Nu hvor sneen falder hvid – del 2

/i /af

Endnu mere sne! Ja, som tidligere nævnt her på bloggen kunne John Carpenters ‘antarktiske-sne-isolations-creeper’ The Thing gøre sig godt sådan en snefygende vinterdag. Men nu hvor sneen igen dækker det meste af landet, kommer jeg til at tænke på The Overlook Hotel fra Stanley Kubricks The Shining (aka Ondskabens Hotel). Her ligger sneen som et klaustrofobisk hvidt tæppe om det isolerede hotel, hvilket familiefaderen Jack som bekendt har det lidt svært med. Well, hans kone og dreng har det nu heller ikke helt let.

Anyways, i stedet for at smække filmens almindelige trailer op, er her en mere munter udgave. Der er nemlig lavet en trailer, der får filmen til at fremstå som en komedie/familiedrama (ret godt skruet sammen). Tja, så hvis du ikke lige ved hvad du skal muntre dig med sådan en sneklædt vinteraften, så er dette filmen. Enjoy….

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=sfout_rgPSA[/youtube]

– For god ordens skyld får I også lige en rigtig trailer for filmen, klik HER.

Kedelige lesbiske vampyrer

/i /af

Lesbian Vampire Killers – hvad siger i så. Med sådan en filmtitel, kan man da ikke andet end straks at smække skiven i afspilleren. Men som filmen skrider frem, synes filmens fængende titel desværre at være dens eneste eksistensberettigelse. For en ting er sjove titler og lysten til at lave kitschet vampyr-humor, noget andet er at levere varen – og det gør Lesbian Vampire Killers sgu desværre ikke.


Er en plotbeskrivelse overhovedet nødvendig? Tjo, det er noget med at den engelske flække Cragwich for år tilbage blev forbandet af en, ja lesbisk vampyrdronning. Alle piger i byen forvandles derfor til, ja, lesbiske vampyrer straks de fylder 18. To knejte på en pub – den ene lige dumpet af kæresten, den anden bare irriterende – lander selvfølgelig i byen med de lesbiske vampyrer – og vupti, så er der fald-på-halen-komik og campy vampyr-fjollerier til alle. Eller i hvert fald forsøget på samme.

Desværre rammer de mange gags, punch-lines og kitschede effekter bare aldrig den rigtige tone. Komikken er aldrig rigtig sjov og de campede vampyrer ligner noget fra en dårlig parfume-reklame med deres touperede hår og svævende bevægelser. Den vildskab og energi, som der sigtes efter, rammes ikke. Der forsøges ellers ihærdigt med både bare bryster, flade oneliners og lidt uskyldig splat. Men lige lidt hjælper det. Det er hele vejen lige ved og næsten – og det er bare ikke nok.


Filmen synes som intet andet en end en fjollet idé, der har taget overhånd. En forsøgt pendant til den forrygende zombiekomedie Shaun of the Dead – bare med vampyrer. Anyways. Lesbian Vampire Killers har aldrig nær den charme, timing eller veludførte drab, som lykkedes så bragende godt i Shaun of the Dead.

Man kunne så håbe på et par morsomme protagonister, men kemien blandt de medvirkende er minimal og de mange punchlines aldrig sjove. Ærgerligt. Men en charmerende vampyr-dræbende præst bliver det trods alt til. Der lægges selvfølgelig også til slut op til en fortsættelse. Hvis det bliver til noget, håber jeg sgu stilen bliver pudset af og humoren bedre – ellers står det skidt til.


Ekstramateriale: Der medfølger lidt ukritiske og tilfældige optagelser fra produktion – kedeligt (12 min.). Herudover får man en stak interviews med filmens cast, instruktør og producer. Det løber op i cirka 1 times sniksnak, hvoraf det meste ikke er særligt interessant. Man skal nok være mere end glad for filmen, for at gide sidde det hele igennem. Og så får man tre forskellige trailere for filmen.

Originaltitel: Lesbian Vampire Killers, USA, 2009.

Instruktion: Phil Claydon

Medvirkende: James Corden, Mathew Horne, Myanna Buring, Vera Filatova, Paul McGann, Silvia Colloca m.fl.

Spilletid: 83 min.

Udgiver: Sandrew Metronome.

Et blodigt remake i 3D

/i /af

Man nærmest vælter sig i remakes for tiden. Nu er så endnu en ældre slasher forsøgt fornyet – og det endda i 3D. Her er tale om en opdatering af den solide kulmine-slasher My Bloody Valentine fra 1981. I 2009-udgaven er der vanen tro skruet op for tempoet og blodet, men desværre også ned for den tryggende og trøstesløse stemning, der hang som en truende skygge over originalen. Helt skidt står det dog ikke til med remaket, som faktisk er mere underholdende, end jeg turde håbe på.


Vi befinder os i den lille kulmineby Harmony. Her hærgede den traumeramte minearbejder Harry Warden på Valentines Day 10 år tidligere. Det betød en blodig død for en lang række af byens indbyggere. Nu 10 år senere, efter den fatale dag og Wardens død begynder en ny række mord. Men er Warden slet ikke død – eller er det en ny morder med gasmaske og hakke, som er på spil?

Man er ikke mange minutter inde i filmen, førend ligene allerede ligger dynget op og blodet har flydt ud af adskillige åbenstående sår. Jep, der er i den grad et par herligt eksplicitte drab at komme efter – hvoraf et par stykker desværre også læner sig lige lovligt meget op af den såkaldte 3D-effekt, med blod flyvende ”ud af billedet”. Jeg så dog kun et par minutter af filmen i 3D, førende jeg skiftede til den almindelig 2D udgave. 3D-effekten fungerer ganske enkelt langt fra optimalt foran skærmen. Billedet står uskarpt, udtværet og alt får blå og røde omrids.


Men 3D eller 2D, så er dette bestemt ingen ringe slasher. Jovist er jeg en sucker for genren – og nej, dette er langt fra den mest medrivende af slagsen. Men morderen er som i originalen supercool med sin gasmaske og skarptslebne hakke – og så er mordene ret medrivende sat i scene. Egentlig underligt, at det ikke blev til flere film med denne morder. Well, det kommer måske i denne ombæring.

Men uanset dette remakes kvaliteter eller ej, kan man jo passende spørge sig selv, hvad man i grunden skal med et sådant remake? For det er ikke ligefrem nytænkning eller et specielt nyt drej på originalen, som her hostes op. Så snup hellere originalen. I hvert fald i første omgang – og hvis du ikke har fået kulmine-morder nok, så er der da heller ingen skade sket ved at sidde igennem denne udmærkede genindspilning.


Ekstramateriale: Der medfølger en række ikke videre interessante forlængede og slettede scener. To klassiske features, en med gængs sniksnak fra folkene bag filmen (7 min.) og en hvor fokus er på filmens blodige special effects (6 min.). Et par ganske fine features, men dybdegående bliver det sgu ikke. Man finder slutteligt et par minutters gag reel og en alternativ slutning. Nej, ikke det store sus.

Originaltitel: My Bloody Valentine, USA, 2009.

Instruktion: Patrick Lussier.

Medvirkende: Jensen Ackles, Jaime King, Kerr Smith, Betsy Rue, Edi Gathegi, Tom Atkins, m.fl.

Spilletid: 1 time 38 min.

Udgiver: Scanbox Entertainment.

Sjældent har eksplosioner været så kedelige

/i /af

Endnu en legetøjs-franchise er blevet filmatiseret. Denne gang er det gået ud over G.I. Joe. Jeg har ikke noget egentlig forhold til de små soldater-figurer, så det var med paraderne nede og forventninger om lidt no-nonsense-underholdning, jeg satte skiven på. Og det er sgu noget af en farverig omgang CGI-action, der losses over disken. Desværre er det også bare virkelig kedsommeligt og ucharmerende sat i scene.

Der er de gode – det er de specialtrænede soldater fra det tophemmelige G.I. Joe. Og så er der de onde – det er de megalomaniske skurke fra Cobra. De to fronter kommer op at toppes, da de onde får fingrene i et ret så cool og tophemmeligt våben – med lysegrønne sprænghoveder, selvfølgelig. Og så følger der ellers eksplosioner, skøre gadgets, vilde våben og flere eksplosiver.

Det er bestemt ikke altid lige overbevisende CGI, som leveres – men pyt nu med det. Det er ikke filmens største problem – selvom dens primære formål netop er at levere hæsblæsende action og digitale eksplosioner. Problemet er snarere, at dette larmende inferno er så uinspirerende sat sammen, hvilket skuespillernes flade præstationer blot underbygger. Det er dog meget cool at Jonathan Pryce spiller præsident. Jep, ham fra Terry Gilliams formidable Brazil – en af mine yndlings film. Men hey, en mindre detalje, som ikke redder filmen fra at floppe fælt.

Der leveres dog en ret festlige og vild actiontur gennem Paris gader, hvor de to helte Duke og Ripcord har fået fingre i såkaldte accelerations-dragter – som, ja, accelererer deres styrke og hastighed. De smadrer derfor som superrobotter gennem byen, mens bilerne bogstavelig talt flyver dem om ørene. Dumt? Ja, men også ret fikst og veliscenesat tegneserieaction. Men en enkelt cool actionsekvens ud af knap 2 timers digital tomgang får bestemt ikke træerne til at vokse ind i himlen. Langt fra.

