Indlæg

CPH PIX 2013, DAG 2: indisk weirdo og japansk katastrofe

/i /af

Jeg havde kun to film på programmet på min dag nummer to på CPH PIX – til gengæld vardet to fine film. Først stod den på weirdo-drama med den indiske Miss Lovely, der tog publikum med tilbage til 1980’ernes Mumbai og et lyssky filmmiljø, hvor softcore porno peppes op med bizarre horror-elementer.

Den forsigtige romantiker Sonu og den mere bombastiske Vicky er brødre og arbejder begge med de populære, men ulovlige film, der sender slibrigheder og smukke damer ud til et hujende biografpublikum. Men arbejdet og brødrenes forhold kompliceres, da Sonu forelsker sig i den søde debutant Pinky og den skånselsløse filmindustri truer snart med at sluge kærligheden råt og sende dem alle i fængsel.

miss lovely

Miss Lovely sammenfletter uden bekymringer både kærlighedskvaler, aparte horror-scener samt thriller-, softcore- og dramaelementer til en både syret, ofte helt drømmende filmoplevelse. Der festes livligt løs, mens filmrullerne indeholder stadigt mere udfordrende og snuskede strimler. En sælsom film, der gør som det passer den og hermed også undgår at blive kedeligt forudsigelig.

Miss Lovely 4/6:4_6 - stars_LILLE

Den japanske instruktør Sion Sono er en af mine favoritter, så jeg var selvfølgelig spændt på hans nyeste film, den følsomme The Land of Hope. En mere afdæmpet sag end eksempelvis hans vanvittige horror-mesterværk Cold Fish, den voldsomme Guilty of Romance eller den brutale katastrofefilm Himizu. Omdrejningspunktet er her et voldsomt atomudslip, der sender folk fra hus og hjem.

the land of hope 02

Den fiktive by Nagashima bliver delt i to – den radioaktive side mod den sikre side. Man følger således en række mennesker og deres måde at forholde sig til katastrofen på. Blandt andet det ældre ægtepar, der stædigt holder på at blive boende, et par, der flytter, men fortsat frygter for deres ufødte barns sundhed og to unge kærester, der kører væk på motorcykel mod friheden.

Et komplekst udfoldet drama, der har store temaer som identitet, familie, løsrivelse, liv og død i spil, mens et sart sortsyn også synes at snige sig ind i det håb og den kærlighed, der trods alt synes at binde de forskellige skæbner sammen. En både smuk og tankevækkende film, der fik sat følelser fornemt i sving og leveret et både gribende og rørende tredje akt.

The Land of Hope 5/6: 5_6 - stars_LILLE

CPH PIX 2013, DAG 1: træg franskmand, bizar kendishorror og onde unger

/i /af

Jeg havde tre film på programmet den første dag på CPH PIX. Det var dog langt fra den mest veloplagte start på filmfestivallen, der ventede med den franske The Girl From Nowhere. For selvom den både bød på overnaturlige fænomener, filosofiske diskussioner og lidt erotisk girl on girl-action, forblev det en prætentiøs snoozefest,

Vi møder her den pensionerede matematikprofessor Michel, der pusler med store tanker og arbejder på sin nye bog i sin rolige og bogfyldte lejlighed. Freden bliver dog brudt, da en pige pludselig dukker forslået op på hans dørtrin. Han tager hende til sig, så hun kan komme sig efter overfaldet – men hvem er hun i grunden og hvad er det for nogle mystiske lyde, der brummer fra lejlighedens indre?

The Girl From Nowhere

Her kunne være tale om et skoleprojekt for filosofistuderende, der er løbet af sporet, men det er Jean-Claude Brisseau, der står bag både manuskript, instruktion og selv spiller Michel. En omgang flade strøtanker om ensomhed, alderdom og kærlighed med referencer til Victur Hugo og Van Gogh. Men tematikkerne får aldrig luft under vingerne, mens det stive skuespil sætter nye standarter for uoplagthed og døde blikke, hvilket en sød Virginie Legeay som den mystiske pige langt fra afhjælper. Pyha.

The Girl From Nowhere 1/6: 1_6 - stars_LILLE

Der ventede en langt mere veloplagt film med Brandon Cronenbergs bizarre spillefilmsdebut Antiviral. Ja, det er David Cronenbergs søn og man må sige, at æblet ikke er faldet langt fra stammen. For ligesom fader Cronenbergs film, er her også et fokus på kroppens forfald, der udover det rent fysiske ubehag også indeholder både bidsk satire og grotesk humor. Herligt.

antiviral

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor dillen er at få overført sygdomme fra kendisser, så man herved kan føle sig tæt på stjernerne. Ja, kendiskulturen taget til det ekstreme. Syd March (Caleb Landry Jones) arbejder her for et firma, der overfører disse kendissygdomme. Han eksperimenterer imidlertid også med sygdommene på sig selv, men snart løber hans eksperimenter og omgang med underverdenen af sporet.

Filmens sælsomme præmis udfoldes i et smukt stiliseret univers, hvor blanke overflader og hvide vægge står i kontrast til de væmmelige sygdomme og kroppens kødelige forfald. Et både absurd og fascinerende univers, der med sikker hånd får udfoldet den kuriøse historie og Syds optrappende sygdomsforløb. Her rammes således en medrivende balance mellem ren æstetisk body horror og intellektuelt pirrende temaer som identitet og kendiskultur. En fornem debut.

Antiviral 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Sidste film på min første dag var Ciaran Foys nervepirrende spillefilmsdebut Citadel – en yderst stemningsfuld horrorfilm med overnaturlige elementer sat i en socialrealistisk ramme. Her danner trøstesløs betonbyggeri og grå skyer bagtæppet for den tragiske historie om Tommy (Aneurin Barnard), der må se hjælpeløst til, mens en gruppe hætteklædte unge overfalder hans gravide kæreste.

Citadel

Hun overlever ikke, men deres barn kommer til verden. Således må en nu nedbrudt Tommy beskytte sit nyfødte barn, mens de ansigtsløse overfaldsmænd synes at forfølge den angstfyldte alenefar. Den udefinerbare ondskab i de hætteklædte unger bliver således malet effektivt op imod barnets uskyld og Tommys tiltagende angst.

Det er både pokkers gribende og atmosfærefuld gru, hvor spændingen med snigende intensitet og tiltagende uhygge tager et hele vejen fastere jerngreb om sit publikum. Jeg køber således gerne den måske lidt for bombastiske finale for filmen formår hele vejen at fastholde sin onde stemning af fængslende håbløshed.

Citadel 4/6: 4_6 - stars_LILLE

CPH PIX 2013, DAG 0: Så starter filmfestivallen endelig

/i /af

Den her dag har jeg glædet mig til i et års tid – det er nemlig i dag, at der tages hul på den årlige filmfestival CPH PIX her i København. Således vil byens biografsale de næste to uger summe af film fra hele verden. Film i alverdens genrer, der ellers ikke ville være mulighed for at opleve på det store lærred.

Jeg ser blandt andet frem til den nye film af japanske Sion Sono med hans The Land of Hope – han er også manden bag den vanvittige skræksjasker Cold Fish, et blodigt mesterværk alle bør se og som jeg selv fangede på PIX for et par år siden. Videre er der blandt andet også nyt fra sydkoreanske Kim Ki-duk med Pieta samt nyt fra filippinske Brilliante Mondoza med Thy Womb. Absolut spændende sager.

antiviral

Herudover kaster jeg mig også over en række skrækfilm og kommer også omkring både dramaer og actionlir. I dag står den blandt andet på horror med The Girl From Nowhere samt Brandon Cronenbergs kropslige skrækfilm Antiviral (billedet herover) – ja det er fantastiske David Cronenbergs søn, der her er tale om. Jeg vil således dagligt dække festivalen og glæder mig meget til at dele de mange filmoplevelser med jer – måske vi ses derude.

– Besøg CPH PIX og gå på opdagelse i deres program her.
– Besøg og ’like’ CPH PIX på Facebook her.

– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011 og 2012

CPH PIX: 18 dages filmfestival er slut

/i /af

DAG 18: Jeg dækkede for tredje gang CPH PIX her på bloggen og efter 18 dage med masser af forrygende, fængslende og spændenden film havde filmfestivalen sin sidste dag i søndags. Så nu vender bloggen tilbage til de sine mere vante folder.

Det har virkelig været et stærkt program i år med langt flere gode filmoplevelser end fusere. Skønt. Jeg nåede at se og skrive om små 38 film ud af det omfangsrige udvalg. Vanen tro kom jeg godt rundt i både genrer og verden med film fra bl.a. Frankrig, Grækenland, Japan, Mexico, Australien, Tyskland, Indonesien, USA, Filippinerne, Sydkorea og Brasilien – her blev der budt på alt lige fra nære dramaer, aparte absurditeter, spaglede skrækfilm, intens action og søde komedier.

