Indlæg

SCOUTS GUIDE TO THE ZOMBIE APOCALYPSE: Spejdere til kamp mod sulte zombier

Zombiebefængt Blu-ray: Hvis du som jeg heller ikke kan få nok af zombier, så bør du måske kigge nærmere på zombiekomedien Scouts Guide to the Zombie Apocalypse, der netop er udkommet. Og ja, titlen giver dig et ret godt billede af, hvad filmen handler om. Her er det nemlig helt rigtigt en flok spejdere, der er oppe imod en flok sultne zombier – de får dog også hjælp af en handlekraftig servitrice med en pumpgun.

For da deres by pludselig står over for en zombieapokalypse, hvor det vrimler med sjaskende klamme og blodigt farlige levende døde må de tre venner nemlig trække på alle deres snu kundskaber, opfindsomme idéer og brugbare overlevelsesevner som spejdere. Ikke kun for at redde sig selv fra de glubske zombier, men også byen og naturligvis resten af menneskeheden. Intet mindre.

Scouts-Guide-to-the-Zombie-Apocalypse-Blu-ray-anmeldelse-01

Filmens instruktør Christopher Landon har tidligere arbejdet med horror-genren, da han udover at have været med til at skrive en række af Paranormal Activity-filmene også instruerede den femte i rækken. Men med Scouts Guide to the Zombie Apocalypse er der altså også humor med, når han her ruller horroren blodigt, skørt og underholdende ud.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet får et nærmere kig på filmens splattede effekter, zombierne og kostumer, mens der også følger en række slettede scener med. Ja, måske du skulle overveje at begynde til spejder? For hvem ved, måske står vi før end du aner pludselig overfor en zombieapokalypse.

– Scouts Guide to the Zombie Apocalypse er udkommet på dvd og Blu-ray den 7. april 2016.

[tabgroup][tab title=”Scout’s Guide to the Zombie Apocalypse | Blu-ray”]
Scouts-Guide-to-the-Zombie-Apocalypse-BD-cover
Titel: Scouts Guide to the Zombie Apocalypse, 2015
Release: den 7. april 2016
Instruktion: Christopher Landon
Medvirkende: Tye Sheridan, Logan Miller, Joey Morgan m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Udgiver: Paramount Pictures[/tab][/tabgroup]

WORLD WAR Z: Brad Pitt på flugt fra sultne zombier

Det er bare med at få benene på nakken, hvis man skal have en chance for at slippe fra horderne af frådende zombier i Marc Forsters stort opsatte World War Z. Så ja, det er præcis hvad Brad Pitt gør, mens han rejser Jorden rundt i forsøget på at finde en måde at stoppe de aggressive bæster på. Der er selvfølgelig også lige tid til at smide en af de mest akavede product placement-øjeblikke længe set ind i filmens finale, Jesus.

Filmen lægger veloplagt og effektivt ud med en intens første halve time, hvor zombie-apokalypsen bryder ud globalt og skræmmende hurtigt. Pitt, hans kone og deres to søde piger ender således midt kaosset, da smitten ud af det blå bryder løs i Philadelphias gader. Her fornemmer man reel panik og håbløshed, mens butikkerne tømmes, den lokale ordensmagt giver op og zombierne bruser ustoppeligt frem.

world war z 02

Desværre mister filmen pondus og nerve herefter, selvom der diskes op med den ene zombiefulde actionscene efter den anden. Men helt ueffen er filmen bestemt ikke. Der holdes et fint, om end ujævnt tempo, mens de panoramiske skud af byer i brænd er ganske flotte og en smule urovækkende – men aldrig for alvor gribende.

Rigtig skræmmende bliver filmen heller aldrig og utroligt nok, er den på det nærmeste uden blod – og det selvom zombier skydes ned i tusindvis (nej, ikke et eneste splattet headshot bliver det til), mens menneskene agerer tagselvbord for de levende døde. Ja, der er altså bare noget selvmodsigende i at lave en børnevenlig film med en så voldsom præmis – well, en zombieapokalypse for hele familien.

world war z 01

Men man savner karakterer at engagere sig i – noget, der kunne give actionscenerne mere nerve og nærvær. Pitt gør det bestemt godt som den godhjertede FN-arbejder, der må efterlade sin familie for at drage i felten. Ja, der bliver plads til et par Jesus-referencer til Pitt undervejs. Men båndet til familien kommer aldrig for alvor til at udgøre en dramatisk medrivende modvægt til zombieballaden – der desuden kan opleves i 3D, hvilket i dette tilfælde er en totalt ligegyldig gimmick.

