Indlæg

THE HUNGER GAMES: CATCHING FIRE: En uforløst mellemmad inden den store finale

Blu-ray-anmeldelse: Jennifer Lawrence finder for anden gang bue og pil frem i The Hunger Games: Catching Fire, hvor historien fortsætter om Katniss Everdeen og hendes kamp mod den diktatoriske metropol, der holder befolkningen i et undertrykkende jerngreb. For godt nok slap hun levende fra de dødsensfarlige Hunger Games i første film fra 2012, men hun må fortsat kæmpe for at holde sig i live.

Vi dumper direkte ned i det postapokalyptiske USA, hvor vi slap Katniss og hendes medspiller Peeta. De overlevede spillet, da de var forelskede og hellere ville dø end at slå hinanden ihjel. En smuk historie, der gik lige i hjertet på publikum. Men romancen var spil for galleriet, så de kunne undslippe døden. Katniss er nemlig forelsket i en anden, den firskårne Gale Hawthorne. Ja, trekantsdramaet fortsætter.

hunger games catching fire 02

Katniss og hendes officielle kærlighed Peeta må dog efter deres sejr nu rejse rundt i metropolens 12 distrikter, hvor de skal kondolere for taberne i spillet og opretholde den falske romance. Men som vi fik en forsmag på i første film, ulmer der et oprør mod metropolen. Det har fået fornyet kraft, efter Katniss vandt spillet. Hendes popularitet udgør altså en trussel mod magthaverne, hvorfor præsidenten og hans spilmester pønser på, hvorledes de kan få skaffet hende af vejen.

I udgangspunktet et højspændt drama med kærlighed, mediemanipulation og magtkampe. Desværre forbliver dramaet mere eller mindre uforløst. For godt nok er filmens univers i denne omgang mere troværdigt, men dramaet mangler troværdighed. Karaktererne mangler tyngde og forbliver skitseagtige, hvorfor blandt andet trekantsdramaet aldrig formår at engagere – hvilket desværre er symptomatisk for store dele af filmen.

hunger games catching fire 01

Selv da Katniss og Peeta atter ender i dødsspillet, kommer pulsen aldrig nævneværdigt i vejret. Desuden efterlades det moralske dilemma om at overleve på bekostning af andre slapt i skovkanten, da farerne i det dødelige spil mere udgøres af spilmesterens brug af livsfarlig tåge og angrebslystne aber, end egentlig mand-mod-mand-kamp. Hertil kommer, at man savner at se mere til oprøret, der til trods for, at det står centralt for historien hengemmes i kulissen.

The Hunger Games: Catching Fire formår altså ikke nævneværdigt at udbygge historien, men føles ofte som gentagelse af første film. Jennifer Lawrence bærer dog forsat fint rollen som heltinden i orkanens øje, mens Donald Sutherland er veloplagt ond som præsident, og så tilføjer Philip Seymour Hoffman kynisk sleskhed som spilmester. Filmen ender med andre ord som en uforløst forsmag på den finale, der forhåbentlig indfinder sig i næste film, eller rettere kommende to film, da sidste bog i trilogien bides over i to.

Filmen – The Hunger Games: Catching Fire, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

hunger games catching fire 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen har ganske vist sine ujævnheder, men der er ikke meget slinger i valsen, når det kommer til Blu-ray-udgivelsen. Billedet er veldefineret og står med mættede farver, solid kontrast og en indtagende detaljegrad. Lydsporet er forrygende med sin dynamiske brug af score, dialog og øvrigt lydlandskab. En sand fornøjelse. Desuden medfølger der en solid omgang ekstramateriale.

Man får et kommentarspor med instruktør Francis Lawrence og producer Nina Jacobson, fem slettede scener (5 min.) samt ni featuretter, der tilsammen giver et både informativt og tilfredsstillende indblik i tilblivelsen af filmen og dens mange aspekter, blandt andet skabelsen af universet, production design, locations samt castet, stunts og våben (i alt ca. 2 timer og 25 min).

