Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo

Der bliver slået to fluer med et smæk, når den håndholdte skrækfilm The Devil Inside ruller sig ud. For her er tale om et det altid populære besættelsesgys kombineret med dokumentargenrens form. Filmen giver sig nemlig ud for at være rigtige optagelser. Vi er altså i samme ’found footage’-boldgade som bl.a. The Blair Witch Project, Paranormal Activity og [REC].

Løjerne tager udgangspunkt i en grufuld hændelse tilbage i 1989, hvor Maria Rossi dræbte en præst og to nonner, der forsøgte at udførte en eksorcisme på hende. Hendes datter Isabella forsøger nu 20 år efter at finde frem til, hvad der egentlig skete med hendes mor, der nu befinder sig på den lukkede i Rom. Her hvirvles Isabella snart ind i et par eksorcisters uofficielle arbejde, mens ondskaben rykker tættere på.

Vi skal selvfølgelig både ned i klamme kældre og op på mørke loftsrum, mens lyset naturligvis også går på de mest ubelejlige tidspunkter. Gisp. Ja, The Devil Inside er ganske vist en klichéfyldt og vakkelvorn sag, men også relativt underholdende og med et par oprigtigt uhyggelige scener imellem – samt de obligatoriske billige jump scares, der skal sætte blodomløbet i gang hos de mindste.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Tja, måske var det fordi, at mine forventninger var i bund eller fordi jeg har et særdeles forskræmt forhold til besættelsesgys (sådan har det været siden, jeg selv fik uddrevet en ond dæmon af byes præst). Nej, der ikke noget nyt under solen, men det er bl.a. Suzan Crowleys fortjeneste, at gyset krøb ind under huden på mig. Hun er ganske enkelt fremragende som den besatte Maria Rossi. Isnende grum.

Så selvom overraskelserne er til at overse og filmen slutter brat samt på en mildest talt utilfredsstillende note, så var jeg ret godt grebet af denne tempofyldte lille sag. Og selvom det dokumentariske greb aldrig for alvor virker overbevisende, så bliver der bl.a. takket være det nærgående kameraarbejde stablet et par intense scener på benene. Ikke nerveflænsende gru, men en lille (u)hyggelige dæmonuddrivelse.

Læs mine anmeldelser af andre ’found footage’-film:
Troldjægeren: På vild troldejagt i Norges skove
Silent House: Grufuld rundvisning i et knirkende hus
The Last Exorcism: Håndholdt eksorcisme i sydstaterne
Apollo 18: Uhyggen udebliver i atmosfærefyldt månegyser
Paranormal Activity 3: Mere dæmonbesat hjemmevideo-uhygge

Eksorcisme-bonus: The Rite: Hul Hollywood-eksorcisme med habil Hopkins

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale, men Blu-ray-udgivelsen gengiver fint de håndholdte billeder, hvor både støj og korn fremstår som en troværdig del af den dokumentariske og kradse stil – men altså ikke et imponerende billede. Lydsiden er noget mere helstøbt og skaber fin gru samt klam stemning filmen igennem.

Originaltitel: The Devil Inside, USA, 2011
Instruktion: William Brent Bell
Medvirkende: Fernanda Andrade, Simon Quarterman, Evan Helmuth, Suzan Crowley m.fl.
Spilletid: 1 timer 23 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment