CPH PIX: Uheldige hillbillies og tåbelige teens
Efter en tætpakket lørdag og søndag på PIX, var det et noget mere overskueligt program, jeg havde i går. Blot en enkelt visning, nemlig ‘feel-good-hillbilly-horror-og-buddy-komedien’ Tucker & Dale vs. Evil. Her blev den fortærskede ‘unge-farer-vild-i-skoven-og-slagtes-af-ondt-indavl-genre’ vendt morsomt på hovedet. For de to hillbillies Tucker og Dale er slet ikke onde, de er bare meget uheldige.
Desværre for de to sympatiske skovmænd tror flokken af festglade og obligatorisk tåbelige teens, at de er psykopatiske mordere. Og grundet misforståelser er det pludselig bonderøvene, der må løbe for livet – og således er der byttet om på rollerne.
Alle genrens herlige klichéer er på plads, men leveres blot med modsat fortegn. Og det er vitterligt en vellykket kovending denne blodige komedie tager, hvilket ikke mindst er takket være Tyler Labine og Alan Tudyk i hovedrollerne. Deres charme, elskværdige naivitet og komiske dynamik svinger upåklageligt, mens de groteske blodudgydelserne overbevisende og morsomt sviner deres skovmandsskjorter til.
Tempoet er tjept og hitraten på komik og splat relativt høj. Desværre mister filmen en smule af pusten i slutspillet, hvor bl.a. et mere eller mindre ligegyldigt subplot skal afvikles. Men på trods af et par fodfejl, er dette bestemt en veldrejet lille horror-komedie, der tempofyldt og vittigt balancerer sine to hovedingredienser – med klar overvægt af komikken, vel at mærke.
– Læs mere på PIX om Tucker & Dale vs. Evil.