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Catching Fire | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
hunger games catching fire cover
Originaltitel: The Hunger Games: Catching Fire, USA, 2013
Release: d. 7. marts 2013
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende:
Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth,Donald Sutherland, Philip Seymour Hoffman, Woody Harrelson, Stanley Tucci, Jena Malone, Elisabeth Banks m.fl.
Spilletid: 146 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

GRAVITY: I rummet kan ingen høre dig skrige

Blu-ray-anmeldelse: Vægtløs og med bankende hjerte sendes man med Alfonso Cuaróns Gravity ud i det lydløse verdensrum sammen med George Clooney og Sandra Bullock – henholdsvis en erfaren astronaut og en ingeniør på sin første rumvandring. Men hvad der skulle have være en rutinemæssig mission, ender katastrofalt. Deres rumstation smadres og de to efterlades nu til dem selv og rummets larmende stilhed.

De mister forbindelsen til Jorden og må på egen hånd forsøge at redde sig ud af den umenneskelige situation. En opgave, der synes ligeså umulig som verdensrummet er uendeligt. Ja, en simpel præmis, men forløst pokkers intenst og med et fast greb om håbløsheden hele vejen. En medrivende, skræmmende og smuk oplevelse, hvor verdensrummet strækker sig ud i intetheden som en konstant påmindelse om, hvor lille en del mennesket egentlig fylder i det store billede.

Gravity 01

Det er en meget fysisk filmoplevelse Alfonso Cuarón er lykkedes med at skabe. Man holder ganske enkelt vejret i takt med, at iltbeholdningen daler, og man kan mærke suget i maven, mens håndfladerne bliver fugtige, når de to hvirvler famlende rundt i rummet med håbet om at nå sikkert hen til nærmest, intakte rumstation. Det gælder lige fra den åndeløst smukke åbningsscene og hele vejen til man forlader biografen, hvor lydsiden på effektiv vis gør brug af stilheden.

Man kommer ikke uden om filmens overlegne tekniske formåen og visuelt duperende billedside. Blandt andet åbningsscenen, der udspiller sig i ét langt, ubrudt take, der strækker sig over godt og vel et kvarter. Her bevæger kameraet sig elegant rundt om rumstationen og helt ind på livet af George Clooney og Sandra Bullock. Således fastholdes et nærvær og en intensitet, da one-take’et ikke tillader publikum at undslippe filmens fængslende favntag.

gravity 05

Filmen er ganske vist en anden oplevelse end den, man fik i 3D i biografen, men det er så absolut også en stærk oplevelse uden 3D og uden det store lærred. For filmen er fortsat visuelt imponerende og historien dragende, hvor de mange smukke billeder og de to ensomme astronauter giver de gispende actionscener ekstra pondus.

Jeg har med andre ord ikke ret meget andet end ros til Gravity. Det skulle lige være i portrætteringen af de to astronauter, der mangler en smule tyngde. Det indhentes dog undervejs, og så har George Clooney og Sandra Bullock ganske enkelt et naturligt nærvær. Man rives altså med af både filmens imponerende visuelle og tekniske side samt det menneskelige drama. En brutal, åndeløs og smerteligt smuk film, der uden tvivl er en af sidste års absolut største filmoplevelser. Ja, den skal du selvfølgelig se – og se igen.

– Filmen, Gravity, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Gravity 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er et teknisk vidunder og Blu-ray-udgivelsen leverer i den grad varen, hvor både billede og lyd spiller upåklageligt. Filmens åndeløse billeder står veldefineret og detaljerigt, hvor det store, mørke verdensrum gengives med et indtagende mørke, mens både nuancer og kontrasten er en sand fornøjelse. Lydsporet sætter pulsen i vejret med sit medrivende lyddesign, der dynamik gør brug af sine forskellige elementer, hvor også stilheden spiller en afgørende rolle. Forrygende.

Ekstramaterialet er ligeledes en sand fornøjelse. Man får to dokumentarer, der er delt i henholdsvis ni dele (1 time 47 min.) og fem dele (37 min.). De giver tilsammen et yderst tilfredsstillende indblik i filmens tilblivelse med kig på blandt andet effekter, skuespil, lyddesign, manuskriptet og Steven Prices Oscar-vindende score. Videre er der en dokumentar, der kigger på virkelighedens vragrester i rummet og hvilken fare disse udgør (23 min.), mens man også får kortfilmen Aningaaq, der er instrueret af Cuaróns søn, Jonás Cuarón, og viser hvem, der sidder i den anden ende i den scene fra Garvity, hvor Bullocks karakter får hul igennem til jorden (7 min.).

