Et forrygende nytår til alle

/i /af

Nu må filmåret 2009 i den grad siges at gå på hæld. Og det har bestemt været et år med mange gode filmoplevelser, både hjemme, men så sandelig også i biografens mørke – hvoraf du jo kan læse om de bedste på min Top 10 2009-liste. Jeg ser med stor forventning frem mod endnu flere gode, fremragende og overraskende filmoplevelser i 2010 – og ikke mindst at dele dem med jer her på bloggen. Men nu må i have en forrygende aften, jeg har min i et festfyrværkeri-ramt London – skønt! Vi ses i 2010…!

Vender Ghostbusters endelig tilbage?

/i /af

Det kunne godt tyde på, at strømmen af rygter om en tredje Ghostbusters film nu vil stoppe. Det lyder nemlig til, at der endelig bliver gjort alvor af en tredje film. Harold Ramis, som spillede Egon Spengler i de to første film siger i hvert fald, at planen er at starte optagelser til sommer og at filmen vil ramme biograferne 2011.


Ramis fortæller videre til Heeb Magazine, at det dog ikke bliver Dan Aykroyds manuskript, som ellers tidligere har været på banen, der bliver brugt. Den tredje film bliver med en gruppe nye spøgelsesjægere, dog stadig med det gamle hold i filmen – hvilket også har været rygtet i et stykke tid.

Jeg er ret vild med Ghostbusters, både de to første film, tegnefilmene og ja, selvfølgelig også det cool legetøj. Jeg ser derfor bestemt også frem til en tredje film, som muligvis også vil have Ivan Reitman tilbage i instruktørstolen. Men lige så positiv jeg er for en ny film, ligeså nervøs er jeg sgu også for, at det bliver en fiasko. Jeg lader dog tvivlen komme filmen til gode.

Top 10 – de bedste film fra 2009

/i , /af

Så er det blevet tid til at kaste et blik tilbage på filmåret 2009. Jeg har i den forbindelse lavet en top 10 over mine bedste filmoplevelser fra året, der nu er gået. Listen indeholder kun film, som har haft dansk biografpremiere eller er blevet vist på en af de danske filmfestivaler i 2009. Anyways – here we go.

1. Moon (Duncan Jones)
Det er virkelig en skam at Duncan Jones fremragende spillefilmsdebut Moon ikke fik en bred dansk distribution. For det er både smuk, stemningsfuld og tankevækkende science fiction, hvor Sam Rockwell imponerer i den altoverskyggende hovedrolle. Jeg var heldig at fange filmen på filmfestivalen CPH:PIX.

2. District 9 (Neill Blomkamp)
Et af årets helt store og positive filmoplevelser kom fra spillefilmsdebutanten Neil Bodenkamp. District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects.

3. Antichrist (Lars von Trier)
Lars von Triers Antichrist er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. Kompromisløs, elegant, voldsom og med pragtpræstationer af Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

4. Star Trek (J.J. Abrams)
Et fænomenalt og medrivende rumeventyr. Et særdeles vellykket reboot af den populære Star Trek-franchise med fuld tryk på kedlerne. Man ryger både frem og tilbage i tid og møder glubske monstre uden at filmen glemmer sine karakterer. Ubetinget underholdende.

5. Inglourious Basterds (Quentin Tarantino)
Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino, som igen leverer velsmurte replikker og medrivende billeder. Og til trods for et stort persongalleri, var det Christoph Waltz, der med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa brændte mest igennem. Fantastisk

6. Watchmen (Zack Snyder)
En ikke alene overrumplende visuel oplevelse, men også en fortællermæssig dyb og eftertænksom film om småting som mennesket, verden, livet og døden. Og selvom filmen ikke matcher sit forlægs historiemæssige detaljerigdom, så leveres den ambitiøse historie troværdigt og medrivende.

7. The Wrestler (Darren Aronofsky)
En nedslidt wrestler, der forsøger at finde tilbage til livet og kærligheden kan lyde en kende corny. Det er bestemt ikke tilfældet. The Wrestler er ganske enkelt et usentimentalt og ægte stykke drama, som forhåbentlig lader Mickey Rourke forblive i rampelyset mange år endnu.

