Indlæg

THE IMITATION GAME: Benedict Cumberbatch er en homoseksuel matematikernørd og kejtet krigshelt i en kedelig film

Biografanmeldelse: Det er fint nok at ville have en Oscar. Jeg vil for eksempel gerne have Snake Mountain fra He-Man. Sådan er der så meget. Men come on, The Imitation Game lugter af at prøve lidt for hårdt. Fair nok. Desværre er filmen bare ikke særligt god, men på det jævne. Det er Oscar-ræset dog ligeglade med og har derfor givet den otte nomineringer. Blandt andet for bedste film og instruktør.

Filmen må sgu have gode lobbyister. Sorry, nu har jeg vist bitchet nok over de der Oscars. For hvad handler filmen om? Jo, den er baseret på en sand og virkelig spændende historie. Her spiller det produktive rumvæsen Benedict Cumberbatch det matematiske geni Alan Turing. Ja, han er nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for den præstation. Fuck nu af.

imitation game biograf 01

Turing står i spidsen for at udvikle en tidlig udgave af computeren under 2. Verdenskrig, hvor han sammen med en flok forskere forsøger at knække den ellers ubrydelig Enigma-kode, tyskerne bruger og herved redde i millioner af liv, forkorte og ultimativt vinde krigen. Det bliver hurtigt et kapløb mod tiden. Nå ja, Keira Knightley er også med som en noget anonym matematiker og romance.

Men altså en virkelig nervepirrende historie. Det er da også ret spændende at følge, hvorledes Turing slås med at bryde koden, mens han også må slås med sine overordnede, der mister troen på ham samt ikke mindst kollegaerne, der har svært ved at tolerere den socialt akavede og selvcentrede enspænder. Men filmen mister fokus og kan ikke beslutte sig for, hvilken historie den vil fortælle.

imitation game biograf 02

På den ene side er det den intense jagt på at bryde koden, mens filmen også er historien om Turing, hvor man i tilbageblik filmen igennem følger hans svære opvækst samt problemerne med at være homoseksuel i England, hvor det blev betragtet som forbrydelse indtil 1967. Alt sammen sat ind i en rammefortælling, der foregår i 1952, hvorfra den utrolige historie fortælles.

Rammefortællingen er dog mere forceret end vellykket, mens filmen halvvejs inde ændrer retning fra kodekapløb og spionthriller til rendyrket at blive historien om Turing. Den fortælles bare uden overraskeler, mens det med de homoseksuelles rettigheder påklistres i 11. time. Det hele er for pænt, kedeligt og fersk. En skam, når man har en så interessant historie og hovedkarakter.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Imitation Game | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
Imitation Game Poster
Originaltitel: The Imitation Game, ENgland | USA, 2014
Release: d. 29. januar 2014
Instruktion: Morten Tyldum
Medvirkende:
Benedict Cumberbatch, Keira Knightley, Matthew Goode m.fl.
Spilletid: 114 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

JACK RYAN: SHADOW RECRUIT: Rusland er skurken i ujævn USA-klarer-ærterne-thriller

Biograf-anmeldelse: Der er kold luft mellem USA og Rusland i Kenneth Branaghs spion-thriller Jack Ryan: Shadow Recruit. Branagh spiller desuden selv filmens russiske skurk som Chris Pine og Kevin Costner er oppe imod for at redde USA fra et altødelæggende terrorangreb. Men desværre snubler løjerne en smule rundt i sine skjulte dagsordner, pulserende paranoia og vilde biljagter.

Helt ueffen er filmen dog ikke. Blandt andet stables der fin spænding på benene selvom paranoiaen ikke helt får det omsiggribende greb, man kunne ønske sig. Der kommer også et par fine actionscener ud af Chris Pines prøvelser i Moskva, blandt andet et brutalt håndgemæng på et hotelværelse. Men plottet gør af og til brug af lidt for lette løsninger.

jack ryan 02

Det underminerer historiens troværdighed – som blandt andet, da der lidt for problemfrit brydes ind i en topsikret bygning. Dette hiver noget af engagementet ud af oplevelsen, mens også nogle karakterer bruges lidt for uelegant til at forklare plottet, så publikum er med hele vejen. Du ved, tingene bøjes unødvendigt i neon.

