Indlæg

Kingsman: The Golden Circle leverer bombastisk tegneserieaction i overflod


Biografanmeldelse: Ja, det er allerede tre år siden, jeg morede mig godt og grundigt med agent-og-action-komedien ‘Kingsman: The Secret Service’. Nu er opfølgeren klar til at levere mere af samme vilde, bombastiske og kulørte tegneserie-action foldet ud i et plot, der rummer samme kulørte tegneserie-logik. Komplet med en megalomanisk superskurks store planer.

Agent-eskapaderne åbner op med et veloplagt vildt ridt inden i og oven på taget af biler gennem Londons gader. Her suser således en håndfuld biler hidsigt gennem byen, hvor Taron Egerton som agenten Eggsy får sit at se til i flugten fra sine aggressive forfølgere. Dette er dog blot starten på et langt større plot, der siden foldes noget fortumlet ud i den lidt for lange film.

Kingsman The Golden Circle biograf 01

Tonen er dog sat fra første billede: Det her er en kulørt, overgearet og morsom actionkomedie. Som James Bond på speed… og LSD. Tilsat sort og gakket humor samt vilde gadgets, naturligvis. For selvom filmen måske vælter lidt rundt i for mange plottråde og karakterer, der ikke alle kommer til deres ret, så er det hele vejen veloplagt eksekveret.

Det gælder ikke mindst de mange flot udfoldede actionscener – lige fra åbningscenen videre til velkoreograferede håndgemæng med både knive og pistoler samt heftige skududvekslinger med automatvåben i massevis. Hertil kommer en håndfuld sjove karakterer med Eggsy i front. Han er veltimet morsom samt velbalanceret cool og følelsesladet, når han skal være.

Kingsman The Golden Circle biograf 02

På rollelisten ses blandt andre Colin Firth, der er tilbage som stilfuld agent og Eggsys mentor, mens Mark Strong træder i karakter som Merlin – manden, der på sikker afstand bag sine computerskærme guider Eggsy gennem action-strabadserne. Julianne Moore er med som superskurken med en vild, fjollet og verdensomspændende plan, der ikke skal afsløres her.

Hun ser i den grad ud til at more sig – så det gør jeg også. Pedro Pascal er morsom som agenten Whiskey. Dog får birollerne med Halle Berry og Channing Tatum ikke plads nok, mens Elton Johns birolle fylder for meget. Men Jeff Bridges indtager en mindre og herligt mumlende rolle. Mine forbehold til trods, så trodser filmen altså sine skavanker ved ivrigt at ville underholde og gør det.

– ‘Kingsman: The Golden Circle’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Kingsman: The Golden Circle’ får biografpremiere den 21. september 2017.

Kingsman The Golden Circle biograf poster

HELL OR HIGH WATER: Texas-tørre bankkup og en snu ranger


Streaming-anmeldelse: Den står på benhårde bankkup og en snarrådig ranger i hælene på de to bankrøvere og brødre, der systematisk røver bank på bank i Hell or High Water. Det er Chris Pine og Ben Foster, der leder an som bankrøver-brødrene, som er forskellige som dag og nat, mens en stoisk rolig Jeff Bridges indtager rollen som rangeren.

Alle er de slidte af livets hårde gang i det solvarme og konstant støvede Texas, hvor alle emmer af levet liv og solen bager ubarmhjertigt ned på fattigdom og forfald, mens de ringe kun bliver rigere. Det er da heller ikke just af et ondt hjerte, at de to brødre røver banker. Det gør de for økonomisk at kunne rede familiens ranch.

Hell or High Water 01

Sådan helt groft sagt. For her er mere i spil, i denne engagerende og velorkestrerede neo-western end blot bankkup, adrenalinsus og en tålmodig ranger. Det handler også om familie, om brødre og om at give noget bedre videre til sine børn. Nå ja, og om at give en finger til storkapitalen og de grådige banker, der udsulter de i forvejen udsultede.

