”Hobitten” befolkes – er Tom Waits blandt beboerne?
Nu kan rygtesmedene måske snart få mere håndfaste udsagn at jonglere med, hvad filmatiseringen af Hobitten angår. Peter Jackson, som instruerede Ringenes Herre-trilogien begynder nemlig at caste til filmen i næste uge – og det gælder for alle roller. Den eneste skuespiller der er på plads, er Ian McKellen, som vender tilbage i rollen som troldmanden Gandalf.
Så rygtet om at den brovte sanger Tom Waits er i seriøs overvejelse til en rolle, skal nok tages med et gran salt. Jeg gad dog godt se ham ombord på de to film, som bogen deles op i – ikke mindst fordi jeg nemt kunne se ham blandt trolde og drager. Faktisk går rygtet på, at han skal lægge stemme til dragen Smaug, hvilket hans ru og rå stemme sikkert ville matche ret godt.
Peter Jackson fungerer bl.a. som producer og manuskriptforfatter på filmatiseringen, mens Guillermo del Toro skal instruere, hvilket han tidligere har gjort med stor succes på bl.a. Pans Labyrint og Hellboy-filmene. Manuskriptet til første film er i hus, mens de er halvvejs med film to. Så rygter om forsinkelse holder altså ikke vand ifølge Jackson, som håber at starte optagelserne en gang til april eller maj næste år.