Indlæg

Wes Craven er død, 76 år – et farvel til en af gysets mestre

/i , , /af

En af gysets mestre er død.

Ja, Wes Craven kan bestemt godt leve op til den klichébeskrivelse. Han er nemlig blandt andet far til en af horrorgenrens absolut største ikoner – drømmemorderen Freddy Krueger (ham, der slog Johnny Depp ihjel i en gejser af blod tilbage i 1984 – forrygende).

Det er dog ikke kun horrorklassikeren A Nightmare on Elm Street, som Wes står bag. Han har nemlig givet mig flere og nogle af mine absolut bedste og stærkeste skrækfilmsoplevelser.

Det har han blandt andet også gjort med den bestialske og grumme The Last House on the Left, den brutale og beskidte The Hills Have Eyes samt den post-moderne tyggegummi-gyser Scream.

Hans brogede karriere har også affødt gode gysertimer og vilde videoaftener med eksempelvis The People Under the Stairs, The Serpent and the Rainbow og Deadly Blessing.

Ja, Wes har bestemt været med til at bygge fundamentet til min horror-begejstring og gennem mange år fodret min kærlighed til genren (særligt med sine tidligere film). Det er bestemt en horrorlegende, verden har mistet.

Tak for alle de fremragende mareridt, Wes.

’Scream 4’ er selvbevidst slasher-opkog

/i /af

Efter 11 års stilhed vender den maskerede morder Ghostface samt det overlevende trekløver tilbage i Scream 4 – og traditionen tro bliver der både skreget, myrdet løs og ivrigt liret filmreferencer af. Desværre bliver det aldrig for alvor nervepirrende og de medvirkende forbliver kedelige. Men som satirisk og letbenet slasher-underholdning med indbygget gensynsglæde har dette fjerde kapitel trods alt en smule at byde på.

Den hårdtprøvede Sydney Prescott, en kampklar Neve Campell med gråd i stemmen vender tilbage til byen, hvor det hele startede for at promovere sin nye bog. Og ja, straks begynder myrderierne igen. David Arquette er tilbage som den elskværdige, men ineffektive sherif Dewey, mens den hidsige journalist Gale Weathers igen spilles af Courteney Cox – nu med et ‘immobilt-fuck-up’ af en overlæbe(!).

Herudover smides en flok nye hoveder ind i spillet og så kan gætterierne om morderens identitet ellers begynde… igen. Desværre lykkedes det ikke Scream 4 at reboote serien med den saft, kraft og humor, man kunne have ønsket sig. Der er for få intense katten-efter-musen-scener og castet er svagt – selv de gamle kendinge. Faktisk synes hverken morderen eller de medvirkende for alvor at træde i karakter.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Fængslende mareridt og religiøse fanatikere

/i /af

Så har tidsmaskinen igen sendt mig en tur tilbage til det herrens år 1981. Sidst det skete, ramlede jeg ind i Tobe Hoopers hårrejsende tivolitur The Funhouse. I denne ombæring diskede Wes Cravens Deadly Blessing op med en flok religiøse fanatikere og nogle ubehagelige mareridt.

Langt ude på landet har Martha (Maren Jensen) og den tidligere religiøse fanatiker John (Jeff East) giftet sig. Pga. af dette har Johns far (Ernest Borgnine), lederen af den religiøse sekt Hittitterne, slået hånden af ham. En tragisk ulykke rammer imidlertid det nygifte par, da John på mystisk vis dør. Et par af Marthas veninder kommer for at støtte hende – heriblandt en ung Sharon Stone, som begynder at have underlige mareridt. Og så er der ellers mord, mareridt og mystik på tapetet – men hvordan hænger de mange hemmeligheder sammen i det lille indspiste samfund?

Desværre er Deadly Blessing ikke helt så fornøjelig, som udgangspunktet ellers lover. Det er som om, at Wes Craven ikke helt har vidst i hvilken retning han ville trække sin lille skrækfilm. Ja, eller også er en medrivende balancegang blot ikke ramt – for filmen er et sært miks af rendyrket slasher og overnaturlig thriller. En kombination, som kunne være medrivende, men i dette tilfælde desværre ikke rigtigt finder fodfæste.

Men på trods af filmens en smule klodsede væsen og et til tider rodet manuskript, får Wes Craven bestemt stablet et par effektive og stemningsfulde scener på benene. Specielt er drømmesekvenserne flot sat i scene og foregriber Cravens egen klassiker A Nightmare on Elm Street, som han skulle begå 3 år senere, hvor han faktisk genbruger en intens badekarsscene fra Deadly Blessing.

