DAWN OF THE PLANET OF THE APES: Fuck yes, talende aber til hest med våben i hænderne

Blu-ray-anmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Dawn of the Planet of the Apes. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Rise of the Planet of the Apes, fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen her gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sendt til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, der nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 05

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag ham så absolut også.

abernes planet revolutionen 01

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige. For her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

Filmen, Dawn of the Planet of the Apes, 5/6:5_6 - stars_LILLE

abernes planet revolutionen 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er en sand fornøjelse at gense Dawn of the Planet of the Apes på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt, hvor både animerede aber og rigtig menneskehud gengives velbalanceret og naturligt. Lydsporet bakker den medrivende billedside forrygende godt op med balancerede niveauer og et dynamisk lydbillede – medrivende, bastant og intenst.

Ekstramaterialet er ligeledes en fornøjelse og kommer tilfredsstillende og interessant omkring filmens tilblivelse med en række behind the scenes– og making of-featuretter på i alt små to timer. Her ser man både på historien, computereffekterne, universet, mens man også får slettede scener samt et engagerende kommentarspor med instruktør Matt Reeves.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dawn of the Planet of the Apes | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Dawn of the Planet of the Apes BD cover
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 2 timer 10 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

PLANET OF THE APES – PRIMAL COLLECTION: En pokkers masse talende aber, der er din tid værd

Blu-ray-anbefaling: Med Blu-ray-udgivelsen Planet of the Apes: Primal Collection kan du gå all in på abeunderholdningen med de otte abefilm: Planet of the Apes (1968), Beneath the Planet of the Apes (1969), Escape from the Planet of the Apes (1971), Conquest of the Planet of the Apes (1972), Battle for the Planet of the Apes (1973), Planet of the Apes (2001), Rise of the Planet of the Apes (2011) og Dawn of the Planet of the Apes (2014).

Det hele startede med Pierre Boulles bog La Planète des Singes fra 1963, der i 1968 fik den forrygende filmatisering af Franklin J. Schaffner med Charlton Heston i hovedrollen. Hermed var en franchise født, der indtil videre har kastet yderligere syv film af sig samt blandt andet diverse tegneserier, legetøj, bøger og to tv-serier i henholdsvis 1974 og 1975, den ene animeret.

planet of the apes collection blu-ray 01

Tim Burton forsøgte mindre heldigt at genindspille den originale film i 2001. Hermed kunne universet på film være blevet lagt i graven for good. Heldigvis fik aberne som bekendt nyt liv med Rupert Wyatts forrygende reboot i 2011, der tidligere i år fik en endnu bedre fortsættelse med Dawn of the Planet of the Apes.

Hermed synes aberne at være back for good – der venter i hvert fald endnu en film forude i 2016. Den glæder jeg mig selv sagt til. Inden den lander, kommer jeg helt sikkert til at gense de her abefilm flere gange. For ja, godt nok er filmserien af svingende kvalitet, men universet er hele vejen fascinerende.

abernes planet revolutionen 01

Noget af det, der jo er en fornøjelse ved Blu-ray er, at ældre film kan få pustet nyt liv i både billede og lyd, som med de første fem film. Samtidig byder denne udgivelse også på timevis af ekstramateriale. Her er altså god mulighed for at kunne gå amok med et univers, der lever videre i bedste velgående her små 50 år efter den første film. Forrygende damned dirty apes!

PLANET OF THE APES – Primal Collection er udkommet på Blu-ray den 27. november 2014. [tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Planet of the Apes – Primal Collection”]
planet of the apes collection cover
Originaltitel: Planet of the Apes – Primal Collection (1968-2014)
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Franklin J. Schaffner, Tim Burton, Rupert Wyatt m.fl.
Medvirkende: Roddy McDowall, Natalie Trundy, Kim Hunter, Charlton Heston, Maurice Evans, Andy Serkis m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE HUNGER GAMES MOCKINGJAY – DEL 1: Endnu en uforløst omgang Jennifer Lawrence iført bue og pil

Biografanmeldelse: Så er vi ved at være ved vejs ende med Jennifer Lawrence iført bue og pil som den frihedskæmpende Katniss Everdeen. Men altså ikke helt. For af ingen andre grunde end flere monay in da bank har økonomisk snedige individer i Hollywood valgt at dele den sidste af de tre Suzanne Collins-bøger – som filmene er baseret på – op i to dele. Det havde de ikke behøvet at gøre.

