Indlæg

WE ARE THE FLESH: Et perverst og syretrippende mind-fuck

Dvd-anmeldelse: Okay, bare lige for helt kort at sige det, så er Emiliano Rocha Minters mexicanske We Are The Flesh altså en pænt weird filmoplevelse. Det er bestemt ikke nødvendigvis en dårlig ting. Tværtimod.

For med sit syrede univers og ligeledes syrede fortælling om tre menneskers møde i en forladt bygning – to søskende og en diabolsk udseende eneboer – bugter filmen sig ind i en sælsom, pervers og dyster verden af incest, sex og mørke mareridt.

we-are-the-flesh-dvd-02

Det fungerer ganske godt det meste af vejen. Både grumt og helt poetisk leveret med sine smukke billedkompositioner af blandt andet nøgne kroppe, der sitrer af syre og sex. Der er dog et ”men” – og det er både filmens styrke og dens svaghed. Og her kommer så lige det der ”men”:

Men selvom vi her kommer ind i et herligt bizart univers af træskulpturer og syretrips, hvor lange og dragende kamerature gennem den hulelignende setting hiver mig ind i afgrunden af bastante røde, orange og blå farver, så bliver filmen også liiidt tung i røven i sin afvikling af eskapaderne.

Der går ganske enkelt lidt gentagelser i løjerne. Det er både med til at underbygge mareridtsstemningen, men det suger også en smule energi ud af filmens ellers potente billeder og susende lydside.

we-are-the-flesh-dvd-01

Ganske vist er her nok at fabulere over. Og her fabuleres da også ligeledes visuelt. Med alt fra nøgne kroppe og close-ups af mandlige såvel som kvindelige kønsorganer videre til incestuøse sexscener og klamme madscener med kogt kød samt en række enigmatiske – eller blot uforståelige – plottråde, der kaster mig ind og ud af denne bastard af en filmoplevelse.

Ja, jeg kunne godt fristes til at kalde det for art-horror med sine lange ordløse passager og nøgne kroppe, der vrider sig ekstatisk i forvredne farver og skævtskudte billedkompositioner.

Her er det nemlig i høj grad billederne i sig selv, der er meningen med galskaben. Det er stemningen og atmosfæren af forskruede følelser og forbudte tanker, der når mine øjne i både smukke og grumme billeder. Det er disse billeder, der er det, som giver filmen liv og rundtosset mening.

we-are-the-flesh-dvd-03

Dvd-udgivelsen byder desuden på filmens trailer, et slideshow samt to kortfilm af samme instruktør: Den sort/hvide og ordløse Dentro (12 min.), hvor man følger nogle mænd bygge en underlig anordning af træ ude i en skov samt den ligeledes ordløse Videohome (10 min.), der følger en række mænd fordrive tiden med mærkværdige handlinger i deres ensomme hjem.

We Are The Flesh er udkommet på dvd den 1. december og kan blandt andet købes her og streames her.

we-are-the-flesh-cover[tabgroup][tab title=” We Are The Flesh | dvd”]
Originaltitel: Tenemos la carne, 2016
Release: den 1. december 2016
Instruktør: Emiliano Rocha Minter
Medvirkende:
María Cid, María Evoli, Diego Gamaliel m.fl.
Spilletid: 79 minutter
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

Under the Dome – sæson 1-3: Stephen King er hjernen bag serien om en by i fangenskab

En serie du skal se: Stephen King har som bekendt skrevet virkeligt mange bøger – og flere af dem er heldigvis også endt med at blive lavet til fremragende film. Stephen King er også manden bag bogen, som er forlægget for den amerikanske drama- og science fiction-serie Under the Dome. Nu er seriens samtlige tre sæsoner udkommet i en samlet boks dvd.

