Indlæg

Ekstremt rørende og utrolig smuk

Jeg er en af de få, der endnu ikke har læst Jonathan Safran Foers populære bog Extremely Loud & Incredibly Close, som filmen af samme navn er baseret på. Det er sikkert til min fordel, da en film sjældent (hvis aldrig) kan leve op til sit forlæg. Men uanset hvad, så ramte denne både smukke og smertelige historie mig. Ja, den er til tider sentimental, men også med et oprigtigt rørende drama hele vejen igennem.

For selvom det er den 11-årig Oskar, der har hovedrollen (ja, jeg har det svært med børn på film), så er historien så opfindsom, velskrevet og medrivende fortalt, at der skal mere til, end en lidt for gammelklog knægt til at vælte læsset. Men Thomas Horn bærer nu i grunden den svære rolle som hårdtprøvet dreng med stor naturlighed.

Historiens puslespilslignende struktur sættes i sving, da Oskar d. 11. september 2001 mister sin far i terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Ud af det blå er han og hans mor nu blevet efterladt med et sorgfuldt tomrum. Men da Oskar finder en mystisk nøgle blandt sin fars ting, begynder en jagt på nøglens betydning, der måske også kan være med til at løfte noget af savnet fra hans spinkle skuldre.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere