Indlæg

CPH PIX: Bredtfavnende filmfestival veloverstået

/i /af

I søndags sluttede CPH PIX efter hele 18 dages filmfestival i København. Igen i år har det været en fornøjelse at gå på opdagelse i det omfattende programs godt 180 titler samt filmrelaterede events og fester. Jeg slog mig hovedsageligt på filmene og har uden tvivl fået nogle af dette års absolut bedste filmoplevelser på festivalen.

Muligheden for at se film, man ellers aldrig ville have hørt om eller for den sags skyld opleve på det store lærred, er det, der primært taler til mig – ligesom det også er cool, når instruktøren er til stede til Q&A. Ligeledes er programmets nationale og genremæssige spændvidde igen i år det, der lokker mig ind i mørket.

Den har således bl.a. stået på hæsblæsende action, grufulde skrækfilm og poetiske filmvandringer fra bl.a. Japan, Frankrig, Serbien, England, Rumænien, Kina, Sydkorea, Canada, Mexico, Spanien, Australien, Thailand, Polen og USA.

– Jeg nåede at se og skrive om følgende 35 film:
The Day of Ants in the Sky, Black Bread, Diabel, My God, My God, Why Hast Thou Forsaken Me, Karate-Robo Zaborgar, The Housemaid, The Whisperer in Darkness, Confessions, On The Silver Globe, Reign of Assassins, Tetsuo: The Bullet Man, Secuestrados, Kaboom, We Are What We Are, The Man From Nowhere, Cold Fish, No Doubt, Blame, 13 Assassins, True Nature, Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv, Burke and Hare, Stool Pigeon, Super, Tucker & Dale vs. Evil, Fire of Conscience, Dream Home, Hobo with a Shotgun, Vores tid kommer, Big Man Japan, End of Animal, Aurora, Flowers of Evil, Never Let Me Go, The Life and Death of a Porno Gang.

– Læs alle mine skriverier fra CPH PIX 2011 HER og 2010 HER.

CPH PIX: Bittersød romantik og serbisk frustration

/i /af

Jeg nuppede tre visninger på filmfestivalen CPH PIX’ sidste dag i går. Først kærlighedshistorien mellem en fransk dreng og en iransk pige. Deres intense møde i et smukt Paris var dog ikke kun en sød romance. I Flowers of Evil blev blide kys nemlig fornemt blandet med politiske uroligheder i Iran, hvor brugen af de sociale medier smeltede elegant sammen med filmens æstetik og historie.

Forskellene mellem den frie fransk knøs og den iranske piges urolige virkelighed i Iran blev til tider en kende bastant, men det sort/hvide skel blødtes heldigvis fint op med gråtoner. Fordomme blev manet i jorden og livets kompleksitet kom i spil på et mere generelt plan gennem de to unges tanker om identitet, fremtiden og kærligheden.

Der var mere bittersød romantik at hente i Never Let Me Go – uden sammenligning i øvrigt. Her følger man trekløveret Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley, der vokser op på en ikke helt almindelig kostskole. For godt nok er tonen realistisk i dette smertelige drama, men filmens præmis dystopisk science fiction. De opfostres nemlig med det formål at skulle bortdonere deres organer, hvilket vil ende med døden i en ung alder.

Her var altså tunge etiske og moralske temaer i spil, mens trekantsdramaet boblede med uforløst kærlighed. Komplekst og indtagende i sit udgangspunkt. Desværre knapt så vellykket forløst. Man kom aldrig rigtigt ind på livet af de tre og deres historie, som bl.a. skulle sige noget om livets forgængelighed. Det hjalp heller ikke, at en voice-over lige ville sikre, at budskabet fes ind, mens flashbacks og strygere forsøgte at hjælpe tårerne det sidste stykke.

Søndagens og for mit vedkommende festivalens sidste film var den groteske, serbiske The Life and Death of a Porno Gang. Her ender en filminstruktørs mislykkede karriere med, at han tyer til porno – det er der trods alt er penge i. Men film er ikke nok og en tørst efter det ekstreme sender ham og en broget trup på tour med et bizart sex-show, der snart udvikler sig fatalt med både snuff og politiet i hælene.

Det var en brutal sag, vild og anarkistisk, men også med kulsort humor og en befriende rå ærlighed. Det blev aldrig ren farce eller blot beregnende exploitation. En alvor og vrede gennemsyrede dette vrangbillede af et land traumatiseret af krig. Frustration og fortabelse i filmisk form. Forførende og frastødende. Til tider grænsende til det prætentiøse, men bestemt et skønt filmisk slag i mellemgulvet.