Chris Pine gør dog god figur som den kvikke analytiker Jack Ryan, der også kan bruge en pistol og slå på tæven. Kevin Costner har fin autoritet som Jack Ryans mentor i CIA, selvom hans karakter ikke rigtigt får plads i plottet som andet end en brik, der er med til at forklare plottet. Kenneth Branagh er god med russisk accent, men er desværre ikke helt karismatisk nok som überskurk.

jack ryan 03

Ja, der er selvfølgelig også kærlighed og kærlighedskvaler med i spillet – der skal jo puttes følelserne på thrilleren. Således finder man en yndig Keira Knigtley i rollen som Jack Ryans kæreste. Hun balancerer mellem det irriterende og det charmerende, mens forholdet knager. Men ja, jeg heppede både på kærligheden og Jack Ryans kamp mod de fæle terrorister.

Filmen får dog ikke helt den følelsesmæssige pondus som særligt tredje akt går efter at stable på benene. Men allerede inden den store finale sætter ind, har filmen mistet pusten et par gange, men den får trods alt kæmpet sig tilbage på benene. Med andre ord er Jack Ryan: Shadow Recruit ujævn, men bestemt ikke uden kvaliteter. Så mon ikke der kommer en fortsættelse. Der er i hvert fald en række romaner at tage af, hvis denne filmatisering af Tom Clancys karakter bliver en succes.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Jack Ryan: Shadow Recruit | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
jack ryan poster
Originaltitel: Jack Ryan:Shadow Recruit, USA, 2013
Premiere: d. 16. januar 2014
Instruktion: Kenneth Branagh
Medvirkende:
Chris Pine, Kevin Costner, Keira Knightley, Kenneth Branagh m.fl.
Spilletid: 105 min
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

ANNA KARENINA: Keira Knightley og kærlighed svøbt i smukke billeder

Nej, jeg har ikke læst den russiske roman fra 1877, Anna Karenina af Leo Tolstoy, som filmen er baseret på. Det burde nu heller ikke være nødvendigt for at nyde Joe Wrights smukke filmatisering med Keira Knightley, Jude Law og Aaron Taylor-Johnson i et kompliceret trekantsdrama.

Keira Knightley er Anna Kerenina, der er gift med politikeren Alexei Karenin, spillet med følsom diktion af Jude Law. Deres ægteskab vakler dog – Anna begynder at tvivle på deres ægteskab og hun får øjnene op for officeren Vronsky, spillet af Aaron Taylor-Johnson (ja, Kick-Ass) med korngult hår og overskæg.

Anna Karenina 01

Det er dog kun et kort sum up af historien, eller hovedhistorien om man vil. For i biroller og sidehistorier vendes og drejes kærligheden ligeledes, hvor de mange facetter, faldgruber og modstridende følelser får liv. Både den rene, intellektuelle og idealistiske kærlighed samt den kødelige, tragiske og umulige kærlighed. Ja, det er en af de der evigtgyldige historier.

Men selvom forlægget er mere end 100 år gammel, er der ikke noget forældet ved denne filmatisering. Jo, den finder ganske vist sted i 1800-tallets Rusland med smæk på de store kjoler, stramme manerer og en gudfrygtig tro på ægteskabets ubrydelige bånd. Men instruktør Joe Wright har et særdeles elegant øje for billeder, tempo og filmisk flow, der hele vejen holder smukt liv i fortællingen.

Anna Karenina 02

Her leges der veloplagt mediet, hvor scenerne nærmest som teaterkulisser smyger sig ind og ud af hinanden i både overraskende og medrivende sceneovergange. Lige fra imponerende balscener med lysekroner, der svæver ned fra loftet til sneklædte vidder og hæsblæsende hestevæddeløb. En visuelt medrivende lækkerbisken. Desværre kom jeg ikke helt ind på livet af dramaet og de medvirkende.

Ikke at Keira Knightley, Jude Law og Aaron Taylor-Johnson ikke gør god figur, for det gør de. Men følelserne forbliver mere deres, end at de satte sig i mig. Desuden giver den søde kærlighedshistorie mellem Alicia Vikander som prinsesse Ekaterina og Domhnall Gleeson som Konstantin Levin et fint og uskyldigt modspil til det tragiske trekantsdrama. Ja, du kan roligt læne dig rette og nyde denne smukke film.

Anna Karenina
4/6: 4_6 - stars_LILLE

Anna Karenina 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens forførende billedside kommer virkelig til sin ret på Blu-ray. Her står de mange duperende scenerier veldefineret, med mættede farver og imponerende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, klare dialog og medrivende musik. Der medfølger også ok ekstramateriale.

