Værktøjsmord og yndige piger

/i /af

Med en film som den rå og brutale The Toolbox Murders fra 1978, hensættes man til de hedengangne grindhouse-biografer. Her røg snaskede gysere og skarpladte action-film skødesløst over lærredet med vold, sex og mord i højsædet. En sleazy biografstemning, som Tarantino og Rodriguez forsøgte at genskabe med deres grindhouse-projekt, dobbeltfeaturen Death Proof og Planet Terror. Men intet slår den ægte vare – selvom de to nyere nostalgi-trip bestemt også er underholdende.

En hætteklædt morder går nynnede omkring i et lille boligkompleks i Los Angeles og slår yndige piger ihjel. Brutale mord, der som filmens titel antyder udføres med diverse værktøj, bl.a. boremaskine, hammer og sømpistol. Velbekomme. Beboerne er selv sagt forfærdede over de uhyrlige hændelser og jagten går nu ind på morderen, inden han slår til igen.

Man kunne umiddelbart tro, at The Toolbox Murders er endnu en slasher lige efter bogen. Det er dog ikke hele sandheden. Godt nok leveres der både modbydelige nedslagter, bare bryster og en maskeklædt morder – heldigvis – men filmen har også en dramatisk tyngde, hvor sorg, afsavn og mistet kærlighed indfinder sig i det brutale plot. Det er både forfriskende og velfungerende, ikke mindst pga. karakterarbejdet.

Men som tilfældet er med en slasher- og exploitation-film som The Toolbox Murders, er det mord, morder og yndige damer, man kommer efter. Det serveres bestemt også – og bakkes medrivende op af et fængende soundtrack og en stemningsfuld billedside. Specielt er scenen med en afklædt Kelly Nichols helt forrygende. En nervepirrende cocktail af sex og død, hvor den førnævnte sømpistol har en afgørende rolle, alt imens anlægget spiller den ømme kærlighedsduet Pretty Lady. Herligt.

Jeg kan kun anbefale denne lille, snaskede exploitation-perle, som har langt mere charme og stemning end mange af de nyere forsøg på at genskabe, hvad man kunne kalde en ’grindhouse-feel’. Desuden er persongalleriet for det meste overbevisende – eller blot underholdende, om man vil. Det er dog uden tvivl Cameron Mitchell, der stjæler billedet med sit karismatiske portræt af onkel Vance. Så indløs roligt billet til denne blodige tur til et udsat boligkompleks i L.A.

Ekstramateriale
Filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser, et billedgalleri, et par korte radio- og tv-spots samt lidt trivia om filmen og skuespillerne Cameron Mitchell og Pamela Ferdin. Herudover får man også en lille, lækker booklet, der giver en udmærket beskrivelse af filmen, produktionen og de medvirkende. Det er klart sidstnævnte, der er det mest interessante ekstramateriale.


Originaltitel: The Toolbox Murders, USA, 1978
Instruktion: Dennis Donnelly
Medvirkende: Cameron Mitchell, Pamelyn Ferdin, Wesley Eure, Nicolas Beauvy, Tim Donnelly, Aneta Corsaut, Kelly Nichols m.fl.
Spilletid: 94 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Cool og dyster TMNT fanfilm

/i , , /af

Vi er jo nogle, som stadig går og venter på, at en ny Teenage Mutant Ninja Turtles film skal se dagens lys. Der har flere gange været tilløb til et reboot af de kampklare padder – og altså ikke kun som tegnefilm og legetøj. Det er ind til videre blevet ved idéer til tegnebordet. Men nu har en cool kortfilm set dagens lys.

Fight The Foot er en uafhængig fanfilm, som præsenterer os for et mere dystert Turtles-univers, end det man bl.a. kender fra de første film og ikke mindst tegnefilmene. Jeg kan ret godt lide dette mere dunkle univers og så ser padde-designet også ret cool ud. Jep, kom nu med det dystre og voldelige reboot vi alle venter på.

Kortfilm i alle tænkelig afskygninger

/i /af

Så var det i går, at dette års Filmfestival 13 blev afholdt i Cinemateket i København. Her er det kortfilmsproduktioner fra gymnasier i hovedstadsområdet og opland, som deltager. Vi fik set de i alt 18 kortfilm og delt priser ud til vinderne. Igen i år var det en fornøjelse at sidde med i juryen og se de mange forskellige kortfilm – og ikke mindst mærke entusiasmen både bag og foran kameraet. Filmene favnede bredt, hvor bl.a. alt lige fra klaustrofobisk drama, over voldsvillig action til komedie og skræmmende gysere rullede henover det store lærred.

Der skulle deles priser ud til både B- og C-niveau. På C-niveau var det gyseren Mediefagsprojektet, der løb med 1. prisen. Her blev der taget kærlig hånd om found footage-genren, som man bl.a. kender det fra The Blair Witch Project og Paranormal Activity. En genrebevidst sag, som leverede grum stemning og gode chok. På B-niveau modtog Alberts krig Juryens Specialpris. En poetisk og legende film, hvor krigen opleves gennem et barns øjne. 1. prisen gik til den gennemførte, forførende og meget flotte En Date, der med bl.a. referencer til A Clockwork Orange serverede et køligt og foruroligende portræt af en yderst velformuleret seriemorder.

