Indlæg

Bodil hædrer den fængslende "R"

Den danske filmpris Bodil blev uddelt her søndag aften – og ligesom tilfældet var ved den anden store danske prisuddeling Robert, var det den rå fængselsfilm R, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste mandlige hovedrolle til Pilou Asbæk og en sær-Bodil til Tobias Lindholm for sit arbejde på R samt Thomas Vinterbergs Submarino, som Patricia Schumann fik en Bodil for bedste kvindelige birolle for.

Bodil-prisen uddeles af de københavnske filmskribenter og -kritikere og de var enige om at Trine Dyrholm skulle have en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Susanne Biers Hævnen – hvilket også var tilfældet ved Robert-festen. Bedste mandlige birolle gik til Kurt Ravn for sin ubehagelige rolle i Smukke Mennesker.

Bedste ikke-amerikanske film blev Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd, mens bedste amerikanske film blev A Single Man. Og så modtog Armadillo ikke overraskende prisen for bedste dokumentarfilm, som det også skete ved Robert-festen. Lars Skree modtog desuden prisen for bedste fotograf for Armadillo – det er første gang prisen går til en dokumentar. Årets æres-Bodil gik til den garvede Henning Moritzen.

Læs om andre af årets prisuddelinger:
Årets Robert-priser var med stort “R”
BAFTA-uddelingen stod i kongens navn
Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe
– og besøg Bodil-prisens hjemmeside HER.

Top 10 – de bedste film fra 2010

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

"Avatar" sejrer ved Golden Globe

Så er Golden Globe-priserne uddelt og som noget af en overraskelse, i hvert fald for mit vedkommende, var det James Camerons 3D-film Avatar, som løb med de tunge priser – nemlig for bedste instruktion og Bedste drama. Et pænt comeback i forhold til hans ekskone Kathryn Bigelow, som vandt lignende priser ved fredagens Critics’ Choice Awards for hendes The Hurt Locker.

James Cameron, Ricky Gervais, Michael Haneke.

James Cameron, Ricky Gervais (vært denne aften) og Michael Haneke.

Prisen i den lidt underlige ”dobbelt-kategori” Bedste musical eller komedie gik til Tømmermænd i Vegas. Bedste animerede film blev Op og så fik Michael Hanekes i forvejen prishædrede film Det hvide bånd prisen for Bedste udenlandske film.

Sandra Bullock fik prisen for Bedste skuespillerinde i et drama for The Blind Side. Jeff Bridges fik prisen for mandlige skuespiller for Crazy Heart, mens Meryl Streep vandt Bedste skuespillerinde i en musical eller komedie for Julie & Julie. Hun slog således en Golden Globe-rekord og ligger nu på førstepladsen med hele 7 gyldne glober. Bedste skuespiller i en musical eller komedie blev Robert Downey Jr. for Sherlock Holmes.

Meryl Streep, Jeff Bridges og Sandra Bullock.

Meryl Streep, Jeff Bridges og Sandra Bullock.

Mo’nique fik prisen for bedste kvindelige filmbirolle for Precious og Christoph Waltz for mandlige filmbirolle for Inglourious Basterds. Bedste manuskript gik til Jason Reitman og Sheldon Turner for Up In the Air. Herudover gik special-prisen Cecile B. Demille for karriere-bedrift til Martin Scorsese, som senere i år er klar med Shutter Island – den er jeg godt nok spændt på!

Christoph Waltz, Robert Downey Jr, Mo'nique og Martin Scorsese.

Christoph Waltz, Robert Downey Jr., Mo'nique og Martin Scorsese.

Golden Globe plejer at være en god indikator for hvordan slaget kommer til at forløbe ved Oscar-uddelingen. Det ville dog undre mig, hvis Avatar også her løber med prisen for bedste film – for det er den altså IKKE. Ha ha. Men der skal nok være gengangere på flere af pladserne, ligesom tilfældet er i forhold til Critics’ Choice Awards.

– Se hele listen med nominerede og vinderere HER.