8. Synecdoche, New York (Charlie Kaufman)
Charlie Kaufmans instruktørdebut er et krøllet, forførende og medrivende drama. Her vendes eksistentielle temaer som livet, ensomheden, kærligheden og døden med en formidabel Philip Seymour Hoffman i hovedrollen. Et originalt og karakterdrevet drama, som hele vejen forløses med nærvær.

9. Zombieland (Ruben Fleischer)
Hvad er en top 10 liste værd uden zombier. Anyways, for selvom Zombieland langt fra er perfekt zombieunderholdning, så er det bestemt veloplagt zombiesmadder med rappe replikker, medrivende kills og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform.

10. Observe and Report (Jody Hill)
Der skal også været plads til en komedie på listen, men det er nu heller ikke noget problem, når man kan hive en både grotesk og særdeles sorthumoristisk en af slagsen op af hatten. Amoralsk, over grænsen og overraskende voldelig. En sand fornøjelse.

Det er aldrig nemt at lave sådanne lister. Der vil altid være film, som også fortjener en plads. Jeg tillader mig derfor at nævne et par stykker uden for den forgyldte top 10. Jeg var bl.a. slemt underholdt af Sam Raimis tilbagevenden til gyset med Drag Me To Hell og så var det også en udsøgt fornøjelse at se den ultrasplattede Tokyo Gore Police blandt marmorstatuer på Glyptoteket under CPH:PIX. Paranormal Activity var også en herlig hårrejsende overraskelse, mens Coraline var en i særdeleshed forførende og eventyrlige film – og senest tryllebandt Terry Gilliam mig med The Imaginarium of Doctor Parnassus.

Men ligesom der er film, der ikke kom med på listen, er der også film, jeg af uransagelige årsager ikke fik set i løbet af året. Det gælder bl.a. Pixars UP, Coen-brødrenes A Serious Man, Sam Mendes Revolutionary Road, The Hurt Locker og Waltz with Bashir. Dem glæder jeg mig til, at få set i hjemmebiografen i det kommende år.

Michael Douglas keder dig ihjel

/i /af

Et styk ligegyldig korruptions-thriller-remake coming up! Ja, jeg blev narret i fælden af Michael Douglas’ fjæs på coveret og af at Fritz Lang står bag originalen fra 1956. Jo, Douglas har ganske vist en scene eller to i filmen, men hans venstrehåndsarbejde som korrupt anklager redder ikke denne forkølede omgang manuskriptstivhed og kedsommelig instruktionsafvikling. Og nej, et fjollet plottwist i enden får sgu ikke 1 time og 40 minutters trægt trav gennem genrens mest flade klichéer til at forsvinde.


Den ihærdige nyhedsrapporter C.J. er træt af at dække ligegyldige opgaver. Han vil frem i verden. Ja, hans eneste motivation synes at være den eftertragtede Pulitzer pris. Nej, her er ingen idealist på jagt efter sandheden, blot en duksedrengs søgen efter spotlightet. Men da C.J. får mistanke om, at en prominent anklager fusker med bevismaterialerne, får han en lys idé. Han vil afsløre korruptionen, hvilket – åbenbart – kun lade sig gøre, hvis han selv sætter livet og karrieren på spil. En tåbelig plan søsættes – og så smider vi da også lige en ligegyldig romance ind i billedet.


Det kan godt være, at denne lille ligegyldige sag er designet til halvsøvnige søndage, men selv ikke silende regn og en slem forkølelse er undskyldning nok for at smække Uskyldig dømt i afspilleren. Lad dig ikke lokke af Michael Douglas’ forførende fjæs. Her er ikke noget at hente og slet ikke hos filmens egentlige hovedperson C.J., spillet af en langt fra overbevisende Jesse Metcalfe. Det samme kan desværre også siges om det romantiske modstykke – en ellers yndig Amber Tamblyn.

