Indlæg

CPH PIX 2017: Russisk science fiction, rå gangstervold og viril undercover-action

CPH PIX 2017: Min tredje dag på filmfestivalen startede klokken 12:00 i Imperial, der huser et dejligt stor lærred. Det kom bestemt til sin ret, da CPH PIX her præsenterede russiske Andrej Tarkovskijs STALKER aka VANDRINGSMANDEN fra 1979 i en virkelig flot og nyrestaureret 2K-udgave. Det var den eneste gang, at filmen blev vist på festivalen – og hvor er det dog lækkert, at CPH PIX også huser denne slags visninger af gamle klassikere.

Som filmen rammende beskrives i programmet, er der her tale om “genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs” – blandt andre vores egen søde Lars von Trier.

Vandringsmanden

Filmen følger manden Stalker i en regnvåd og beskidt verden af forfald. Han guider mennesker ind i den såkaldte Zonen – et forbudt, men attråværdigt sted, da man her kan få sine dybeste ønsker opfyldt. Således bevæger Stalker og to andre mænd sig ind i den mystiske Zonen, mens blandt andet selve meningen med livet diskuteres med smukke og lange indstillinger i en indsmigrende verden af tritesse, tåge og vand.

Senere på aftenen ventede der japansk gangstervold med Takeshi Kitanos OUTRAGE CODA og undercover-action med EXTRAORDINARY MISSION i Empire på Nørrebro – min yndlingsbiograf i byen. Kitano lagde ud med sig selv i hovedrollen som den mutte hitman Otomo, der forsøger at begå sig – og ikke mindst at overleve – i den japanske mafias kamp om magten.

Outrage Coda

Kitano – der også har instrueret, skrevet og klippet filmen – fylder her herlig sort humor på de grove og samtaletunge gangster-løjer, der dog bryder ud i herlig brutal vold mellem klanernes skumle samtaler og rænkespil. En film, der for mit vedkommende var lidt svær at få hold på, da her er mange karakterer i spil. Men som løjerne skred frem blev jeg mere og mere indhyllet i foretagendet, der ikke helt løftede sig for mig, men nok til, at jeg ofte sad på stikker i voldens tegn.

Min sidste film på tredjedagen blev skudt hæsblæsende godt i gang med en vild og potent biljagt i den kinesiske EXTRAORDINARY MISSION. Her følger man undercover-betjenten Lin Kai, der er dybt indhyllet i et narkokartels indre med den mission at få foretagendet til at styrte i grus. Det er Alan Mak, der har instrueret – manden bag de fremragende thrillere ‘Infernal Affairs 1 og 2’.

Extraordinary Mission

Her leverer han i den grad action-varen med både voldsomme skuddueller, biljagter og motorcykelridt på hustage, hvor der forude ventede en højoktan og godt 30 minutter lang actionsekvens. Den skød afsted i højeste gear og holdt imponerende nok dampen oppe hele vejen til målstregen. Sådan! I den grad en yderst underholdende undercover-eskapader.

– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2017: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 28. september til og med den 11. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er omkring 200 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside og find dem også på Facebook.

ENDLESS POETRY
(Instr.: Alejandro Jodorowsky | Chile, Frankrig | 2016 | 128 min.)

Hvis du endnu ikke er bekendt med filmskaberen Alejandro Jodorowsky, så skylder du dig selv den tjeneste at blive det. For han laver nogle helt unikke, sprudlende og poetisk fabulerende film. Nu er han klar med en ny film, som jeg ikke vil gå glip af. For ja, hvis Alejandro Jodorowsky er instruktør, behøver jeg ikke at vide mere.

Endless poetry

THE KILLING OF A SACRED DEER

(Instr.: Yorgos Lanthimos | Storbritannien, Irland | 2017 | 119 min.)


Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har herligt absurde, sorthumoristisk og særegne film på sit CV. Jeg er i hvert fald begejstret for ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’, ‘Alps’ og  ‘Kinetta’. Derfor kan jeg også kun se frem til hans nye film, der beskrives som et “dæmonisk drama, hvor hverken Hitchcock eller Polanski har levet forgæves”. Colin Farrell og Nicole Kidman ses i hovedrollerne.

