Jordens undergang er allerhelvedes smuk
Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.
Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.
Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –>
’En smuk film om Jordens undergang’ var hvad Trier i sin tid lovede og det er ret godt ramt. Uhyggeligt smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde) – og tilsat bombastiske toner af Wagner. Intet mindre selvfølgelig. En film der er ’larger than life’ og alligevel med snuden solidt plantet i jorden og nærværet intakt.
For Trier tryller ganske vist blændende billeder frem, men hiver også indtagende præstationer ud af sit cast og gør dramaet vedkommende på sin vej mod det uigenkaldeligt sidste ’farvel’. Egentlig er jeg ikke meget for Dunst og hendes lille beske fjæs, men her ånder og lever hun rollen som deprimeret brud, der har svært ved at finde meningen med det hele.
Gainsbourg er efter Antichrist atter i Triers hænder, denne gang mere påklædt, men igen medrivende. Her som et menneske, der klamrer sig håbefuldt til livet. Og så er Jack Bauer trukket ud af Kiefer Sutherland, der som Claires ægtemand favner rollens autoritet med en selvfølgelighed og overbevisning, der matcher de to damer.
Selvom filmens prolog slår fast med syvtommersøm, at vi bevidner Jordens sidste dage, så synes man også at fornemme en sær afklarethed og ro i filmen. Og come on, hvor slemt ville det egentlig være, hvis Jorden gik under? Heldigvis er dette en undergang, som man modsat filmens medvirkende kan opleve igen og igen.
Originaltitel: Melancholia, Danmark/Sverige/Tyskland/Frankrig, 2011
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende: Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland, Charlotte Rampling, John Hurt, Alexander Skarsgård, Stellan Skarsgård, Udo Kier, Jesper Christensen m.fl.
Spilletid: 130 min.
Biograf-release: d. 26. maj 2011
Udgiver: Nordisk Film
