LIFE: På røvtur i rummet med et herligt slimet rumbæst

Biografanmeldelse: Med rumgyset Life står den på good ol’ monster fun in space. Her er dog ikke just tale om en revolutionerende omgang monsterballade, men mindre kan så absolut også gøre det – hvilket er tilfældet her. For hele den skønne monsterfest serveres fermt, slimet og tempofyldt. Ja, det er ganske enkelt et herligt og hurtigt monsterfix, der fungerer på egne simple præmisser.

Vi befinder os ombord på en rumstation – naturligvis klaustrofobisk placeret i rummet og med et trængt indre, hvor astronauterne ender med at kæmpe for livet. For da de i prøver fra Mars’ overflade finder en lillebitte levende livsform, ved jeg jo udmærket godt, hvad klokken har slået. Den fremmede livsform viser sig nemlig at ville overleve – koste hvad det vil af liv blandt crewet.

Life-biograf-02

Så inden du når at få alt for mange popcorn galt i halsen, vokser den ellers lille rumklat sig nemlig større, stor og slimet i takt med, at besætningsmedlemmerne bliver færre og færre. En lige til og simpel monsterpræmis, som ganske vist er set flere gange før. Her er præmissen dog både medrivende og underholdende eksekveret hele vejen frem mod den intenst buldrende finale.

Blandt det hårdt prøvede mandskab finder man blandt andre en rolig, mut og cool Jake Gyllenhaal videre til en kæk og handlekraftig Ryan Reynolds samt Rebecca Ferguson, der holder det kølige overblik. Desværre kommer jeg ikke rigtigt ind under huden på nogle af karaktererne, så det følelsesmæssige engagement er det altså småt med for mit vedkommende.

Life-biograf-03

Men selvom jeg ikke just må tørre tårer væk, når endnu en astronaut blodigt må lade livet, så har de medvirkende tilpas med nærvær og indlevelse i monsterhalløjet til, at jeg er med dem, når lortet brænder på. Hertil kommer nogle både smukt og elegant eksekveret kamerature rundt i rumskibet blandt det svævende crew. Det hiver noget vægtløs rumpoesi ind i røvturen i rummet, hvor det slimede bæst skaber panik.

Life får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Life har biografpremiere den 23. marts 2017.

Life-biografanmeldelse-post