– Læs mere om Flowers of Evil, Never Let Me Go og The Life and Death…

CPH PIX: Hemmelighedsfuld film og afslutningsfest

/i /af

Jeg fangede en enkelt film inden PIX holdt afslutningsfest og prisuddeling i går. Det var den tre timer lange Aurora, der nøgternt følger den fraskilte familiefar Viorel, der med et ukendt formål, men tydeligt tynget af problemer kører rundt i et gråt bylandskab. Ligesom filmen holder også Viorel kortene tæt ind til kroppen. For præcis hvad hans dystre plan er, foldes først sent ud i forløbet.

Selvom man filmen igennem holdes hen i uvished, så blev jeg ret grebet af atmosfæren og fortællingen, hvor man bliver som en flue på væggen til det triste forløb, der leder op til Viorels brutale forbrydelse. Filmen blev dog til tider en kende lang i spyttet, men det var nødvendigt, bl.a. for at filmen kunne opnå den følelse af håbløshed, der også synes at gennemsyre den depressive hovedrolle.

Filmen var dog ikke uden kulsort humor, som bl.a. da Viorel vil hente sin datter i skolen og lærerinden lige får et par spydigt underspillede kommentarer med på vejen. Det underminerede aldrig det fortættede drama, men gav filmen en absurd kant, der klædte den i grunden meget sørgelige film om en menneskeskæbne på vej mod afgrunden. Så var humøret bestemt højere til prisuddelingen.

Det blev Alistair Banks Griffin der ud af et felt på 10 nominerede modtog New Talent Grand Pix for sin film Two Gates of Sleep – og det var en tydeligvis stolt instruktør, der tog imod prisen. Blandt de nominerede har jeg kun set Vores tid kommer og End of Animal, men skal i dag se Flowers of Evil.

Efter prisuddelingen stod den så på sjov og ballade, hvor folk i nystrøgne jakkesæt holdt på formerne og dansegulvet så småt blev befolket. Men inden PIX helt siger tak for i år, er der film både i dag samt ekstravisninger et par dage ind i næste uge.

– Læs mere på PIX om Aurora og Two Gates of Sleep.

CPH PIX: En gravid kvindes taxatur går i tomgang

/i /af

Filmfestivalen CPH PIX i København lakker mod enden, jeg har dog heldigvis stadig et par film på programmet, både i dag og på festivalens sidste dag i morgen. I går blev det til en enkelt visning. Desværre var det ikke det store sus, der ventede mig sidst på eftermiddagen i Dagmar Biografen ved Rådhuspladsen.

Inde i mørket var det en omgang postapokalyptisk tomgang, der foldede sig ud i End of Animal. Her udvikler en gravid kvindes taxatur sig fatalt, da en mystisk fremmed gør hende selskab. Han har nemlig underligt nok kendskab til bl.a. chaufførens mest private affærer og forudser på mystisk vis også et lysglimt, der i næste nu sætter bilen og resten af verden i stå. En kamp for overlevelse venter nu i det golde landskab.

Desværre blev jeg aldrig for alvor grebet af filmens dystre low-budget-æstetik, krøllede fortælling og trøstesløse atmosfære – og så er der ikke så meget mere tilbage at komme efter. Jeg kunne såmænd godt leve med filmens træge tempo, men når karaktererne heller ikke formår at bibringe historien med bare en smule mere dybtfølt pondus og energi, så bliver det i sidste ende en sej kamp for filmens overlevelse.

Men bl.a. et skummelt hundedyr, der til tider dukkede knurrende op i kulissen og et grumt besøg hos en ensom mand tilførte trods alt lidt af den mystik og indtagende tristesse, der skulle have hevet denne filmoplevelse ud af sit dødvande.

– Læs mere på PIX om End of Animal.

CPH PIX: Rødhåret road movie og store monstre

/i /af

Jeg havde glædet mig ret meget til Romain Gavres spillefilmsdebut, både pga. hans intense musikvideo til M.I.A.’s Born Free og ikke mindst fordi Vincent Cassel var på rollelisten. Desværre var filmens ellers fængende æstetisk, groteske historie og en indtagende Cassel, som manipulerende og humørsvingende psykolog ikke nok til at gøre Vores tid kommer til et specielt medrivende bekendtskab.

Den kuede teenager Remy kæmper både med mobbere i skolen og skænderier derhjemme. Men hans verden ændres, da han møder den ligeledes rødhårede Patrick, en psykolog der konfronterer alt og alle. Sammen tager de på et bizart roadtrip i en rød Porsche og med en armbrøst som beskyttelse. Den forsagte Remy lærer nu at slå fra sig i deres fælles kamp for at opnå den respekt, som de mener, rødhårede mangler.