The Killing of a Sacred Deer

A DARK SONG
(Instr.: Liam Gavin | Irland | 2016 | 99 min.)

Jeg er vild med okkulte horrorfilm (naturligvis), så når CPH PIX præsenterer sådan en, er min interesse vakt (naturligvis). Filmen skulle endda ifølge programmet “navigere elegant udenom de værste klicheer”, hvilket jo lyder godt. Det samme gør “gyserkammerspil” samt at filmen “langsomt kryber ind under huden”. Jeg glæder mig.

A Dark Song

FULL METAL JACKET
(Instr.: Stanley Kubrick | USA |1987 | 116 min.)

I år kan man også se en række film at mesteren Stanley Kubricks, blandt andet hans mesterlige krigsfilm ‘Full Metal Jacket’, der rammen får disse tillægsord med på vejen af CPH PIX: “hensynsløs, komisk, rædselsvækkende og bevægende”. Men tjek programmet for flere af hans film, du således kan opleve på det store lærred.

Full Metal Jacket

A GHOST STORY
(Instr.: David Lowery | USA | 2017 | 87 min.)

Okay, den her lyder altså bare for skør – på den gode måde: “Døden kommer, og for C (Casey Affleck) kommer den pludseligt, da han køres ned udenfor sit og kærestens gamle hus. Hun, M (Rooney Mara) identificerer ham på lighuset og kører hjem, hvorefter C rejser sig som et spøgelse i sit ligklæde og følger efter.” Jeg ser i hvert fald fre til Casey Affleck som spøgelse.

A Ghost Story

BLADE OF THE IMMORTAL
(Instr.: Takashi Miike | Japan, Storbritannien | 2017 | 140 min.)

Den japanske og yderst produktive Takashi Miike er klar med sin film nummer 100. Det er i sig selv imponerende. At samuraifilmen ifølge jungletrommerne også skulle være en stærk oplevelse med “ekstra meget blod, action, stil, velplaceret galgenhumor og overlegen genre-ekvilibrisme” – samt et højt ‘bodycount’ – gør jo kun, at jeg ikke kan vente med at sætte mig i biografsædet.

Blade of the Immortal

KILLING GROUND
(Instr.: Damien Power | Australien | 2016 | 89 min.)

Der venter vanen tro bestemt også sin del af grusom og grum horror på festivalen. Blandt andet denne australske sag, hvor man kommer med et kærestepar på en campingtur i den australske ødemark. En tur, der dog – og naturligvis – snart forvandler sig til en nådesløs overlevelseskamp.

Killing Ground

VANDRINGSMANDEN
(Instr.: Andrej Tarkovskij | Rusland | 1979 | 162 min.)

Man kan også opleve ældre film, blandt andet den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ‘Vandringsmanden’. Den vises i en nyrestaureret version på Imperials store lærred. I programmet beskrives den som “Genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs”. Det er ikke helt ved siden af.

Vandringsmanden

OUTRAGE CODA
(Instr.: Takeshi Kitano | Japan | 2017 | 104 min.)

Japanske Takeshi Kitano er for mig også en tilbagevende favorit, der før har leveret hårde og voldelige gangsterfilm. Nu er han således klar med endnu en i rækken. Denne gang med tredje og sidste del af hans ‘Outrage’-trilogi, der er “en saga om den japanske mafias interne kamp om magten klanerne imellem”. Det kan forhåbentligt kun blive et herligt hårdt bekendtskab.

Outrage Coda

THE MERMAID
(Instr.: Stephen Chow | Kina | 2016 | 94 min.)

Med film som de både skøre, vanvittige og herligt overgearede ‘Kung Fu Hustle’ og ‘Shaolin Soccer’ på CV’et, kan man fra instruktør Stephen Chows side vel kun forvente sig mere galskab, når han folder sig ud med “en kærlig øko-sci-fi-rom-com-opdatering” af den lille havfrue.

The Mermaid (3D)

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.