Indlæg

BEAUTIFUL BOY: Steve Carell og Timothée Chalamet bærer dramaet stærkt hjem

Biografanmeldelse: Det er et lavmælt og eftertænksomt drama, der venter med ‘Beautiful Boy’, hvor blandt andet Steve Carell og Timothée Chalamet i front er med til at bære filmen hjem med deres fint optegnede og nuancerede præstationer som far og søn. Et forhold, der i den grad kommer på prøve, da sønnen Nic bliver narkoman, mens faren David må se hjælpeløst til.

For selvom den 18-årige Nic kommer fra et priviligeret og støttende hjem, drages han alligevel af uransagelige årsager af stofferne – alle af dem – og ender med at blive dybt afhængig af methaamfetamin. Det bliver således starten på et forsøg fra både David og moderens side at få ham på afvænning og ud af stoffernes destruktive favntag.

Så selvom filmens fortælling af og til mister momentum, så lever filmen hele vejen fint gennem sine to hovedkarakterer i far og søn. Det er deres forhold og karakterer, der er i centrum for filmen, der desuden er baseret på en sand historie. Den knugende virkelighed i dramaet siver da også troværdigt ud på lærredet, hvor Carell og Chalamet fornemt bakkes op af det øvrige cast.

Her finder man blandt andre Amy Ryan og Maura Tierney i fint bærende biroller, der bidrager til dynamikken i fortællingen og de interne relationer, både far og søn imellem, men bestemt også i, hvorledes både forhold og ikke mindst familien påvirkes af Nics farlige misbrug. Det sætter sig nemlig fast som en ond igle, der suger al overskud ud af både Nic og resten af familien.

Det er både tragisk og rørende at være vidne til Nics hårde forsøg på at slippe stofferne – blandt andet gennem et afvænningsprogram. For selvom filmen måske bliver en smule for prædikende omkring, at stoffer er noget rigtig skidt, så er det – som sagt – altså præstationerne, der bærer den ligeledes af og til lidt flade spændingenskurve hjem, ikke mindst netop via Carell og Chalamet.

‘Beautiful Boy’ er ganske enkelt, hvad jeg vil kalde et solidt drama om relationen mellem far og søn samt, hvordan en familie påvirkes af en søns stofmisbrug. Det er sine steder stærkt, vedkommende og helt rørende, mens jeg som faderen også sidder og er noget uforstående over for Nics valg af stofferne, hvilket er en styrke i filmen. Nemlig spørgsmålet om hvorfor?

– ‘Beautiful Boy’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Beautiful Boy’ har biografpremiere den 17. januar.

Kærlighedens væsen sensuelt sat i scene med Call Me By Your Name

Biografanmeldelse: Kærlighed er det bedste i verden. Det kan også være det værste i verden. I hvert fald den ulykkelige slags. I Luca Guadagninos dragende romance ‘Call Me By Your Name’ er det netop kærligheden – den komplicerede slags – som kommer i menneskeligt spil mellem den 17-årige Elio og den nogle år ældre Oliver.

Vi dumper ned et sted i det vestlige Italien anno 1983, hvor sommeren har sit greb i de billedskønne omgivelser, der danner rammen om det sødmefulde drama. Her ankommer den amerikanske og charmerende akademiker Oliver til Elios hjem, da han skal være praktikant for netop Elios far, som er professor i klassisk græsk-romersk kultur.

Call Me By Your Name biograf 02

Et hjem, der emmer af levet liv, smuk kultur, et væld bøger og lange sommeraftener. Her går dagene med at studere, svømme, spise god mad og have lange diskussioner. Ja, jeg får lyst til at gå ind i filmens liflige og lokkende miljø af alt det bedste fra et landligt Italien, der er indfanget i smukke kameraindstilling af både omgivelserne og menneskene.

‘Call Me By Your Name’ er således også en film, der lever af mere og andet end netop den spirende – og hemmelige – romance mellem de to mænd. For også fortællingens atmosfære snørrer sig varmt om mig med karakterer, der over hele linjen fremstår naturlige i deres omgang med livet og hinanden. Jeg tror ganske enkelt på det liv, der udspiller sig for mig.

Call Me By Your Name biograf 03

Netop karaktererne, med Armie Hammer og det unge stjerneskud Timothée Chalamet i front, er med til at løfte den dvælende fortælling til at være mere end sine smukke billeder. De to mandlige hovedroller får her hensat mig i deres intimsfære af følelser, begær og nysgerrighed. De to har kemi, der nuanceret river op i den svære kærlighed.

Instruktør Luca Guadagnino har ganske enkelt skabt et både overbevisende og nært samt intimt og sensuelt kærlighedsportræt, der ganske vist ikke greb helt så meget fat om mit følelsesliv til, at jeg hele vejen var hensat til de tos parløb. Her hjalp dog filmens besnærende atmosfære med at løfte mig igennem romancen. Ja, kærlighed er både det bedste og det værste i verden.

– ‘Call Me By Your Name’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Call Me By Your Name’ har premiere den 1. februar 2018.