Det er nemt at skyde en musikvideo-instruktør i skoene, at hans film er mere stil end indhold. Det synes dog at være tilfældet her. Ikke at det nødvendigvis er et problem, men i så fald skal man rives med visuelt og af en umiddelbar glæde ved mediets evne til at forføre med lyd og billede. Det lykkedes ikke hele vejen. Men takket være Cassel, sort humor og bizarre optrin ender filmen dog som en lille kuriøs road movie.

Senere på aftenen ventede en japansk overraskelse af dimensioner med den vanvittige og vittige Big Man Japan. Her følger et dokumentarhold den forsagte Sato, der har et ret usædvanligt job. Han forvandles nemlig til en gigantisk sumobryder for at bekæmpe fæle kæmpe-monstre, der i tide og utide indtager Japans storbyer.

Det lyder måske fjollet, hvilket det bestemt også er, men samtidig bibringer Hitoshi Matsumoto den absurde historie en troværdighed med sit både skrøbelige og sympatiske portræt af Sato. Han har med sin deadpan-tilstedeværelse en helt utrolig timing og flair for underspillet komik. En sær karakter, der selv når han blot spiser nudelsuppe er interessant og sjov at følge.

En af de absolut bedste og bestemt sjoveste filmoplevelser på PIX, hvor ikke mindst filmens uforudsigelige finale slog benene helt væk under mig. Noget af det morsomste jeg længe har set. Fuldstændig forrygende iscenesat vanvid.

Herefter gik turen til Vesterbro til et af de PIX-arrangementer, der ikke foregår i en biograf, nemlig ‘Movie Moves Mash-Up’-fest i Råhuset. Her blev flotte film-relaterede visuels projekteret op på væggene, mens DJ’s satte gang i dansegulvet både i stuen og på 1. salen. PIX kan bestemt også holde fest.

– Læs mere på PIX om Vores tid kommer og Big Man Japan.

CPH PIX: En hjemløs ser rødt … blodrødt

/i /af

Jeg havde kun en enkelt film på programmet i går, den gryntende voldsfarvelade Hobo with a Shotgun. Den er ligesom sidste års Machete baseret på en af de falske trailere, der fulgte med Tarantino og Rodriguez’ dobbelt-feature Death Proof og Planet Terror. Men modsat den halvsløve og kitsch-hungrende Machete, så blev der her leveret ufortyndet, brutal og fandenivoldsk exploitation.

I centrum for herlighederne finder man en forrygende Rutger Hauer som den hjemløse bums, der får nok af byens kriminelle fordærv og bevæbnet med en skarpladt shotgun pløkker voldspsykopater og korrupte betjente så blodet sprøjter.

Udover at filmen i den grad leverer abrupt og umotiveret vold, bare bryster og overdrevent stofmisbrug, finder man også nogle både skøre og skønne karakterer i det brogede persongalleri, bl.a. en herlig manisk og overspillede Brian Downey som skrupelløs überboss. Det er dog en karismatisk Rutger Hauer, der med sit fugede fjæs og bastante oneliners kroner filmen.

Hertil kommer filmens atmosfærefylde æstetisk, der forfører med sine kradse farver i rød, blå og grønne nuancer, mens filmens tunge og medrivende synth-score sætter trumf på det vanvittige og trøstesløse univers. Hobo with a Shotgun er med andre ord farverig og vellykket old school exploitation-underholdning, der uden pis leverer cool, kompromisløs og vaskeægte filmfryd.

– Læs mere på PIX om Hobo with a Shotgun.

CPH PIX: Action og gore i smukke Hong Kong

/i /af

I går stod den igen på hæsblæsende Hong Kong-action af Dante Lam. Denne gang med den pulserende politi-thriller Fire of Conscience. Den var lige et par niveauer mere veldrejet end hans ligeledes vellykkede Stool Pigeon, som jeg så i søndags. I denne ombæring teamer to betjente op i jagten på en brutal morder, men snart står det klart, at de ellers retskafne politimænd gemmer på hver deres skyggesider.

Et karakterdrevet action-ridt er sat på skinner – selvfølgelige med indlagt familie-tragedie. Og selvom action-scenerne er filmens force, bl.a. imponerer en medrivende menneskejagt i Hong Kongs menneskemylder samt et intenst shootout med håndgranater og frie fald fra stilladser (herligt befriet for hip parkour), så drukner karaktererne ikke i eksplosioner. Et Hollywood-remake må være lige på trapperne.

