Indlæg

ARGENTO COLLECTION: Formidabel Blu-ray-boks med seks film af skrækmesteren

/i /af

Gys på Blu-ray: Lad det være sagt med det samme. Jeg er særdeles vild med den italienske instruktør og manuskriptforfatter Dario Argentos film. Derfor er det mere end glædeligt, at hele seks film nu udkommer i en Blu-ray-boks her i landet.

De seks film består blandt andet af nogle af hans hovedværker. Man finder således de skønne, gysende og grumme film ‘The Bird with the Crystal Plumage’ (1970), ‘Deep Red’ (1975), ‘Suspiria’ (1977), ‘Tenebre’ (1982), ‘Phenomena’ (1985) og ’Opera’ (1987).

Det er alle film, der på den ene eller anden måde har været med til både at positionere Dario Argento som en af de dygtigste, unikke og mest originale gyser-instruktører og filmskabere i det hele taget op igennem 1970’erne og videre til 1980’erne. Her var han genreskabende og banebrydende med den italienske giallo-genre.

Giallo-genren er kort fortalt en krimi- og thriller-genre, der indeholder en række tilbagevendende elementer. Så som et mordmysterie, en mystisk morder iklædt sorte læderhandsker og glimtende mordvåben, videre til ofte yderst kringlede plot, der måske ikke helt giver mening, men som løftes af filmenes visuelle og musiske slagside.

Dario Argento blev således blandt andet kendt for sin både originale og medrivende brug af svimlende kamerabevægelser, videre til urovækkende og dragende musik og ikke mindst hans evne til eksempelvis at skabe helt mareridtsagtige stemninger – og ikke mindst smukt iscenesatte mord.

Alt dette finder man blandt andet i hans spillefilmsdebut som instruktør med giallo-filmen ‘The Bird with the Crystal Plumage’ i 1970, mens han forfinede og arbejde videre på genren med den formidable og mesterlige ‘Deep Red’ i 1975.

I 1977 tog han et genremæssigt skifte – fra giallo til mere rendyrket gys. Det gjorde han med mesterværket ‘Suspiria’ fra 1977. En overnaturlig gyserfilm, der i høj grad lever af sine vilde og farvemættede billeder, videre til en urovækkende musik af bandet Goblin. Forrygende!

En håndfuld år senere vendte han med ‘Tenebre’ i 1982 tilbage til giallo-genren, som han var med til at grundlægge og definere med sine stilskabende film. En film, der som genren foreskriver, indeholder både et kringlet plot, en mystisk morder og ikke mindst en række både blodige og vildt iscenesatte mord.

Med ‘Phenomena’ i 1985 var det en mere overnaturligt funderet gyserfilm han leverede, mens han med den muskuløse og forførende ’Opera’ i 1987 atter engang leverede en mere rendyrket giallo-film, der som de øvrige film i genren indeholder de velkendte elementer – tilsat naturligvis svulstig opera.

Blu-ray-udgivelsen ’Argento Collection’ er kort fortalt med sine seks formidable film en boks, jeg kun på det varmeste kan anbefale, at man får fat på. Det upåagtet om man allerede kender til Dario Argento og hans film – for de er bestemt værd at gense – eller om man måtte være ny til den italienske filmskaber. God fornøjelse.

’Argento Collection’ udkommer på Blu-ray og dvd den 4. april.

SUSPIRIA: Dragende dødedans, dystre hemmeligheder og urovækkende gru

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker Dario Argentos originale horror-milepæl ‘Suspiria’ fra 1977. En farvemættet, visuelt indtagende og grusom skrækfilm. Det er den Luca Guadagnino har taget livtag med i sin nyfortolkning af den over 40 år gamle klassiker. Selvom her er nogle af de samme elementer i spil, så er den sin egen film og kan bestemt stå på egne gruopvækkende ben.

Vi ankommer til en danseskole i 1970’ernes Berlin. Den ambitiøse og talentfulde amerikanske danser Susie Bannion har sikret sig en plads på skolen, hvis kunstneriske overhoved er den enigmatiske Madame Blanc. Det står dog klart fra filmens start, at noget ikke helt er som det burde være på skolen, der udover de mange dansere også huser dunkle hemmeligheder.

