HER: Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination

Blu-ray-anmeldelse: Hvad er det lige, der gør, at man forelsker sig? Nej vel, kærligheden er ikke sådan at få styr på. Dette møde mellem to mennesker er ganske enkelt uudgrundeligt og komplekst. Noget, man ikke kan planlægge eller regne sig frem til. Eller kan man? For i Spike Jonzes romantiske science fiction-fortælling Her, møder mennesket nemlig maskinen, og sød musik opstår.

Filmen er hensat til en nær fremtid, hvor mændene går i højtaljede bukser, farverne er varme og alt er rent og indbydende. Den en smule generte Theodore Twombly arbejder hos BeautifulHandwrittenLetters.com, hvor han skriver ’personlige’ breve på vegne af andre mennesker. Ja, han sætter ord på, hvad andre føler. Men når det kommer til ham selv, er han noget mindre klar i mælet.

Her - hende 02

Han er stadig ikke kommet sig over bruddet med sin kone. Men da han køber et nyt styresystem til sin telefon, lyder der pludselig en meget indbydende, kvindelig stemme fra computeren. Mere menneskelig og mere tiltrækkende end forventet – og starten på en mulig forelskelse. Ja, du er vel også en smule forelsket i din smartphone, hvis du mærker efter.

Joaquin Phoenix har groet sig et overskæg i rollen som den lidt akavede og øjeblikkeligt tiltalende Theodore. Man har ganske enkelt lyst til at være i selskab med ham og til at han for pokker kommer sig over eks-konen og finder kærligheden igen. Også selvom det så måtte være hos et styresystem. Det er Scarlett Johansson, der er den hæse og dragende stemme bag skærmen, som har døbt sig selv Samantha.

Her - hende 01

En romance mellem en mand og sit styresystem er ganske vist aparte, men det glemmer man hurtigt. For følelserne – på begge sider af skærmen vel at mærke –fremstår aldrig uægte. Det er komplekst, berusende og skrøbeligt som hos et hvilket som helt par af kød og blod. Der er så lige det med manglen på fysisk kontakt, hvilket afføder nogle både sære og søde intime scener.

For Spike Jonze har et særdeles fint øje for at parre det det absurde og sære med det ægte og oprigtige. Tænk blot på Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Where the Wild Things Are. Ja, Her er ganske enkelt en magisk film om kærligheden, forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske sit hjerte – eller et styresystem for den sags skyld.

Filmen, Her, 5/6:5_6 - stars_LILLE

her hende 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det smukke fremtidsunivers og forelskelsen kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet står velafstemt, klart og veldefineret med solid kontrast og en flot detaljegrad, mens lydsporet er både velafstemt og dynamisk i sin brug af sine elementer. En fornøjelse. Ekstramaterialet er udmærket.

Her får man først en stemningsfuld og informativ making of med billeder fra produktionen og optagelser, hvilket giver et ’fluen-på-væggen’-agtigt indblik i filmens tilblivelse (24 min.), mens man får lidt yderligere indblik i filmen med Love in the Modern Age, hvor diverse af folkene bag filmen interviewes (15 min.) og slutteligt en montage-lignende indslag med bag om film-billeder og scener fra filmen (4 min.). Et ekstramateriale, der fint lægger sig op ad filmens tone og univers.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Her | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Her hende cover
Originaltitel: Her, USA, 2014
Release: d. 25. juli 2014
Instruktion: Spike Jonze
Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Amy Adams, Rooney Mara, Olivia Wilde, Scarlett Johanssonm.fl.
Spilletid: 2 timer 6 min
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]