Det er dog i høj grad kemien mellem Chris Pine og Ben Foster, der bærer en stor del af filmen hjem. Her med Chris Pine som den fraskilte, kontrollerede og mutte far, mens Ben Foster er stik modsat, som broderen, der lige er kommet ud af fængsel – impulsiv, slagsbror og sniksnakkende. Der er spændstig energi mellem de to – og man forstår deres bånd på trods af forskellighederne.

Hell or High Water 02

Jeff Bridges er i vanlig tilbagelænet stil en fornøjelse at følge, mens han følger i fodsporene på de to brødre. Hele tiden tørt jokende om sin makker og med en karismatisk tilstedeværelse på sin egen rolige facon – en værdig modstander og modpol til de to brødre, der synes at være mere og mere på spande, som deres røverier skrider frem.

Hell or High Water er ganske enkelt en særdeles velfortalt lille historie, som med potente bankrøverier undervejs river godt op i det tørre Texas’ ellers rolige væsen. Hertil kommer de solide skuespillere, som leverer lige præcis det, der skal til for, at jeg er med dem hele vejen frem mod finalen og det intense sidste akt, som der fornemt bygges et crescendo op til.

Hell or High Water kan ses hos Blockbuster.dk lige her.

Hell or High Water poster

R.I.P.D.: Himmelsk farvelade-fuck-up kommer fortumlet i mål takket være Jeff Bridges

Blu-ray-anmeldelse: Ja, det kan være svært at fatte, at R.I.P.D. med Jeff Bridges og Ryan Reynolds – som himmelske betjente, der bekæmper ondskaben på Jorden – ikke er et mesterværk. Men det er den altså ikke. Sorry. Derimod er den et forglemmeligt, men bestemt ok underholdende farvelade-kick med CGI-action og tåbelige plothuller. Nå ja, altid fornøjelige Kevin Bacon er også med.

Det er altså den klassiske kamp mellem lyset og mørket, himmel og helvede, det gode og det onde, der her foldes ud – og selvom det måske ikke er den mest veloplagte og mest medrivende omgang actiongøgl med computergenerede monstre, så holder Jeff Bridges som gnaven betjent gang i eskapaderne. Desværre henvises han til at agere side-kick for en lidt anonym Ryan Reynolds, der er filmens dramatiske kerne.

ripd 03

Det er ham, man skal føle med og følger på sin vej ind i rollen som himmelsk betjent. For efter, at han med koldt blod skydes af sin makker, ender han i et himmelsk limbo. Her gives han muligheden for at vende tilbage til Jorden som del af en himmelsk ordensmagt af afdøde betjente, der beskytter menneskeheden mod overnaturlige bæster. Det er her han teames op med en bedrevidende Bridges.

Problemet er bare, at man ikke bliver følelsesmæssigt engageret i Reynolds, hans kamp med livet i efterlivet og sorgen over at miste sin kæreste. Det, som derimod holder dette
fortumlede farvelade-fuck-up i live, er det ganske ferme tempo, de heftige actionscener og ikke mindst Bridges, der stjæler alle scener, han er med i. Dem er der heldigvis mange af.

ripd 02

Nej, man kan ikke anmelde filmen uden at nævne Men in Black. Her finder man som bekendt også en rookie, der må forsøge at forlige sig med sin gnavne mentor, mens han inddrages i et kulørt parallelunivers, hvor der skal bekæmpes monstre. Men denne overnaturlige buddy cop-komedie bliver bare aldrig helt så veloplagt vittig, mens dynamikken mellem Reynolds og Bridges heller ikke for alvor rammer loftet.

Ja, der er mange grunde til at hade R.I.P.D. – det tåbelige plot, manglende engagement i karaktererne og farvelade-action, der ikke helt står CGI-distancen. Heldigvis er der også flere grunde til at lade sig underholde, blandt andet det tåbelige plot, farvelade-action og ja, Bridges som vrissen cool dude, mens en slesk og ondsulet Kevin Bacon også forøger underholdningsværdien.

Filmen – R.I.P.D., 3/6: 3_6 - stars_LILLE

ripd 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Mens filmen er ujævn, er der ikke meget slinger i valsen hvad Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside angår. Her står de kulørte løjer veldefineret og klart hele vejen med flot detaljegrad og farvepalet, mens lydsporet er både dynamisk og velbalanceret. Herudover finder man en omgang desværre ikke vildt interessant ekstramateriale.