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Gravity | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
gravity cover
Originaltitel: Gravity, USA, 2013
Premiere: d. 4. marts 2014
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Sandra Bullock, George Clooneym.fl.
Spilletid:  90 min.
Distributør: Warner Bros. Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CAPTAIN PHILLIPS: Heltemodige Hanks i somaliske piraternes nervepirrende favntag

Blu-ray-anmeldelse: Okay, lad mig starte med at skyde sammenligningerne mellem Paul Greengrass’ Captain Phillips og Tobias Lindholms Kapringen ned. Det er ganske enkelt to meget forskellige film, der kun har det tilfælles, at en flok pirater kaprer et fragtskib. Nu var Kapringen heller ikke det store sus – det er Captain Phillips til gengæld. En intens og nervepirrende filmoplevelse på åbent hav med Tom Hanks i problemer.

Vi er med andre ord langt fra Johnny Depps fjogede pirat, Jack Sparrow, men lukkes her ind i et realistisk drama, der på trods af sine 134 minutter holdt mig i et fast greb. Det er godt nok først i filmens højspændte finale, at der for alvor kommer følelsesmæssigt pondus på drengen, men jeg var hele tiden engageret i løjerne, der dygtigt tager overraskende og gribende drejninger undervejs.

captain phillips 05

Det lykkedes altså Paul Greengrass igen at servere sin efterhånden velkendte dokumentariske action, som han også har leveret i blandt andet sine to Jason Bourne-film, United 93 og Bloody Sunday. Han er simpelthen en mester ud i at mestre intensitet og neglebidende nærvær i sin action. Netop dette er et af Captain Phillips stærkeste kort. Det, og Tom Hanks samt debutanten Barkhad Abdi som piraten Muse.

For nuancerne i historien er til at overse. Godt nok er karaktererne, både kaptajn Phillips og de desperate pirater engagerende og delvist nuancerede bekendtskaber, men de bagvedliggende problemstillinger om blandt andet de somaliske piraternes situation og hvorledes disse fattige fiskere presses af rigere lande, forbliver ukendt farvand. Her er kun én vinder, én klar helt ­– du gættede rigtigt, kaptajn Phillips.

Captain Phillips 02

Men okay, Tom Hanks er sgu også en både cool, sympatisk og heltemodig kaptajn, der gerne ofrer sig selv. Og selvom parterne er tegnet tydeligt op, byder filmen også på nuancer i skurkebilledet, hvor piraterne selvfølgelig er lige så menneskelige som dem, de tager til gidsel. Det er relationer, man har lyst til at se udfoldet og forløst.

Det er altså en på mange måder vellykket og medrivende film, der er kommet ud af den virkelige historie om en kapring ud for Somalias kyst tilbage i 2009. Desværre maner filmen ikke til megen eftertanke, det behøver en actionfilm som bekendt heller ikke at gøre for at være vellykket underholdning. Og det er netop, hvad Captain Phillips er – vellykket, medrivende og intens actionunderholdning.

Filmen – Captain Phillips, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Captain Phillips 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer virkelig til sin ret på Blu-ray. Billedet står veldefineret og skarpt hele vejen, hvor der både er solid kontrast, indtagende detaljegrad og en flot farvepalet. Lydsporet er dynamisk og medrivende med en lydside, der velbalanceret fordeler sine forskellige elementer med stor præcision og effekt. En sand fornøjelse.