Som det forhåbentlig har fremgået af mine skriverier fra i år, er det en festival, der giver rig mulighed for mange forskellige oplevelser – og noget for enhver smag. Og skulle man overhovedet have været i tvivl, så viser CPH PIX med al tydelighed, at der i den grad sker spændende ting i filmlandskabet rundt omkring i verden.

De 38 film jeg fik set og skrevet om på CPH PIX 2012: Last Screening, Dark Horse, Lovely Molly, Weekend, Le Petit Poucet, Miss Bala, Take Shelter, Faust, Gantz, Gantz: Perfect Answer, Sleep Tight, Arirang, Smuggler, Himizu, Poongsan, The Raid: Redemption, Snowtown, Scabbard Samurai, I Wish, The Future, Headshot, L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie, Livid, Terri, Hard Labor, Reported Missing, The Preening Swan, Porfirio, The Human Centipede 2, Twixt, Alps, By Day and By Night, 4:44 Last Day on Earth, Killer Joe, Kinetta, For Ellen, Captive.

– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011 og 2012.

CPH PIX: sidste dag på festivalen endte i junglen

/i /af

DAG 17: I går nåede jeg så til sidste dag på filmfestivalen CPH PIX her i København. Desværre blev mine to planlagte visninger skåret ned til en enkelt, fordi kopien der skulle vises af Hemel var uden undertekster. Øv – og desværre får jeg ikke tid til ekstravisningen på tirsdag. Nå, men heldigvis fes festivalens sidste dag ikke ud i sandet. For med den filippinske Captive var der dømt terrorfyldt junglehelvede.

Filmen er baseret på gidseltagningen af en gruppe turister tilbage i 2001 på Filippinerne. Man følger således gidslerne og gidseltagernes vandring gennem en på alle måder udfordrende jungletur. Det er ikke meget baggrundsviden man får, hverken om de politiske forhold, gidslerne eller gidseltagerne – en muslimsk terrorgruppe tilknyttet al-Qaeda. Man kastes så at sige uforberedt ud i mareridtet. En både intens og smuk film, der fornemt fik trukket mig med ind i junglens håbløse dyb.

Noget af ’muslim-versus-kristen-retorikken’ blev godt nok en smule firkantet, mens pointer om menneskelig splid og næstekærlighed ikke altid fik lige overbevisende eller nuanceret fat. Men rejsen ind i usikkerheden greb mig med sine både foruroligende og poetiske billeder, hvor heftige ildkampe undervejs slog intenst ned i den sitrende atmosfære. Jeg så også Brillante Mendozas fremragende rå og klaustrofobiske Kinatay på festivalen i 2010 og ser bestemt frem til flere film af ham.

– Læs mere på CPH PIX: Hemel og Captive.

CPH PIX: tomgang, melankoli og prisuddeling

/i /af

DAG 16: Jeg varmede op med to film inden festivalens prisuddeling på Vega lørdag aften. Det var dog en noget sløv opvarmning. Først var der med Kinetta dømt græsk tålmodighedstest, mere end en tankevækkende absurditet, som det er tilfældet med instruktøren Yorgos Lanthimos’ to andre film, Dogtooth og Alps – samt den ligeledes absurde græker L, som jeg også har set på festivalen i år.

Det er ikke sådan at afkode, hvad Kinetta handler om. Her er ikke nogen egentlig progression i fortællingen eller et sammenhængende plot. Ikke at det er nødvendige elementer for en spændende filmoplevelse. Se blot instruktørens to andre film, der ligeledes leger kryptisk med mediet. Men i denne næsten ordløse debutfilm opnår de aparte scener aldrig for alvor en dragende symbiose, hvor bl.a. klodsede og ofte komiske genskabelser af forbrydelser er et tilbagevendende element.

Desværre er der alt for få af de groteske optrin, der vækker bare en form for følelse eller eftertanke. Gab. For mit vedkommende var det derfor mest interessant at se filmen som en slags forstudie til instruktørens to andre og overlegne film. Med dagens anden film, blev min tålmodighed atter sat på prøve. Der var dog med den melankolske For Ellen tale om et noget mere tilgængeligt drama.

Her følger man i dvælende tempo rockstar-spiren Joby Taylor, der midt en skilsmisse må kæmpe for retten til at se sin datter. Et skilsmissedrama i halvt tempo, hvor den selvfede Joby konfronteres af egen egoisme, ensomhed og utilstrækkelighed. Paul Dano er desværre ikke specielt troværdig eller interessant som rockstar med vridende hofter og sort neglelak. Dramaet kommer til at mangle nærvær og nerve i denne for lidt engagerende omgang tungsind tilsat et døsigt snelandskab som kulisse.