Men ret skal være ret, The Hunger Games: Mockingjay – del 1 har mange ting kørende for dig. Blandt andet er filmens univers flot, dystert og overbevisende dystopisk. Lige fra depressive billeder af Panems ødelagte distrikter med skelletter og murbrokker i bunker til det polerede diktatoriske styre i Capitol. Her er bare ikke nok dramatisk tyngde i historien og karaktererne.

Hunger Games The Mockingjay part 1 biograf 01

Filmen starter, hvor den forrige slap. Efter at have undsluppet dødsspillet vågner Katniss ømskindet op i et underjordisk tilholdssted i distrikt 13. Oprøret mod Capitol er i den grad undervejs, hvor Katniss er tiltænkt rollen som frontfigur og leder som den ikoniske Mockingjay. Hun tumler dog med at påtage sig rollen som revolutionens bannerfører. Usikkerhed og identitetsdrama, du ved.

Og så er der også trekantsdramaet med Peeta (Josh Hutcherson) – der nu opholder sig i Capitol og øjensynligt er imod oprøret – samt den solide Gale (Liam Hemsworth). Så ja, her burde jo egentlig være godt med smæk på dramaet. Det er der bare ikke. Derimod trædes der filmen igennem noget uforløst rundt i både kærlighedskvalerne og oprørets opvågnen i folket. En ganske vist herligt dyster del 1, men også et halvslapt og ferskt forspil inden sidste film.

Hunger Games The Mockingjay part 1 biograf 02

Jennifer Lawrence er dog heldigvis ikke halvt så overspillende irriterende som hun kan være, men er som Katniss nedtonet og intens. Men både Hutcherson og Hemsworth er lettere ligegyldige. Jeg tror sgu aldrig på kærligheden og dramaet mellem de tre. Der er dog skuespillerpondus at hente hos både Phillip Seymour Hoffman, Donald Sutherland, Julianne Moore og Woody Harrelson, selvom deres roller ikke hele vejen rundt kommer til deres ret.

Her er altså tale om (endnu) en uforløst forsmag på det intense drama og det medrivende opgør, der forhåbentlig venter forude med den sidste film. Jeg befinder mig dog godt i det dystre univers, som også har en fin satirisk slagside med kvæk om blandt andet krigspropaganda samt vægtige temaer som samfundsstrukturer. Det er bare ikke nok. Ja, en klassisk ’de gode ingredienserne er til stede, men den færdige ret er desværre bare ikke nær så god’.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Mockingjay – del 1 | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
Hunger Games The Mockingjay part 1 poster 02
Originaltitel: The Hunger Games: Mockingjay – Part 1, USA, 2014
Release: d. 19. november 2014
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende:
Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Donald Sutherland, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 123 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

TRANSFORMERS – AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

Blu-ray-anmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen. Og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter. Det er selv sagt alt for lang tid. Der er simpelthen for lidt udvikling i plot og karakterer til de mange minutters tomgang.

Transformers 4 Age of Extiction 01

Men okay. For at være lidt fair, så sker der noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engagere mig i alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre også ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Transformers 4 Age of Extiction 05

Der er også Dinobots med – ja, Transformers-dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget. Nu kører det hele bare i ét langt trættende gear. Intet andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

Filmen,
Transformers: Age of Extinction, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Transformers 4 Age of Extiction 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ja, filmen er noget hø, men Blu-ray-udgivelsen er fremragende. Billedet står knivskarpt, farvemættet og detaljerigt hele vejen, hvor både robotter og polerede piger virkelig kommer til deres ret. Den dynamiske lydside leverer den tonsende action med velbalancerede niveauer, der giver rum og tyngde til universet. Endvidere finder man knap tre timers ekstramateriale.