Filmen bygger som sagt på Fritz Langs Beyond a Reasonable Doubt, en film jeg på trods af dette remakes kedsommelighed har lyst til at opstøve. For den kære hr. Langs original må da indeholde noget af den hårdkogthed og spænding, som remaket aldrig mønstrer. Lang er trods alt manden bag klassikere som bl.a. Metropolis og M. Men det til side. Peter Hyams, instruktøren bag dette rædderlige remake, burde hellere satse på mere letbenet monsterunderholdning, som tilfældet var med hans underholdende The Relic fra 1997.


Men helt ærligt, what’s not to like? Korruption, biljagter, mord og romantik. Den har da det hele, ik’? Muligvis, men vægten af kedsommeligt karakterarbejde, utroværdige plottråde og fraværet af engagerende historiefortælling lader ikke meget håb tilbage. Ja, selv filmens udgangsreplik synes blot at håne sit publikum, så hvad andet kan jeg gøre, end at smide selv samme ed lige tilbage i fjæset på filmen: ”Fuck you!”.

Originaltitel: Beyond a Reasonable Doubt, USA, 2009.

Instruktion: Peter Hyams.

Medvirkende: Michael Douglas, Jesse Metcalfe, Amber Tamblyn, Orlando Jones Joel Moore m.fl.

Spilletid: 1 time 45 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

Nu hvor sneen falder hvid…

/i /af

…får jeg helt lyst til igen igen at gense John Carpenters mesterlige antarktiske-sne-isolations-creeper The Thing fra 1982. Well – i samme åndedrag vil jeg da heller ikke tøve med lige at gense nedenstående musikalsk lækkerbid. For den franske duo Zombie Zombie har nemlig for et års tid siden fået lavet en cool og stemningsfuld musikvideo til deres track Driving This Road Until Death Sets You Free. Videoen er en hyldest til netop Carpenters The Thing, her lavet i stopmotion og med G.I. Joe figurer i hovedrollerne. Så hvis du ikke har muligheden for at smække Carpenters film i afspilleren – så køb den! – eller start med at nyde denne lille labre video (spoilers included, sorry).

[dailymotion]http://www.dailymotion.com/video/x6magv_driving-this-road-until-death-sets_creation[/dailymotion]

En kaotisk hyldest til fantasien

/i /af

Så er der igen knudret, udknaldet og fantasifuld tagfat fra den sprælske Terry Gilliam. Denne gang byder han indenfor i The Imaginarium of Doctor Parnassus – et magisk teater, hvor der både er plads til eventyret og kaoset. Men filmens til tider narrativt løse væsen dræner desværre også filmen for noget af den ellers rå energi og entusiasme Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man uforudsigelighed, fantasifuld finesse og en forførende stemning fra start til slut.


Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup på fire indtager scenen. Den udødelige Parnassus, dværgen Percy, gøgleren Anton og den smukke Valentina. De får dog snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab. En tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender både teatrets publikum og biografgængere ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Heath Ledger under tragiske omstændigheder døde. Men for at afslutte filmen hev Gilliam tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som i filmens skæve univers fungerer fint og nærmest gnidningsløst.


Udover Gilliams fortællermæssige legelyst og vilde visuelle udflugter, finder man altså et stærkt skuespillerkorps. Her er både Ledger, den umage teatertrup, Depp, Law og Farrell indtagende bekendtskaber. En særlig cadeau skal dog lyde til Tom Waits, som med bowlerhat giver den som selveste Djævelen. Han er intet mindre en fabelagtig. Virkelig godt set af Gilliam at caste den runkne og ru sanger til denne enigmatiske rolle. Herligt.


Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For selvom både Londons gader er indtagende og turene ind i det magiske spejl er forførende, så savner man til tider også mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen stadig fyldt med finurlige idéer, gode karakterer og visuelle narrestreger, som bestemt gør turen ind i biografmørket det hele værd.

Originaltitel: The Imaginarium of Doctor Parnassus, England, Canada, France, 2009.

Instruktion: Terry Gilliam.

Medvirkende: Heath Ledger, Andrew Garfield, Christopher Plummer, Lily Cole, Verne Troyer, Tom Waits, Johnny Depp, Jude Law, Colin Farrell m.fl.