Det er altså mere action end gys og menneskeligt drama, der skal holde pulsen oppe og engagementet ved lige. Det lykkedes også et stykke af vejen. Men som filmen skrider frem bliver det også en smule repetitativt at følge Pitt fra den ene dødsfælde til den næste, mens tematikker som menneskelighed og civilisation aldrig kommer i spil. Ja, en poleret og lettere uinteressant zombiefilm med et par gode actionscener.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.
– Se også: 7 fremragende film om zombier. [tabgroup][tab title=”World War Z | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

3_6 - stars

world war z poster
Originaltitel: World War Z, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Marc Forster
Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

7 fremragende film om zombier

Zombier har i efterhånden mange år rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig igennem publikum. Genren har bestemt også en umiddelbare visuel appel med sine forgnaskede kranier og blodige headshots. Nu har zombierne igen indtaget biograferne – denne gang med den kærlighedsramte Warm Bodies. I den forbindelse anbefaler jeg en 7 fremragende zombiefilm. Du finder man anmeldelse af Warm Bodies her.

NIGHT OF THE LIVING DEAD (instruktør: George A. Romero, 1968)
Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af George A. Romero med dette sort/hvide mesterværk. Stemningsfuld og grum gru, der stadig holder. Husk også de fremragende efterfølgere, Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985). Romero har fulgt trilogien op med de mindre vellykkede Land of the Dead (2005), Diary of the Dead (2007) og Survival of the Dead (2010).

night of the living dead top liste

RÆDSLERNES GRØNNE Ø (Instruktør: Lucio Fulci, 1979)
Italienske Lucio Fulcis zombie-sjasker Rædslernes grønne ø (aka Zombi 2 aka Zombie Flesh Eaters) er en både bizar og vammel omgang voodoo-splat. Her diskes der blandt andet op med ormebefængte levende lig, bare bryster og den legendarisk kamp mellem en sulten zombie og en glubsk haj (!?!). Ja, det er både vanvittigt og vanvittigt underholdende zombie-sleaze.

zombi 2 top liste

THE RETURN OF THE LIVING DEAD (Instruktør: Dan O’Bannon, 1985)
”Braaaaains…!!!”, lyder det sultent fra zombierne i denne skønne 80’er-film, hvor punkere fester på en kirkegård, regnen siler fareturende ned og de døde rejser sig muddertilsølet fra gravene. Tilsæt videre en afgnavet zombie-afhøring, en nøgen punker-tøs samt et herligt synth-score og du har The Return of the Living Dead – eller Ligene er ligeglade, som er den oprindelige danske titel.

return of the living dead top liste

RE-ANIMATOR (instruktør: Stuart Gordon, 1985)
Her er ikke tale om zombier i klassisk Romero-forstand,  men det afholder heldigvis ikke de døde fra at rejse sig. En manisk Jeffrey Combs spiller den medicinstuderende Herbert West, der eksperimenter med at bringe de døde tilbage til livet – og det med grufuld succes. Det er altså ikke mæskende smittefare, men en gal doktor, der er på spil. Ikke desto mindre er det en grotesk og yderst underholdende 80’er-perle.

reanimator top liste

28 DAYS LATER (Instruktør: Danny Boyle, 2002)
Den langsomt stavrende zombie er i nyere film blevet udfordret af mere moderne afarter. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Days Later med til at træde speederen i bund på de levende døde, der her løber sig ind på de skrigende ofre. Ja, man kan så diskutere, om det overhovedet er zombier – men den tager vi lige en anden gang. Husk også den herligt splattede sequel, 28 Weeks Later.

28 days later top liste

DAWN OF THE DEAD (Instruktør: Zack Snyder, 2004)
Zack Snyders effektive Dawn of the Dead byder også på zombier i topfart – et for en gangs skyld vellykket remake. En tempofyldt, blodig og underholdende omgang horror-action med både zombie-babyer og blodindsmurte kadavere. Det er måske ikke vildt uhyggeligt, men det er bestemt både medrivende og splattet zombie-sjov.

Dawn of the dead top liste

SHAUN OF THE DEAD (Instruktør: Edgar Wright, 2004)
Lige så gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, lige så morsomt kan de sultne døde også være. Det mere end beviser Edgar Wright med den fantastiske zombie-komedie Shaun of Dead. Fyldt med veltimet tør humor, filmreferencer og ikke mindst medrivende splat indtager den også en sikker plads blandt mine all time-filmfavoritter.

shaun of the dead top liste

Mere zombieficeret plakat-snask

Jeg har tidligere på bloggen bragt en række zombieficerede Star Wars-plakater af illustratoren Matt Busch. Nu har han fået sit eget site, Hollywood is Dead – og der er kommet endnu flere zombieficerede filmplakater til.