Der medfølger ganske vist ikke et kommentarspor, men man kommer bestemt gennem udgivelsens forskellige behind the scenes– og making of-featuretter tilfredsstillende omkring produktionen med interviews af cast og crew. Lige fra Michael Bays syn på sin action, til filmens locations, design af robotterne, historien, karaktererne og filmens univers samt et besøg hos Hasboro-hovedkvarteret plus lidt løst sjov og ballade. Velproduceret, spændende og tilfredsstillende.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Transformers age of extinction 4 cover
Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: den 20. november 2014
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 7: En epoke med sentimentale og sexede tv-vampyrer har nået sin ende

EN SERIE DU SKAL SE: Syvende og sidste sæson af den overnaturlige vampyrserie True Blood er netop udgivet her i landet. Hermed runder HBO-serien 80 afsnit siden første sæson i 2008. En serie, der er blevet mere spraglet for hver sæson. Ikke altid til det bedre, men det har hele vejen været underholdende at besøge byen Bon Temps i det varme Louisiana.

Sidste sæson byder på 10 afsnit, hvor en del plottråde skal afsluttes – blandt andet, hvordan det ender med den søde, tankelæsende Sookie Stackhouse og hendes to bejlende vampyrer, Eric Northman og Bill Compton. Nu har serien ganske vist udviklet sig til meget andet end et trekantsdrama med vampyrer. Her indfinder sig som bekendt alverdens væsner og mystiske begivenheder.

true blood 7 sæson blu-ray 01

Alt fra varulve, hekse og formskiftere. Men selvom der er blevet fyldt godt på med karakterer, mens Anna Paquins rolle som Sookie af og til er blevet skubbet i baggrunden, er det fortsat hende, der for mig er seriens kerne. Serien er dog generelt fyldt med andre både spændende, skøre og blot bizarre bekendtskaber, der for de flestes vedkommende også er interessante at følge.

Det bliver derfor også vemodigt at skulle sige farvel til en serie, jeg har fuldt siden første afsnit – også selvom det altså er en serie, der svinger i kvalitet. Men på trods af sine ujævnheder, er det et univers og nogle karakterer, det fortsat interessant at følge. Lige fra Kristin Bauer som vampyren Pam og hendes komplekse fortid med sin skaber Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård.

true blood 7 sæson blu-ray 02

Videre til den rapkæftede kok Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley), samt selvfølgelig en bleg Stephen Moyer som vampyren Bill Compton og den godhjertede kvindebedårer Jason (Ryan Kwanten). Vanen tro for HBO-serier har også True Blood sin del af sex, vold og blod. Alt i rigelige mængder, hvor også den kulsorte humor fortsat indfinder sig.

Jeg har sæson for sæson taget lettere og lettere på seriens plothuller og halvt optegnede karakterer og blot overgivet mig til seriens farverige univers og spraglede persongalleri. Så selvom serien for mit vedkommende var mest tiltalende i de første par sæsoner, vil jeg selvfølgelig anbefale dig en sidste tur til True Blood-land.

True Blood sæson 7 er udkommet på dvd og Blu-ray den 10. november 2014.
[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | True Blood sæson 7″]
true blood season 7 cover
Originaltitel: True Blood – The Complete Seventh Season, USA, 2014
Release: d. 10. november 2014
Instruktion: Stephen Moyer m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Alexander Skarsgård m.fl.
Spilletid: 562 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

fury biograf 02

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

fury biograf 01

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
fury poster
Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

UNIVERSAL MONSTERS – THE ESSENTIAL COLLECTION: Klassiske filmmonstre i sort/hvid er et must-have på Blu-ray

Blu-ray-anbefaling: Du skal gøre plads på filmhylden til Blu-ray-udgivelsen Universal Monsters: The Essential Collection. Her får du nemlig otte sort/hvid-klassikere med nogle af de mest ikoniske filmmonstre. Du kender dem uden tvivl alle sammen. Ellers bør du straks komme til det.

Udgivelsen indeholder således: Dracula (1931), Frankenstein (1931), The Mummy (1931), The Invisible Man (1933), Bride of Frankenstein (1935), The Wolf Man (1941), Phantom of the Opera (1943) og Creature from the Black Lagoon (1954). Med andre ord otte film, du bør eje, se og gense.

horror collection universal 01

De otte film udgør nogle af de væsentligste grundsten i både horrorgenren og i filmhistorien – og man får blandt andet også her nogle af de mest ikoniske fremstillinger af monstrene. Blandt andet Bela Lugosi som Dracula, Boris Karloff som Frankensteins monster og Lon Chaney, Jr. som The Wolf Man.