Jeg ville så gerne elske denne film. Det er fjollet, over-the-top, uhøjtideligt, karikeret og larmende tegneserieaction. Men who am I kidding. Dette er, på trods af konstant buldrende special effects et kedeligt, trægt og desværre ret uopfindsomt bekendtskab. Filmens eneste bedrift synes desværre at gøre dette effektorgie så kedeligt, som tilfældet er. En ikke videre attråværdig bedrift.


Ekstramateriale: Filmen både lyder og ser dog trods alt virkelig godt ud på Blu-Ray og så medfølger der en smule udmærket ekstramateriale. En klassiske the making of og en feature med sit primære fokus på special effects. De to indslag løber op i 50 min. og kommer fint omkring produktionen og universet. Jeg savnede dog noget mere om tankerne bag opdateringen af G.I. Joe-universet. Man får også et kommentarspor med instruktør Stephen Sommers og producer Bob Ducsay, som leverer den sædvanlige sniksnak om hvor fedt det hele ser ud osv. Well, næsten da, for der bliver også kommenteret på effekter de ikke er helt tilfredse med. En smule selverkendelse er der altså at hente, trods alt.

”True Blood” går lige i blodet

/i /af

Langt om længe fik jeg sat tænderne i den populære amerikanske tv-serie True Blood, som er skabt af Alan Ball, manden bag bl.a. den succesfulde serie Six Feet Under og manusforfatter af American Beauty. 1. sæson er netop kørt gennem afspilleren og jeg er bestemt hooked på mere. Var sgu også ved at blive helt nervøs for, om der stadig var spræl i vampyrerne efter at Twilight-franchisen har fået kastreret det blodsugende folkefærd – og det skal jeg da lige love for, at der er. I den grad.

Serien foregår i en verden, hvor vampyrer lever side om side med menneskene – eller i det mindste forsøger på det. Ikke alle tager godt imod blodsugerne, ligesom heller ikke alle vampyrer er opsatte på at leve fredfyldt sammen med menneskene. En sprængfarlig præmis, som tilbyder mange komplekse problematikker, hvilket serien da også tager hånd om. Det er dog først og fremmest en karakterdrevet serie, som heldigvis også undlader alt for sort/hvidt at udpensle allegorier, som bl.a raceforskelle og integration.


Kort fortalt, så følger man livets gang i den lille flække Bon Temps i det varme Lousiana.  Her bor den søde og uskyldige Sookie, som er servitrice på den lokale beværtning Merlotte’s og har evnen at kunne høre folks tanker. Men da vampyren Bill kommer til byen ændrer det lille lokalsamfund sig og ikke mindst Sookies verden. En umulig kærlighed opstår mellem de to – naturligvis. Hørt det før? Bestemt, men sjældent set så medrivende udfoldet. Det er dog langt fra den umulige romance, som bærer serien alene. For da et mord bliver begået i den lille by, er det endnu sværere at være vampyr og bestemt også at omgås dem.

True Blood har bestemt sine samfundsmæssige og sociale pointer, men bortset fra seriens allegoriske lag, så er det Sookie, Bill og resten af det komplekse og spraglede karaktergalleri, som bærer denne medrivende første sæson. Det er en serie, som tør at sætte sine karakterer i dilemmaer, de skal forholde sig til og ikke mindst tage konsekvenserne af. Alle gennemgår en udvikling, bliver klogere på sig selv og udfordres. Det er en stor styrke og virkelig spændende at følge.


Fik jeg for resten sagt, at serien bestemt også har sin del af sex, blod og vold – well og læderklædte vampyrer, som bl.a. lytter til Black Rebel Motorcycle Club, spiller Nintendo Wii og ser Heroes. Ha ha. Anyways, dette er dybt underholdende tv-serie-kiggeri, som byder på en interessante karakterer, neglebidende spænding, et fascinerende univers, romantik, mystik og mord. Jep, True Blood har det hele – eneste problem er blot, at der sgu er alt for lange udsigter til at næste sæson rammer det danske marked.

Ekstramateriale: Det er desværre ikke meget ekstramateriale, man finder på udgivelsen. Det bliver kun til nogle fine og informative kommentarspor til seks af episoderne, samt en lille mockumentary om vampyrer i USA (15 min.). Det er en skam, at der ikke er blevet kræset mere for denne del af udgivelsen, når nu serien i den grad er en lækkerbisken.

Originaltitel: True Blood – the complete first season, USA, 2008.

Instruktion: Alan Ball m.fl.

Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Chris Bauer, Nelsan Ellis, Jim Parrack m.fl.

Spilletid: 635 min.

Udgiver: Warner Home Entertainment.