Indlæg

DEN TID PÅ ÅRET: Paprika Steen serverer juleræs, stikpiller og familiestridigheder

/i , /af

Biografanmeldelse: Julen står for døren i det sorthumoristiske juledrama ‘Den tid på året’. Her lægger Katrine og hendes mand Mads nemlig hus til årets juleaften med alt, hvad det indebærer af traditioner, skeletter i skabene og spydige stikpiller familiemedlemmer imellem. Nej, det er ikke just den salige julefred, der her får lov at sænke sig over det lille kaotiske hjem.

Paprika Steen fører an i slaget, både som instruktør og som Katrine, der forsøger at bevare den gode julestemning. Det er umuligt. For allerede inden den første gæst træder ind af døren ulmer det med stridigheder på tværs af generationer. Lige fra familiære kontroverser til hvordan julemaden skal serveres. Således endevendes julen og familien på spydig og relaterbar vis.

Ganske vist bliver nogle af familiemedlemmerne og visse af problematikkerne lidt for manuskript-skrevne og klichétunge i røven. Frelstheden hænges blandt andet til tørre, mens der gives afrikanske sponsor-børn i gave og rødkålen skal naturligvis være hjemmelavet. En smule halvslidte eksempler på selvgodhedens selvtilstrækkelighed i den kulturelt begavede middelklasse.

Men sådan er det blandt andet med humor: Det er sjovt, fordi det netop er overgjort. Men her bliver nogle af de spydige jokes og pointer blot lidt for nemme at se på afstand, hvorfor de mister noget nerve og nærvær. Dramaet mister altså heraf også troværdighed og de medvirkende bliver sine steder lidt for meget til brikker i et manuskript, der tager livtag med familieidyllens bagside.

Selvom karaktererne måske nok af og til bliver lidt for skrevne, så leveres de bestemt veloplagt af ensemblet. Lige fra netop en presset Paprika Steen til hendes forstående ægtemand i skikkelse af Jacob Lohmann. Sofie Gråbøl er dejlig politisk overkorrekt som præste-søsteren, mens Lars Brygmann er hendes knapt så succesfulde og ligeså bedrevidende forfattermand.

‘Den tid på året’ lever altså ganske godt af sine skuespillere, hvor alt det usagte bliver sagt og der blandt andet også fint indfanges skjulte blikke, mens der danses om juletræet. Familierelationerne og de spydige pointer bliver dog sine steder lige tænkte nok – og så lurer sødmen lige om hjørnet uden dog heldigvis at få helt fat i en film, der tør at tage den tragikomiske konsekvens af sine valg.

– ‘Den tid på året’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Den tid på året’ får biografpremiere den 8. november.

CPH PIX: sensuel naturmystik og Paprika Steen i hopla

/i , /af

Dagen startede i Dagmar, hvor den thailandske Nymph foldede sig enigmatisk ud. Næsten ordløst og med langsomt dvælende billeder førte filmen sit publikum langt ind i en frodig jungle, hvor livet for altid ændres for parret Nop og May, der er kørt flad i kærligheden.

En sanselig og sensuel film, hvis overnaturlige elementer og naturmystik turde give spillerum til publikums fantasi. Ikke en film der skal afkodes, men opleves og føles – hvilket sker bedst i biografmørket, hvor naturen og kærligheden sluger alle råt.

Turen gik herefter til Cinemateket, hvor det umage makkerpar Davis og Bennet fordrev skeletter fra folks skabe i den sorthumoristiske Skeletons. En i udgangs-punktet sjov og finurlig idé, men som efter en ellers veloplagt startscene hurtigt blev træg, kedelig og uengagerende.

Filmen forsøger midt i sin aparte historie også at jonglere mere alvorlige emner, som det at blive forladt og svigtet. Fint nok. Desværre får den dramatiske slagside aldrig tyngde nok til at blive involverende. Filmens har dog et trumfkort i den ene af de to eksorcister, nemlig den underspillede Ed Gaughan. Desværre kan hans morsomme spil ikke trække filmen ud af sin tomgang.

Paprika Steen, som har den kvindelige hovedrolle var mødt op – det var også første gang hun så filmen. Efterfølgende fik hun da også med diplomatisk ironi udtrykt sig om filmens ”langsomme tempo” – ”og så har jeg vidst ikke sagt for meget”, som hun fik det formuleret. Veloplagt og med varm selvironi fik hun også lige fortalt om sit eget ry i udlandet, hvor hun faktisk er ”et ret hipt navn indenfor indiefilm”. Der er sgu krudt i hende Parika – en skam der ikke var mere krudt i filmen.

Triers ”Antichrist” dominerede ved Robert-festen

/i , /af

En af sidste års mest diskuterede film er Lars von Triers Antichrist. I går aftes løb filmen så med intet mindre end hele 7 Robertpriser – og blev altså i den grad topscorer ved aftenens prisuddeling.

Antichrist blev således kåret til årets film, Lars von Trier til årets instruktør og ligeledes årets manuskript. Filmens fotograf Anthony Dod Mantle fik prisen for årets fotograf, mens Anders Refn tog prisen som året klipper – og slutteligt scorede Antichrist også Robertpriser for årets lyddesign og årets special effects. Imponerende – men det er filmen sgu også!

Herudover løb Lars Mikkelsen med prisen for bedste mandlige hovedrolle og Henning Mouritzen for årets bedste mandlige birolle, begge for deres præstationer i thrilleren Headhunter. Paprika Steen modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle for Applaus, mens Pernille Vallentin blev kåret til årets bedste kvindelige birolle for sin rolle i Ole Bornedals revenge-vs.-hillbilly-straw-dogs-mash-up Fri os fra det onde.

Niels Malmros’ Kærestesorger fik tre priser i den mere tekniske ende, nemlig for årets kostumier, årets sminkør og årets scenografi. Tina Dickow fik to Robertpriser med sig hjem, det for årets score og årets sang til komediedramaet Oldboys, mens Superbror fik prisen for årets børne- og ungdomsfilm. Anders Matthesens publikums-succes Sorte Kugler fik, ja – publikumsprisen.

Og uden for andedammen var der priser til Op, som blev kåret til årets amerikanske film, mens Danny Boyles Slumdog Millionaire fik prisen for årets ikke-amerikanske film.

– Læs også Fjollet pris-uddeling hylder “Antichrist” og Triers troldspejl forfører og frastøder.