader butikken. Ja, de bliver hakket i stykker, kogt, det, der er værre – og slutteligt spist. Gisp.

Sausage Party blu-ray 01

Hele herligheden er desuden spække med komiske stjerner og meget andet godt. Lige fra nævnt Seth Rogen videre til min personlige favorit Kristen Wiig samt Jonah Hill, Bill Hader og Michael Cera, mens man også får stemmer fra James Franco, Danny McBride og Craig Robinson samt Paul Rudd, Edward Norton og Salma Hayek med flere. Ja, en sand stjerneparade.

Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekter er en sand fornøjelse. Billedesiden får hvert levende stykke mad til at stå levende, klart og veldefineret med solide farver og indtagende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse, hvor de både sjofle og skarpe replikker leveres klart, dynamisk og med fint afstemte niveauer sammen med både musik og øvre elementer. Der er desuden også en fin omgang ekstramateriale at dykke ned i, hvor man blandt andet finder spas fra “settet” videre til et kig på filmens tilblivelse med mere.

Sausage Party udkommer på Blu-ray den 2. marts 2017.
sausage party blu-ray cover

INFERNO: Med Tom Hanks på endnu en mystisk mission

Et mysterie på Blu-ray: Så er Tom Hanks tilbage i rollen som den kløgtige, handlekraftige og nysgerrige Robert Langdon tilbage for nu tredje gang på film. Denne gang i mysteriethrilleren Inferno, som er instrueret af den solide Ron Howard og ja, som bekendt baseret på Dan Browns bog fra 2013 af samme navn. Det er nemlig – som du har gættet – en sequel til den succesfulde The Da Vinci Code samt Angels & Demons.

Denne gang gøres Robert Langdon følgeskab af Felicity Jones, der spiller Sienna Brooks. Sammen følger de en række både interessante, svære og mystiske ledetråde hele vejen gennem Europa i deres kamp for at stoppe en dødelige virus i at sprede sig. For den farlige virus kan nemlig potentielt udslette intet mindre end halvdelen af jordens befolkning. Ja, det er så absolut alvorlige løjer denne gang.

Inferno tom hanks blu-ray 01

Udover en altid god Tom Hanks, der er tilbage som Robert Langdon samt Felicity Jones, finder man blandt andre også vores egen Sidse Babett Knudsen i en vigtig rolle, videre til min personlige favorit i en altid cool og awesome Ben Foster. Så ja, bered dig på en heftig tur gennem det ene land efter det andet, hvor de mange spor fører vores helte på både rette vej og afveje, når de lige forsøger at redde halvdelen af menneskeheden.

Filmen tager sig desuden virkeligt godt ud på Blu-ray-udgivelsen med et både farvemættet, skarpt og detaljerigt billede, mens lydsporet spiller klart, veldefineret og med dynamiske niveauer. En fornøjelse. Ekstramaterialet byder på blandt andet slettede samt forlængede scener, et kig på instruktørens dagbog videre til et kig på karaktererne Robert Langdon og Sienna Brooks samt diverse location omkring i verden fra filmen.

Inferno udkommer på Blu-ray den 2. marts 2017.
Inferno tom hanks blu-ray cover

LOGAN: Endelig får vi en brutal og blodig omgang Wolverine

Biografanmeldelse: Siden jeg første gang så Hugh Jackman som Wolverine aka Logan med de skarpe kløer, har jeg ventet på, at det skulle afstedkomme en blodig omgang superhelteaction. Det får jeg nu endelig serveret med Logan, der ligeledes har udskiftet det farvestrålende X-Men-univers med et mørkt, beskidt og alvorligt et. Det klæder den arrige mutant.

Filmen folder sig ud i en nær fremtid, hvor vi møder en forslået og stakåndet Wolverine. Men ar på kroppen, tung ånde og alkoholproblemer. Nå ja, og så er han også begyndt at bruge læsebriller. Nej, han er ikke just så udødelig i denne ombæring, som han ellers plejer at være. Men derfor kan han bestemt godt slå fra sig… og sige ”fuck”.

Logan-03

Det gør han så også i filmens første og brutalt blodige scene, hvor Logan lige ondulerer en flok barske bandemedlemmer. Hårdt, beskidt og råt. Ja, det er bestemt fedt endelig at se Wolverine jage sine kløer igennem skallen på folk samt at hugge arme, ben og hoveder af, så blodet sprøjter. En brutal fornøjelse.

Det hele er dog ikke bare blodig sjov og ballede. Det er pure alvor med sammenskudte øjenbryn og snerrende tung stemmeføring hele vejen, hvor Logan bare har fået nok af det hele. Han orker ikke at skulle være en helt mere. Har orker ikke noget som helt. Han har desuden øjensynligt heller kræfterne til det. Men, men, men…

Logan-01

For ja, naturligvis ender Logan – dog noget modvilligt – med at hjælpe en lille pige, der af uvisse årsager har en flok kampklare tropper på nakken. Således ender Logan også med at være mandsopdækket, hvilket naturligvis afstedkommer mere veltuneret og blodig action. Det er klart her nogle af filmens højpotente højtepunkter leveres. Stærkt.

Der er også skruet op for det intense drama, hvor vi desuden møder en afkræftet Charles Xavier aka Professor X, som Patrick Stewart atter spiller. Her med fint nuanceret spil som både svagelig, stærk og ikke uden valbalanceret humor. Mens Dafne Keen ganske enkelt er helt suveræn som den ordknappe pige Laura, der med forknyt mine og gnistrende øjne brænder igennem.

Logan-02

Men alligevel mangler der noget for, at jeg for alvor drages ind i Logans både indre og ydre kamp. For selvom Hugh Jackman er god som ekstra olm Wolverine, bevæger han sig også i et noget ensformigt gryntende spor filmen igennem, hvor jeg desuden også savner en bedre, mere interessant og intimiderende skurk, end den intetsigende starut, men her spises af med.

Ganske vist er det dystre univers en fornøjelse at være i, mens actionscenerne sidder lige i skabet, men jeg engageres ikke sådan virkeligt for alvor i Logan – end ikke i ellers rørende scener. Filmen mister desuden også momentum undervejs, hvilket der dog rettes op på i den fint buldrende finale. Så ja, endelig fik jeg en brutal og blodig omgang Wolverine. Så sejt.

Logan får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Logan har biografpremiere den 2. marts 2017.

Logan-biograf-poster

Titel: Logan, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Boyd Holbrook, Doris Morgado m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: Fox Film

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

Biografanmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet i og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

trainspotting-2-01

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

trainspotting-2-02

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

trainspotting-2-03

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh­-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

T2 Trainspotting får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

T2 Trainspotting har biografpremiere den 2. marts 2017.

trainspotting-2-poster

Titel: T2 Trainspotting, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 1 time 57 min.
Distributør: UIP