Hong Kong satte også scenen i aftenens anden film. Det var dog i en noget mere blodig boldgade vi befandt os med ‘boligboble-gore-festen’ Dream Home. Her slår det klik for den ellers så søde Cheng, da hun får afslag på den drømmebolig, hun i årevis har sparet op til – og så er der ellers ingen grænser for, hvor langt hun vil gå med en køkkenkniv for at få fingre i boligen. Meget langt skulle jeg hilse at sige.

Historien om Cheng og hendes motivation for massakren synes dog aldrig at blive en overbevisende del af blodrusen, måske fordi dramaet er så fint og fåmælt fortalt, mens volden er mere end voldsom. Det føles snarere som to forskellige film, slasher-festen og det socialrealistiske drama, hvor den bristede boligdrøm mere synes som et påskud for at lege med teaterblodet, end et ønske om at fortælle Chengs tragiske historie.

Men selv det mindste påskud er stor nok for mig, når der leveres så æstetisk smuk, velkomponeret og medrivende gore som tilfældet er med Dream Home.

– Læs mere på PIX om Fire of Conscience og Dream Home.

CPH PIX: Uheldige hillbillies og tåbelige teens

/i /af

Efter en tætpakket lørdag og søndag på PIX, var det et noget mere overskueligt program, jeg havde i går. Blot en enkelt visning, nemlig ‘feel-good-hillbilly-horror-og-buddy-komedien’ Tucker & Dale vs. Evil. Her blev den fortærskede ‘unge-farer-vild-i-skoven-og-slagtes-af-ondt-indavl-genre’ vendt morsomt på hovedet. For de to hillbillies Tucker og Dale er slet ikke onde, de er bare meget uheldige.

Desværre for de to sympatiske skovmænd tror flokken af festglade og obligatorisk tåbelige teens, at de er psykopatiske mordere. Og grundet misforståelser er det pludselig bonderøvene, der må løbe for livet – og således er der byttet om på rollerne.

Alle genrens herlige klichéer er på plads, men leveres blot med modsat fortegn. Og det er vitterligt en vellykket kovending denne blodige komedie tager, hvilket ikke mindst er takket være Tyler Labine og Alan Tudyk i hovedrollerne. Deres charme, elskværdige naivitet og komiske dynamik svinger upåklageligt, mens de groteske blodudgydelserne overbevisende og morsomt sviner deres skovmandsskjorter til.

Tempoet er tjept og hitraten på komik og splat relativt høj. Desværre mister filmen en smule af pusten i slutspillet, hvor bl.a. et mere eller mindre ligegyldigt subplot skal afvikles. Men på trods af et par fodfejl, er dette bestemt en veldrejet lille horror-komedie, der tempofyldt og vittigt balancerer sine to hovedingredienser – med klar overvægt af komikken, vel at mærke.

– Læs mere på PIX om Tucker & Dale vs. Evil.

CPH PIX: Reinkarnation, lig, action og aparte helte

/i /af

Min solrige søndag på filmfestivalen CPH PIX startede med sidste års vinder af De Gyldne Palmer, den magiske og meditative Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. Rammefortællingen er historien om den syge landmand Boonmee, der snart skal forlade livet på jorden. Noget uventet dukker hans afdøde kone og søn op for at tage afsked, sidstnævnte nu som et behåret væsen med røde øjne (!).

Det lyder måske underligt, men selv en talende fisk og indskudte fortællinger om tilsyneladende tilfældige liv føles som en lige så naturlig del af filmens liv, som det at solen står op. Midt i reinkarnation, karma og sjælevandring finder man desuden en varm menneskelighed, der gør den kryptiske film vedkommende. Ganske vist fremmedartet og drømmende, men bestemt også smuk og dragende filmpoesi.

Herefter blev der forsøgt på grotesk komedie med Burke and Hare, som også er navnene på to svindlere, der i 1800-tallets Irland forsøger at gøre forretning ved at sælge lig til lægevidenskaben. Men de må snart selv få folk til at ”falde døde om”, hvis pengene fortsat skal rulle ind. Desværre er der lige så meget spræl i komikken, som de stive lig, der dissekeres i filmen.

Man finder ellers Simon Pegg og Andy Serkis i hovedrollerne samt veteranen John Landis i instruktørstolen. Men dynamikken i svindler-duoen svinger aldrig for alvor og filmens falden-på-halen-komik er klodset og triviel. Det er næsten kun en diabolsk Tim Curry, der i glimt leverer et par grin i sin beskedne rolle som uheldig læge.