Spilletid: 2 timer 2 min.

Biografpremiere: d. 25. december 2009.

Distrubutør: Sony Pictures.

Glædelig jul alle sammen

/i /af

Så er det endelig blevet jul og jeg vil da lige ønske alle bloggens læsere en glædelig 24. december. Så håber jeg bare, at der venter jer mange gode film under træet og i juledagene. Har lige banket en lille julefilms-collage sammen, som både er en hyggelig hilsen og en lille filmquiz – for hvilke julefilm er der tale om? Anyways – En rigtig glædelig til jer alle sammen!

Cronenberg samler Knightley, Fassbender og Waltz

/i /af

Yes, endelig nyt om David Cronenbergs kommende film. For siden hans fremragende Eastern Promises i 2007 har der været en smule stille fra hans kant. Kun lidt rygter om mulige filmprojekter, heriblandt en mulig genindspilning af sit eget The Fly-remake. Cronenberg er en af mine absolut yndlings instruktører, så det er en kærkommen og ikke mindst interessant nyhed, der nu har ramt nettet. Cronenbergs næste film bliver nemlig The Talking Cure, som baseres på Christopher Hamptons teaterstykke fra 2002.

Det er dog ikke Viggo Mortensen, som Cronenberg igen hiver ind i manegen, men derimod Keira Knightley, Michael Fassbender og Christoph Waltz. Et interessant trekløver. Spændt på hvad han kan få ud af Michael Fassbender og Christoph Waltz, som bl.a. stod på samme rolleliste i Tarantinos Inglourious Basterds – og tror da også, at han nok skal få noget godt ud af piraten Knightley. Historien lyder i hvert fald potent. Her følger man nemlig psykoanalytikerne Carl Jung og Sigmund Freud og deres komplicerede forhold til den smukke patient Sabina Spielrein. For pokker – der er da vist linet op til det helt store mindfuck med maestro Cronenberg in control.

Første trailer til "Sex and the City 2"

/i , /af

Buckle up girls… første trailer til den kommende Sex and the City 2 er landet. Der er dog – ligesom de første stills fra filmen – ikke meget nyt under solen. De fire tøser ligner sig selv – bare ældre. Og så har de altså gjort alvor af den ”opfindsomme” tagline fra teaser plakaten, som med glitter og glimmer flittigt benyttes i traileren: ”Get ready to carrie on” og ”Get carried away”. Jep.

Og lad mig så lige citere Carries voiceover i traileren: ”Just when you think you have seen it all – it hits you – you haven’t seen anything yet!” – Det tvivler jeg dog på kære Carrie, men surprise me. Anyways, få linet cosmopolitans op til d. 3 juni, for der rammer filmen Danmark.

[dailymotion]http://www.dailymotion.com/video/xblzyj_sex-and-the-city-2-trailer-bandeann_shortfilms[/dailymotion]

– Læs også Carrie Bradshaw ser underlig ud.

Vender Rodriguez tilbage til Syndens By?

/i /af

Efterhånden vil jeg sgu se billeder fra settet, før jeg tror på en Sin City 2. For lige siden den forslåede Marv tilbage i 2005 rullede over lærredet i Frank Miller og Robert Rodriguez’ forførende sort/hvide tegneserie-filmatisering, har der været tale om en opfølger. Men so far er det blevet ved snakken. Nu giver Rodriguez så igen lidt lyd fra sig angående en mulig 2’er.


Og med sædvanlig ukonkret smalltalk fortæller han, at både han og Frank Miller har lyst til at lave filmen. Muligvis allerede næste år. Ja, det skal man nok – endnu engang – tage med et gran salt. Men Rodriguez er dog sikker på, at det ikke bliver hans næste film. Ja ja, den kære Rodriquez snakker – og gryden holdes i kog. Damn it Robert, stop boiling and start shooting. Men hey, nu har han jo også travlt med at producere den kommende Predators, lave flere Spy Kids-film – og så er han i starten af det ny år også klar med Machete – starring mister Danny Trejo. Den glæder jeg mig sgu til!

– Læs også Laurence Fishburne klar til at slagte rumvæsner.