Dennis Hopper er død, 1936-2010

Den amerikanske skuespiller Dennis Hopper er døde i går i sit hjem i Californien. Han blev 74 år. Dennis Hopper led i en længere periode af prostatakræft og selvom han var tydeligt svækket af sin sygdom, var han tilstede i slutningen af marts til overrækkelsen af sin stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Dennis Hopper har medvirket i godt imponerende 200 produktioner. Bl.a. Rebel Without a Cause fra 1955 og Giganten fra 1956. Han fik dog sit gennembrud med klassikeren Easy Rider fra 1969. Han instruerede også filmen og blev desuden Oscar-nomineret for bedste manuskript.

Jeg forbinder i høj grad også Hopper med krigsfilmen Dommedag nu fra 1979 og ikke mindst som den ultimative psykopat Frank Booth i den David Lynchs mareridts-opslidende Blue Velvet fra 1986. Samme år var han også med i den bizarre og sorthumoristiske The Texas Chainsaw Massacre 2, hvor han kommer i motorsavsduel med Leatherface. Helt fantastisk. Han har også en helt fabelagtig intens scene i True Romance fra 1993 – og sådan kan man blive ved.

Udover sit virke som skuespiller var Hopper også ivrig fotograf, kunstsamler og forfatter. Hopper var aktiv til det sidste, bl.a. i tv-serien Crash og med en fotobog med egne billeder. Et amerikansk ikon og skuespiller-legende er gået bort.

– Se også: Dennis Hopper hyldet med stjerne på Walk of Fame.

Iron Baby slår fra sig

Alt imens den seneste Iron Man-film har indtaget biograferne, er der på nettet nu sluppet en jernhård og ret så sød mini-helt løs – nemlig Iron Baby…!

Det er den canadiske filminstruktør Patrick Boivin, som med sin datter har lavet en baby-udgave af superhelten. Det er der kommet en ret underholdende lille film ud af. Ja, og så er sluserne jo åbnet for helt nye prequel-muligheder – Baby Batman, Baby Spider-Man, Baby Hulk osv.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=SyoA4LXQco4&feature[/youtube]

Se andre fantastiske film af Patrick Boivin:
Stop-motion-fight mellem Bruce Lee og Iron Man.
En heftigt dansende Boba Fett.

Skriv dit navn med Wolverine

Hvis du lige står og mangler et cool alfabet, så kan det være at illustratoren Sean Gordon Murphys farverige og ret så svedige alfabet er sagen. Han har nemlig lavet et alfabet bestående af den hårdtslående Wolverine og venner/fjender fra X-Men universet. Det er der virkelig kommet nogle fine illustrationer ud af.

– Se mere af Murphys arbejde hos Deviant Art HER og hans eget site HER.
– Læs også “Tibetaniserede” amerikanske superhelte.

Scorsese, Pacino og De Niro på Sinatra

Martin Scorsese er stadig frisk på at lave sin biografifilm om crooneren Frank Sinatra. Der har allerede været flere navne på rygtemøllen til den karismatiske rolle, bl.a. Leonardo DiCaprio, Johnny Depp, Harry Connick Jr. og Jamie Foxx. Men nu har Scorsese selv ytret sig om et par favoritter. Han ser nemlig gerne Al Pacino som Sinatra og Robert De Niro som Dean Martin – i hvert faldt til en af filmens dele.

Scorseses idé er nemlig at have tre eller fire forskellige Sinatra’er. En yngre, en ældre, en midaldrende og en gammel – og filmen igennem herved gå frem og tilbage i Sinatras liv. Det lyder en smule som strukturen i Bob Dylan-filmen I’m Not There, som også havde forskellige skuespillere til at portrættere Dylan, bl.a. Christian Bale, Cate Blanchett, Heath Ledger og Richard Gere.