Seriens både skræmmende og spændende præmis er – som titlen indikerer – at en helt by pludselig og uden nogen forklaring bliver afskåret fra resten verden, da en enorm og gennemsigtig kuppel lægger sig over byen Chester’s Mill. Således er beboerne isoleret uden adgang til internet og uden mobilsignaler. Virkelig en ubehagelig tanke for os moderne mennesker, der ellers hele tiden kan komme i kontakt med alle hele tiden.

under-the-dome-dvd-anmeldelse-01

Med andre ord altså et solidt grundlag for en intens og overraskende serie med et menneskeligt drama i centrum, hvilket er noget af det, som Stephen King virkelig formår at skrive om. For med folk fanget under sådan en kuppel, kan der ikke andet end at opstå frygt og frustration samt splid og grupperinger. Og det gør der da også. Og hvem står i det hele taget bag den mystiske kuppel og hvorfor?

På rollelisten til at bringe dramaet til live finder man blandt andre Mike Vogel, Rachelle Lefevre, Alexander Koch, Eddie Cahill og Colin Ford i både karismatiske og nuancerede roller. For naturligvis kan man ikke sådan lige gennemskue alles motiver – gode som mindre gode. For hvem er i grunden ven eller fjende? Hvem kan man stole på og hvem kan man ikke stole på?

under-the-dome-dvd-anmeldelse-02

Ja, der venter med andre ord 39 afsnit fordelt på i alt 25 timer og 52 minutters spændende serieunderholdning med den komplette serie på dvd af Under the Dome. Desuden medfølger der også en omgang ekstramateriale til hver sæson. Blandt andet behind the scenes samt et nærmere kig på sæsonerne og universet samt forlængede og slettede scener.

– Under the Dome – den komplette serie er udkommet på dvd den 24. november 2016.
under-the-dome-1-3-dvd-cover[tabgroup][tab title=”Under the Dome | dvd”]
Originaltitel: Under the Dome, 2013-2015
Release: den 24. november 2016
Instruktion: Niels Arden Oplev m.fl.
Medvirkende: m.fl.
Spilletid: 25 timer 52 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

ASH VS. EVIL DEAD: Ash er tilbage med sin blodige motorsav

Serie-anbefaling: Det var ikke uden en vis nervøsitet, at jeg satte mig klar til serien Ash vs. Evil Dead, hvor første sæson netop er landet på dvd. For hvordan ville Bruce Campbell gøre comeback her mere end 20 år efter, at han slap franchisen og sin ikoniske rolle som Ash med Army of Darkness i 1992?

Kort fortalt er det et comeback i højt tempo med masser af blod og gory vanvid. Det lyder jo ikke dårligt – og det er det nu heller ikke. Men fremragende godt er det heller ikke helt. Desværre. De korte afsnit på omkring de 26 minutter gør dog, at jeg holdes ganske godt underholdt samtlige 10 afsnit.

Blodig-Weekend-2015-ash-vs-evil

For nej, her var ikke så meget andet at komme efter end et vilde dæmondrab, en tragikomisk, men også charmerende Bruce Campbell som en fortsat kæk Ash samt naturligvis gensynsglæden. Det er nu også helt ok, for Ash og hans kamp mod alverdens ondskab underholder med sin groteske blanding af splat og komik.

Sam Raimi, der som bekendt står bag de tre Evil Dead-film, der ligger til grund for serien har dog kun instrueret det første og længere afsnit, men sætter da også her tonen veloplagt, blodig og med de skøre indslag og hurtige kamerature, der kendetegner filmene, hvor den første landede i 1981.

ash-vs-evil-dead-dvd-anmeldelse-01

Ash får desuden hjælp af henholdsvis Ray Santiago som den småtumpede Pablo, mens Dana DeLorenzo er den cool Kelly, der ikke går af vejen for at jagte ondskaben. Desværre hæmmes de ellers herlige blodsudgydelser af og til af vage CGI-effekter og meget lidt historie.