Om aftenen var der så prisuddeling, hvor Politikens Publikumspris først blev uddelt. Det er festivalens publikum, der har kunnet afgive stemmer til ti nominerede film, hvor vinderen vil få hjælp til markedsføring og en mulig biografdistribution. Af de nominerede har jeg kun set The Human Centipede 2 (som desværre ikke vandt) og den søde, japanske I Wish. Det blev det canadiske folkeskoledrama Monsieur Lazhar, der løb med prisen.

Festivalens anden pris, New Talent Grand PIX, gives til en debuterende instruktør, der udover æren også får 30.000 euro. Det er en international jury, der udnævner vinderen af ti nominerede debutfilm og i år gik prisen til det brasilianske drama Neighbouring Sounds. En film hvor naboskab og frygt er i spil. Jeg har ind til videre kun set  L, Snowtown og Reported Missing af de nominerede.

Efter prisuddelingen stod den så på fest samt koncert med danske Shiny Darkly og Thee Attacks. Rock og rul samt filmsnak med andre af festivalens deltagere. En virkelig hyggelig aften – og det er altid sjovt at få snakket med andre filmfans om festivalens mange film. Helt færdig er CPH PIX dog ikke, for i dag venter mine sidste film – og i næste uge er der ekstra visninger, hvis man er sulten på mere.

– Læs mere på CPH PIX: Kinetta og For Ellen.

CPH PIX: flad sci-fi, tom undergang og cool morder

/i /af

DAG 15: Efter at jeg i torsdags byttede biografmørket ud med en voldsom og vildt sjov koncert med Andrew W.K., var jeg godt gennembanket tilbage på PIX om fredagen. By Day and By Night var den første af dagens tre film – en omgang lommefilosofisk science fiction fra Mexico. Den formåede dog ikke at indfri de store tanker og sit futuristiske familiedrama til en specielt gribende film.

I en dystopisk fremtid har man pga. af overbefolkning givet befolkningen et enzym, der styrer deres søvn. Herved er der skabt et ’nathold’ og et ’daghold’ – to grupper, der aldrig kan mødes. Sorgen rammer en mor, da hun mister sin datter, der på mystisk vis skifter ’hold’. Kernen i filmen er altså et menneskeligt drama, der også jonglerer med tanker om bl.a. personlig frihed og hvad det vil sige at være menneske. Dramaet får bare aldrig følelsesmæssigt fat og de filosofiske idéer ikke nok resonans.

Sandra Echeverría giver ikke rollen som ulykkelig mor det nødvendige nærvær – og man savner i det hele taget karakterer, der kunne give historien den nødvendige dramatiske bund. Det futuristiske miljø er heller ikke just fængslende. Her leveres dog et par smukke billeder, hvor et naturfrodigt fremtidslandskab fornemt forener fortid og fremtid. Men sine gode takter til trods, var det en ujævn og for lidt gribende film.

Herefter ventede endnu en dyster fremtidsvision, nemlig selve jordens undergang. Men i Abel Ferraras storby-spiritualistiske undergangsfilm 4:44 Last Day On Earth er det ikke med et brag, at dommedag iscenesættes, men hjemme hos en rynket Willem Dafoe og hans kunstnerkæreste Shanyn Leigh, der deler den sidste dag og nat sammen, inden det hele er forbi. Et i grunden småirriterende New Yorker-boheme-par med malerpensler og Buddha-statuer på hylderne. Oh well…

Ja, budgettet er skrabet, men det ændrer ikke på et til tider småhysterisk overspil, hvor Shanyn Leigh leder skingert an. De to virker ikke til at være blevet ’spillet ordentligt sammen’ til at skabe den intensitet, der sigtes efter. Og tanker om hvordan mennesket vil agere i sine sidste timer forbliver postulater og ikke en tankevækkende og gribende film. Dog flyder der en smule cool storby-tritesse ud mellem de teatralske sideben, men i sidste ende efterlod jordens undergang mig kold. Øv.

Heldigvis sørgede William Friedkins yderst underholdende og foruroligende Killer Joe for at dagen ikke endte med tre flade film. Langt fra. Sagerne løber her helt af sporet for den forgældede Chris, da han hyrer den korrupte strømer Joe Cooper aka Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringssummen. Men Chris aner ikke hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal – og snart er hele hans bonderøvs-familie viklet ind i det spegede mordkomplot.