Således inviterer Luca Guadagnino mig med ind i en sælsom og mystisk verden af dansende passion, urovækkende gru og skjulte sandheder i en møjsommelig fortalt, visuelt detaljerig og ambitiøs film. Den stritter, vrider og bugter sig i flere retninger både med sine karakterer og i sin flerforgrenende historie, der foldes ud med et politisk dirrende bagtæppe.

Jeg kastes med andre ord rundt i en film, der ikke sådan lige lader sig tæmme eller afkode. Ja, og hvorfor skal Tilda Swinton egentlig spille både Madame Blanc og ikke mindst den ældre herre Josef Klemperer, der med sit eget sideplot hvirvles ind i historien om danseskolen? Nej, det giver ikke umiddelbar mening – men det behøver det heller ikke at gøre.

For ‘Suspiria’ føles også som et eksperiment, der prøver ting af både narrativt og visuelt. En film, der improviserer og udfordrer sig selv. Det er der kommet en legesyg og levende filmoplevelse ud af, der måske nok er ujævn, men så absolut pokkers dragende hele vejen. En film, der er mange ting på en og samme tid: Smuk, klam, creepy, intens, mystisk, frustrerende og urovækkende.

Dakota Johnson er desuden indtagende og nærværende som Susie Bannion, mens Mia Goth som medstuderende vibrerer i fortællingen, der leverer op til flere forrygende scener. Lige fra nervepirrende danseprøver og natlige afsøgninger af skolen til kropsgrumme skrækscenarier. Luca Guadagnino har med ‘Suspiria’ kort fortalt skabt et tumlende bæst af en forførende horrorfilm.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Suspiria’ får biografpremiere den 15. november 2018.

SUSPIRIA: Et stærkt, skræmmende og skrigende skrækværk


/i , /af

Biografanmeldelse: Den italienske skrækmester Dario Argento er en af mine helt store favoritter, så at hans nu 40 år gamle skrækværk ‘Suspiria’ fra 1977 i forbindelse med sit runde jubilæum har fået sig en opgradering til 4K jublede jeg selv sagt. Ikke mindst fordi, at det er en af mine favoritfilm, men også fordi, at den nu sættes op i en lang række biografer herhjemme den 31. oktober – mens den i få andre biografer spiller efterfølgende.

I filmen følger man den balletstuderende Suzy Bannion som tager fra New York til Tyskland, hvor hun skal gå på en danseskole i Freiburg. Hun ankommer i silende regn, hvor natten lyses op i blodrøde farver. Danseakademiet venter på hende, men det er også et sted, der gemmer på andet end ballerinaer og balletsko. For det er som om, der er noget okkult på færde i korridorerne…

Suspiria biograf 01

Mere behøver du ikke at vide om plottet i en film, der i ligeså høj grad lever og ånder af sin duperende og farverige visuelle side, sit iørefaldende samt skrækindjagende soundtrack. En både kulørt, skrigende og skræmmende film, hvor Suzys møde med den mystiske danseskole får gruen til ar drive ned af væggene, farverne til at skrige og soundtracket af Goblins til at trykke terroren helt ind i hjertet. Herligt.

Her males der med andre ord rent visuelt med de store og bombastiske penselstrøg, hvor brutale  skræktableauer medrivende og energisk foldes ud. Blandt andet med kulørte og spektakulære mord, der involverer grumme close-ups af både bankende hjerter, opspilede øjne og dybrødt blod til paranoiafyldte ture gennem danseskolens klaustrofobiske gange.

Suspiria biograf 02

Således forenes de visuelt og musikalsk spruttende elementer med et danseskolemysterie, hvor selve den imponerende og sirligt udsmykkede skolebygning bliver en enigmatisk karakter i sig selv. Med klamme maddiker, der indtager ballerinaernes værelser, mens hemmelighederne sitrer i korridorernes hengemte mørke.

Med ‘Suspiria’ har Dario Argento med andre ord skabt et mesterligt skrækværk, der bestemt hører til blandt alletiders bedste horrorfilm. Det står ganske enkelt ikke til diskussion – i hvert fald ikke i min og mange andres verden. Så forhåbentlig kan en række danskere, der endnu ikke er bekendt med filmen nu blive det – og det endda i en særdeles flot og ikke mindst vellydende version. Vi andre kan glædes over at gense filmen på det store lærred.

– ‘Suspiria’ får 5 ud af 6 stjerner:

5_6 - stars

– ‘Suspiria’ vises i en længere række udvalgte biografer landet over den 31. oktober – og spiller herefter i et noget mindre antal biografer. Så fang den i biografen inden det er for sent.