Ekstramaterialet er ikke helt så ophidsende, men man får et både informativt og interessant kommentarspor med instruktør Paul Greengrass, mens man i en tre-delt dokumentar kommer bag om filmen, hvor man blandt andet får et fint indblik i filmens tilblivelse, den rigtige historie bag og forberedelserne med både Tom Hanks, Greengrass og crew, der interviewes.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Captain Phillips | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
captain phillips cover
Originaltitel: Captain Phillips, USA, 2013
Premiere: d. 27. februar 2014
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.
Spilletid: 134 min.
Distributør:  Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip til Costa Rica

Blu-ray-anmeldelse: Okay, den overskrift er måske ikke helt fair, for jeg kan sgu egentlig godt lide både Ben Affleck og Justin Timberlake. Jeg tillader mig dog alligevel den lidt hovne tone, da deres gambler-pølle Runner Runner ganske enkelt ikke er en god film. Så er lidt kæk mudderkastning vel på din plads. Men okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først – hvad handler filmen om?

Kort fortalt har vi den intelligente universitetsstuderende Richie Furst, en ivrig Justin Timberlake. Han er en haj til poker på nettet, så for at betale sin uddannelse, satser han alt, han ejer. Han taber, men finder beviser for, at han er blevet snydt. Han rejser derfor til Costa Rica for at konfrontere bagmanden bag poker-siet, Ivan Block – en overskudsagtig Ben Affleck. Han inviterer imidlertid Richie ind i sit foretagende og snart er millionerne, damerne og festerne hans nye livsstil.

runner runner 01

Men det nye liv har selvfølgelig en bagside – og snart får den ellers regelrette Richie svært ved at vikle sig fri af det lyssky foretagende, hvor både bøller, korrupte politikere og FBI snart ånder ham i nakken. Ja, den havde du jo nok luret. Men skulle du have svært ved at følge med i det ellers letforståelige og forudsigelige plot, er de medvirkende hele vejen meget flinke til at fortælle, hvorfor de gør som de gør og hvad de har tænkt sig at gøre.

Man bliver ganske enkelt holdt i hånden hele vejen – og der bliver da også lige for de langsomste i klassen smidt en forklarende voice-over på. En ting er dog at være klichéfyldt og bøje både karakterer og fortælling i neon. Men når skidtet ikke engang er spændende, er der ikke meget andet tilbage end en film, der er ligeså grådig efter folks penge som en enarmet tyveknægt. Ja, tematikker som retfærdighed, moral, kynisme og grådighed forbliver flade.

runner runner 02

Det er også småt med karisma hos Timberlake og Affleck, der ligner et par flotte fyre på automatpilot – og desværre kan en ellers både sød og æggende Gemma Arterton som kvindeligt fodspænd ikke sparke meget liv i lortet, der dog på trods af alt holder en fornuftig spilletid på 91 minutter. Oh what to do, endnu en opslidt luder af en ligegyldig Hollywood-kliché. Du ved, sådan en man ville ønske, man ikke havde set, selvom oplevelsen dog ikke gav en lyst til at begå selvmord. Trods alt.

FilmenRunner Runner, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen tager sig virkelig godt ud på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og med god detaljegrad, mens lydsporet spiller dynamisk og klart. Ekstramaterialet er dog ikke det store sus. Her får man syv ikke videre spændende slettede scener (i alt 11 min.), mens en seks-delt-featurette om online gambling er en smule mere interessant (i alt 17 min.).

Ekstramateriale 2/62_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Runner Runner | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 3/6:
3_6 - stars
runner runner cover
Originaltitel: Runner Runner, USA, 2013
Premiere: d. 10. februar 2014
Instruktion: Brad Furman
Medvirkende: Ben Affleck, Justin Timberlake, Gemma Arterton m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BEHIND THE CANDELABRA: Michael Douglas og Matt Damon er et glimtende skønt par

Blu-ray-anmeldelse: Ja, den er god nok – Michael Douglas har iklædt sig diamantbesatte suits og plastikkirurgi i rollen som den excentriske entertainer og pianist Liberace, mens Matt Damon med blond hårpragt og små badebukser er hans unge elsker, Scott Thorson. Det lyder måske mest som en vittighed, men i Steven Soderberghs biografiske drama Behind the Candelabra giver det hele mening. Meget god mening endda.