Man får to alternative åbningsscener (10 min.), hvor Bridges i begge versioner konfronterer et overnaturligt bæst, videre er der tre ikke vildt spændende alternative scener og en slettet scene (7 min.). Fjollede fraklip (4 min.), motion comics, der gengiver et par scener som tegnefilm (6 min.) samt alternative kig på Reynolds jordiske skikkelse (1 min.).

Videre finder man et promo-agtigt indslag med et kig på tegneserien af Peter M. Lenkov, der ligger til grund for filmen samt cast og crew, der skamroser hinanden og blandt andet taler om historien og karaktererne (8 min). Filming the Other Side (6 min.) giver indblik i filmens action samt production design og CGI, mens man også får et kig på filmens fæle bæster (7 min) og slutteligt er der et kig på filmens heftige finale (8 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”R.I.P.D. | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
ripd cover
Originaltitel: R.I.P.D., USA, 2013
Release: d. 27. december 2013
Instruktion: Robert Schwentke
Medvirkende: Ryan Reynolds, Jeff Bridges, Mary-Louise Parker, Kevin Bacon m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Bjergtagende western med en rap tøs i front

Coen-brødrene serverer deres seneste værk, westenfilmen True Grit uden så mange dikkedarer. Her er ganske enkelt tale om en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en indtagende historie og spændstig dialog samt smukke og bjergtagende billeder. Herligt.

Den intelligente og rapkæftede 14-årige Mattie Ross vil hævne sin fars død ved at finde manden der skød ham. Hun hyrer den fordrukne U.S. Marshal Rooster Cogburn til opgaven, men de får uventet følgeskab af den selvglade Texas Ranger LeBeouf, der eftersøger samme mand. Sammen begiver det umage trekløver sig nu ud på en både smuk og intens rejse efter hævn og forløsning.

Det er sgu en smule urimeligt at Hailee Steinfelds navn ikke har fået lov at pryde filmens cover, for hun nærmest stjæler billedet for næsen af de ligeledes fremragende Jeff Bridges, Matt Damon og Josh Brolin. Hun er ilter, rap i replikken og svært uimodståelig at følge i sin stålsatte jagt på sin fars morder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

TRON: LEGACY: Visuelt imponerende eventyr bøjet i neon

Knap 30 år efter det startede med banebrydende computer-effekter i den neon-lysende TRON fra 1982, vender Jeff Bridges tilbage til det fascinerende univers som computergeniet Kevin Flynn i TRON: Legacy. De svedige motorcykler er også tilbage og et i den grad opgraderet visuelt look samt et cool soundtrack af Daft Punk.
Der går mere end 20 år fra Flynns mystiske forsvinden til hans søn Sam (Garrett Hedlund) modtager en underlig besked. Det fører ham til sin fars hemmelige kontor – og pludselig er han blevet transporteret ind i det digitale TRON-univers, hvor hans far har befundet sig de sidste mange år. Her må Sam bekæmpe den onde Clu, der har taget magten og samtidig redde sig selv og sin far.

TRON: Legacy er ’eye candy’ i stor stil. Den imponerende arkitektur, de fræsende motorcykler og svimlende kampe i kæmpe-arenaer tager pusten fra en. Det er en sand fryd at være vidne til dette overvældende bombardement af lys og lyd. Desværre har historien ikke samme pondus, selvom bl.a. både Bridges og Hedlund gør en god figur.

Bridges er tilbagelænet og cool som Flynn, mens Hedlund fint leverer drenget charme og kækhed. De to er gode sammen og giver det digitale univers en fin menneskelig dimension. Deres ’far-og-søn-forhold’ kryber dog helt ind under huden. Men universet er hele vejen dragende, castet farverigt og historien lige interessant nok til at man tilgiver filmens en smule træge afvikling hen imod slutningen.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:

Som nævnt er filmen en visuel fornøjelse – også i 2D – og Blu-ray-udgivelsens tekniske aspekter skuffer bestemt ikke. Her flyver det neonlys-besatte TRON-univers ualmindeligt imponerende over skærmen – skarpt, detaljeret og farvemættet. Lydsporet matcher billedsiden med fine niveauer og medrivende panoreringer.

