Indlæg

Mexicansk Will Ferrell i flad kitsch-komedie

/i /af

Will Ferrell er en klar favorit, så jeg kaster mig over alt, hvad han er med i – og selvfølgelig også hans seneste film, kitsch-komedien Casa de mi Padre. Desværre er det skæve koncept med papkulisser, klichéfyldte karakterer og Will Ferrell, der kun taler spansk (!) endt som en noget slap sombrero.

Filmen foregår i et solbeskinnet Mexico. Her bor den godhjertede bonde, Armando Álvarez, spillet med velkendt deadpan komik af Will Ferrell. Han ender midt i en narkostrid mellem sin selvfede bror og den sleske narkobaron Onza, spillet af henholdsvis Diego Luna og Gael García Bernal. Selvfølgelig er der også kærlighed på spil, her i skikkelse af den yndige Génesis Rodríguez.

Ja, det er i udgangspunktet sjovt at lade Will Ferrell tale spansk. Men den spøjse gimmick taber desværre hurtigt pusten i en komedie, der aldrig for alvor kommer op i gear – eller endnu vigtigere, bliver rigtig sjov. Men det er trods alt Will Ferrell, der afføder de enkelte kluk, denne spansksprogede rodebutik hoster op.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Et forførende lækkert puslespil

/i /af

Æstetikken er i højsædet, når Jim Jarmuschs seneste film, The Limits of Control forførende folder sit kryptiske krimiplot ud. Men hvad pokker handler filmen egentlig om…?

En mand stilfuldt klædt i et metalblåt jakkesæt, får filmen igennem instrukser af mystiske personager. Dette sker ved ombytning af tændstikæsker, hvor den velklædte herre modtager en lille seddel, som han efterfølgende sluger. Omgivelserne skiftes ud, men tændstikæske-udvekslingen fortsætter…

Men hvad manden bevæger sig hen imod er uklart. Meningen lader sig aldrig til fulde afsløre. Det er filmens dvælende væsen, repetitionen i handlingerne og den sirlige æstetisk, der filmen igennem forfører og fører publikum ind i en leg med mediet og krimien som genre.

Der bliver ikke sagt meget i filmen – her taler billederne sit eget sprog. Men når der finder replikudvekslinger sted, er det på det nærmeste gentagelser. De samme dialoger, blot med nye nuancer. Et ekko af hinanden filmen igennem. En nærmest meditativ og kælen leg med publikum, som på trods af en tilbageholden fremdrift, afføder en mystisk spænding og tilfredsstillende tiltrækningskraft.

Jim Jarmusch er en personlig favorit, bl.a. med film som Down by Law og Night on Earth på CV’et. Så tøv ikke med at lange ud efter The Limits of Control, når du næste gang trænger til at blive kildet på dine visuelle sanser og drillet med en fortællemæssig kryptisk tagfat. Nå ja, og så kan de fleste af Jim Jarmuschs øvrige film findes til håndøre ude i butikkerne. God fornøjelse…