Så ventede der mere svung i action-thrilleren Stool Pigeon, hvor den dedikerede kriminalbetjent Lee hyrer den netop løsladte Ghost Jr. til at infiltrere en brutal røver-bande. En opgave der selv sagt ikke er uden risici og omkostninger for de involverede parter – og så går den vilde jagt på forbryderne ellers ind, mens melankolien smyger sig om Hong Kongs fortabte storbyskæbner.

Det har længe været en kendt sag, at Kina, Japan og Korea har kunnet matche Hollywoods action-film – og ofte overgå dem i visuel opfindsomhed. Helt op at ringe kommer dette klassiske stykke politi-action dog ikke. Men vilde bilræs, intens nævekamp og et guld-røveri med automatvåben sætter bestemt pulsen i vejret, mens scoret medrivende følger trop. Tempofyldt og sentimental action, men ikke helstøbt.

Aftenen sluttede suverænt med den groteske og vildt underholdende Super. Den ellers laskede Frank tager her sagen i egen hånd, da hans kone ”kidnappes” af en fæl narko-bagmand (en herlig slesk Kevin Bacon) og ender tilbage i sit stofmisbrug. Iklædt hjemmelavet kostume vil Frank nu befri sin kone. Kick-Ass får bestemt kamp til stregen i brutal vold, skarp komik og politisk ukorrekte superhelte-eskapader.

Ud over et veltrimmet manuskript og tørre tæsk er det filmens cast, der får denne skrævvridning af superhelte-genren til at flyve. Rainn Wilson er både tragisk, virkelig morsom og menneskelig som selvudråbt hævner, mens en ivrig Ellen Page er en af de mest rablende og charmerende sidekicks til dato. Og så føler man faktisk, der er reel fare på færde for vores aparte helte. En film, der mere end lever op til sit navn.

– Læs mere om Onkel Boonmee, Burke and Hare, Stool Pigeon og Super.

CPH PIX: Hævn, skyld, samuraier og flashbacks

/i /af

Min lørdag var skemalagt med fire film. Det kedelige, sydkoreanske drama No Doubt lagde ud. Her flytter en tidligere pædofildømt mand til en lille by, hvorefter en pige forsvinder. Mistanken falder selvfølgelig straks på tilflytteren, som politiet, datterens far og lokalsamfundet nu forsøger få skovlen under. Et i udgangspunktet potent drama med både hævn, tragedie og spørgsmålet om retfærdighed på tapetet.

Desværre er der ikke mange overraskelser eller følelsesmæssigt pondus at komme efter. Jep, faren er ked af det, politiet er uden beviser og den mistænkte uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det kører så at sige lige ud af landevejen, hvor alle brikkerne i sidste ende passer nydeligt sammen. Det ser muligvis godt ud på papiret, men medrivende blev det aldrig – selvom der lige forsøges med et obligatorisk plottvist.

Meget mere interessant blev det desværre ikke med den psykologiske thriller Blame. Her opsøger og forsøger fire unge mennesker at slå eneboeren Bernard ihjel, da de mener, at han er skyld i deres venindes selvmord. Selvfølgelig går det ikke som planlagt. Sandheder kommer på bordet og tvivlen om lærens skyld sættes på prøve.

Problemet er bare at man aldrig rives med af dramaet eller tvivlsspørgsmålet. Karaktererne forbliver uinteressante og filmen det samme. Her er snarere tale om manuskriptonani end nervepirrende og intelligent thriller. Heldigvis ventede der episk samurai-action med Takashi Miikes remake 13 Assassins. Jeg har ikke set originalen fra 1963, men denne nye version var hæsblæsende.

Shimada får missionen at gøre det af med den barbariske Lord Naritsugu. Han samler 13 samuraier, der nu må gå op imod den 200 mand store hær. Karaktererne er medrivende og optakten inden opgøret fejende flot og atmosfæremættet. Det vilde showdown mod hæren er cool, dynamisk og blodig action, der leverer varen uden at miste pusten. Et stykke yderst potent samurai-underholdning, der holder hele vejen.

Aftenen sluttede med det flade, overnaturlige gys True Nature. Her forsvinder en pige og vender først efter et år tilbage til sine forældre. Hun husker intet, men noget ved hende er forandret. Hvad er det sket? Og så starter en ørkenvandring i hysteriske flashbacks, der forsøger at indgyde gysende mystisk i sit publikum. Det mislykkes.

Der er hverken progression nok i de få ledetråde eller familiens håndtering af den besynderlige situation til at mysteriet på noget tidspunkt bliver interessant – eller for den sags skyld uhyggeligt. I programmet sammenlignes der med mestrene David Lynch og David Cronenberg – må jeg være fri.

– Læs mere på PIX om No Doubt, Blame, 13 Assassins og True Nature.