Et hedt Texas skaber en perfekt ulmende atmosfære til denne skarpt skrevede sag, der med sikker hånd om sin sorthumoristiske historie og fantastiske cast fik sat medrivende fut under både manglende moral og iltre temperamenter. Matthew McConaughey er fænomenal som den kolde Killer Joe, Juno Temple forførende som datteren Dottie og Thomas Haden Church sjov som smådum familiefar. Et aparte og voldsomt cool comeback for manden bag Eksorcisten og The French Connection.

– Læs mere på CPH PIX:
By Day and By Night, 4:44 Last Day On Earth og Killer Joe.

CPH PIX: Campet Coppola og identitetsforvridninger

/i /af

DAG 14: Det er altid spændende af se, hvad de gamle mestre går og roder med. Så selvfølgelig skulle jeg se Francis Ford Coppolas nyeste film – manden bag klassikere som Dommedag nu og ’Godfather’-trilogien. Den gotiske horror-flick Twixt er dog ikke en klassiker in spe. For denne hyldest til de campede og billige B-film fra back in the days løfter sig aldrig rigtigt fra jorden – selvom man både støder på børnemord, drømmende scenarier badet i koldt månelys og en lille bleg pige i korset.

Val Kilmer spiller en falleret gyserforfatter, der under sit ophold i en døsig by opfordres til at undersøge et grumt seriemorder-mysterie. En blodig tragedie, der muligvis kan inspirere til en ny bog. Drøm og virkelighed begynder dog på mystisk vis at vikles uløseligt sammen for den fortabte forfatter. Desværre bliver Coppolas hyldest til de campede skrækfilm hverken rigtigt gribende eller underholdende.

Mysteriet får aldrig bid og drømmeuniverset er ikke særligt fængslende. Det er altså ikke nok med skæve vinkler og kunstig belysning til at skabe atmosfære. Val Kilmer er dog et lyspunkt, selvom hans kliché af en fordrukken forfatter ikke for alvor får lov at folde sig ud. Det er dog meget sjovt, at 3D-formatet i to scener bruges som en kitschet gimmick. Men kitschværdi eller ej, så halter historien, man savner interessante karakterer og de billige effekter mangler charme. Øv.

Jeg har allerede en gang været et smut i Grækenland med den aparte L – og med Alps stod den på endnu en absurd græker. Her fortælles den groteske historie om en gruppe mennesker, der tilbyder at erstatte og imitere afdøde familiemedlemmer, for herved at lindre sorgen hos de efterladte (!). En bizar præmis, der med underspillet komik og sære menneskelige relationer bl.a. sætter tankevækkende skub i idéer om identitet og hvordan man selv agerer i de relationer, man indgår i.

Instruktøren Giorgos Lanthimos, der også står bag Dogtooth og Kinetta (begge er at finde på PIX) introducerede filmen og deltog efterfølgende i en Q&A. Det var interessant bl.a. at høre om instruktørens tanker bag den aparte historie, som han selvsagt ikke kunne give entydige svar på, men håbede ville sætte publikums egne tanker i gang. Det gjorde den, om end filmen ikke helt opnåede det følelsesmæssige punch, der gemte sig bag absurditeterne.

I dag bytter jeg biografmørket ud med en koncert. Et lille afbræk inden festivalen sidste visninger og afslutningsfesten på lørdag, som man kan sikre sig billet til HER.

– Læs mere på CPH PIX: Twixt og Alps.

CPH PIX: Colombiansk kørestol og sadistisk fryd

/i /af

DAG 13: Den første af dagens to titler var den afdæmpede Porfirio. Filmen er baseret på den virkelige historie om Porfirio Ramirez Aldana, der på trods af at være bundet til sin kørestol forsøgte at kapre et fly. Det er den rigtige Porfirio, der har hovedrollen og på den måde opstår et intimt forhold mellem dokumentar og fiktion. Filmen fungerer på flere måder som et observerende portræt, der uden et egentlig forløb blot følger Porfirios stillestående hverdag i tiden inden flykapringen.

Nej, der sker ikke meget i denne minimalistiske sag. Det er selvfølgelig en pointe i sig selv, at gøre publikum til passive tilskuere til Porfirios daglige anstrengelser og døsige dage. En observerende stil, der med et følsomt nærvær giver et både skrøbeligt og ærligt portræt af en mand, der forsøger at opretholde sit liv og værdighed. Filmens stilstand og repetitive væsen giver dog en smule kald på engagementet undervejs, men aldrig mere end at Porfirios menneskelige tilstedeværelse forbliver intakt.