Masser af spændende kortfilm

/i , /af

Jeg er så heldig, at jeg igen i år sidder med i den fem mand høje jury, der skal se og dele priser ud til kortfilmsproduktioner, som er produceret på gymnasier fra hovedstadsområdet og opland. Det var virkelig spændende og sjovt at se de mange bidrag sidste år, så jeg glæder mig meget til at se de cirka 20 nye kortfilm, som i år kæmper om priserne.

Arrangementet eller Filmfestival 13, som arrangementet hedder afholdes i morgen lørdag i Cinemateket i København. Det er Medielærerforeningen for de Gymnasiale Uddannelser, som i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Børn & Unge står bag festivalen. Desværre er det igen i år et lukket arrangement, men mon ikke der blandt deltagerne gemmer sig et par stjerneskud, som vi alle kommer til at kunne nyde i landets biografer en gang i fremtiden?

”True Ass” – en superhelte-western

/i /af

Hvad får man, hvis man blander Coen brødrenes nye westernfilm True Grit med den farverig superheltefilm Kick-Ass? Svaret er oplagt, True Ass selvfølgelig. Det er et ganske vellykket mashup, som bl.a. har en meget fin spejling kørende mellem Hit-Girl og den ligeledes unge Mattie Ross fra True Grit. Kick-Ass var en af sidste års bedste film og jeg glæder mig meget til Coen brødrenes western.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=EdZtq_iSOks[/youtube]

Se andre mashups:
– Tarantino vs. Coen-brødrene
– Morsomme plakat-mashups
– H to the A to the L, HAL 9000!

Anne Hathaway er Catwoman og Tom Hardy er Bane

/i /af

Så faldt der store nyheder i Christopher Nolans med spænding ventede tredje Batman film, The Dark Knight Rises. Anne Hathaway skal spille Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman, mens Tom Hardy skal spille den muskuløse og kampklare Bane. Jeg er ikke den store fan af Hataway, men lader tvivlen komme hende til gode. Hun er trods alt i hænderne på Nolan.

Det er ikke første gang de to skurke har indfundet sig i en ‘Batman’-film. Catwoman er som bekendt bl.a. portrætteret af Michelle Pfeiffer i Tim Burtons Batman Returns fra 1992, mens en ordknap Bane hærgede i Joel Schumachers farvelade Batman & Robin fra 1997. Det er et par interessante karakter- og casting-valg, som bliver spændende at se bragt til live i Nolans dystre ‘Batman’-univers. The Dark Knight Rises er sat til at ramme biograferne juli 2012. Der er sgu lang tid til.

KLIK videre for at læse pressemeddelelsen —> Læs mere

Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet

/i , /af

Jeg har et soft spot for Nicolas Cage – selv når han snubler rundt i filmfadæser. Derfor faldt følgende musikalske vanvidssampling da også lige i min smag. De seneste år er der godt nok blevet tilføjet et par mindre heldige film til Cages CV, bl.a. remaket The Wicker Man, Bangkok Dangerous og Next. Men senest har han vist, at han stadig kan levere varen, bl.a. som Big Daddy i Kick-Ass og rablende betjent i Werner Herzogs The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans.

Musikvideoen til The Nic Cage Song indeholder klip fra både fremragende Cage-film og de knapt så vellykkede, men dækker dog langt fra hele hans karriere. Til gengæld er det herligt vanvittigt – præcis som nogle af Cages bedste præstationer.

Se andet filmsamplent musiklir:
– Bruce Willis’ Yipee-ki-yay, motherfucker!
– Blib blob… et herligt robot-mashup
– Schwarzenegger bryder igen ud i sang

Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe

/i /af

Priserne ved dette års Golden Globe Awards er uddelt. Der var ingen helt stor prissluger, men David Finchers ’Facebook’-film, den fremragende The Social Network løb med et par af hovedpriserne, nemlig for Bedste film i kategorien drama, Bedste instruktør og Bedste screenplay samt Bedste score.

Det er filmkritikere i foreningen Hollywood Foreign Press Association, som uddeler priserne og de havde også besluttet sig for at belønne Colin Firth med prisen for Bedste mandlige skuespiller i The King’s Speech. Bedste kvindelige skuespillerinde blev Natalie Portman for sin rolle, som forstyrret ballerina i Black Swan.

Nå ja, og så var der også dansk triumf. For Susanne Biers Hævnen løb med prisen for Bedste ikke-engelsksprogede film, det foran bl.a. den kritikerroste Biutiful. Jeg er ikke specielt begejstret for Hævnen, som jeg bl.a. synes er alt overfortalt og konstrueret – til gengæld leverer både Trine Dyrholm, Mikael Persbrandt og Ulrich Thomsen fremragende præstationer.

