Indlæg

GAME OF THRONES SÆSON 4: Kampen om magten i Westeros er forrygende serieunderholdning

EN SERIE DU SKAL SE | BLU-RAY: Det er ganske enkelt et imponerende højt niveau, der holdes med fjerde sæson af HBO-serien Game of Thrones. Her taler jeg ikke kun om den imponerende og detaljerige produktion, hvor man tages rundt i det store rige Westeros, men også den flergrenede fortælling. For her udfoldes de mange karakterer, magtkampe og interne stridigheder fortsat gribende og med overraskende drejninger hele vejen gennem sæsonens 10 afsnit.

For ingen kan vide sig sikre i denne sæson, hvor nærmest hvert afsnit både afliver faste karakterer eller tilføjer nye bekendtskaber. Og som seriens foregående sæsoner er også denne fjerde sæson også virkelig god til at balancere sit store persongalleri på en måde, så jeg holdes engageret i de mange relationer og historier, der løber på kryds og tvær. Ja, hele vejen mod sæsonens mildt sagt nervepirrende finale.

game of thrones 4 01

Her er dog på ingen måde tale om ét langt forspil mod sæsonafslutningen, for her bugter magtkampene sig fra det ene højdepunkt til det andet – lige fra stridighederne i syd til kampene i nord. Et længere referat af handlingen vil jeg ikke her begive mig ud i, da det hurtigt vil blive for omsiggribende og fordi, jeg ikke vil afsløre unødige detaljer af fortællingen. For en af seriens fortsatte styrker er nemlig uforudsigeligheden. For lige som man tror at have regnet en karakter ud, lægges der nye og overraskende nuancer til.

Men uden at afsløre noget, kan jeg dog godt sige, at blandt andet er dværgen Tyrion Lannister (Peter Dinklage). Han er stadig en af seriens mest interessante karakterer – underkuet af sin far og med en kompleks blanding empati og magtfuld beslutsomhed. Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) trådte for alvor i karalter i tredje sæson – fra blidt fruentimmer til beslutsom hærfører. Hun er en af mine fortsatte favoritter at følge, hvor både hun og hendes drager kommer yderligere i spil i denne sæson.

game of thrones 4 02

Nikolaj Coster-Waldaus selvsikre Jaime Lannister led et knæk i tredje sæson – mildt sagt – og bliver er her ligeledes kun en endnu mere interessant karakter at følge. Men for at gøre det ganske kort, så er 4. sæson af Game of Thrones serieunderholdning af den fineste, blodigste og mest magthungrende slags. En serie, der fortsat imponerer med sit gennemførte middelalder- og fantasy-univers og et medrivende karaktergalleri.

Serien gør sig desuden forrygende godt på Blu-ray med et veldefineret og skarpt billede samt et klart og velbalanceret lydspor. Udgivelsen indeholder også et både interessant og informativt ekstramateriale, hvor man blandt andet får en række kommentarspor mes cast og crew, indblik i det store univers og mange karakterer samt behind the scenes og slettede scener.

Game of Thronessæson 4 er udkommet på dvd og Blu-ray den 16. februar 2015.  [tabgroup][tab title=”Game of Thrones sæson 4 | En serie du skal se”]
game of thrones 4 cover
Originaltitel: Game of Thrones Fourth Season, USA, 2014
Udgivelse: d. 16. februar 2015
Instruktion: D. B. Weiss m.fl.
Medvirkende: Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau, Lena Headey, Emilia Clarke m.fl.
Spilletid: 560 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GAME OF THRONES SÆSON 3: Magtkampen i Westeros er forrygende serieunderholdning

Blu-ray-anmeldelse: Det er ganske enkelt et imponerende højt niveau, der fastholdes med tredje sæson af HBO-serien Game of Thrones. Den flergrenede og komplekse fortælling om magten i riget Westeros er nemlig fortsat gribende og forrygende flot fantasy-underholdning med lutter engagerende og fascinerende karakterer. Sæsonens 10 afsnit udgør med andre ord 557 minutters helt forrygende serieoplevelse.