Jeg var som sagt godt underholdt seriens ujævnheder til trods – og vil da også holde udkig efter en sæson 2. Udgivelsen byder desuden på kommentarspor på alle afsnit med cast og crew videre til kig på seriens afsnit, gore og karakterer.

ash-evil-dead-02-Blodig-Weekend-2015

Ash vs. Evil Dead er udkommet på dvd den 29. september 2016.

ash-vs-evil-dead-dvd-cover[tabgroup][tab title=”Ash vs. Evil Dead sæson 1 | dvd”]
Titel: Ash vs. Evil Dead sæson 1
Release: den 29. september 2016
Spilletid: 5 timer 11 min.
Medvirkende:
Bruce Campbell m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Der er creepy stemning og grumt gys i The House at the End of Time

Filmanbefaling: Bered dig på et frisk opbud af gysergenrens velkendte varemærker med haunted house-gyset The House at the End of Time. Lad mig blot liste et par af dem: Et stort knirkende hus, dunkle kældre, tunge skygger, en grum tragedie, familieproblemer samt børn og gamle damer. Gisp!

Ja, listen kunne fortsætte, men ovennævnte er nogle af hovedelementerne i dette stemningsfulde gys. Ganske vist leveres der også et par forcerede jump scares, men også et par velplacerede og fint opbyggede af slagsen. Først og fremmest er det dog den creepy stemning og mysteriet i huset, der bærer filmen for mig,

the-house-at-the-end-of-time-dvd-anmeldelse-02

I filmens prolog omkommer en mand og hans søn under mystiske omstændigheder i deres store, dunkle hus. Hustruen og barnets mor, Dulce, efterlades nu alene tilbage og idømmes uskyldigt livsvarig fængsel for mordene.

Efter 30 år og endt dom vender hun nu tilbage til huset, der gemmer på hjernevridende hemmeligheder. Hun vil se fortidens tragedie i øjnene og finde sandheden bag det grumme mordmysterium, der har sendt lange skygger ind over hendes liv.

the-house-at-the-end-of-time-dvd-anmeldelse-01

Ganske vist trækker instruktør Alejandro Hidalgo på velkendte genreelementer, men gør det overvejende frisk, vellykket og ikke mindst med et godt greb om at stable olm stemning på benene. Så pyt med et par overflødige chok og en historie, der bliver liiiidt tung i røven med et par overfortalte pointer.

For filmen er både smuk, grum og herligt tung i sin atmosfære, hvor man kommer med Dulce rundt i både husets isnende indre samt den martrede kvindes eget forpinte sind. Ja, her leges oplagt med både tid og sted, mens det (ikke altid lige overraskende) mysterium folder sig intenst ud.

The House at the End of Time er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og billedgalleri som ekstramateriale. Den kan desuden streames hos Blockbuster.dk HER eller købes på dvd HER.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The House at the End of Time | Filmanbefaling”]
The-House-at-the-End-of-Time-cover
Originaltitel: La casa del fin de los tiempos, Venezuela, 2013
Udgivelse: Januar 2016
Instruktion: Alejandro Hidalgo
Medvirkende:
Rosmel Bustamante, Adriana Calzadilla, Simona Chirinos m.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

INTO THE FOREST: En rolig og afdæmpet, men også intens film om Jordens undergang

Filmanbefaling: Jordens undergang er blevet filmatiseret et utal af gange – ofte med bulder, brag og larmende effekter. Med Patricia Rozemas Into the Forest er det en langt mere underspillet og afdæmpet undergang, man som publikum er vidne til. Men også en intens, nærværende og skræmmende undergang.

Vi dumper ned i en nær fremtid, hvor to søstre og deres far bor i en afsides liggende hus ude i skoven et godt stykke fra nærmeste by og andre mennesker. Af uforklarlige årsager forsvinder al elektricitet pludseligt, også derude i skoven.

into-the-forest-dvd-anmeldelse-01

De tre må nu – som resten af verden – forsøge at klare sig uden strøm, indtil den vender tilbage igen. Hvis den da gør det? Således ændrer scenariet sig hurtigt til et postapokalyptisk setup med tunge trætoppe hængende over dramaet, mens den nærliggende by hurtigt er drænet for mad og benzin.

Filmen udspiller sig primært i huset, hvor postapokalypsen fortælles i roligt tempo gennem den lille families nu ændrede verden. Man følger hvordan de forsøger at bevare roen og få hverdagen til at fungere, da troen på, at elektriciteten nok skal vende tilbage holdes højt.