For bag den glimtende facade og de pompøse excesser udi ædelstene, dyre biler og alt for mange guldringe giver Michael Douglas og Matt Damon dramaet om det umage par en intimitet og menneskelige tyngde, der undgår karikaturen. Hermed ikke sagt, at filmen er uden humor, eller et komisk øje for de absurde situationer i parrets liv, men komikken overskygger aldrig det oprigtige, menneskelige drama.

Behind the Candelabre 02

Året er 1977, da en ung Scott Thorson første gang møder Liberace backstage til et af hans shows. Det bliver starten på deres stormombruste forhold. For snart flytter en imponeret og måske også en smule naiv Scott ind i Liberace overdådige gemakker, hvor der er alt for meget af alt det bedste. Men som det altid er med den der kærlighed, så er den også her lunefuld.

Michael Douglas indtager ubesværet og med overbevisende lethed rollen som den selvcentrerede og omsorgsfulde entertainer, der med velsmurt tungebånd altid synes at få sin vilje. Det gælder også, da han ønsker, at Scott skal plastikopereres, så han kommer til at ligne ham. Så absolut absurd, men ikke fortalt uden sort humor. Heldigvis. Men alvoren er hele tiden til stede i dramaet, hvor ensomheden og usikkerheden gnaver i den aldrende pianist.

Behind the Candelabre 04

Ligeså umage det kan synes at caste Michael Douglas i rollen som Liberace, så ser valget af Matt Damon som den unge elsker måske også lidt tvivlsom ud på papiret. Men han fungerer gnidningsløst godt som den godtroende Scott, der forelsker sig i Liberace. Et forhold, der aldrig kommer til at klinge falsk, men hele vejen bugter sig engagerende gennem jalousi, manipulation, magt og lidenskab.

Liberace er en fascinerende personlighed, man kun kan drages af, men også med en knapt så flatterende egocentrisk side. Men Michael Douglas gør den excentriske entertainer menneskelig, og i samspil med Matt Damons letpåvirkelige Scott opstår et nuanceret og konfliktfyldt drama, der giver filmen sin medrivende drivkraft.

Filmen – Behind the Candelabra, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale med blu-ray-udgivelsen, til gengæld er billed- og lydsiden fremragende. De glimtende diamanter og storslåede sceneshows står skarpt og farvemættet med indtagende detaljegrad, solid kontrast og naturlige nuancer. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med velbalancerede niveauer og et dynamiske lydbillede.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Behind the Candelabra | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Behind the Candelabra cover
Originaltitel: Behind the Candelabra, USA, 2013
Release: d. 27. februar 2013
Instruktion: Steven Soderbergh
Medvirkende: Michael Douglas, Matt Damon m.fl.
Spilletid: 113 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

WHITE HOUSE DOWN: Det Hvide Hus belejres af terrorister i buldrende dum actionbasker

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Roland Emmerichs actionfilm White House Down dum. Hvad havde du forventet? Heldigvis er den også pokkers underholdende. For da intet mindre end Det Hvide Hus overtages af brutale terrorister må Channing Tatum som sikkerhedsvagten Cale og Jamie Foxx som præsident Sawyer forsøge at klare sig helskindet ud af den buldrende suppedas.

Men der er selvfølgelig ugler i mosen – for hvorfor indtages Det Hvide Hus og hvem står i virkeligheden bag? Det spegede plot udrulles således sideløbende med de heftige actionscener, hvor Cale både skal få præsidenten i sikkerhed samt redde sin datter og resten af gidslerne ud af kløerne på de fæle terrorister.

white house down 01

Men nu skal man ikke hænge sig alt for meget i plottets krøller, i så fald får man travlt med at holde styr på usandsynlighederne og de mere eller mindre fjollede twists and turns. Her gælder det action, action og mere action. Heldigvis tager filmen ikke sig selv for seriøs – selvom den har sin del af forventelig amerikansk patriotisme. Helt uden dramatisk pondus er løjerne dog ikke. Særligt forholdet mellem Cale og datteren rammer fine følelser, om end de er noget sødsuppe-sentimentale.

