Sindssyg roommate forbliver tam teen-bøvs

Okay, jeg var godt klar over, at der ikke ventede mig den mest skræmmende teen-thriller med The Roommate. Jeg måtte alligevel lige have den igennem afspilleren, da det er danske Christian E. Christiansens første amerikanske film – han er bl.a. manden bag ungdomsfilmen Råzone. Dørene til Hollywood sparkes dog ikke ind med voldsom kådhed, men derimod med en ufarlig og blød metervare.

Sara (Mika Kelly) skal starte på college og her dele værelse med en fremmed – og man ved jo aldrig hvilken psykopat, der pludselig træder ind af døren. Det gør så den blonde Rebecca (Leighton Meester). Hun virker dog ikke umiddelbart bims, men viser sig selvfølgelig snart at være et sindssygt stalker-pigebarn – og så skal Sara og hendes nærmeste ellers bare passe på. Gisp!

Filmen skydes oplagt i gang til tonerne af lidt samlebånds-pop, men snart hives momentum ud af løjerne og forsøget på at stable psykologisk optrappende galskab på benene forbliver uinteressant. Det hjælper selv sagt heller ikke, at Sara leveres med poleret ligegyldighed. Man ønsker snart, at den skøre Rebecca, der er en smule mere interessant ville gøre det af med hende og resten af det plastikglatte cast (undtagen en herligt slesk Billy Zane, of course).

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Et eller andet sted i The Roommate gemmer sig en lille ond thriller med seksuelle overtoner og grumme overgreb. Desværre kommer den ellers potentielt skarpladte historie om venskab, besættelse og psykopati aldrig til syne, men forbliver gemt bort i denne vage thriller. Men sådan er det med disse produktioner, der styres med hård hånd af studierne og målrettes det brede og købevillige teen-publikum.

Her skal ingen trædes over tæerne eller for alvor blive skræmte. Dette faktum er Christiansen helt klar over – hvilket både fremgår af filmens kommentarspor og i interviews med instruktøren. Her er ganske enkelt tale om et stykke arbejde og en mulighed for at lege lidt med i Hollywood. Men uanset hvad, så er The Roommate et uinteressant bekendtskab.

Tja, med en Oscarnomineringen i baglommen for kortfilmen Om natten havnede Christiansen altså i Hollywood og spyttede denne ligegyldighed ud på den anden side. Man kan blot håbe, at han har gjort sig gode erfaringer undervejs og at hans næste film i USA eller på dansk grund bliver mere interessant end denne tamme teen-bøvs.

Ekstramateriale, billede og lyd:

Blu-ray-udgivelsen står med et udmærket billede, men imponerer ikke. Filmens lyse scener fungerer godt med flotte mættede farver og god detaljegrad, men i flere af de mørke scener synes billedet kedeligt og fladt. Lydsporet spiller fint, men heller ikke her er der meget spræl i sagerne – men det fungerer.

Der medfølger en smule ekstramateriale, hvor kommentarsporet med Christiansen er mest interessant. Han fortæller bl.a. om kravet til filmens PG-13 rating, locations (bl.a. er en café den samme som i Seven) og de forskellige filmreferencer han har smidt ind – mest åbenlyst til sin egen Råzone. Herudover finder man et par letbenede slettede og alternative scener (6 min.) samt et par overfladiske features, en ’The Making of’ (9 min.), et kig på castet (5 min.) og om tøjet (4 min.) – ikke videre interessant, men godt med rygklapperi.


Originaltitel: The Roommate, USA, 2011
Instruktion:
Christian E. Christiansen
Medvirkende:
Leighton Meester, Minka Kelly, Cam Gigandet, Alyson Michalka, Danneel Ackles, Frances Fisher, Tomas Arana, Billy Zane m.fl.
Spilletid:
1 time 31 min.
Udgiver: Sony Pictures Home Entertainment