Det er således ganske vist en rolig undergang, man er vidne til, men også et både knugende og tungt drama, der kun tager til i intensitet i takt med, at en tilbagevenden til normalen lader vente på sig.

into-the-forest-dvd-anmeldelse-03

Søstrene spilles intimt og fint af Ellen Page og Evan Rachel Wood – den ene rationel og akademisk funderet, den anden danser og med følsomt et sind. Faderen spilles med roligt overblik af Callum Rennie.

Et dynamisk trekløver, der afføder både sårbarhed, strid og potent menneskeligt drama derude i skoven, hvor der venter tilpas med overraskelser til at holde filmen kørende gennem sin rolige, men sikre vej mod undergangen.

Into the Forest er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og et billedgalleri som ekstramateriale. Den kan købes på dvd HER eller streames hos Blockbuster.dk HER.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Into the Forest| filmanbefaling”]
into-the-forest-cover
Originaltitel: Into the Forest, USA, 2015
Udgivelse: Juli 2016
Instruktion: Patricia Rozema
Medvirkende:
Ellen Page, Evan Rachel Wood, Max Minghella m.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE X-FILES SÆSON 1-10: En af vor tids absolut bedste og mest skelsættende tv-serier

Serie-anbefaling: Lad mig bare med det samme lægge kortene på bordet: The-X-Files er en af mine absolutte favoritserier. Det har den været lige siden, jeg i sene natte timer så afsnit efter afsnit, da den blev vist på dansk tv med den danske titel Strengt Fortroligt. Eller det vil sige, når jeg turde at se med. Det gjorde jeg da heldigvis ofte.

Nu er alle seriens 10 sæsoner udkommet i en dvd-boks, som jeg derfor ikke kan andet end at anbefale varmt – også selvom afsnittene og ikke mindst sæsonerne er af svingende kvalitet. Særligt de senere sæsoner falder af på den.

Men universet og mytologien er for mig hele vejen spændende at være i, selvom historien ikke nødvendigvis er det.

x-files-dvd-season-1-10-boks-03

For nej, et par halvslappe afsnit og senere sæsoner ændrer ikke på, at de to legendariske FBI-agtenter Fox Mulder og Dana Scully har leveret noget af det bedste, mest spændende og uhyggelige serieunderholdning nogensinde.

Fra første afsnit løb over skærmen i 1993 og frem til 2002, inden serien tidligere i år blev genoplivet med en 10. sæson – og muligvis en 11. forude.

Således har seriens skaber Chris Carter stået bag det, der sidenhen blev til intet mindre end (og indtil videre) hele 208 afsnit. Dem kan du nu enten gense eller se for første gange på denne boks.

x-files-dvd-season-1-10-boks-04

Ja, det var også på tide, at jeg fik skiftet de VHS-optagelser ud, som jeg troligt optog tilbage i 90’erne, når afsnittene blev vist for sent – eller bare gerne ville kunne gense agenternes jagt på sandheden.

Det er som bekendt David Duchovny og Gillian Anderson, der indtager de nu ikoniske roller som FBI-agenterne, der jager rumvæsner og andre monstre afsnit efter afsnit, hvor det ene mere krøllede og skræmmende mysterium venter dem og publikum.

x-files-season-10-dvd-anmeldelse-02

Chris Carter vendte også selv tilbage i fuldt vigør med seriens 10. sæson, hvor han både er medforfatter og instruktør på flere af de seks nye afsnit. Her møder man også andre gamle kendelige foran kameraet. Blandt andre Mitch Pileggi som den cool FBI-chef Walter Skinner og ikke mindst William B. Davis som den mystiske Cigarette Smoking Man.

Sandheden er med andre ord derude – eller ”The truth is out there”, som serien indledes med i titelsekvensen. Og nu kan både du og jeg altså genbesøge eller for første gang se en af de absolut bedste tv-serier nogensinde, hvor der venter rigeligt med mysterier, der er værd at se igen og igen.

x-files-season-10-dvd-anmeldelse-01

Den store dvd-boks byder udover de 10 sæsoners 156 timers serieunderholdning leveret med et solidt billede og et velspillende lydspor også mere end 25 timers ekstramateriale. Her ses der nærmere på de mange aspakter ved serien og dens store univers, mens der også er kommentarspor på udvalgte afsnit. Ja, dette er så absolut en skøn boks, jeg kun varmt kan anbefale.

