Indlæg

THE STRANGERS: PREY AT NIGHT: Fesen slasher på slingrekurs

Biografanmeldelse: Fuck yes, så er der en slasher på programmet med ‘The Strangers: Prey at Night’. En opfølger til den creepy og pænt uhyggelige ‘The Strangers’ fra 2008. Desværre har denne 2’er bare ikke været de 10 års ventetid værd. Langt fra. Hertil er filmen blandt andet, hverken skræmmende nok eller opfindsom nok, hvad angår de knivstikkende drab.

Mest af alt er de morderiske løjer en ophobning af genrens klichéer. Det er for mig dog ikke som sådan et problem i sig selv, at en slasher er klichéfuld, hvis den så bare er medrivende i forhold til blandt andet sine kills, karakterer og mordere. Det bliver den desværre aldrig for alvor, mens det hele løber helt af sporet i filmens sidste del, hvor der venter en særdeles tåbelig finale.

The Strangers Prey at Night 02

Men hvad handler gyseren egentlig om? Jo, en mor og far skal overnatte med deres to børn hos nogle familiemedlemmer på en campingplads med husvogne. De ankommer sent om aftenen og skal sådan set bare finde til ro. Men natten er naturligvis først lige begyndt. For tre maskerede mordere huserer på pladsen og snart må familien flygte for livet.

Et slasher-simpelt setup, som man kender det. Naturligvis forsøges der puttet menneskelig relation på de småblodige eskapader. Man finder således blandt andet den klassiske tvære teenager iklædt Ramones-T-Shirt og med en smøg i hånden, de forelskede og omsorgsfulde forældre samt en teenage-knægt, der tager god hånd om sin søster. You know the drill…

The Strangers Prey at Night 03

Jeg bliver bare aldrig rigtigt involveret i familiens følelsesliv, der dog vokser på mig, når først skrigene begynder. Her får blandt andet Bailee Madison som datteren overbevisende nerve modsat hendes generiske teenage-portræt. Hun bakkes godt op af Lewis Pullman som broderen, mens Christina Hendricks og Martin Henderson er empatiske som mor og far, men that’s it.

Det er med andre ord ikke stærke karakterportrætter, man får serveret, hvilket underminerer det engagement, jeg skal have i løjerne, når morderne begynder at jage familien. Det hele føles fladt og postuleret, mens bruges af 80’er-hits som Bonnie Tylers ‘Total Eclipse of The Heart’ fremstår som et påklistret gimmick sammen med mordernes masker, der aldrig bliver uhyggelige. Øv.

– ‘The Strangers: Prey at Night’ får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– ‘The Strangers: Prey at Night’ får biografpremiere den 22. Marts.