ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt
Blu-ray-anmeldelse: Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet, så er altså ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, dukkegyset Annabelle fik sgu skovlen under mig. Flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.
Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke omdrejningspunktet for gruen. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og er også her virkelig klam. Og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.
Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conjuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.
For det viser sig nemlig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv og død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer, da de bruges med et sikkert og veloplagt greb om genren.
Klichéerne i Annabelle er mest af alt til stede, fordi genren har sin del af faste konventioner. For klichéerne – eller måske mere præcist genrens spilleregler – bliver aldrig klodsede, kedelige eller dovne. De leveres overraskende, med overskud og pondus. Ellers ville jeg jo for pokker ikke være blevet så skræmt. Jeg savnede dog et lidt mere nuanceret portræt af ægteparret.
Ward Horton i rollen som John forbliver endimensionel, mens Annabelle Wallis som Mia har flere følelser at spille på. Jeg blev da bestemt også følelsesmæssigt engageret. Og det er jo vigtigt, for jeg skal føle, at noget er på spil. Men altså, den manglende psykologiske tyngde, et par plothuller og et par jump scares for meget underminerede bestemt ikke gruen, gyset og grundlaget for mine efterfølgende mareridt. BØH!
Filmen, Annabelle, 4/6: 
Ekstramateriale, billede og lyd:
Den dunkle gru kommer virkelig flot til sin ret på Blu-ray, hvor billedet leveres veldefineret, detaljerigt og med en solid kontrast, hvor både de helt mærke skygger og de klare dagscener står indtagende skarpt. Lydsporet er ligeledes en grufuld fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, klare detaljer og solide bund. Ekstramaterialet er desværre en noget slap omgang.
Her får man en række korte featuretter, der noget overfladisk ser på de forskellige aspekter af filmen. Lidt om de virkelige begivenheder, der har inspireret filmen (6 min.), om filmens billedside (6 min.), om filmens uhyggelige dukke (4 min.), om filmens dæmon (5 min.) samt otte slettede, men ikke vildt spændende scener (21 min.) – alt sammen med interviews og skamros af cast of crew.
Ekstramateriale 2/6 
| Billede 5/6 
| Lyd 5/6
– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Annabelle | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Annabelle, USA, 2014
Release: d. 16. februar 2015
Instruktion: John R. Leonetti
Medvirkende: Annabelle Wallis, Alfre Woodard, Eric Ladin, Tony Amendola m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]