The X-Files: Sæson 1-10 er udkommet på dvd den 7. juli 2016.

[tabgroup][tab title=”The X-Files: sæson 1-10 | dvd-anbefaling”]
x-files-komplet-serie-boks-cover
Titel: The X-Files sæson 1-10, 1993-2016
Release: den 7. juli 2016
Instruktion: Chris Carter m.fl.
Medvirkende: David Duchovny, Gillian Anderson, Mitch Pileggi m.fl.
Spilletid: 156 timer
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

SPIDER BABY: Midnats(u)hygge med morderiske søskende

Filmanbefaling: Det er ikke en helt almindelig søskendeflok, der bor i det store afsidesliggende hus, som rejser sig som en spøgelsesborg i Jack Hills sorthumoristiske horror-komedie Spider Baby fra 1968. Der er dog ikke spøgelser i huset, men et par tilsyneladende søde unge søstre og deres bror.

De lider af en sjælden sygdom, som gør, at de degenerer mentalt og bliver mere og mere dyriske med alderen. De er altså langt fra så uskyldige, som de ser ud og har da også for vane at slå ubudne gæster ihjel. Gisp! Ledt an af Virginia med en stor køkkenkniv i hver hånd, når hun leger ”edderkop”.

Spider-Baby-dvd-anmeldelse-02

Det lyder måske voldsomt, men det er det ikke. Her er det snarere en skøn og uskyldig midnatshyggestemning, der hersker, når filmen folder sig creepy-muntert ud med mord, edderkoppe-kannibalisme og familiehemmeligheder.

På rollelisten finder man blandt andre Lon Chaney Jr., der har legendariske roller som The Wolfman, The Mummy og Dracula på CV’et. Han indtager her en mindre frygtindgydende rolle som privatchaufføren Bruno, der forsøger at passe på søskendeflokken og holde udefrakommende både i live og væk fra ungerne.

Det er dog de tre børn, der stjæler filmen. Her med exploitation-stjernen Sid Haig som den abelignende bror samt ikke mindst de både nuttede, sjove og halvt uhyggelige Jill Banner og Beverly Washburn. De har ganske vist ikke nået samme primale stadie som deres bror, men har heller ikke helt styr på rigtigt og forkert.

Spider-Baby-dvd-anmeldelse-01

Det hele begynder da også for alvor at vakle for Bruno i forsøget på at holde styr på ungerne, da øvrige familiemedlemmer tropper op for at få del i familiens formue. Således er et skønt miks af outrere karakterer nu samlet i huset, hvor bizarre optrin og de morderiske eskapader tager til.

Blandt andet får man et skønt middagsselskab med en ret så ækel menu med blandt andre Quinn Redeker som en overflink onkel til bords samt en glat advokat i skikkelse af Karl Schanzer og en yndig Mary Mitchel som skrækfilmsfan. Så tænd et par stearinlys og sæt filmen på en sen nattetime.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Spider-Baby-dvd-anmeldelse-03

Ekstramateriale, billede og lyd
Spider Baby
er udgivet på dvd og står med et flot og kontrastsikkert billede, mens lydsporet spiller fint og klart. Desuden indeholder udgivelsen spændende ekstramateriale. Et kommentatorspor med instruktør Jack Hill og Sid Haig samt en virkeligt fin dokumentar om filmens tilblivelse (32 min.).

Man finder videre en alternativ åbningssekvens, hvor filmens titel er Cannibal Orgy samt featuretter om filmens musik af Ronald Stein (11 min.), et genbeøg i filmens gotiske hus samt trailer og et billedgalleri.

