MAN OF STEEL: Søde Superman kommer med fred og masser af medrivende ødelæggelse
Superman er tilbage for fuld smadder, og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre også efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.
Endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Krypton, Kal-El aka Supermans hjemplanet, hvor man ser den kommende superhelt komme til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.
Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonser-action, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.
En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.
Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den nu afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone fra Nolans Batman-film går delvist igen her, og det klæder universet fint. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del. Det er dog flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan cirka).
Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig – hvor blandt andet også forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også en medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får større nærvær i efterfølgeren, hvor Batman som bekendt også vil dukke op.
Man of Steel, 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Man of Steel er en sand fornøjelse at opleve på Blu-ray. Billedet gengives veldefineret, skarpt og med en fornem filmisk tekstur, der både rumme indtagende detaljegrad, farvemæthed og solid kontrast. Lydsiden er ligeledes en medrivende affære med sine dynamisk niveauer, hvor dialogen står klart og tydeligt, mens både bulder, brag og ikke mindst Hans Zimmers både bombastiske og heroiske score får god plads. Der medfølger desuden et par fine featuretter.
Selvom det ikke er det mest omfangsrige ekstramateriale, der følger med udgivelsen, er det et par fine indslag. Første featurette ser blandt andet på Supermans historie, tegneserierne samt de forskellige karakterer og tankerne bag at bringe helten tilbage på det store lærred (26 min.), andet indslag kigger på den træning, der lå til grund for blandt andet Henry Cavill samt Michael Shannons fysik, videre til slåskampe og special effects (26 min.).
Videre er der et kort indslag, hvor Dylan Sprayberry, der spiller den unge Clark Kent, ser nærmere på planeten Krypton, rumskibene, våbnene og dragterne (7 min.), mens en 2 minutters animationsfilm udruller Supermans nu 75 års lange karriere. Slutteligt er der et kig på tilblivelsen af Hobbitten (7 min.). Altså et ganske solidt, men ikke så bredtfavnende og dybdegående ekstramateriale, man kunne have håbet på.
Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Release: d. 23. oktober 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 142 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]