Og så stod den ellers på herligt udpenslede perversiteter i den voldsomme The Human Centipede 2 – opfølgeren til den ligeledes morbide første film fra 2009. Det groteske koncept tages her til nye højder, for i stedet for blot tre, har den vanvittige Martin planer om at sy hele tolv mennesker sammen – ja, med mund til anus – så de til sidst udgør et grusomt menneskeligt ’tusindben’. En ganske enkelt bizar præmis, der også i denne omgang fascinerer, frastøder og fryder (men smid lige logikken væk).

Selvom her ikke er samme minutiøse dvælen ved og insisteren på at trække pinen ud for de sammensyede ofre, er det bestemt stadig en grum sag. Men de væmmelige indgreb opnår ikke helt samme ulækre nærvær og fysiske ubehag som i den første film. Måske fordi konceptet antager så absurde proportioner og at man ikke rigtigt får et forhold til de mange ofre. Det ændrer dog ikke på, at det er en yderst depraveret rejse, den syge og storsvedende Martin tager publikum med på.

Instruktøren Tom Six har ligeledes gjort det snedige metagreb, at gøre Martin til fan af den første film – det er altså filmen, der inspirerer til hans ugerning. Et morbidt indspark i censurdebatten. Desuden er Laurence R. Harvey et kropsligt trumfkort som underkuet sadist og monstermand, der med ubehagelig upræcished molesterer sine ofre. Den første film er stadig min favorit, men scenariet besidder også her sin egen syge poesi, selvom volden i denne ombæring runger mere hult.

– Læs mere på CPH PIX: The Human Centipede 2 og Porfirio.

CPH PIX: kedelig tysker og 60’er-bobbet retrogys

/i /af

DAG 12: Den sidste uge på festivalen blev for mit vedkommende ikke skudt specielt medrivende i gang. For den tyske Reported Missing var et noget trægt thriller-mysterie. Da Lothars 14-årige datter på mystisk vis forsvinder, indleder han straks en eftersøgning. Mystikken tager til, for det viser sig, at flere og flere børn forsvinder – men hvorhen, og hvorfor vil ingen af datterens venner snakke om det?

Og så burde man egentlig pege på nogle af filmens kvaliteter – de er dog til at overse. Groft sagt. Idéen med de forsvundne børn og den ensomme fars jagt på sandheden er dog i udgangspunktet interessant og afføder også et par fængslende billeder. Men historien afvikles for sløvt og mysteriets konturer tegnes simpelthen ikke engagerende nok op til at pirre nysgerrigheden eller blot sikre en smule spænding, (nå jo, den sultne Lothar stjæler godt nok en pita kebab på et tidspunkt, bum bum).

Man kan selvfølgelig gribe fat i filmens tematiske lag, så som generationers kamp, men det gør ikke filmen til et mere engagerende bekendtskabt – hvilket en anonym hovedkarakter og et par pulserende violiner på lydsiden ikke ændrer på. Men ret skal være ret, for det er selvfølgelig et plus, at instruktøren hedder Jan Speckenbach – smag lige på den, Speckenbach, Speckenbach, Speckenbach…!

Min anden og sidste film på mandagens menu var en omgang okkult 60’er-nostalgi. For med retrogyset The Preening Swan stod den på bobbet hår, brunt og blomstret interiør samt uskyldig midnatsgru. Den yndige Barbara besøger den formælte Howard, men i skyggerne af flirten lurer uhyggen. For en morder huserer i nabolaget – og da Barbara finder en blodig hårklump, får morder-mysteriet uventet liv.

Det er charmerende 60’-camp med en finurlig skrækfilmsfortælling, der også tillader sig et par herlige afstikkere, bl.a. et bizart mareridt og en klodset edderkoppejagt. Men ja, det er en ujævn lowbudget-produktion og filmen bliver til tider lige lang nok i spyttet, bl.a. morderens obligatoriske bekendelser. Men Jordana Oberman er superskøn som Barbara – en pige, der ikke sådan er til at skræmme. Hun er hele filmen værd, mens også et par smukke mord gør 60’er-homagen et bekendtskab værd.

– I aften venter bl.a. den forhåbentlig übermodbydelige The Human Centipede 2, der har fået en ekstravisning, efter den første blev aflyst. Så der ses vi – jeg glæder mig.

– Læs mere på CPH PIX: Reported Missing og The Preening Swan.