Men ja, det hele kunne nemt blive uudholdeligt, hvis det altså ikke lige var for den veloplagte afvikling af strabadserne. Her er en god dynamik i brugen af action, hvor der veksles engagerende mellem skududvekslinger, håndgemæng og katten-efter-musen-scener. Så selvom der godt kunne være skåret lidt af spilletiden, smyger filmen sig velsmurt gennem sit dumme plot med actionmættet elegance.

white house down 03

Desuden er Channing Tatum en både empatisk og hårdtslående helt – en politisk korrekt John McClane light. Jamie Foxx er mere kæk end præsident-agtig. Nogle vil måske kalde ham fejlcastet, jeg vælger at hoppe med på legen om en præsident, der fyger jokes af, mens han sparker terrorister i hovedet med sine gummisko. James Woods er desuden herligt overspillende som skurk og Joey King cool som datteren.

Nej, jeg er ikke som sådan fan af instruktøren Roland Emmerichs bumlede film. Du ved, de der film, hvor storbyer har det med at blive jævnet med jorden. Tænk bare på titler som 2012, The Day After Tomorrow og Independence Day.  Så selvom White House Down er lidt for lang for sit eget bedste og usandsynlighederne af og til er ved at spænde ben for den veloplagte action, er det underholdende at være i selskab Roland Emmerichs automatvåben og eksplosioner.

Filmen – White House Down, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

white house down 02

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig upåklageligt på Blu-ray. Både billede og lyd spiller fejlfrit. Farverne er klare og veldefinerede, kontrasten er solid og detaljegraden imponerer. Lydsporet spiller med stor overbevisning, både dynamaik og velbalanceret, hvor både bragende action, dialog og øvrigt lydlandskab fornemt smelter sammen. Ekstramaterialet består af en 14 korte featuretter, der løbet på en times tid til sammen.

Det er ikke de mest dybdegående indslag og der er da også rigeligt med rygklapperi. Men på trods af dette, er det fermt produceret og der er da også flere fine sager at komme efter. Her kommer man omkring alt fra skabelsen af Det Hvide Hus, videre til action, stunts og pistoler samt et kig på tilblivelsen konkrete actionscener, special effects, histoiren og castet. Desværre forbliver det noget overfladisk.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/66_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”White House Down | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
white house down cover
Originaltitel: White House Down, USA, 2013
Release: d. 30. januar 2014
Instruktion: Roland Emmerich
Medvirkende: Channing Tatum, Jamie Foxx, Maggie Gyllenhaal, Jason Clarke, Richard Jenkins, James Woods m.fl.
Spilletid: 2 timer 11 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE GRANDMASTER: Poetisk kung fu deler elegante øretæver ud

Blu-ray-anmeldelse: Der deles poetiske håndmadder ud i Wong Kar-wais smukke kung fu-film The Grandmaster. Men bare rolig, du behøver ikke være inkarneret kung fu-fan for at blive revet med af de elegante øretæver og historien om den legendariske kung fu-mester Ip Man. For man kan ikke andet, når først de dynamiske kampe foldes ud i elegant slowmotion og slagene giver genlyd.

Ip Man er for eftertiden blevet kendt som Bruce Lees læremester og som en af det 20. århundredes store kampsportsmestre. Det er han dog endnu ikke blevet, da vi møder ham i filmens begyndelse, hvor han dedikeret træner sin kampsport i 1930’ernes Kina. Hans navn bliver dog kendt vidt og bredt, da han vinder en dyst mellem de syd- og nordkinesiske kampsportsstilarter.

grandmaster 02

Men alt ændrer sig, da Kina invaderes af Japan – en krig, der sender Ip Man på flugt mod Hong Kong, hvor en gammel flirt og en mulig kærlighed venter. Således væves kampsport, krig, kærlighed og historietime sammen i Wong Kar Wais fascinerende univers med billeder, der bobler af energi og poetisk nostalgi. Det er en dragende kombination, også selvom den ikke hele vejen er lige vellykket forløst.