Her bugter det store persongalleri og de mange relationer sig uforudsigeligt og medrivende ind og ud af hinanden. Krigen raser og vinder sæsonen igennem intens momentum, hvor fejden mellem rigets nordlige og sydlige dele dirrer. Spliden mellem den skånselsløse Lannister-familie og den ærefulde Stark-slægt er fortsat et af serien kernepunkter, mens adskillige andre parter også blander sig i magtspillet.

game of thrones 3 02

Jeg vil ikke begive mig ud i et længere referat af seriens handling, eller rettere handlinger. Det store persongalleri afføder nemlig så mange historier og sidehistorier, at man må holde tungen lige i munden for at følge med. Af of til også lidt for meget. Nogle karakterer når simpelthen ikke helt at rodfæste sig i fortællingen, mens andre blot optræder for en kort bemærkning.

Men selvom ikke alle synes at få den nødvendige spilletid i fortællingen til helt at rodfæste sig, er de alle på hver deres måde spændende at følge. Jeg tror dog serien fint kunne bære at udelade et par af de mange karakterer for herved give plads til mere fordybelse i de centrale karakterer, som af og til synes at miste en smule nærvær i det store fletværk af medvirkende. Når det dog er sagt, så balancerer serien sit store persongalleri forbilledligt.

For det er absolut aldrig kedeligt at se, hvor serien tager sine karakterer hen. En af seriens fortsat store styrker er nemlig uforudsigeligheden – i handling og karakterudviklingen. For lige som man tror at have regnet en karakter ud, lægges der nye, overraskende nuancer til. Blandt andet er dværgen Tyrion Lannister (Peter Dinklage) stadig en af seriens mest interessante karakterer – underkuet af sin far og med en kompleks blanding empati og magtfuld beslutsomhed.

game of thrones 3 03

Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) træder i tredje sæson for alvor i karakter, fra blidt fruentimmer til beslutsom hærfører – fortsat med sit gode hjerte intakt. Nikolaj Coster-Waldaus selvsikre Jaime Lannister får også mere spilletid, da han langt om længe slippes fri af Stark-slægtens lænker og nu må forsøge komme helskindet hjem, hvilket giver plads for nye sider af den ellers så selvsmagende Jaime.

Serien er baseret på George R.R. Martins bogserie på i alt syv bind, hvoraf de sidste to endnu ikke er at udkommet – og tredje sæson er kun baseret på første del af tredje bog. Jeg håber virkelig, at vi får hele historien forløst som serie, for Game of Thrones er serieunderholdning af fineste karat. Serien imponerer ganske vist med sit gennemførte middelalderlige fantasy-univers, men det er de gribende karaktererne og handlingens uforudsigelighed, der er seriens store styrke og medrivende kerne.

Game of Thrones sæson 3 – 5/6: 5_6 - stars_LILLE

game of thrones 3 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Serien gør sig forrygende godt på Blu-ray. Billedet er hele vejen veldefineret og med god detaljegrad, velbalancerede farvenuancer samt solid kontrast. Lydsporet er også en udsøgt fornøjelse med sin klare og dynamisk levering af dialog, score og øvrige elementer. Ekstramaterialet byder på et væld af både interessante og informative featuretter, der yderst tilfredsstillende kommer omkring serien.

Man får hele 12 kommentarspor, hvor skuespillere, producerne og øvrige involverede deler talløse tanker og fine historier fra deres arbejde på seiren. Jeg lyttede ikke alt igennem, men der er ikke desto mindre tale om guf for fans. Videre får man dokumentarer, der ser på forrige sæson (14 min.) samt tredje sæsons nye karakterer (10 min.), mens man også får et grundigt kig på niende afsnit (47 min.), der også giver mulighed for flere korte indslag om episodens produktion.