Og her er ikke tale om, at de originale plakater “blot” er kørt gennem photoshop. Nej, de er alle håndmalede, som i de gode gamle dage. Hvad med fx Indiana Bones, Scary Rotter eller Breakfast is Tiffany. Herligt.

Se også:
Zombier overtager Star Wars!
Min lille artikel: Zombier – dødgod underholdning

CPH PIX: Tysk nonsens, zombier og en finurlig rejse

Fredagens festivaldag startede i Empire, hvor den besynderlige, men desværre ikke videre vellykkede tyske The Door tumlede sig henover lærredet. Her fandt man Mads Mikkelsen – på tysk vel at mærke – i en film, der starter som et drama om tabet af et barn, men snart udvikler sig til en mystisk dobbeltgænger-thriller med parallelle universer og ligusterhæks-hemmeligheder.

Filmens ellers interessante tankeeksperiment ender desværre med at blive fjollet og ikke videre vedkommende, de spændende tematikker til trods. Den interessante præmis – pludselig at stå ansigt til ansigt med sig selv – formår ikke at fastholde dramaets styrke. Det selvom Mads Mikkelsen gør det hæderligt, som desorienteret tysker. I stedet forfalder filmen til en overnaturlig thrillers action-fjollerier.

Herefter var det videre til festivalens for mig første zombier i zombiefader George A. Romeros Survival of the Dead. Desværre ikke det store zombie-sus, men en god dosis sort humor, abrupte drab og skæve karakterer var med til at sparke liv i de levende døde. Desværre var flere blodige kills udført i computeren og ikke med en spand blod på settet.

Selvom Romeros seneste zombiesnask langt fra er på samme niveau, som hans klassiske Night of the Living Dead (1968) og Dawn of the Dead (1978), er det altid kærkomment med zombier på det store lærred. Og hvis ikke en filmfestival har zombier på programmet, er der sgu noget der mangler.

Sidste visning var den finurlige Bunny & the Bull. En skæv fortælling om ulykkelig kærlighed, venskab og at turde tage livtag med livet. På en rejse gennem Europa følger man den nervøse og rutinevante Steven og vennen Bunny, en vovelysten livsnyder, der kunne være den britiske fætter til Seinfelds spontane Kramer.

Historien smyger sig elegant, krøllet og morsomt afsted, mens filmens unikke setdesign af animerede baggrunde, miniaturemodeller og store papkulisser nærmest drømmende danner rammen om den skæve historie og de bizarre optrin. Bl.a. er mødet med en hundeelskende hjemløs helt fantastisk. En både morsom, visuelt legende og rørende film.

Zombier går løs på Jane Austen

Det måtte jo komme, filmatiseringen af den populære zombieficerede udgave af Jane Austens bog Pride and Prejudice – som naturligvis hedder Pride and Prejudice and Zombies. Go figure. Well, Natalie Portman skal både producere og ligeledes spille med i filmatiseringen, hvor hun vil portrættere Elizabeth Bennet, som jo bekendt har et og andet med den labre Mr. Darcy – nå ja, og så skal hun samtidig også lige nedslagte frådende zombier. Herligt.


Det er Seth Grahame-Smith, som står bag zombieficeringen af Jane Austens bog. Jeg har dog hverken læst Austens eller Grahame-Smiths udgave. Filmen kommer jeg dog ikke til at gå udenom. Det er helt sikkert. Er der zombier, er jeg der også.

Det at kombinere en klassisk roman med en mere morbid slagside har tilsyneladende bidt sig en smule fast, for Jane Austens Sense and Sensibility har ligeledes fået tilsat en ekstra ingrediens i Ben H. Winters bog Sense and Sensibility and Sea Monsters. Ha ha. Og rent faktisk er et andet filmprojekt i samme dur også i støbeskeen, nemlig den såkaldte Pride and Predator – jep, kostumedrama a al Jane Austen udsat for blodtørstige rumvæsner. Det kan da godt gå hen og blive nogle interessante mash-ups. Jeg er i hvert fald game on!

– Læs også Zombier overtager “Star Wars og Mit rendezvous med Mr. Darcy.

Zombier overtager Star Wars!

