Biografanmeldelse: Vi kender alle hans farverige malerier, hvor blandt andet nærmest helt opløste naturlandskaber bugter sig hvirvlende over lærredet. Nemlig den hollandske maler Vincent van Goghs værker. Med ‘Van Gogh – Ved evighedens port’ fortælles kunstnerens historie med nedslag i malerens tumulte liv som både enspænder og outsider, men også som en unik ener.

I hovedrollen finder man en dragende og nuanceret Willem Dafoe, der med sart nærvær og en evig jagt på kunsten og naturen er med til at bringe mig ind i hovedet maleren, der udover at tumle med at få et gennembrud som kunstner også har sin del af problemer med at finde sin plads i både verden og livet samt at finde bare nogenlunde ro i sindet.

For van Gogh var nemlig langt fra populær i sin samtid. Derimod var han fattig og ildeset i kunstnerkredse, hvor langt de fleste så hans værker som grimme – bortset fra blandt andet vennen og maleren Paul Gauguin. Plaget af euforiske perioder og i kontakt med naturen skaber han sine varme værker, der emmer af liv og ikke mindst et helt særegent blik på både naturen, verden og livet.

Det er dette blik, man med filmen kommer ind bag ved – ind i hovedet på van Gogh, det han ser og overfører til sine lærreder. Man følger blandt andet også skabelsen af malerierne, hvilke med fint schwung manifesterer sig dragende for øjnene af mig. Det er både smukt og legende at være vidne til. På samme måde som også fortælleformen er smuk og legende.

Ikke mindst filmens smukke billeder smyger sig insisterende om mig, mens fortællingen flere steder helt opløses i drømmende scener. For når filmen bliver mere plotdrevet og biografisk konkret, mister filmen noget af sin faldhøjde, mens den desværre også ender med at blive for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre er filmen både smuk, dragende og livgivende.

‘Van Gogh – Ved evighedens port’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Van Gogh – Ved evighedens port’ har premiere den 7. marts.