Man finder desuden en stak ekstra-features med en samlet spilletid på små 50 min. Mest interessant er de, der ser på filmens visuelle univers og skabelse, hvordan filmen kom i produktion og en sjov fiktiv dokumentar, der beskriver reaktionerne på Flynns forsvinden. Herudover er der bl.a. også den ultra-svedige Daft Punk-musikvideo Derezzed, en præsentation af castet og en pre-visualisering af universet.

Billede: 6/6 | Lyd: 6/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”TRON: Legacy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6


Originaltitel:
TRON: Legacy, USA, 2010.
Instruktion:
Joseph Kosinski
Medvirkende:
Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, Michael Sheen m.fl.
Spilletid:
2 timer 5 min.
Udgiver:
Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Vinderne af Screen Actors Guild Awards 2009

Så har der igen været prisfest. I aftes uddelte det amerikanske skuespiller fagforbund Screen Actors Guild nemlig årets priser, hvor Quentin Tarantinos Inglourious Basterds fik prisen for bedste cast i en spillefilm. Og så tegner der sig efterhånden et billede af favoritterne. For igen var der en gengangere blandt vinderne. Igen løb Christoph Waltz og Mo’Nique med priserne for bedste biroller for henholdsvis Inglourious Basterds og Precious. Ligeledes gentog Jeff Bridges og Sandra Bullock succesen og gik hjem med priserne for bedste hovedrolle for Crazy Heart og The Blind Side – Meryll Streep måtte dog gå tomhændet hjem i denne ombæring, så det er mere eller mindre dødt løb mellem de to damer forud for Oscar-showet.

Christoph Waltz, Mo'nique, Sandra Bullock og Jeff Bridges.
Christoph Waltz, Mo’Nique, Sandra Bullock og Jeff Bridges.

I TV-verdenen fik Mad Men prisen for bedste ensemble i en drama-serie, foran bl.a. fantastiske serier som Dexter og True Blood. Dexters Michael C. Hall fik dog prisen for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie, ligesom han også gjorde det ved Golden Globe. Den fremragende komedieserie 30 Rock kastede atter priser af sig, denne gang for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle til Alec Baldwin og Tina Fey.

Alec Baldwin, Michael C. Hall
Alec Baldwin, Michael C. Hall og Tina Fey.

– Se resten af vindere og nominerede HER – hvor du blandt de øvrige vindere bl.a. finder 24 timer, Star Trek, Drew Barrymore og Kevin Bacon.

Læs også Critics’ Choice Awards vindere 2009 og “Avatar” sejrer ved Golden Globe.

"Avatar" sejrer ved Golden Globe

Så er Golden Globe-priserne uddelt og som noget af en overraskelse, i hvert fald for mit vedkommende, var det James Camerons 3D-film Avatar, som løb med de tunge priser – nemlig for bedste instruktion og Bedste drama. Et pænt comeback i forhold til hans ekskone Kathryn Bigelow, som vandt lignende priser ved fredagens Critics’ Choice Awards for hendes The Hurt Locker.

James Cameron, Ricky Gervais, Michael Haneke.

James Cameron, Ricky Gervais (vært denne aften) og Michael Haneke.

Prisen i den lidt underlige ”dobbelt-kategori” Bedste musical eller komedie gik til Tømmermænd i Vegas. Bedste animerede film blev Op og så fik Michael Hanekes i forvejen prishædrede film Det hvide bånd prisen for Bedste udenlandske film.

Sandra Bullock fik prisen for Bedste skuespillerinde i et drama for The Blind Side. Jeff Bridges fik prisen for mandlige skuespiller for Crazy Heart, mens Meryl Streep vandt Bedste skuespillerinde i en musical eller komedie for Julie & Julie. Hun slog således en Golden Globe-rekord og ligger nu på førstepladsen med hele 7 gyldne glober. Bedste skuespiller i en musical eller komedie blev Robert Downey Jr. for Sherlock Holmes.