Er der noget, som er populært for tiden, så er det vampyrer – no doubt about that – men de kære hjernehungrende zombier er lige i hælene på de blodsugende sjovere. Det er dog zombierne, der fortsat er favoritten hos mig, hvis valget står mellem hugtænder eller løsrevne tarme. Faldt lige over endnu et bevis for hvor fuldfede de menneskeædende kadavere er. Illustratoren Matt Busch har nemlig zombieficeret de klassiske Star Wars-plakater. Zombie Wars, se det er en film-franchise, jeg godt gad at se!

Well, lige pludselig ser filmene sgu helt interessante ud. Jeg kunne i hvert fald godt finde på at give The Phantom Menace endnu et forsøg, hvis det kunne være i dette version – The Zombie Menace. Hell yeah! Og tjek lige den lille zombie-Yoda ud på Revenge of the Zombies. Cool.

– Læs desuden min lille artikel Zombier – dødgod underholdning HER.

Zombie Warm Up – dødgod underholdning!

Jeg bringer en advarsel: de næste 5 minutter står den altså på zombier, så hvis det ikke lige er noget for dig – ja, så scroll ned og følg linket… – men here we go:

Zombier har i adskillige årtier rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig gennem et begejstret filmpublikum. Den sejlivede genre har da også med sine forgnaskede kranier, åbne benbrud og blodige headshots en umiddelbare visuel appel. Nu indtager zombierne så igen biograferne, denne gang med den sprøde horrorkomedie Zombieland, hvor en veloplagt Woody Harrelson leverer både grin og gys i massevis.

Zombieland, 2009

Forud for dette dugfriske skud på zombie-stammen er der dog stavret mange levende døde over lærredet. Tilbage i 1932 kunne man første gang opleve zombien i White Zombie med legendariske Bela Lugosi på rollelisten og senere bl.a. også i I Walked With a Zombie (1943) og i Edward D. Woods berygtede Plan 9 From Outer Space (1959). Det var dog ikke de blodige zombier, som senere gik hen og blev genrestandarden.

Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af instruktøren George A. Romero, da han i 1968 tog første spadestik med sin sort/hvide zombie-klassiker Night of the Living Dead. Den blev fulgt af farvefilmene Dawn of the Dead i 1978 og Day of the Dead i 1985. Denne appetitlige trilogi er nu blevet en populær franchise. For Romero lod atter de døde gå igen med Land of the Dead i 2005, Diary of the Dead fra 2007 og senest med Survival of the Dead, som netop har haft premiere i USA.

Dawn of the Dead, 1978

Den langsomt stavrende zombie, som den bl.a. ses i disse film er om ikke død (no pun intended), så i hvert fald blevet udfordret af mere moderne zombier, så at sige. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Dage Senere fra 2002 med til at træde speederen i bund på kadaverne, som i den grad forstod at løbe sig ind på de skrigende ofre – hvilket også var tilfældet med Zack Snyders effektive Dawn of the Dead-remake fra 2004 og ligeledes den aktuelle Zombieland.

De seneste år har genren haft godt vind i sejlene. Bl.a. myldrer zombierne frem i Robert Rodriquez’ Grindhouse-halvdel Planet Terror (2007), mens de i den spanske [REC] (2007) lurer i mørket. Resident Evil-filmene (2002, ’04 og ’07) er heller ikke er blege for at levere zombie-snask. Ja selv Tobe ”Motorsavsmasskeren” Hooper har bragt de døde til live i Mortuary (2005), mens det irske højland lagde ryg til løjerne i Dead Meat (2004). Og Danmark har også forsøgt sig, dog i mindre skala. Bl.a. med kortfilmen Rådden kærlighed fra 2002 og Codename: Yin/Yang (2006).

Shaun of the Dead, 2004

Ligeså gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, ligeså hysterisk morsomt kan de det også være. Det mere end beviste britiske Edgar Wright med den fantastiske og morsomme Shaun of Dead i 2004. Faktisk var det filmen der inspirerede Zombielands instruktør Ruben Fleischer – og det kan ses. For humoren, filmreferencerne og den medrivende splat er på plads. Helt samme niveau når denne amerikanske broder dog ikke, men for pokker, det er stadig medrivende og ikke mindst morsom zombie-underholdning.

Der er levende døde nok at tage af – og heldigvis kan man plukke nogle af genrens bedste titler ned fra DVD-hylderne. Lige fra Romeros klassikere over italienske Lucio Fulcis Rædslernes Grønne Ø (1979) og videre til rækken af nye zombie-film. Så der er nok at varme op med, inden man bevæger sig ind i mørket for at se de levende døde blive revet midt over eller onduleret med en banjo af Woody Harrelson i Zombieland.

– …og så ikke et ord mere om zombier lige foreløbig…! fingers crossed… – og som et plaster på såret, værsågod.