Historien vakler en smule hist og her, mens ikke alle karakterer får den fylde og det nærvær, man kunne ønske sig. The Grandmasters helt store styrke finder man i de mange pulserende kampe, der opretholder et momentum i selv de mere eftertænksomme passager af filmen, hvor både den historiske baggrund og de menneskelige relationer forsøges givet tyngde og nuancer.

grandmaster 01

Desværre får følelserne ikke samme pondus som kung fu-kampene, mens historien til tider synes en smule rodet fortalt. Men filmen lever fornemt af sit indtagende univers, hvor Tony Leung er konstant dragende som den eftertænksomme og hårdtslående Ip Man. Zhang Ziyi brænder som det kvindelige modstykke på samme måde igennem med sit insisterende blik og elegante bevægelser.

Men selvom historien og karaktererne har sine ujævnheder, er The Grandmaster på mange måder en medrivende filmoplevelse. Wong Kar-wai, hvis mest kendte film vel er den poetiske kærlighedshistorie In the Mood For Love fra 2000, får nemlig med vanlig sans for billedmagi fængslende udfoldet både kung fu, kærlighed og historietime – hvor det som sagt er kampscenerne, der er det største trækplaster.

Filmen – The Grandmaster, 4/6:4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale med blu-ray-udgivelsen. Billedsiden fungerer derimod ganske fint, dog uden at imponere. Farverne er mættede og billedet detaljerigt, men lider i flere scener desværre også en smule under støj og blødhed. Lydsiden spiller noget bedre med et både dynamisk og velbalanceret mix, hvor både slåskampe og dialog går klart og stærkt igennem.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Grandmaster | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
grandmaster cover
Originaltitel: Yi dai zong shi, Hong Kong | China, 2013
Release: d. 13. februar 2013
Instruktion: Wong Kar-Wai
Medvirkende: Tony Leung Chiu-Wai, Ziyi Zhang, Song Hye-Kyo, Chang Chen, Wong Hing-Cheung, Julian Cheung Chi-Lam, Zhao Ben-Shanget m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

GETAWAY: Selena Gomez har forvildet sig ind på Ethan Hawkes ræsende passagersæde

Blu-ray-anmeldelse: Spænd sikkerhedsselen, for med biluheldet Getaway bliver der brændt gummi af og smadret biler i bunkevis. Desværre får de mange biljagter ikke sat pulsen nævneværdigt i vejret, mens en altid fornøjelig Ethan Hawke gør hvad han kan med det klodsede manuskript og Selena Gomez på fribillet. Nej, hun bliver aldrig troværdig som kvik tøs med en gun. Men hey, her er det bilræs, der er i førersædet.

For meget kan undskyldes i sådanne drønende actionfilm, hvis bare actiondelen fungerer. Det gør den bare for sjældent her. Hawke, der spiller den hårdtpressede eks-racerkører Brent Magna, bliver nemlig tvunget til at stjæle en racerbil og via dens lydanlæg beordret til at udføre diverse hasarderede biljagter af en mystisk mand, der har kidnappet hans kone – og hvis Brent ikke adlyder, dræber de hende.

gataway bluray 02

Et simpelt setup, der lægger vejen åben for højoktan rabalder, hvor en hættebærende Gomez ender i passagersædet for at blive ufrivillig del af den dødelige køretur. Så mens den ene politibil efter den anden slår kollebøtter, eksploderer og totalsmadres, bliver engagementet i løjerne også kørt over. De mange biljagter er uopfindomme og bliver hurtigt monotome.

Hertil kommer de mange – ja, lidt for mange – plothuller og usandsynligheder, som simpelthen er for svære at sluge. Blandt andet bliver der utroligt nok ikke kørt nogle civile i smadder, selvom Brent racer ned igennem befolkede gader, gennem julemarkeder og ind på skøjtebaner. Ligesom Gomez via en iPad pludselig får hacket sig ind og fiflet med de mange kameraer i bilen, der er sat til at overvåge dem.

gataway bluray 01

Hele affæren lugter bare lidt for meget af, at man har haft en lækker racerbil, hvis motorkræfter man gerne vil fremvise, mens man også lige smadrer nogle hundrede politibiler, bare fordi man kan. Men ja, den der ræsende Ford Shelby er da også ret cool – og det siger jeg, som ikke går det fjerneste op i biler.