Suspiria biograf poster

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

/i , /af

Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.

Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.

De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.

– The Cat O’ Nine Tales, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.

Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.

Dark Touch Blodig Weekend stills

For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.

Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.

– Dark Touch, 3/6:3_6 - stars_LILLE

Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.

kiss of the damned

Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.

Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.

– Kiss of the Damned, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.

Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.

daddys little girl 02

For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.

For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.

– Daddy’s Little Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.

Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.

Sharknado Blodig Weekend stills

Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma

Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.

– Sharknado, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

7 fremragende film om kulter

/i , , /af

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

FOUR FLIES ON GREY VELVET: Stilfuld italiener leverer smukt morder-mysterium

/i /af

Hvis ikke man vidste bedre, kunne coveret til den netop udgivne Four Flies on Grey Velvet ligne endnu et indslag i rækken af saftige skrækfilm, der de seneste år har budt på grum tortur og litervis af blod. Men bag det farvestrålende cover gemmer sig en noget ældre sag, nemlig den italienske instruktør Dario Argentos tredje film fra 1971 – og som faste læsere vil vide, er han en personlig favorit.

Historien udspiller sig om musikeren Roberto, hvis liv ændres drastisk, da han vælger at konfrontere en mand, der i længere tid har forfulgt ham. For under deres klammeri kommer Roberto til at slå manden ihjel i et forsøg på at fravriste ham en kniv. Og mystikken breder sig yderligere, da det viser sig, at det fatale møde fotograferes af en maskeklædt fremmed, der ser til fra skyggerne.

ffogv-01

Efterfølgende begynder bl.a. de afslørende fotografier at dukke op hjemme hos den angrende Roberto. Men den gådefulde fotograf vil ikke afpresse ham for penge, men derimod – og af uransagelig årsager – drive ham til vanvid. Roberto tør dog ikke gå til politiet af frygt for at blive fængslet for mordet. Han begynder derfor sin egen efterforskning – men jagten på morderens identitet får snart blodige konsekvenser.

Vi er i klassisk Argento-land. Her er stilfulde billeder, traumeramte tematikker og ikke mindst smukt iscenesatte mord – alt sammen vævet ind i en forførende atmosfære, hvor virkeligheden til tider gradbøjes i surreelle scener. Bl.a. flettes et mareridt effektivt ind i handlingen undervejs og er med til at udviske grænsen mellem drøm og virkelighed. Smukt og skræmmende.

ffogv-04

Hertilkommer et par herligt skæve biroller, der fint balanceres med det urovækkende univers, bl.a. en fimset privatdetektiv, som Roberto sætter på sagen. Desværre mister filmen momentant en smule momentum i morder-mysteriet, men aldrig mere end at de få lufthuller fornemt udfyldes, bl.a. af Ennio Morricones alsidige soundtrack og Argentos stilfulde billeder.

Argento gør bl.a. effektivt brug af elegante point of view-skud samt forførende tableauer af byens arkitektur og spæder til med mærkværdige locations – bl.a. en salgsmesse for alverdens fantasifulde kister. Ligeledes fornægter Argentos flair sig ikke for at iscenesætte mareridts-stemning, som fx scenen, hvor Robertos hushjælp forvilder sig ind i en park og højlys dag pludselig bliver nat.

ffogv-03

Four Flies on Grey Velvet er dog ikke i liga med bl.a. det senere Argento-mesterværk Profondo Rosso. Men her er absolut tale om en habil og visuelt laber 70’er-giallo – som denne thriller-genre er blevet døbt. Så ja, på trods af et par fodfejl og en smule stift spillende Michael Brandon i hovedrollen, er dette en herlig filmoplevelse med spændende tematiske lag, visuelle lækkerier og ikke mindst en intens finale.

Læs mine anmeldelser af andre Argento-film:
– Inferno (1980): Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
– Pokerspilleren (2004): Et tamt spil poker om liv og død
– Giallo (2009): Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

Ekstramateriale, billede og lyd:
Billedet står flot og indtagende i denne digitalt restaurerede udgave. Farverne er mættede og nuancer fine. Desværre lider lydsporet til tider af slitage og knitrer som en halvgammel grammofonplade – man kan så vælge at se dette som en del af charmen. Til gengæld finder man på denne udgivelse to scener i filmens finale, der ellers var klippet ud af den engelske version – derfor slår filmen her for en kort bemærkning over i italiensk.

