GONE GIRL: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det nederen over, han har nederen på

Blu-ray-anmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film, Gone Girl. Nu sidder jeg så her efter filmen med samme følelse, som da rulleteksterne startede at rulle. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed. Øv.

Men du har bestemt gjort dig umage, David. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

gone girl biograf 01

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men det er afsættet. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Pist væk. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på konens forsvinden pludselig finder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

gone girl biograf 02

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen altså har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. For gnidningsløst. For sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmes satiriske tematikker om ægteskab og facader ændrer ikke på, at filmen også er kedelig.

Plottets udvikling i filmens første del er dog besnærende og elegant udfoldet, scoret dragende og universet fuldendt. Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er bare uengagerende. Her er ingen følelser på spil. David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

Filmen, Gone Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

gone girl 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer virkelig til sin ret på Blu-ray-udgivelse. De smukke og kølige billeder står veldefineret, klart og skarpt med solid kontrast og nuanceret farvepalet. Lydsporet er også en sand fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og fine detaljer, der også gør TrentReznors score ære. Formidabelt. Ekstramaterialet begrænser sig desværre kun til et kommentarspor med David Fincher. Det er til gengæld godt. Informativt med både tanker om filmens tekniske aspekter samt tematikker og produktionen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE   | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Gone Girl cover
Originaltitel:
Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 26. februar 2015
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]