TERMINATOR GENESYS: Arnold er en hyggelig dræberrobot i fortumlet Terminator-trainwreck
Biografanmeldelse: Der er så meget galt med dette cheesy, larmende og ofte pinlige femte kapitel i Terminator-sagaen. Af selvsamme årsager er Terminator Genesys rent faktisk en underholdende film. Et kolossalt trainwreck, der bare gerne vil underholde og derfor banker ufortrødent af sted uden at tænke særligt meget over andet end, hvor meget, der kan sprænges i luften. Det er en hel del, kan jeg godt afsløre.
Jeg er ikke sikker på, hvor meget du skal hænge dig i historien – det lader det i hvert fald ikke til, at manusforfattere har gjort. De har dog været ivrige efter at få presset flest mulige påklistrede referencer til seriens to første film ind i dette CGI-skrummel, hvor 67-årige Arnold Schwarzenegger er tilbage som gammelmands-Terminator med gråt hår og de samme one-liners. Det er tydeligt, at han nyder at indtage sin legendariske rolle – og ja, det smitter positivt af på mig.
Men ok, plottet: Skynet – det der system styret af kunstig intelligens, der vil udslette menneskeheden – har sendt en Terminator tilbage i tiden for at dræbe Sarah Conner, så hun ikke får sin søn, John Conner, der bliver modstandslederen i kampen mod Skynet. Oprøreren Kyle Reese tager også turen tilbage i tiden for såedes at beskytte Sarah Conner – og får her hjælp fra gamle robot-Arnie.
Ja, det lyder bekendt – og det er det også. Men jeg vil ikke begynde at holde filmen op mod James Camerons to første mesterlige film i serien. I så fald får Terminator Genesys og dens tidsrejsevolapyk ikke en fod til jorden. Men som sit egen klodsede, kulørte og overdrevne science fiction-spektakel underholder den mig. For det er altså lækkert at se Arnold gå en til en med onde robotter, mens vildt mange ting sprænger i luften.
Mindre lækkert er det, at franchisens coolness og dystopiske ubehag lægges i graven til fordel for en skamskudt historie og fjollet nostalgi. Eksempelvis dårlig humor som når Arnie gentagne gange mekanisk forsøger sig med et robotsmil, come on. Der er for meget morfar og for lidt badass tilbage i Terminator – og så er det i det hele taget småt med mindeværdige karakterer.
En lidt ligegyldig Emilia Clarke (dragemoderen fra Game of Thrones) får aldrig nødvendig autoritet som Sarah Conner, men forbliver en lille pige med et for stort gevær, mens Jai Courtney mangler karisma og så er Jason Clarke er aldrig rigtig farlig, men blot klichéfuld som skurk. Ja, Terminator Genesys er et underholdende skrummel, der med al sin barnlige glæde over at lege med tidsmaskiner, dræberrobotter og Arnold iført automatvåben får snublet sig ok i mål. Men drop nu alle de der påklistrede referencer til de forrige film.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.
Vurdering 3 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Terminator Genisys | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: Terminator Genisys, USA, 2015
Release: d. 25. juni 2015
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: United International Pictures[/tab][/tabgroup]