Man får et ok kommentarspor med Joe Wright, der informativt guider en igennem filmen med tanker om både den visuelle stil og det historiemæssige indhold. Herudover er der otte slettede scener med et par fine imellem (13 min.) samt en håndfuld featuretter, der noget overfladisk ser på historien (5 min.), det at filmatisere romanen (5 min.), Keira som Anna (4 min.), Joe Wright på settet (5 min.), lidt om kostumerne (3 min.) og slutteligt en time-lapse over filmsettet (8 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Anna Karenina | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
Anna Karenina cover
Originaltitel:
Anna Karenina, England, 2012
Release: d. 3. september 2013
Instruktion: Joe Wright
Medvirkende: Keira Knightley, Jude Law, Aaron Taylor-Johnson m.fl.
Spilletid: 2 timer 9 min
Udgiver: Universal Studios Entertainment[/tab][/tabgroup]

A DANGEROUS METHOD: Psykoanalytisk drama og smæk i den bare

Den står på psykoanalyse, undertrykte lyster og smæk i den bare til Keira Knightley, når David Cronenberg lægger publikum på briksen i A Dangerous Method – et trekantsdrama mellem psykiaterne Sigmund Freud, Carl Jung og den yndige patient Sabina Spielrein. Michael Fassbender og Viggo Mortensen spiller de to læger i den potente historie, som oven i købet er baseret på virkelige begivenheder.

Historien udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Freud udvikler psykoanalysen, som viderearbejdes af den yngre Jung. Så da den sindslidende Sabina indlægges, får Jung mulighed for at afprøve og udvikle analysen. Deres forhold udvikler sig imidlertid heftigt og bliver hurtigt mere end professionelt, mens også stridighederne mellem den ihærdige Jung og hans mentor Freud tager til.

Det er alene i kraft af de to prominente herrer og deres idéer om det menneskelige sind en fascinerende film. Der dykkes således veloplagt ned i den komplekse psyke, hvor bortgemte følelser og seksuelle drifter sprutter løs. Det er dog i lige så høj grad den fængslende historie om ambitioner og store egoer samt kærlighed og sjælefred, der binder dramaet om de tre skæbner nærværende sammen.

Michael Fassbender forløser med fornem diktion rollen som den ambitiøse Jung, hvis selvkontrol kommer på hård prøve i mødet med den smukke Sabina. En mand splittet mellem familielivet, sin karriere og de brusende instinkter, der sættes i sving af Keira Knightley. Hun portrætterer med spjæt og æggende attitude en kvinde fanget i følelsernes vold og som samtidig selv målrettet jagter at blive psykiater.

Det er dog Viggo Mortensen, der for mit vedkommende stjæler showet. Med konstant pulserende cigarføring og underspillet humør fører han sig så herligt selvsikkert frem, at der ikke efterlades tvivl om, at han – selvfølgelig – altid har ret. Det afføder bl.a. en stimulerende dynamik i de ophedende og intellektuelt funderede diskussioner med Jung. En uimodståelig og påståelig personlighed.

David Cronenberg er en af mine favoritinstruktører – også selvom han med sine seneste film som A History of Violence og Eastern Promises har rykket sig længere og længere væk fra den eksplicitte body horror, man kender fra tankevækkende og brutale værker som Videodrome og Fluen. For hans film er bestemt stadig interessante bekendtskaber. Ja, dyk straks ned i det snørklede sind med A Dangerous Method.

Filmen: 4/6

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke billeder står klart og veldefineret med flot detaljegrad og solid kontrast på Blu-ray-udgivelsen. Lydsporet lader ligeledes de fængslende replikker få fornemt og velafstemt liv – det side om side med Howord Shores fine og dramatisk underspillede score. Der medfølger desuden en lille omgang ekstramateriale.

Her finder man en kort promo-agtig ’making of’, hvor det primært er Cronenberg, hovedrolleindehaverne og Howard Shore, der kommer til orde med tanker omkring roller, historie og arbejdet på filmen. Fint, men også noget overfladisk, så er der mere gods i det informative kommentarspor med Cronenberg. Han fortæller roligt og velresearchet om filmens tilblivelse, skuespillerne og de virkelige begivenheder bag.

Billede: 5/6 | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 3/6

[tabgroup][tab title=”A Dangerous Method | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: A Dangerous Method, England/Tyskland/Canada/Schweitz, 2011
Instruktion: David Cronenberg
Medvirkende: Michael Fassbender, Keira Knightley, Viggo Mortensen, Vincent Cassel m.fl.
Spilletid: 1 time 39 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]