Hvis den samme struktur bliver gældende for Sinatra-filmen, kan det jo være, at der også bliver plads til DiCaprio og Depp. Hvilket cast det ville være. Men, men, men – ind til videre er det blot ønsker fra Scorsese. Filmen er endnu ikke på skinner og rettighederne til Sinatras musik skal også lige sikres. Men rygterne kan jo passende fortsætte. Jeg håber i hvert fald Scorsese får dette projekt sat i søen.

Guldpalmen gik til thailandsk film

Det blev den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul, der med sin film Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives løb med hovedprisen ved dette års filmfestival i Cannes. Hermed slog han favoritter som britiske Mike Leighs Another Year og Alejandro González Iñárritus Biutiful af banen.

Det er som bekendt den krøllede hjerne Tim Burton, som er dette års juryformand, flankeret af bl.a. Kate Beckinsale og Benicio del Toro – men mon ikke Burton har haft sit at sige i udpegningen af filmen, der skulle være en af de mest mærkværdige film i hovedkonkurrencen.

Juliette Binoche, som desuden pryder dette års Cannes-plakat fik mere plads i rampelyset. Hun modtog nemlig prisen for bedste skuespillerinde i Abbas Kiarostamis Copie conforme. Prisen for bedste mandlige skuespiller blev delt mellem Javier Bardem i Biutiful og Elio Germano i den italienske La nostra vita.

Herudover gik Grand Prix-prisen til den franske Des hommes et des dieux, som fortæller den virkelige historie om likvideringen af en gruppe munke i Algeriet. Prisen for bedste instruktør gik til Mathieu Amalric for Tournée om en gruppe burlesque-dansere på turné i Frankrig. Amalric er på disse breddegrader nok bedst kendt for sin skurkerolle i Quantum of Solace. Bedste manuskript gik den sydkoreanske Poetry.

Ja, endnu en gang leverede filmfestivalen i Cannes (overvejende) en stak film, hvoraf man har hørt om de færreste, men har fået lyst til at se flere. Måske de dukker op på næste års filmfestival i København, CPH PIX – eller desværre nok kun i få, udvalgte biografer.

– Se resten af dette års Cannes-vindere HER.
– Læs også Krigsdokumentaren ”Armadillo” vinder pris i Cannes.

Blib blob… et herligt robot-mashup

Man kan ikke rigtigt andet end at blive bare en smule forelsket i de små blib blob-lyde diverse robotter fra filmens verden har udgydt gennem tiderne. Nu har den britiske duo, de audio-visuelle kunstnere i Eclectic Method med kærlig hånd samplet sig til et lille knitrende nummer, hvor de bruger forskellige ”film-robotter”.

Her finder man bl.a. den lille runde R2-D2 fra Star Wars-filmenere, den store Robby the Robot, der bl.a. er kendt fra Forbidden Planet, Number 5 fra Short Circuit-filmene og et par nyere robotter fra Pixars fantastiske WALL·E – well, og så er der også lige smidt lidt Kraftwerk i gryden.

“My beams are focused on your blasters gentlemen…”

”Get out of there!”

”Get out of there…!” – hvor mange gange er det lige du har hørt det i en film? Højst sandsynligt flere gange end du tror. Hos Pajiba kan du få syn for sagn, her har de nemlig lavet en fire minutter lang montage med sammenklip fra film, hvor der bliver sagt ”Get out of there”. Ret underholdende.

Et stykke mildest talt imponerende klippearbejde. Ja, du kan godt begynde at gætte filmtitler – well, eller klik HER, hvor du finder den komplette liste af brugte film.

Se også følgende fantastiske montager:
160 Greatest Arnold Schwarzenegger Quotes
The 100 Cheesiest Movie Quotes of All Time
Den klassiske “mirror scare”

Krigsdokumentaren ”Armadillo” vinder pris i Cannes

Filmfestivalen i Cannes slutter på søndag, hvor Den Gyldne Palme uddeles. Men allerede i aftes blev hovedprisen i den prestigefyldte sidekonkurrence Semaine de la Critique uddelt. Prisen gik til af Janus Metz meget omtalte krigsdokumentar Armadillo, som følger en flok danske soldater i Afghanistan.

