Serie-anbefaling: Lad mig bare med det samme lægge kortene på bordet: The-X-Files er en af mine absolutte favoritserier. Det har den været lige siden, jeg i sene natte timer så afsnit efter afsnit, da den blev vist på dansk tv med den danske titel Strengt Fortroligt. Eller det vil sige, når jeg turde at se med. Det gjorde jeg da heldigvis ofte.
Nu er alle seriens 10 sæsoner udkommet i en dvd-boks, som jeg derfor ikke kan andet end at anbefale varmt – også selvom afsnittene og ikke mindst sæsonerne er af svingende kvalitet. Særligt de senere sæsoner falder af på den.
Men universet og mytologien er for mig hele vejen spændende at være i, selvom historien ikke nødvendigvis er det.
For nej, et par halvslappe afsnit og senere sæsoner ændrer ikke på, at de to legendariske FBI-agtenter Fox Mulder og Dana Scully har leveret noget af det bedste, mest spændende og uhyggelige serieunderholdning nogensinde.
Fra første afsnit løb over skærmen i 1993 og frem til 2002, inden serien tidligere i år blev genoplivet med en 10. sæson – og muligvis en 11. forude.
Således har seriens skaber Chris Carter stået bag det, der sidenhen blev til intet mindre end (og indtil videre) hele 208 afsnit. Dem kan du nu enten gense eller se for første gange på denne boks.
Ja, det var også på tide, at jeg fik skiftet de VHS-optagelser ud, som jeg troligt optog tilbage i 90’erne, når afsnittene blev vist for sent – eller bare gerne ville kunne gense agenternes jagt på sandheden.
Det er som bekendt David Duchovny og Gillian Anderson, der indtager de nu ikoniske roller som FBI-agenterne, der jager rumvæsner og andre monstre afsnit efter afsnit, hvor det ene mere krøllede og skræmmende mysterium venter dem og publikum.
Chris Carter vendte også selv tilbage i fuldt vigør med seriens 10. sæson, hvor han både er medforfatter og instruktør på flere af de seks nye afsnit. Her møder man også andre gamle kendelige foran kameraet. Blandt andre Mitch Pileggi som den cool FBI-chef Walter Skinner og ikke mindst William B. Davis som den mystiske Cigarette Smoking Man.
Sandheden er med andre ord derude – eller ”The truth is out there”, som serien indledes med i titelsekvensen. Og nu kan både du og jeg altså genbesøge eller for første gang se en af de absolut bedste tv-serier nogensinde, hvor der venter rigeligt med mysterier, der er værd at se igen og igen.
Den store dvd-boks byder udover de 10 sæsoners 156 timers serieunderholdning leveret med et solidt billede og et velspillende lydspor også mere end 25 timers ekstramateriale. Her ses der nærmere på de mange aspakter ved serien og dens store univers, mens der også er kommentarspor på udvalgte afsnit. Ja, dette er så absolut en skøn boks, jeg kun varmt kan anbefale.
The X-Files: Sæson 1-10 er udkommet på dvd den 7. juli 2016.
[tabgroup][tab title=”The X-Files: sæson 1-10 | dvd-anbefaling”]
Titel: The X-Files sæson 1-10, 1993-2016
Release: den 7. juli 2016
Instruktion: Chris Carter m.fl.
Medvirkende: David Duchovny, Gillian Anderson, Mitch Pileggi m.fl.
Spilletid: 156 timer
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]