Hul Hollywood-eksorcisme med habil Hopkins
Hollywood langer med The Rite endnu en omgang eksorcisme-gys over disken – letfordøjelig, velproduceret og uden de store overraskelser, det skulle da lige være, at man ikke bliver videre skræmt af de tungetalende og øjenrullende strabadser. Anthony Hopkins er dog en fornøjelse som den djævleuddrivende Fader Lucas.
Selvom filmens cover på alle måder domineres af Hopkins – og det med god grund – så er det egentlige omdrejningspunkt den unge præstestuderende Michael Kovak, der spilles med flad stivhed af Colin O’Donoghue. Han tvivler på sin tro, men da han sendes til Rom for at studere eksorcisme og her møder Fader Lucas begynder skeptikeren at genoverveje sin tro – big surprise.
Anthony Hopkins stjæler fuldstændig filmen med en ilter og nuancerede præstation, som en præst der på trods af sit årelange liv med djævleuddrivelser selv bærer tvivlen i sig. Han er en fryd at være i selskab med. Hertil kommer at filmens instruktør Mikael Håfström ganske fermt stabler tung og regnvåd gyserstemning på benene.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Desværre udmanøvreres filmens gode takter af en forudsigelig fortælling og et par kedelige medspillere, der ikke får en fod til jorden i modspillet med Hopkins – eller for den sags skyld formår at vride noget interessant ud af det stive manuskript. Det er dog meget cool at se en anden gammel rotte i sving, om end i en noget mindre rolle end Hopkins, nemlig Rutger Hauer som Michaels far.
The Rite er altså på ingen måde nogen overrumplende eller specielt uhyggelig film – men en gravid kvindes dæmonbesatte krop puster dog lidt fornøjeligt liv i de stive klude. Filmen afvikles dog forholdsvist tjept, Hopkins er i hopla og så kammer filmen ikke helt over i computergenerede dæmonbesættelser – men også kun næsten. For i sidste akt kommer der smæk på eksorcisme-halløjet, hvilket desværre trækker noget af den ellers fine og tunge stemning ud af filmen.
Nej, her er ikke de store overraskelser at komme efter, men som ufarligt dæmon-gys snubler filmen sig takket være Hopkins og solid stemning lige nøjagtigt i mål.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens Blu-ray-udgivelse leverer de flotte og regnvåde billeder med indtagende farver, gode detaljer og solide kontraster, mens også lydsporet spiller med godt svung, hvor både dæmonbesat hvislen og det til tider bombastiske score får god plads.
Der er ikke så meget guf at komme efter, hvad ekstramateriale angår. Her får man en række ikke specielt interessante slettede scener (13 min.) samt et overfladisk kig på virkelighedens eksorcisme (7 min.). Herudover får man en ”chilling alternate ending” (2 min.), som store bogstaver proklamerer på coveret. Det er dog langt fra noget sus eller en videre sindsoprivende alternativ slutning.
Originaltitel: The Rite, USA, 2011.
Instruktion: Mikael Håfström
Medvirkende: Anthony Hopkins, Colin O’Donoghue, Alice Braga, Ciarán Hinds, Toby Jones, Rutger Hauer, Marta Gastini m.fl.
Spilletid: 113 min.
Udgiver: Warner Brothers Home Entertainment