[tabgroup][tab title=”Spider Baby | filmanbefaling”]
Spider-Baby-cover
Originaltitel: Spider Baby or, The Maddest Story Ever Told, USA, 1968
Udgivelse: September 2010
Instruktion: Jack Hill
Medvirkende:
Jill Banner, Beverly Washburn, Sid Haig, Lon Chaney Jr., Carol Ohmart, Quinn K. Redeker m.fl.
Spilletid: 84 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

SAUNA: Mareridtet venter i vildmarken (og i en sauna) for en flok mænd på afveje anno 1595

Filmanbefaling: Stemningen er tung, ond og eery hele vejen i den finske vildmarks-horrorfilm Sauna, der tager sit sagesløse publikum med tilbage til et trøstesløst, gråt og vådt 1595. En voldsom og blodig krig mellem Rusland og Sverige er slut, men mareridtet er endnu ikke overstået.

Vi kommer nemlig her ud i den nådesløse vildmark, hvor to kommissioner fra begge sider af krigen er taget ud for at optegne grænsen mellem de to lande. Den ene kommissionen dukkede dog aldrig op. Ja, noget er helt galt derude i vildmarken, hvor blodsporet ender blindt og mørket tager over.

Sauna-dvd-anmeldelse-01

Derimod møder vi filmens to hovedroller, de hårdtprøvede brødre Eerik og Knut – spillet med mut mandsmod af Ville Virtanen og Tommi Eronen. Den ene akademisk rationel, den anden martret og paranoiaramt. De forsøger at holde sammen på sig selv, deres opgave og folkene omkring dem.

Krigen har nemlig sat hårde ar i deres sind, mens de bevæger sig modløst gennem landskabet for at fuldende deres opgave. Det går selv sagt ikke efter planen, for snart slår virkeligheden knuder og vrider mareridtet frem fra mørket.

Brødrene og de øvrige mænd prøves hårdt af den menneskefjendske vildmark, der gemmer på skræmmende hemmeligheder. Ja, Sauna er som et levendegjort mareridt sat i den brutale krigs efterdønninger, hvor gruen omhyggeligt tager til i lavmælt styrke efterhånden, som fortællingen skrider frem.

Sauna-dvd-anmeldelse-02

Her skvulper traumer, plaget samvittighed og et sparsomt håb rundt blandt de to brødre, mens trætoppenes nærmest uendelige toppe sender lange skygger klaustrofobisk ned over mændene og mig.

Den finske film farer med andre ord hverken hidsigt frem eller kaster billige jump scares i hovedet på sit publikum. Nej, her er gruen underspillet, indadvendt og tilbagelænet, mens fortællingen roligt ruller sig ud og lader sine nuancer åbenbare sig i beherskede doseringer. Den får en klar anbefaling af mig.

Sauna er udgivet på dvd og indeholder en 15 minutter lang making of samt slettede scener (4 min.), spas fra settet (3 min.) og trailers.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=” Sauna | filmanbefaling”]
sauna-dvd-cover
Originaltitel: Sauna, Finland, 2008
Udgivelse: November 2009
Instruktion: Antti-Jussi Annila
Medvirkende:
Ville Virtanen, Tommi Eronen, Viktor Klimenko m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

FRANK: Charmerende og bizar Michael Fassbender laver musik iført en stor mennskemaske

Filmanbefaling: Hvordan mon det er konstant at gå rundt med en stor maske på, der omslutter ens hoved? Det ved Michael Fassbender, for han spiller nemlig den excentriske musiker Frank i den underspillede musikkomedie af samme navn. Frank bærer nemlig sådan et overdimensioneret maskehoved. Hele tiden.

Hvorfor gør han så det? Det er der ingen, som ved. Sådan er det bare. Lige fra han sover til han bader, spiser og naturligvis står på scenen eller laver musik med sit band bestående af mere eller mindre selvhøjtidelige individer – blandt andre en selvsmagende Maggie Gyllenhaal og Domhnall Gleeson som den naive pianist Jon.

Frank-dvd-anmeldelse-01

Ja, sjovt nok er Frank den, som synes mest i ro med sig selv i bandet. For godt nok handler filmen om musik, kreativitet og succes, men også om normalitet og at finde vej i livet. Her med den unge håbefulde musiker Jon til at føre mig ind i Franks verden af musik og mystik. Han bliver nemlig spontant hyret ind i bandet, da bandets keyboardspiller forsøger at tage sit eget liv.