Hertil kommer indblik i personerne, der lever nord for muren (6 min.) samt sæsonens mange bryllupper og deres indvirken på magtkampen (9 min.) samt fem interessante slettede og forlængede scener (15 min.). Herudover er der en interaktiv featurrette, episodeguide til hver episode samt en feature, der giver et detaljeret indblik i universet med brug af både interviews, tekst, billeder og videoindslag.

Ekstramateriale 6/6 6_6 - stars_LILLE | Billede 6/66_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Game of Thrones sæson 3| Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:
5_6 - stars

game of thrones 3 cover
Originaltitel: Game of Thrones season 3, USA, 2013
Premiere: d. 17. februar 2014
Instruktion: Daniel Minahan
Medvirkende: Peter Dinklage, Lena Headey, Nikolaj Coster-Waldau, Emilia Clarke, Maisie Williams, Iain Glen m.fl.
Spilletid:  557 min.
Distributør: Warner Bros. Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

OBLIVION: Tom Cruise og en øde Jord er fejende flot science fiction

Der er noget grundlæggende medrivende ved at følge Tom Cruise suse rundt i sit lille fly oppe blandt bløde skyer og på Jorden, der efter en altødelæggende krig med fremmede væsner nu ligger øde hen. Den post-apokalyptisk science fiction-film Oblivion tager os således med til en mennesketom Jord anno 2077.

For selvom menneskene vandt krigen, blev Jorden ødelagt – befolkningen har derfor bosat sig ude i rummet. Tom Cruise aka Jack Harper er med sin navigatør/kæreste som de eneste mennesker blevet tilbage for at udvinde de sidste ressourcer og holde styr på de patruljerende droner, der vogter Jorden mod de lyssky væsner.

oblivion 01

Den ellers fredelige tjans kompliceres imidlertid, da de to opfanger et signal fra et fremmed rumskib – og hvad gemmer der sig egentlig ude blandt ruinerne på den ubeboelige Jord? Der kommer med andre ord også adrenalinfyldt action på banen, mens plottets hemmeligheder optrevles med sikker hånd.

Tom Cruise tilfører de smukt udfoldende scenerier og hæsblæsende flyveture vanlig karisma, mens Andrea Riseborough giver den som behersket og en smule kedelig kæreste. En cool og cigarrygende Morgan Freeman dukker op som leder af en gruppe overlevende på Jorden, som en rå Nikolaj Coster-Waldau også er en del af.

oblivion 02

Det er dog Tom Cruise, der er den ubetingede hovedperson. Han tumler også med mystiske minder om en pige – den smukke Olga Kurylenko – men helt ind under huden rent dramatisk kommer man desværre ikke. Hertil står de medvirkende for overfladisk optegnet. Det er den imponerende og fascinerende visuelle side med sine vidtstrakte landskaber og sci fi-udstyr, der for alvor får fortællingen til at fænge.

Oblivion
kan altså til tider godt føles mere som en velsmurt Hollywood-maskine, end et drama med menneskelig tyngde og eksistentielle tematikker malet nuanceret op. Ikke desto mindre er historien dragende udfoldet til tonerne af et ofte berusende score. Joseph Kosinski beviser som med debuten TRON: Legacy, at han mestrer det at opbygge universer, men ikke er helt ferm udi at få formidlet det menneskelige drama.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

oblivion 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray udgivelsen er intet mindre en fremragende. Her er ikke noget at udsætte på billedet, der hele vejen står klart, veldefineret og detaljerigt. Lydsporet spiller ligeledes upåklageligt og leverer et både dynamisk og velbalanceret mix, hvor både action, scoret og dialog smukt komplimenterer hinanden. Desuden medfølger et både solidt og interessant ekstramateriale.