Med prisen, som uddeles af internationale journalister og filmkritikere følger også 5000 euro til filmens instruktør. Janus Metz er desuden den første dansker til at modtage den fornemme pris, ligesom det også er første gang, at prisen går til en dokumentarfilm.

Stort tillykke her fra – og så kan man faktisk allerede fra på torsdag d. 27. maj se filmen i de danske biografer, da premieren er blevet rykket hele seks uger frem.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=08j61c-d_Uo[/youtube]

Herudover var der også hæder til en anden dansk instruktør i sidekonkurrencen. Det blev nemlig Daniel Joseph Borgman, der med Berik vandt prisen for bedste kortfilm. Filmen har han lavet på den alternative filmuddannelse Super16. Så dobbelt op på tillykke til den danske lejr i Cannes

David Lynch svinger håndtasken

Tilbage i december skrev jeg, at instruktøren David Lynch havde takket ja til at instruere en reklamefilm for en Dior taske. Den 16 minutter lange kortfilm, Lady Blue Shanghai kan nu ses online. Jeg kan desværre ikke indsætte filmen her, så I må nøjes med et par framegrabs og så klikke videre til filmen nederst i indlægget.

Selvom Lynch mest er kendt for sine kringlede og kalejdoskopiske film, bl.a. Blue Velvet og Mulholland Drive samt tv-serien Twin Peaks, er han ikke uvant med reklameverdenen. Han har tidligere bl.a. samarbejdet med skodesigneren Christian Louboutin på en fræk og forførende fotoserie (se et par af de lækre billeder HER) og har også lavet en reklamefilm for Gucci.

Dette er den tredje film i en længere række af reklamefilm for Dior med Marion Cotillard i hovedrollen. De første to er lavet af henholdsvis Olivier Dahan, instruktøren af Spurven (La Vie en Rose) og Jonas Åkerlund – ja ham svenskeren bag flere af Lady Gagas gakkede musikvideoer.

Den visuelle stil i Lynchs bidrag lægger sig i samme video-æstetiske åre, som hans seneste film, den enigmatiske og hypnotiske Inland Empire – dog uden at være ligeså snørklet og dyster i sin fortælling. En legesyg lille film med en nærmest kitschet slagside i poseringen af Dior tasken.

Ingen tvivl om, at det er cool, at få Lynch med på spøgen. Spørgsmålet er så om man får lyst til at eje tasken eller at se film af Lynch. Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg vil – og nej, det er ikke at eje tasken.

– Se Lady Blue Shanghai HER.

Lars von Trier samler stjernerne *UPDATE*

Rollebesætningen på Lars von Triers kommende film Melancholia skulle nu være på plads. I hvert fald hovednavnene. Filmen som indtil videre beskrives som et psykologisk drama og katastrofefilm har således hevet Kirsten Dunst i hus til hovedrollen – jep, Peter Parker aka Spider-Mans romantiske sidekick.

Herudover indfinder også Jack Bauer aka Kiefer Sutherland sig og så vender franske Charlotte Gainsbourg tilbage i hænderne på Trier. Hun har altså ikke fået sin dosis Trier med Antichrist.

Desuden medvirker også Charlotte Rampling, svenske Stellan Skarsgård og hans søn Alexander og ikke mindst Udo Kier! Et spraglet cast, som bliver spændende at se folde sig ud i Triers selskab – selvom jeg må indrømme, at Kirsten Dunst ikke lige gør det store for mig.

Filmen er sat til at ramme biograferne i maj næste år. Optagelserne begynder 19. juli og det bliver fjerde gang Trier filmer i Trollhättan i Sverige.

*UPDATE* – John Hurt har sluttet sig til rollebesætningen. Lækkert!

– Læs også Triers troldspejl forfører og frastøder.