THE DARK KNIGHT RISES: Episk flagermusefinale er fængslende filmfryd
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er landet – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.
Det er otte år siden, Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død. Kriminaliteten kom under kontrol og kappen blev lagt på hylden. Men da den muskelsvulmende Banes ambitiøse planer om at lægge byen i ruiner foldes ud, må Bruce Wayne rejse sig fra sit skjul og atter iføre sig masken. En kamp mod totalt kaos er i gang, mens døden ånder både flagermusemanden og hele Gotham City i nakken.
Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr. Balancegangen mellem dramatisk tyngde og storladen action holdes i hævd, hvor vi bl.a. også introduceres for den tvetydige Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman.
Det er et næsten umenneskeligt pres, Nolan har lagt på sig selv med sine to første Batman-film – oprindelseshistorien Batman Begins og The Dark Knight med en uforglemmelig Heath Ledger som Jokeren. Men både som selvstændig film og åndeløs afslutning på sagaen, fungerer denne spektakulære kolos af et filmmonster nærmest gnidningsløst – og ikke uden nervepirrende overraskelser. Herligt.
Christian Bale bærer igen rollen som forpint helt, der må stå ansigt til ansigt med egne dæmoner og ikke mindst en enorm Tom Hardy som den skræmmende Bane. En fascinerende skurk, der udgør en værdig modstander til Batman og fornemt smelter sammen med Nolans univers. Anne Hathaway kommer jeg nok aldrig rigtig til at holde af, men hun klarer fornemt rollen som den uforudsigelige femme fatale Selina.
Hans Zimmers både smukke og adrenalinfremkaldende score akkompagnerer elegant de forførende billeder, hvor Nolan atter smækker yderst heftige actionscener sammen – ren eye candy, men også med en oprigtig frygt for begivenhedernes udfald i sig. Så selvom der er et par halvstive replikker imellem og til tider lidt mere plotafvikling end karakterudvikling, så er The Dark Knight Rises bestemt en både medrivende og underholdende afslutning på en fænomenal trilogi.
[tabgroup][tab title=”The Dark Knight Rises | Biograf-anmeldelse”] Vurdering 5/6
Originaltitel: The Dark Knight Rises, USA, 2012
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Michael Caine, Tom Hardy, Gary Oldman, Anne Hathaway, Morgan Freeman, Marion Cotillard, Joseph Gordon-Levitt m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]