Meryl Streep, Jeff Bridges og Sandra Bullock.

Meryl Streep, Jeff Bridges og Sandra Bullock.

Mo’nique fik prisen for bedste kvindelige filmbirolle for Precious og Christoph Waltz for mandlige filmbirolle for Inglourious Basterds. Bedste manuskript gik til Jason Reitman og Sheldon Turner for Up In the Air. Herudover gik special-prisen Cecile B. Demille for karriere-bedrift til Martin Scorsese, som senere i år er klar med Shutter Island – den er jeg godt nok spændt på!

Christoph Waltz, Robert Downey Jr, Mo'nique og Martin Scorsese.

Christoph Waltz, Robert Downey Jr., Mo'nique og Martin Scorsese.

Golden Globe plejer at være en god indikator for hvordan slaget kommer til at forløbe ved Oscar-uddelingen. Det ville dog undre mig, hvis Avatar også her løber med prisen for bedste film – for det er den altså IKKE. Ha ha. Men der skal nok være gengangere på flere af pladserne, ligesom tilfældet er i forhold til Critics’ Choice Awards.

– Se hele listen med nominerede og vinderere HER.

Critics' Choice Awards vindere 2009

I fredags havde kritikersammenslutningen Broadcast Film Critics Association deres årlige prisuddeling, Critics’ Choice Awards. Her var det Kathryn Bigelows The Hurt Locker, som løb med de tunge priser, årets bedste film og instruktion – det foran næsen på eksmanden James Cameron og hans Avatar. Jeg har desværre ikke set Bigelows film endnu, men glæder mig i den grad til, at den udkommer senere i år.

Kathryn Bigelow, James Cameron.

Kathryn Bigelow, Jon Landau og James Cameron.

James Cameron gik dog ikke tomhændet hjem, for Avatar hev hele 6 priser hjem. Fem tekniske priser, bedste fotografering, lyd, visual effects, klip og art direction samt prisen for bedste actionfilm (selvom det vel lige så godt kunne have været for bedste “animationsfilm”, tøhø). Anyways, det er vel meget sigende for filmen, at det er de tekniske priser den hiver hjem – jeg var ikke videre begejstret for den, læs hvorfor HER.

Quentin Tarantinos Inglourious Basterds lå lunt i svinget med hele 10 nomineringer, men hev ”kun” 3 hjem, det for bedste originale manuskript, skuespil-ensemble og bedste mandlige birolle, som gik til Christoph Waltz. En fremragende film, hvis du spørger mig – læs hvorfor HER. Mere galt gik det for musicalen Nine, der på trods af ligeledes 10 nomineringer gik tomhændet hjem.

Christoph Waltz og Quentin Tarantino.

Christoph Waltz og Quentin Tarantino.

Bedste mandlige hovedrolle gik til Jeff Bridges for sin rolle i Crazy Heart, mens prisen for bedste kvindelige hovedrolle blev delt af Meryl Streep og Sandra Bullock for henholdsvis Julie & Julia og The Blind Side. Bedste kvindelige birolle gik til Mo’Nique for sin rolle i Precious.

Jeff Bridges, Meryl Streep og Sandra Bullock.

Jeff Bridges, Meryl Streep og Sandra Bullock.

Pixars Up vandt 2 priser, det for bedste animationsfilm og score, mens prisen for bedste komedie gik til den morsomme Tømmermænd i Vegas – læs min anmeldelse HER. Herudover fik spanske Pedro Almodóvar prisen for bedste udenlandske film for Brudte favntag, mens Jason Reitmans Up in the Air fik prisen for bedte manuskript baseret på andet materiale. Den film glæder jeg mig godt nok også til.

Og der er mange flere prisuddelinger på vej, i aften gælder det Golden Globe-uddelingen, hvor undertegnedes britiske favorit Ricky Gervais er vært. Næste weekend venter så Screen Actors Guild Award, den 21. februar BAFTA, Razzie Awards d. 6. marts og ja, selvfølgelig Oscar-uddelingen til marts.

– Se listen med alle vinderne og nominerede HER.