Bedste film i kategorien musical eller komedie blev The Kids Are All Right. Christian Bale og Melissa Leo fik priserne for henholdsvis Bedste mandlige og kvindelige birolle i The Fighter, som jeg glæder mig meget til at se. Og så gik prisen for Bedste animationsfilm til Toy Story 3.

– Se listen med alle vindere og nominerede HER.

Rumænske vampyrer og mystiske mord

/i /af

Vampyren har fået sig et heftigt comeback de seneste år, hvor ikke mindst ‘Twilight’-sagaen fylder godt, selvom der ganske vist ikke er meget bid i de ømme vampyrer. Der er heller ikke meget vampyr over de væsner, man finder i Strigoi – i hvert fald ikke efter gængse vampyr-konventioner. Filmen ligger dog med sin sorthumoristiske og underspillede tone milevidt fra ‘Twilight’ – ja, eller hvad man i det hele taget forventer sig af en vampyrfilm.

Efter et ophold i Italien vender Vlad (Catalin Paraschiv) tilbage til sin hjemstavn i Rumænien. Her er en ældre mand død under mystiske omstændigheder. Den lægeuddannede Vlad er dog ikke i tvivl om, at der er tale om mord. Underligt nok er han den eneste, der synes at være interesseret i finde gerningsmanden. Men det er ikke kun dødsfaldet, som det mutte bysamfund forsøger at holde skjult, for også det rige ægtepar Tirescu synes at have rejst sig sultne fra graven…

Rumænien er som bekendt hjemsted for grev Dracula. Der er dog ikke meget ædel og kappeklædt mørkemand over den rumænske myte strigoi, der i filmen også kaldes vampyrer. De har hverken hugtænder eller angst for kors, men ligner almindelige mennesker, dog mere sultne og rødsprængte. Strigoi er altså et anderledes tag på vampyr-genren. Desværre bliver filmen bare aldrig rigtig medrivende. Historien snegler sig afsted og hverken mordgåden eller karaktererne er specielt engagerende.

Hovedpersonen Vlad, hvis navn vel er en reference til den rumænske prins Vlad Ţepeş, der var inspiration for Bram Stokers Dracula spilles mekanisk og nærmest uden spændvidde – muligvis en pointe i sig selv, men altså ikke videre befordrende for ens engagement i filmen. Heller ikke andre i det brogede bysamfund træder for alvor i karakter. Der gøres dog gode tilløb til et par mindeværdige karakterer. Bl.a. den perfide betjent, Vlads gamle farfar og ikke mindst Constantin Barbulescu som storsvedende strigoi.

Hvor plotafviklingen og karakterarbejdet halter, er miljøbeskrivelsen mere velfungerende. Skudt på location i Rumænien og med en dyster farveskala er Strigoi stemningsmættet gys, hvor lidt laber balkan-musik pifter løjerne op, som bl.a. i en fantastisk dansescene. Strigoi-myten fungerer også godt. Her sættes ikke alt for skarptskårne spilleregler op for hvad en strigoi er. Det giver myten og filmen kant samt en udefinerbar uhygge – det gælder desværre bare ikke filmen som helhed.

Strigoi bliver altså aldrig for alvor uhyggelig, men til gengæld er filmen tyk af atmosfære. Desuden kan man også at se filmen som en allegori på Rumæniens historie – et land der gang på gang har lidt under andres udnyttelse, fra kommunisterne og videre til kapitalisterne. Blodsugere om man vil. Det bliver filmen ikke mere medrivende af, men giver dog historien mere tyngde, hvor det rige ægtepar Tirescu netop er billedet på de grådige og blodsugende kapitalister.

Ekstramateriale:
Man finder instruktør Faye Jacksons kortfilm Lump fra 2006 (12 min.), et fint og mystisk operations-gys om en underlig tilbagevende gevækst hos pigen Christine (Lara Belmont). Herudover et billedgalleri for Strigoi og en håndfuld trailere for andre af selskabets udgivelser.


Originaltitel: Strigoi, England/Rumænien, 2009
Instruktion: Faye Jackson
Medvirkende: Constantin Barbulescu, Camelia Maxim, Catalin Paraschiv, Dan Popa, Rudi Rosenfeld m.fl.
Spilletid: 105 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Film der aldrig blev til noget

/i /af

Faldt lige over et lille, fint plakatprojekt, hvor grafikeren Fernando Reza har lavet plakater for fire film, der aldrig blev til noget. Det er ikke noget nyt, at film af den ene eller anden årsag ikke bliver ført ud i livet. Nogle uafsluttede filmprojekter er dog mere myteomspundne end andre – og det er et par af de tunge drenge, som her har været oplæg til plakat-serien.

Reza har nemlig haft fat i uafsluttede filmprojekter af Stanley Kubrick, Alfred Hitchcock, Orson Welles og David Lean. Filmene blev aldrig til noget, men nu har de om ikke andet fået deres egen plakat. De fine plakater, giver mig i hvert fald ikke mindre lyst til at se filmene, der aldrig blev til noget.

– Besøg Reza HER og køb plakaterne HER.
– KLIK VIDERE FOR STØRRE FORMAT —> Læs mere