Ekstramaterialet er desværre ikke specielt ophidsende. Men filmens herligt syrede italienske trailer følger med samt en amerikansk trailer og teaser, der desværre er i meget ringe kvalitet. Herudover kan man klikke sig igennem en fin og kort Argento-biografi samt hans filmografi. Slutteligt får man filmens amerikanske titelsekvens og rulletekster, et diasshow med stills og plakater, et kort radiospot og trailere for andre af selskabets titler.

ffogv-cover
Originaltitel: 4 mosche di velluto grigio, Italien, 1971
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Bud Spencer m.fl.
Spilletid: 98 min. (ucensureret)
Udgiver: Another World Entertainment

GIALLO: Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

/i /af

Nej, selvfølgelig er det ikke rart at blive kidnappet, tortureret og myrdet af en psykotisk galning. Men vi ser gerne med, når gruen udspiller sig – i filmens verden that is. I seriemorder-thrilleren Giallo er det smukke unge tøser, det går ud over – as ususal. For en fæl morder er på færde i den italienske by Torino, hvor han hiver uskyldige bimbos med hjem i sin fugtige kælder for at lege tortur-fotograf.

Adrian Brody agerer mut og traumatiseret kriminalbetjent, nu med toiletbræt-skæg og god sans for det morderiske sind. Han får kvindelig assistance af den kønne Linda (Emmanuelle Seigner), hvis søster er blevet kidnappet af den perverse psykopat. Menneskejagten er begyndt, mens håbet for søsterens liv svinder ind.

Og så er det vist på tide, jeg hiver instruktøren på banen, for han er hovedårsagen til, at jeg har haft filmen igennem afspilleren. Og når nu coveret ikke nævner hans navn, så gør jeg – og det i versaler: DARIO ARGENTO. Faste læsere vil vide, jeg har et soft spot for denne italienske horror-instruktør. Desværre matcher hans seneste produktioner ikke glansperioden i 70’erne og 80’erne – det gælder også Giallo.

Men uanset om man ser filmen med Argentos mesterværker som Profondo Rosso og Suspiria i baghovedet eller ej, så er Giallo en noget konventionel omgang seriemorder-spas – tilsat et par plotmæssige kameler, der ikke sådan er til at sluge. Det er fx ikke just troværdigt, at Linda sådan uden videre kommer med helt frem i felten af opklaringsarbejdet i den ellers hemmeligholdte morderjagt.

Men selvom plotafviklingen og opklaringsarbejdet ikke leveres lige elegant hele vejen, så serveres der ofte vellykket atmosfære og herlig blodindsmurt gore. Bl.a. tilføjer Torinos indtagende arkitektur og en obduktion i et gammelt auditorium filmen en vis charme og stil, mens man heller ikke snydes for et par brutale nedslagtninger ’up close’ og med kniven helt ind i kødet, Argento-style.

Desuden er parløbet mellem Brodys karakter og morderen også ret interessant, om end ikke videre original. De arbejder begge i mørke lokaler under jorden og bærer begge på en traumatiseret barndom. Giallo leverer dog ikke overraskende psykologisk dybde, men folder trods alt et par spændende idéer ud.

Tja, måske er det meget godt, at det er Brodys Oscar-indsmurte fjæs, der pryder coveret (hele 7 gange, hvis man tæller efter) og ikke Argentos navn bøjet i versaler. For Giallo er altså ikke Argentos ’finest hour’, men går dog an som et rutinepræget seriemorder-fiks komplet med genrens slidte klichéer og tunge oneliners – desværre serveret uden den finesse, man kunne have håbet på fra Argentos hånd.

En lille kuriøs afslutningsbemærkning er, at man i filmen ser plakaten for Juno. Måske er det Argento, som her siger tak for cadeauen til Junos filmskabere, der som bekendt nævnte ham i filmen. Uanset hvad, er det pudsigt at se den farvestrålende plakat med en gravid Ellen Page tone frem i Torinos bybillede.

– Læs også mine anmeldelser af Argentos Inferno og Pokerspilleren.

Ekstramateriale:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, som desværre heller ikke har den mest imponerende billedside. Her er billedet til tider en kende uldent og nuancerne heller ikke hele vejen lige i skabet. Lydsporet er bedre, hvor det ofte indtagende score fint balanceres med dialog.

