EXCLUSIVE: Interview med Martin Scorsese

I forbindelse med udgivelsen af instruktøren Martin Scorseses seneste film, den  eventyrlige Hugo, er det en fornøjelse, at jeg her på MTV at the Movies kan bringe et eksklusivt interview med manden, der bl.a. også står bag Taxi Driver, Raging Bull, Goodfellas og The Departed. Han en af undertegnede absolutte favoritter og taler her bl.a. om det at arbejde med 3D samt hans tanker om filmmediets fremtid.

– Hej Martin, cool at du vil snakke med mig om Hugo. Men lad os hoppe ud i det. Jeg tænker, at du må have mødt nogle nye udfordringer, da det jo er din første film i 3D – kan du fortælle lidt om det?

Det var rigtig sjovt, men det gav også en del hovedbrud – men det var fornøjelige hovedbrud, kan man sige. Alle på holdet kan fortælle, at hvert skud var som en ny opdagelse – en ny måde at tænke i billeder på. Både i forhold til 3D-elementet, men også det, at filmen visuelt er baseret på en drengs hukommelse af Paris omkring 1930.

– Hvordan kan det være, at du overhovedet valgte at kaste dig over 3D?

Lige meget hvor vanskeligt det måtte blive, så tænkte jeg også, at det ville være sjovt at starte et nyt sted. Jeg ville teste grænserne og se hvor langt vi kunne gå. Jeg elskede bl.a. muligheden for at bruge dybde på en ny måde. 3D er spændende, men kræver også respekt. Sandheden er, at jeg altid har været interesseret i 3D og jeg følte, at Hugo var den perfekte mulighed for at udforske mediet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF INTERVIEWET–>

Her blev arbejdet med dybden meget vigtig og hvert skud ændrede sig hele tiden, hvor man bl.a. skulle tænke et billedets forgrund og baggrund på en ny måde. Det var specielt svært de første par uger, men efter et stykke tid fandt vi vores groove – og jeg synes bestemt, at 3D er en skøn måde at fortælle en historie på.

– Hugo dykker også ned i filmhistorien, hvilket jo også er noget, der optager dig meget. Kan du fortælle lidt om, hvordan du blev tilknyttet projektet?

Da jeg modtog materialet fra min producer, læste min kone det. Hun elskede det og så læste jeg det også. Filmen er jo baseret på en bog af Brian Selznick og har en dreng i hovedrollen – og jeg har en ung datter, som jeg var sammen med hver dag og så begyndte jeg bare at se tingene på en anden måde. Man kan sige, at jeg forsøgte at opleve verden fra et barns synspunkt – og jeg brugte på en måde et barns fantasi og kreativitet til at fortælle historien på.

– Angående Selznicks bog, The Invention of Hugo Cabret, kan du så evt. fortælle lidt om hvad det var, der tiltalte dig ved den?

Jeg fik bogen for fire år siden, satte mig ned og læste den ud i en køre. Historien tiltalte mig med det samme. Jeg er vild med idéen om, at man ser verden gennem en drengs øjne. Hugo er 12 år gammel og jeg blev særligt draget af ham, fordi han er et sårbart barn. Han bor alene på loftet på den her togstation – en af de største i Paris – og hele stationen har en atmosfære som en stor maskine, hvor bl.a. loftet er fyldt med ure og et stort vindue med udsigt over byen. Det var jeg vild med – og så blev jeg også draget af bogen, fordi filmhistorien berøres og at jeg på den måde gennem min film kunne være med til at fortælle det videre til børn og unge.

– Hvem var de første af dine samarbejdspartnere du kontaktede, da du skulle i gang med Hugo?

Jeg tog i første omgang bl.a. fat i min production designer Dante Ferretti. Jeg ville have, at filmens look skulle være baseret på denne her drengs hukommelse af Paris – så på den måde behøvede filmen altså ikke visuelt at være så præcis. Man kan sige, at noget skulle forstærkes, men uden at det blev ren fantasi.

Jeg tænkte bl.a. også på de surrealistiske film fra 1920’erne og 1930’erne, som blev lavet i Paris. Bl.a. René Clairs Le Million, men specielt Under the Roofs of Paris og À Nous la Liberté samt de smukke film af Jean Vigo, Zero de Conduite og L’Atalante. Man kan sige, at hele den skole af filmskabere, var noget vi virkelig arbejdede med.

– Kan du fortælle lidt om din holdning til 3D og dens plads i filmskabelsen. 3D har jo både tilhængere og kritikere.

Fra første gang man begynde at kunne få billeder til at bevæge sig, ville folk have farve, lyd og en stor skærm samt dybde – og det er bare det, vi gør nu. Men selvom man kunne få farvefilm fra 1935, så blev farver kun set passende til musicals, komedier og westerns frem til omkring 1960. Altså ingen såkaldte ”seriøse” film.

Jeg kan huske, da jeg lavede Raging Bull i 1979, at studiet var meget tøvende overfor at lave den i sort/hvid. Men så påpegede min producer, at alle de film, der var blevet lavet i 1970’erne, som havde været i sort/hvid var blevet succeser, bl.a. Paper Moon og The Last Picture Show – det fik dem overtalt. Men altså, der var den her modstand mod brug af farve, bl.a. fordi de mange forsøg i starten aldrig gengav farverne realistisk nok. Jeg ser blot 3D som endnu et nyt element i det at fortælle en historie på – og med teknikken, der fortsat bliver bedre og bedre, hvorfor så ikke bruge det?

– Hvor ser du den næste store ændring i det at lave film?

Hvis alt går fremad uden de store problemer, så er vi for mig at se på vej mod hologrammer. Jeg mener, hvorfor kan man ikke have Hamlet i 3D? Sådan er det jo i teatret, hvor skuespilleren går ind på scenen og når ud til publikum i 3D. Hvorfor skulle man ikke også kunne have det i biografen? Man bliver nødt til at tænke på den måde. Man skal hverken lade økonomi eller modeluner begrænse ens kreativitet.

– Super, det er vist alt vi kan nå denne gang. Mange tak for din tid og ikke mindst dine film.