Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.
Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.
Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.
De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.
– The Cat O’ Nine Tales, 5/6:
Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.
Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.
For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.
Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.
– Dark Touch, 3/6:
Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.
Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.
Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.
– Kiss of the Damned, 3/6:
Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.
Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.
For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.
For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.
– Daddy’s Little Girl, 3/6:
Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.
Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.
Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma
Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.
– Sharknado, 3/6:
– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.