CREED: Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det

Biografanmeldelse: Den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende, siden Syvester Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Senest var han i ringen med Rocky Balboa i 2006. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”.

Sylvester Stallone er tilbage i signaturrollen som nu forhenværende bokser. Med flere rynker, flere skavanker og mere kød i ansigtet, hvor de milde øjne lyser af levet liv frem fra under de mørke bryn og den obligatoriske hat. En mand, der ved, hvor han står i livet, og hvad han har opnået. Boksekarrieren er bag ham, mens graven kun rykker tættere på. Det går ham dog ikke synderligt på.

Creed-Rocky-biograf-03

Men det er ikke hos Rocky, det starter. Derimod er det hos den unge Adonis Creed – i skikkelse af en skarpt skåret Michael B. Jordan med kombineret sorg og gåpåmod i et både flakkende og fast blik. Søn af den legendariske Apollo Creed, som Rocky stod over for i filmen fra 1976. Apollo døde dog før Adonis blev født – ikke desto mindre er han bokser til benet. En født fighter.

Adonis vil dog ikke tage sin fars navn. Han vil skabe sit eget og tager derfor fra L.A. til Philadelphia for at overtale Rocky til at træne ham. Det er i dette møde mellem generationer – fortid og nutid – at fortællingen naturligt og fængslende rammer alle dramatiske toner rent. For Creed handler slet ikke om boksning, men om de kampe, vi alle hver især kæmper i livet. Opløftende, råt, varmt, sjovt og usentimentalt (sådan cirka).

Creed-Rocky-biograf-02

Creed, der kæmper med en tabt barndom, at leve i sin fars skygge og med at finde sin vej i livet. Rocky, der lever med alderdommens vished om, at det meste af livet er bag ham. I bund og grund handler Creed om at kæmpe for det, man tror på. For sig selv. For dem omkring en. For selve livet. Ja ja, godt nok kan Creed sætte hak ved et par klichéer – se ovenfor – men de leveres alle oprigtigt.

Jeg tror på kampene, både de indre og ydre. For vi får naturligvis også et par potente boksekampe, hvor musklerne spændes i min krop, mens tårerne presser sig på. Følelserne sætter sig med ubesværet oprigtighed i min krop og mave, mens instruktør og medforfatter Ryan Coogler (Fruitvale Station) med sikker hånd bygger fortællingen så levende op, at jeg føler det, de føler. Fra slagene i ringen til dem, vi alle udsættes for, selvom vi ikke bærer boksehandsker.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars
[tabgroup][tab title=”Creed| Biografanmeldelse”]
creed-rocky-poster
Originaltitel: Creed, USA, 2015
Premiere: den 3. december 2015
Instruktion: Ryan Coogler
Medvirkende: Michael B. Jordan , Sylvester Stallone, Graham McTavish, Tessa Thompson, Phylicia Rashad, Anthony Bellew m.fl.
Spilletid: 133 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]