Her får man fire slettede scener (4 min.), der giver lidt mere indsigt i universet. Videre er der en femdelt making of (i alt ca. 49 min.), hvor cast og crew informativt giver et indblik i blandt andet production design, det adrætte rumskib, scoret, stunts, action og special effects og så kan man vælge at se filmen med M83s score som eneste lyd. Kommentarsporet med instruktør Joseph Kosinski og Tom Cruise er ok, men ikke vildt ophidsende – de kommer dog på trods af lidt dead air og rygklapperi med fine iagttagelser om filmen og produktionen. Alt i alt et tilfredsstillende ekstramateriale.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Oblivion | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

oblivion cover
Originaltitel:
Oblivion, USA, 2013
Release: d. 20. august 2013
Instruktion: Joseph Kosinski
Medvirkende: Tom Cruise, Morgan Freeman, Andrea Riseborough, Nikolaj Coster-Waldau, Olga Kurylenko m.fl.
Spilletid: 2 timer 5 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

MAMA: Forvrøvlet spøgelsesgys og en vammel mor

Man kan komme et godt stykke med olm stemning, et grumt gespenst og små børn –desværre er det bare ikke nok til at redde det forvrøvlede spøgelsesgys Mama fra at være andet end et kedeligt og ikke videre uhyggeligt bekendtskab. Instruktør Andrés Muschietti viser ellers godt flair for genren, men fortællingen er ujævnt eksekveret og har for slapt et greb om dramaet til, at ens engagement bliver andet en overfladisk.

Lucas’ søgen på sine to små niecer kommer efter fem år til en afslutning, da pigerne findes i live i en ødeliggende hytte. Men hvordan har de kunnet overleve? Og hvem er denne mama, som pigerne taler om? Det finder Lucas og hans kæreste Annabel tidsnok ud af, da pigerne flytter ind hos dem, hvor de skal propfodres med den omsorg og menneskelige kontakt de i alt for lang tid har været foruden.

Mama 02

Vi som publikum er dog allerede i filmens start blevet præsenteret for denne mama – et vammelt udseende spøgelse, der dog er mere CGI-genereret end skræmmende. Hun har taget sig af pigerne ude i skoven og er nu fulgt med dem ind i deres nye hjem, hvor hun vil gøre sit for forblive deres mor og beskytter. Præcist hvor besidderisk denne paranormale skabning er, får pigerne og deres nye forældre snart at føle.

Ja, et relaterbart familiedrama med en overnaturligt slagside. Desværre famler filmen sig noget kejtet gennem sin fortælling, ineffektive jump scares og plothuller. For blandt andet virker det noget usandsynligt, at pigerne først findes efter fem år – det samme gør beslutningen om, at lade disse socialt underudviklede og helt dyriske piger komme ud i virkeligheden efter relativt kort tid under professionel opsyn.

Mama 01

Men selvom man tillader filmens eventyrlige logik at tilsidesætte disse mere fornuftbårne forbehold, så undsiger den sig ikke sine klichéer og forudsigelighed samt en kluntet og unødvendigt larmende finale. Nikolaj Coster-Waldau gør det dog solidt som den empatiske onkel, mens Jessica Chastain bokser med sin rolle som usympatisk og klichéfyldt rockmusiker med sorte negle og kort lunte.

Megan Charpentier og Isabelle Nélisse bærer dog fint rollerne som de to piger og balancerer indtagende mellem det creepy og det søde. Men skræmmende eller videre medrivende bliver filmen altså aldrig for alvor. Nej, det er ikke lig med succes at have Guillermo del Toro som executive producer, selvom hans hånd mærkes – blandt andet  i den solide gotisk eventyrstemning. Men på trods af gode takter, falder Muschiettis spillefilmsbehandling af sin 3 minutter lange kortfilm altså fortumlet til jorden. [tabgroup][tab title=”Mama | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars

mama poster
Originaltitel: Mama, USA, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Andrés Muschietti
Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Jessica Chastain, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse m.fl.
Spilletid: 109 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

OBLIVION: Tom Cruise og en øde jord er fejende flot science fiction

Der er noget grundlæggende medrivende ved at følge Tom Cruise suse rundt i sit lille fly oppe blandt bløde skyer og nede på Jorden, der efter en altødelæggende krig med fremmede væsner nu ligger øde hen. Den post-apokalyptisk science fiction-film Oblivion tager os således med til en mennesketom Jord anno 2077.