Ikke nok med, at det er nogle fremragende og stemningsfulde film, så leveres de alle med en flot billed- og lydside, der kun gør dem til yderligere en fornøjelse at se eller gense. Desuden følger der med hver film også ekstramateriale, der løber op på mere en 12 timer sammenlagt, hvoraf det meste absolut er værd at gå på opdagelse i.

horror collection universal 03

Så uanset om du allerede har set filmene, eller har dem alle til gode, bør du altså gøre dit liv bedre ved at få fat på denne Blu-ray-udgivelse. Det er film, jeg selv nyder at gense. Blandt andet fordi jeg er dedikeret horrorfan, men ligeså meget fordi, jeg er forgabt i film – og de her værker har bestemt ikke mistet magien.

UNIVERSAL MONSTERS: THE ESSENTIAL COLLECTION er genudgivet på Blu-ray d. 17. oktober 2014.

[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Universal Monsters: The Essential Collection”]
universal moster collection cover
Originaltitel: Universal Monsters: The Essential Collection
Release: den 17. oktober 2014
Instruktion: James Whale, Tod Browning, Karl Freund m.fl.
Medvirkende: Boris Karloff, Claude Rains, Edward Van Sloan, Dwight Frye, Bela Lugosi, Colin Clive m.fl.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

BATTLESTAR GALACTICA: En af de bedste science fiction-serier nogensinde skal ses på Blu-ray

EN SERIE DU SKAL SE: Fordelt på fire sæsoner og 75 afsnit får du serveret en af de bedste science fiction-serier nogensinde. Den komplette serie er nu blevet udgivet på Blu-ray og indeholder udover serien også Battlestar Galactica-filmene Razor og The Plan samt en masse både informativt og interessant ekstramateriale. Ja, dette er en klar anbefaling.

Battlestar Galactica-universet så dagens lys med en tv-serie i 1978 og har siden affødt andre serier, bøger, tegneserier og computerspil. Jeg kender bedst Battlestar Galactica-universet gennem serien, der løb over fire forrygende sæsoner fra 2004 til til 2009 – og det er selv sagt en af mine favoritserier.

Battlestar Galactica komplette serie anmeldelse blu-ray anbefaling anmeldelse 01

Ikke alene er det forrygende rumunderholdning, det er også menneskeligt drama, der har eksistentielle tematikker i spil, hvor livet, døden og mennesket sættes i spil. Tankevækkende og grundlæggende medrivende tv-underholdning. Hvis man kan lide rumskibe er det kun et plus, men altså ikke nødvendigt for at få et sus ud af en tur i rummet med den her serie.

En ting er dog det fascinerende science fiction-univers, gadgets og tematikker, noget andet er de både medrivende og engagerende karakterer, man følger. Blandt andet får man forrygende præstationer fra Edward James Olmos, Mary McDonnell, Katee Sackhoff og Jamie Bamber. Komplekse og nuancerede portrætter.

Battlestar Galactica komplette serie anmeldelse blu-ray anbefaling anmeldelse 02

Det er muligt, at Battlestar Galactica ikke er den perfekte serie. For selvfølgelig er der plotmæssige missere imellem, mens ikke alle afsnit er lige gode. Men både sæsonerne og ikke mindst serien som helhed står som en af de bedste, mest underholdende og intense serier i nyere tid. Ambitiøs, kulørt og engagerende.

Battlestar Galactica er udkommet på Blu-ray den 13. oktober 2014.

[tabgroup][tab title=”En serie du skal se | Battlestar Gallactica”]
Battlestar Galactica cover
Originaltitel: Battlestar Gallactica – The Complete Series, USA, 2004-2009
Release: den 13. oktober 2014
Instruktion: Michael Rymer m.fl.
Medvirkende: Edward James Olmos, Mary McDonnell, Katee Sackhoff, Jamie Bamber m.fl.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar jo bedre. Jeg gik selv ind til den med minimal viden – og det skal du også gøre. For selvfølgelig skal du se den. Så meget vil jeg afsløre. Men vil du gerne have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan, kan du trygt læse videre uden frygt for spoilers.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Inception, Memento og Following end på Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskij. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder, som af at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot.

interstellar biograf 03

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i en menneskelig kerne, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

interstellar biograf 01

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie over alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Altså en del. Fra det at være forælder, til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder i plottet og karaktererne takket være netop sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Interstellar | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Interstella poster
Originaltitel: Interstellar, USA, 2014
Release: d. 6. november 2014
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Michael Caine m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]