Således starter den unge musikers rejse – og jeg følger ganske enkelt velvilligt med. For der er noget dragende ved Frank – ikke nødvendigvis kun hans musik, men også mysteriet bag masken. Og utroligt nok glemmer jeg hurtigt, at det faktisk er Fassbender, der render rundt med en stor maske på.

Således formår filmen elegant at få mig til at godtage og helt glemme det i grunden groteske i karakteren Frank. Det bliver hurtigt normalen. For sådan er det jo bare. Et virkeligt fint og vellykket greb af instruktør Lenny Abrahamson – og naturligvis også Fassbender, der lægger krop til Frank.

Frank-dvd-anmeldelse-02

Filmen følger således bandet og deres kamp for at lave et nyt album, hvorfor de forskanser sig i et øde hus, hvor de kan udleve alle Franks vilde idéer om, hvordan man laver musik. Det er også her, at spliden i bandet for alvor opstår og viser hvad succes kan have af negativ indflydelse på kreativitet og venskaber.

Kort fortalt er det en både underspillet morsom, absurd og sød film med en varm menneskelig kerne personificeret ved Frank. Ja, jeg kan kun anbefale dig at hoppe om bord på tourbussen sammen med denne umage flok musikere og den elskelige ener Frank.

Frank er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og slidehow som ekstramateriale. Den kan desuden streames hos Blockbuster.dk.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Frank | filmanbefaling”]

Frank-dvd-cover
Originaltitel: Frank, England | Irland | USA, 2014
Udgivelse: Oktober 2014
Instruktion: Lenny Abrahamson
Medvirkende:
Michael Fassbender, Domhnall Gleeson, Maggie Gyllenhaal, François Civil, Carla Azar m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

American Horror Story sæson 4 – Freak Show: Tag en tur i dette bizarre freakshow anno 1952

En serie du skal se: Hvis du endnu ikke har set serien American Horror Story, kan du roligt hoppe på denne netop udsendte fjerde sæson. For denne både uhyggelige, bizarre og grumme series forskellige sæsoner er nemlig alle afsluttede fortællinger, som man kan se uden kendskab til øvrige sæsoner – selvom der dog i denne sæson er tilbagevende karakterer.

Man følger her en lille trup af artister i Florida anno 1952 og deres freakshow. Truppen ledes af Elsa Mars (Jessica Lange) og består blandt andre af freaks som den skæggede dame (Kathy Bates) og hendes søn med deforme hænder (Evan Peters) samt stærk mand Toledo (Michael Chiklis) og hans trebrystede kone (Angela Basset), mens der er dobbelt op på Sarah Paulsons hoved i rollen som de siamesiske tvillinger Bette og Dot.

American-Horror-Story--Freak-Show-dvd-01

Fjerde sæson byder på 13 afsnit, der løb fra oktober 2014 til januar 2015. Og ja, denne fjerde sæson holder med andre ord, hvad titlen lover – nemlig et sandt Freak Show. Så hvis du har mod på et noget mindre børnevenligt cirkusbesøg, hvor det ikke just er søde klovne, men snarere det modsatte du kommer til at møde, så kan du roligt tage turen tilbage til dette freakshow anno 1952.

Og hvis du efter denne tur i freakshow har lyst til mere både bizar, blodig og brutal serieunderholdning, kan du eventuelt kaste dog over de første tre sæsoner af American Horror Story. Hvis du allerede har set dem, så kan du jo blot være glad for, at en femte sæson netop er skudt i gang, mens serien også er blevet forlænget med en sjette sæson.

American Horror Story sæson 4 – Freak Show er udkommet på dvd den 26. november 2015.
[tabgroup][tab title=”American Horror Story sæson 4 – Freak Show | dvd”]
American-Horror-Story--Freak-Show-cover
Titel: American Horror Story sæson 4 – Freak Show
Udgivelsesdato: den 26. november 2015
Instruktion: Ryan Murphy m.fl
Medvirkende: Sarah Paulson, Evan Peters, Michael Chiklis, Frances Conroy, Denis O’Hare, Emma Roberts, Finn Wittrock, Angela Bassett, Kathy Bates, Jessica Lange m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]