Indlæg

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

/i , /af

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

/i , /af

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
– Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
– The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
– A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
– I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

CPH PIX: absurd græker, vanvid og et gotisk gys

/i /af

DAG 10: Min lørdag startede med den græske absurditet L. En sær snegl af en film, hvor den ene aparte scene afløser den anden. I centrum for de groteske optrin finder man en 40-årige chauffør, der lever af at fragte honning til en knotten mand i rød poloshirt (!) – nå ja, og så er der bl.a. også en mut motorcykelbande, en bjørne-mand og en række livløst leverede sange (!).

Det hele er lige ved at ende som én stor og distanceret stiløvelse udi absurditeter, hvor replikkerne konsekvent leveres med monotom klang. Men filmen voksede på mig efterhånden som den mærkværdige historie foldede sig ud og bl.a. med tilbagevende elementer trak krøllede tråde mellem nonsens-scenerne. Helt vellykket vakler grækeren sig dog ikke i mål, men byder bestemt på flere fine scener, bl.a. diskussionen om navngivningen af en båd – herlig tør og underspillet komik.

De aparte optrin fortsatte med dagens anden film, dog i en langt mere udadvendt og farvestrålende indpakning, nemlig med vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie. De to gutter bag har med deres bizarre sketchshow ramt en komisk guldåre af herligt upassende, uskønne og ulækre morsomheder. Deres outrere stil og kradse komik er her intakt, men deres univers klarer ikke helt vellykket overførslen til spillefilmsformatet.

Tempoet holdes ikke hele vejen og efter en suveræn første del bliver der til tider en smule langt imellem de vellykkede gags. Det ændrer dog ikke på, at der hives mange grin ud af løjerne, hvor Tim og Eric forsøger at tjene en milliard dollars, så de kan betale deres gæld til en ond olding. Filmen er desuden spækket med bizarre biroller, bl.a. kendisser som en sygdomsramt John C. Reilly, Zach Galifianakis som modeguru og en hysterisk Will Ferrel – well, og en mand, der sælger brugt toiletpapir (!).

Aftenen sluttede med det grumme, gotiske gys Livid – en film jeg har set meget frem til. For de to franskmænd bag, Julien Maury og Alexandre Bustillo debuterede i 2007 med Inside, som er en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm. Det smukke og grumme er også her fængslende forenet, men i en mere ambitiøs historie, der ganske vist en mindre blodig, men fyldt med tung haunted house-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig.

På sin første dag som hjemmehjælper, besøger den unge Lucie en creepy gammel dame, der nærmest som et lig med iltapparat ligger i koma i sit store hjem. Da natten falder på, vender hun, kæresten og en ven tilbage for at finde den skat, som den rige olding efter signede skulle gemme et sted i huset. Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru.

For filmen starter godt nok som en stemningsmættet spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men ender som et regulært mareridt, hvor det uforklarligt overnaturlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm. Livid vil helt sikkert også tabe publikummer pga. sin mangel på rationel sammenhæng, men jeg var vild med den drømmende logik, dystre atmosfære og det overrasende genremiks.

– Læs mere på CPH PIX: L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie og Livid.