Svimlende efterdødstrip i neonoplyst Tokyo

Der er i den grad skruet op for syren i Gasper Noés depressive farveladetrip Enter the Void. En film som ingen anden og på mange måder en fascinerende oplevelse, men mest i kraft af sin både svimlende og excentriske billed- og lydside. For historien, der binder de mange visuelle krumspring sammen er knapt så interessant.

Filmen skydes i gang med en af de mest overrumplende titelsekvenser, jeg har set. Her pumper lyd og lys nådesløst løs inden vi dumper ned i en lille lejlighed i Tokyo. Her bor søskendeparret Oscar og Linda – han er narkohandler og hun er stripper. De mistede som børn deres forældre og har siden været uadskillelige. Så da Oscar bliver skudt, kunne det betyde enden på deres forhold – men ikke i Noés verden.

For Oscars sjæl forlader blot hans krop og svæver herefter rundt for at holde øje med sin søster. Og fordi filmen opleves gennem Oscars øjne eller med kameraet lige bag ham, kommer man på nogle vanvittige kamerature – og der er mildest talt ingen steder, kameraet ikke kan komme. Ind og ud af kroppe, gennem vægge, flyvende henover byen samt frem og tilbage i hans traumatiske erindringer.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Netop dette fortællermæssige greb er med til at skabe filmens helt unikke univers. Virkeligheden udvides, mens liv og død ophæves i et Tokyo, der mere minder om et bizart mareridt end en rigtig by. Spraglet, neonlysende og boblede. Enter the Void er visuelt kompromisløst og et ambitiøst værk. Forførende og smuk, anstrengende og larmende. Men jeg blev bare ikke ramt specielt hårdt følelsesmæssigt.

For desværre er Noé ikke lige så god en historiefortæller, som han er til at skabe billeder. Jeg blev aldrig for alvor grebet af de tragiske skæbner og det oprørte melodrama. Jeg vil dog på ingen måde afskedige filmen som et indholdsløst og rent stilistisk syretrip. For netop filmens meget fysiske væsen er en i dette tilfælde stærk fortæller – hypnotiserende, hallucinerende og ‘over-the-top’. Skønt.

Og selvom Enter the Void byder på meget menneskelig ulykke (dog med plads til et spinkelt håb), så er det en sjov film at se alene i kraft af sine audiovisuelle eskapader. Man skal dog ikke forvente et speedet og hurtigt overstået filmknald, for med en spilletid på hele 158 minutter er der plads til både at synke hen, blive fortabt og slået omkuld – op til flere gange.

Noé slog sit navn fast og delte vandende tilbage i 2002 med den mørke og ubehagelige Irréversible, hvor ikke mindst en yderst voldsom voldtægts-scene fik snakken til at gå. Meningerne er også delte om Enter the Void. Jeg befandt mig dog i godt selskab med galskaben. Men uanset hvad man måtte mene, så er filmen helt sin egen og alene af den grund et bekendtskab værd.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med Blu-ray-udgivelsen. Det er en skam, da det bl.a. kunne være interessant at få et kig bag kulisserne på de vilde kamerature og filmens visuelle univers.

Til gengæld er lydsiden medrivende, voldsom og velafstemt med svimlende panoreringer og fine detaljer. Billedet står også fint, dog uden at imponere. Her opstår til tider en smule digital støj og så er skarpheden ikke lige overbevisende hele vejen, men farverne er klare og forførende.

Originaltitel: Enter the Void, Frankrig, 2009
Instruktion: Gaspar Noé
Medvirkende: Nathaniel Brown, Paz de la Huerta, Cyril Roy, Masato Tanno m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Udgiver: Another World Entertainment