For selvom menneskene vandt krigen, blev Jorden ødelagt – så befolkningen har nu bosat sig ude i rummet. Tom Cruise aka Jack Harper er dog med sin navigatør/kæreste som de eneste mennesker blevet tilbage for at udvinde de sidste ressourcer og holde styr på de patruljerende droner, der vogter Jorden mod de lyssky væsner.

oblivion 01

Den ellers fredelige tjans kompliceres imidlertid, da de to opfanger et signal fra et fremmed rumskib – og hvad gemmer der sig egentlig ude blandt ruinerne på den ubeboelige Jord? Der kommer med andre ord også adrenalinfyldt action på banen, mens plottets hemmeligheder optrevles med sikker hånd.

Tom Cruise tilfører de smukt udfoldende scenerier og hæsblæsende flyveture vanlig karisma, mens Andrea Riseborough giver den som behersket og en smule kedelig kæreste. En cool og cigarrygende Morgan Freeman dukker op som leder af en gruppe overlevende på Jorden, som en rå Nikolaj Coster-Waldau også er en del af.

oblivion 03

Det er dog Tom Cruise, der er den ubetingede hovedperson. Han tumler også med mystiske minder om en pige – den smukke Olga Kurylenko – men helt ind under huden rent dramatisk kommer man desværre aldrig. Hertil står de medvirkende for overfladisk optegnet. Det er den imponerende og fascinerende visuelle side med sine vidtstrakte landskaber og sci fi-udstyr, der for alvor får fortællingen til at fænge.

Ja, Oblivion kan til tider godt føles mere som en velsmurt Hollywood-maskine, end et drama med menneskelig tyngde og eksistentielle tematikker malet nuanceret op. Ikke desto mindre er historien dragende udfoldet til tonerne af et ofte berusende score. Joseph Kosinski beviser altså som med debuten TRON: Legacy, at han mestrer det at opbygge universer, men ikke er helt ferm udi at få formidlet det menneskelige drama.[tabgroup][tab title=”Oblivion | Biograf-anmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

oblivion poster
Originaltitel:
Oblivion, USA, 2013
Premiere: d. 11. april
Instruktion: Joseph Kosinski
Medvirkende: Tom Cruise, Morgan Freeman, Andrea Riseborough, Nikolaj Coster-Waldau, Olga Kurylenko m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Flad krimi-bøvs er en ujævn ligegyldighed

Hva’ fa’en laver alle de fine stjerner på coveret til krimi-krumspringet Headhunterne? Jeg mener, der må være et eller andet, der er gået henover hovedet på de gavmilde anmeldere. For der er for mig at se ikke det store at komme efter i denne uengagerende thriller-fortælling. Karaktererne er intetsigende, historien skåret ud i pap og den slappe spændingskurve er flad. Bøvs.

For slet ikke at tale om det uelegante miks af alvor og humor – mere forfejlet end vellykket. ”Ja, vi dypper sgu da lige vores hovedperson i lort, det giver sådan lidt en absurd kant, skide sjovt!” – næppe, og lad mig end ikke komme ind på det generiske score. Her breder jazzet-fjolle-muzak sig stinkende ud over en ellers flot og stilsikker billedside. Nå, nedslagtning nok – for hvad handler filmen egentlig om?

Roger Brown arbejder som headhunter, men skovler også en pæn sjat penge ind som kunsttyv. Han har en dyr livsstil og en forvent kæreste, der skal vedligeholdes. Men selvfølgelig ender den blonde tyv i fedtefadet, da et ellers ultimativt tyveri giver bagslag – og snart er Roger den jagede. For en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau kommer ind fra højre med en egen agenda og fingeren på aftrækkeren. Tjubang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere