JACK THE GIANT SLAYER: En kedsommelig eventyrbæ
For helvede da også – jeg orker næsten ikke at skulle anmelde Jack the Giant Slayer, for det er sgu en noget kedelig eventyrbæ. Den skraber dog trods alt ikke helt bunden, men det hænger nok mere sammen med min håbløse fascination af computergenerede kæmper og klodset action end filmens egentlige kvaliteter.
Som du nok har luret, er her tale om en opdateret udgave af de engelske eventyr Jack og Bønnestagen samt Jack Kæmpedræberen. Du ved, farlige kæmper, magiske bønner og den heroiske Jack, der kravler op af den enorme bønnestage for at ende i kæmpernes land oppe i skyerne. I denne version inkluderes desuden også en romance mellem bondeknægten Jack og den eventyrlystne prinsesse Isabelle.
Så da Isabelle uheldigvis kidnappes af kæmperne, sender kongen sine bedste mænd op af bønnestagen sammen med Jack, der bevidnede prinsessens forsvinden. Så nu skal prinsessen reddes, mens kongeriget også skal sikres mod de menneskesultne kæmpers invasion. Desværre er det bare hverken specielt uhyggeligt eller medrivende at følge flokken på den farefulde færd op af bønnestagen og rundt i kæmpernes land.
For selvom de glubske kæmper er gigantiske, ulækre og æder mennesker (selvfølgelig uden blodsprøjt, også selvom der bliver bidt hoveder af), så fremstår de underligt ufarlige. Selv da Jack og soldaten Elmont – spillet en altid skøn Ewan McGregor – sniger sig ind på en sovende kæmpe for at narre den væk fra deres flugtvej. Det kendetegner desuden filmen generelt – ufarlig, kedelig og uden nævneværdig nerve.
Desuden kommer karakterne aldrig for alvor til deres ret. Nicholas Hoult er uinteressant som Jack, Eleanor Tomlinson forbliver et kønt ansigt som Isabelle og selv Ewan McGregor kan ikke stille meget op med det sjuskede manuskript. End ikke Stanley Tucci som egocentrisk skurk får sin retmæssige plads i rampelyset – det samme kan siges om Ian McShane som kongen og Bill Nighy som tohovedet kæmpe.
Altså på mange måder spildte kræfter, der ellers kunne have leveret et kulørt og underholdende eventyr. Ja, det er Bryan Singer, der har instrueret – manden, der i sin tid leverede den fremragende The Usual Suspects og siden et par habile X-Men-film, men tabte småkagerne med Valkyrie og Superman Returns. Fuck man, jeg håber virkelig, at han har styr på pisset med den kommende X-Men: Days of Future Past.
Filmen 2/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig heldigvis virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret og klart hele vejen, hvor både de ækle detaljer på kæmperne og de store panoramaskud imponerer. Lydsporet går klart og tydeligt igennem, hvor blandt andet kæmpernes dundrende gang virkelig kommer til sin ret. Sådan. Der medfølger desuden en smule ekstramateriale.
Her får man et par slettede scener, der ikke er vildt interessante (8 min.), lidt træge fraklip (3 min.), mens udgivelsens behind the scenes-featurette kun er tilgængelig via en irriterende feature, hvor man er nødt til at kravle op af en interaktiv bønnestage for at se de korte indslag (i alt ca. 40 min.). De giver dog et ok, men også lidt overfladisk indblik i filmens produktionen, effekter og historien med interviews af cast og crew.
Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6
– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her. [tabgroup][tab title=”Jack the Giant Slayer | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 3/6
Originaltitel: Jack the Giant Slayer, USA, 2013
Udgivelse: d. 26. juni 2013
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Nicholas Hoult, Ewan McGregor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]