Originaltitel: Giallo, USA, 2010
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Adrien Brody, Emmanuelle Seiger m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Udgiver: Pan Vision

POKERSPILLEREN: Et tamt spil poker om liv og død

/i /af

De af jer som læser med regelmæssigt, har nok også luret, at jeg er ret begejstret for den italienske instruktør Dario Argentos film. Derfor smerter det mig også (en smule) ikke at kunne sende mine varmeste anbefalinger af sted til hans seriemorder-thriller The Card Player fra 2004 – eller Pokerspilleren, som titlen lyder på den nye danske udgivelse. Men det er altså desværre langt fra en Argento i morderisk hopla.

Filmen har ellers en spændende og dilemmafyldt præmis. Morderen kidnapper nemlig unge piger i Roms gader for herefter at sætte politiet stævne med et virtuelt spil poker, hvor pigernes lidende ansigter vises via webcam. Politiet udfordres nu til at spille om liv og død. Hvis ordensmagten vinder, går de fri – hvis ikke, skæres de op for åben skærm. Det bliver den dygtige kriminalbetjent Anna og den britiske politimand John, der leder an i efterforskningen, som snart sniger sig ind på deres privatliv.

Vi har altså at gøre med et klassisk seriemorder-setup – med et digitalt tvist. Desværre får Argento aldrig for alvor luft under det ellers nervepirrende plot. Men et par gode scener bliver det til. Specielt er en scene hjemme hos Anna vellykket og viser at Argento stadig kan stable visuelt legende og intens spænding på benene. Her får Anna nemlig øje på den maskerede morder genspejlet i sit askebæger, hvilket bliver starten på en flot og fyrig katten-efter-musen-jagt i hendes mørklagte lejlighed.

Desværre er dette nærmest en enlig svale sammen med scenen, hvor John bevæger sig ind på morderens formodede residens. Her vises ligeledes flotte visuelle takter med blomsterfrø svævende poetisk i luften og paranoia sitrende i de grønne omgivelser. Men overordnet lever filmen langt fra op til mesterens standarder. Der er ganske enkelt for få medrivende scener til at holde spændingen ved lige.

Det hjælper heller ikke, at filmen er befolket af en flok for det meste utroværdige og kedelige karakterer. Hverken Stefania Rocco som den handlekraftige Anna eller Liam Cunning som drikfældig betjent leverer mindeværdig kemi. Mest interessant eller blot herlig bizar er Luis Molteni i en lille underholdende rolle som operasyngende retsmediciner – han kalder bl.a. ligene for sine ’dukker’.

Jeg håber bare, at de der slår kløerne i filmen ikke af den grund afskriver Argento, for han har flere mesterværker på CV’et. Fx burde Profondo Rosso og Inferno (udgivet af samme selskab) være til at få fat på. Men selvom Argento her sporadisk viser gode takter, er der langt til hans genreudfordrende og stilskabende værker fra 70’erne og 80’erne. Mindre kan også gøre det, men Argento-film eller ej, så skuffer Pokerspilleren som seriemorder-thriller. Jagten på morderen bliver aldrig rigtig spændende og så savner man mere saft og kraft hos de medvirkende.

– Læs også min anmeldelse af Dario Argentos overlegne Inferno HER.

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke meget guf at komme efter. Det bliver til to korte og ikke videre informative features (5 og 8 min.). Her er en del tilfældige klip fra optagelserne krydret med filmens score. Men lidt sniksnak om filmen bliver det også til med Stefania Rocco og Dario Argento, som fortæller om sine tanker bag og idé til filmen samt sin tilgang til thriller-genren. Herudover finder man lidt fin trivia om filmen, filmens trailer og øvrige af selskabets titler, et slideshow med stills samt biografier for Argento, Rocca og Cunningham.


Originaltitel: Il Cartaio/The Card Player, Italien, 2004
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Stefania Rocca, Liam Cunningham, Silvio Muccino m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Another World Entertainment

INFERNO: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel

/i /af

Skjulte rum, kringlede korridorer og dystre hemmeligheder. Den italienske instruktør og manusforfatter Dario Argentos okkulte gyser Inferno fra 1980 er et sandt labyrintisk mareridt, der med en egen indre drømmelogik vrider sig sprælsk afsted akkompagneret af et forrygende lydtæppe og skarpladte farver.

Filmen tager sin begyndelse i New York, hvor den unge Rose, en yndig Irene Miracle er faldet over bogen The Three Mothers. Her læser hun om tre hekse, der holder til i hver deres hus, i tre byer verden over. Den ene, Mørkets Moder netop i New York – og måske endda i det hus, hvor hun bor. Inden vi ser sig om, er vi sammen med Rose dykket ned under huset i en skjult underjordisk sø (!). Scenen er både utrolig smuk, nervepirrende, makaber og surreel – hvilket i øvrigt kendetegner hele filmen.

Infernoer anden del i Argentos ‘Moder-trilogi’. Første del er det skrækindjagende mesterværk Suspiria fra 1977, mens tredje del, den ujævne, men underholdende Mother of Tears er fra 2007. Selvom Inferno er en opfølger til Suspiria, er der ikke meget andet end mytologien om de tre hekse, der binder filmene sammen, så du kan uden problemer starte her. Jeg kan dog kun anbefale også at få fat på de to andre.

Det kan være svært at finde hoved og hale i Inferno. Handlingen hopper nærmest delirisk frem og tilbage mellem både uforløste og uforståelige handlingstråde, der som løsrevne brikker i et makabert puslespil kun lader os ane en større sammenhæng. Desuden skiftes hovedpersonen ud op til flere gange. Netop denne nedbrydning af konventioner og det forventelige er med til at fremtrylle filmens både dragende, fragmatiske og skræmmende væsen.

For Inferno skal ikke give mening i en narrativ forståelig forstand. Her er en forståelig handling afløst af en nærmest fabulerende fortællestil, der synes at kunne gå i alle tænkelige retninger – præcis som et rigtigt olmt mareridt. Det rationelle er altså sat ud af spil til fordel for følelsen af at være fanget levende i et mareridt. Bl.a. er scenen i et auditorium, hvor kameraet hvirvler rundt i luften til tonerne fra Verdis opera Nabucco helt vidunderlig – det samme er en uhyggelig nattevandring i Central Park.

Inferno er en dybt fascinerende film forløst i forførende farver. En smuk rædselslabyrint, hvor man leder forgæves efter forløsende udgange. Så har man mod på et alternativ til de ofte forudsigelige blodsudgydelser, der ellers fylder godt på butikshylderne og i biografmørket, så giv Argento et forsøg næste gang du trænger til at blive skræmt langt ind i natten.

Ekstramateriale:
Man finder en fin, men ikke videre dybdegående dokumentar om Argento, An Eye for Horror (60 min.). Her deltager forskellige filmpersonligheder, som enten har været involveret i eller blot er fans af Argentos virke, bl.a. George A. Romero (Night of the Living Dead, Dawn of the Dead), John Carpenter (Halloween, The Thing) og Argento selv. Der er flere fine anekdoter, som bestemt gør den værd at se. Herudover finder biografier, fotogallerier samt trailere for Inferno og andre af Argentos film. Der medfølger også en lille informativ og indsigtsfuld booklet, der fornemt fører en rundt om filmen.


Originaltitel: Inferno, Italien, 1980
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Daria Nicolodi, Irene Miracle, Leigh McCloskey,
Eleonora Giorgi, Sacha Pitoëff, Alida Valli, Leopoldo Mastelloni m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Another World Entertainment.

Musical om elefanten Dumbo på vej

/i /af

Disneys historie om den flyvende elefant Dumbo er på vej som musical. Det er Stephen Daltry, der vil forsøge at omsætte Disney-klassikeren til et musical-opsætning på teatret. Han har tidligere bl.a. sat sin egen Billy Elliot op som musical. Dumbo-projeket er dog endnu i sin startfase og rammer altså ikke scenen denne sæson, 2010-2011 – og hvor finder man også lige en syngende elefant henne?

Jeg kommer dog ikke til at stå i kø, når musicalen en gang flyver ind på teatret. Selvom en både syngede og flyvende elefant lyder herligt bizart. Tja, musicals er bare ikke lige mig. Det skulle da lige være, hvis jeg fik muligheden for at se musical-opsætningen af Dario Argentos mesterlige skrækfilm Profondo Rosso. Ja, eller et smut i operaen, hvis man kunne være så heldig at fange opera-opsætningen af David Cronenbergs mutationsgyser The Fly.