Tja, Wes Craven rammer desværre ikke den skrækindjagende åre helt så medrivende, som årene tidligere med debuten The Last house on the Left i 1972 og The Hills Have Eyes i 1977 (ja, der er lavet remakes af begge to!). Men med et par flotte mareridt, en uhyggelig Ernest Borgnine og creepy atmosfære kommer man langt  – desværre bare ikke helt i mål. Jeg var dog på trods af slinger i valsen fint underholdt – og så blev det også til et hyggeligt gensyn med Michael Berryman, der gav den deformt indavl i netop The Hills Have Eyes.

Originaltitel: Deadly Blessing, USA, 1981. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Maren Jensen, Sharon Stone, Susan Buckner, Jeff East, Ernest Borgnine, Michael Berryman, Douglas Barr m.fl. Spilletid: 1 time 38 min. Udgiver: NTC Film.

Endelig et remake med spark i

/i /af

Ja, så er det igen remake-tid her på bloggen – og endelig et remake med spark i. For der er heldigvis ikke tale om endnu et glatpoleret-happy-go-lucky-junk-produkt fra Hollywoods tamme gemakker, men derimod en både rå og intens genindspilning. Endnu en nasty klassiker er blevet kørt gennem remake-møllen, nemlig Wes Cravens brutale og grænseoverskridende The Last House on the Left fra 1972.

En hyggelig familietur med far, mor og datter i sommerhus ender med alt andet end varm kakao og fisketure ved søen. For da datteren Mari tager ind til byen for at møde sin veninde Paige render de på nogle ubehagelige typer, et møde der udvikler sig katastrofalt. Skæbnens ironi vil imidlertid at gerningsmændene dukker op hos Maris forældre – og så tager tingene en ny og brutal drejning.

Wes Cravens original er en i særklasse rå og sadistisk sag, så jeg troede faktisk ikke et remake ville holde vand – men det gør det rent faktisk. Genindspilning er både intens, brutal og hamrer af sted til den bitre ende. Helt så ond i sulet, som originalen er den dog ikke, men skildringen af menneskets skyggesider er stadig overbevisende sat i scene. Det ikke mindst takket være et par solide skuespilspræstationer, hvor bl.a. Tony Goldwyn som hævntørstig fader og skurken Krug spillet af Garret Dillahunt leverer deres karakterer overbevisende og med fine nuancer.


Og så er det altså ikke tegneserievold, man her er vidne til. Volden har konsekvenser og ikke kun de fysiske af slagsen. Både dem som forvolder skade og dem det går ud over efterlades aldrig upåvirkede. Det samme kan heldigvis også siges om filmens publikum. Så når rulleteksterne sætter ind, føler man sig heldigvis ikke så røvrendt, som tøserne i filmen. Man kan så diskutere om remaket er berettiget eller ej, men nu er det her – og tja – remake eller ej, det her er en herlig hidsig lille thriller. Og heldigvis kan originalen stadig ses, hvilket jeg til enhver tid vil tilråde, at man gør – det uanset hvor fremragende en genindspilning måtte være.

Ekstramateriale: Der er desværre ikke noget særligt interessant ekstramateriale på udgivelsen. Det bliver kun til lidt ligegyldige slettede scener (9 min.) og så en lille trailer-lignende feature, hvor Wes Craven og instruktøren af remaket får smidt et par ord ind mellem de heftige klip (2:30 min.). Så modsat filmen, er her tale om tamt, tomt og ligegyldigt vedhæng. Det kunne ellers have været interessant med bl.a. et par indslag om tankerne bag remaket vs. originalen.

By the way, på coveret proklameres det bombastisk: ”Forlænget version – Alt for brutal til biografen!”. Forskellen består i fire minutter, som groft sagt byder på en smule mere brutalitet og at visse scener er klippet lidt anderledes. En mere detaljeret gennemgang af de to versioner finder du HER.

Originaltitel: The Last House on the Left, USA, 2009.

Instruktion: Dennis Iliadis.

Medvirkende: Tony Goldwyn, Monica Potter, Garret Dillahunt, Aaron Paul, Spencer Treat Clark, Riki Lindhome, Martha MacIsaac, Sara Paxton m.fl.

Spilletid: 1 timer 50 min.

Udgiver: Universal Home Entertainment.