Men selvom Getaway langt fra er det drønende sus, den gerne vil være, holder den et ok tempo gennem sine alligevel lidt for lange 89 minutter. Men selvom Hawke er god som den forpinte racerkører, ja, filmens lyspunkt, så er det altså ikke nok med et par pøllede flashbacks til at etablere båndet mellem Brent og hans kone. Ja, jeg var hele turen ligeglad med om hun døde eller ej. Øv.

Filmen – Getaway, 2/6:2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er ikke videre medrivende, det er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside til gengæld. Billedet er veldefineret og med velafstemte farver og god detaljegrad, mens lydsporet drøner dynamisk af sted med god bund og fint balancerede niveauer. Ekstramaterialet begrænser sig til fem korte og ligegyldige promoindslag, der overfladisk ser på blandt andet castet, stunts og Ford Shelby’en (i alt 5 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Getaway | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
getaway cover
Originaltitel: Getaway, USA, 2013
Release: d. 20. januar 2013
Instruktion: Courtney Solomon
Medvirkende: Ethan Hawke, Selena Gomez, Jon Voightm.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BEFORE MIDNIGHT: Den der kærlighed og alle de der følelser

Blu-ray-anmeldelse: Du ved uden tvivl, at kærlighed er kompliceret – ellers kommer du til det. Kærligheden er bestemt også kompliceret i Richard Linklaters drama Before Midnight. Men det er også en kærlighed, der er fortryllende, livsnødvendig og altopslugende. For i denne fornemme opfølger til Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) foldes historien om Jesse og Céline ud på tredje årti.

Ethan Hawke og Julie Delpy indtager for tredje gang ubesværet hovedrollerne, der her er på ferie i Grækenland med deres to tvillingepiger. Der er dog ikke længere meget letsindig sommerflirt over deres forhold, som her midt i livet kommer på prøve. Jesses søn fra hans tidligere ægteskab bor med moderen i USA, mens han selv bor i Europa med Céline og deres to piger. Han er således splittet mellem to verdener, mens også Céline står ved en skillevej i sit arbejdsliv.

before midnight 02

Men bag de praktiske udfordringer lurer selvfølgelig andre og større problemer. Mere vil jeg ikke afsløre, men kan dog sige så meget, at her er tale om et af de der dramaer, som mestrer at balancere det dybe og komplekse med det sjove og lette. Det lykkedes blandt andet fordi Ethan Hawke og Julie Delpy giver deres karakterer, kærligheden og parforholdet ærligt og usentimentalt liv.

For som de to øvrige film, er det også her tematikker og følelser, man ikke kan andet end at lade sig involvere i. Det er frygten for, hvad fremtiden bringer, usikkerheden over om man er i livet, hvor man gerne vil være, og om kærligheden til sin udkårne nu også kan bære de forhindringer, livet sætter op. Så selvom de jordnære realiteter ikke kan ignoreres, er her også plads til eksistentielle diskussioner.

before midnight 03

Netop i spændet mellem det højtsvungne og det jordnære, får dramaet liv. Ethan Hawke og Julie Delpy gør Jesse og Céline til mennesker af kød og blod. Forfatteren, der udlever sit kreative talent, mens Céline ikke har forfulgt samme vej, selvom hun måske har villet. Ja, det er også et drama, der spørger ind til, om man nu har truffet de rigtige valg i livet, og om man kan nå at ændre kurs – selv midt i livet.

Before Midnight er ganske enkelt en yderst elegant opfølger til de to ligeledes fremragende forgængere. Et drama, man ikke kan andet end at blive rørt af og engageres i. Alt sammen fortalt med en uforfalsket selvfølgelighed. Karaktererne har en oprigtig tilstedeværelse hele vejen, hvorfor følelserne og historien går rent ind og efterlader en lidt klogere på sig selv.

Filmen – Before Midnight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig smukt på Blu-ray. De klare farver under de græske himmelstrøg står veldefineret med fine nuancer, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Levende og naturtro. Lydsiden spiller også virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres dynamisk med det øvrige lydlandskab. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et ligegyldigt slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Before Midnight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
before midnight cover
Originaltitel: Before Midnight, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

Blu-ray-anmeldelse: Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck det, for filmen er pokkers veloplagt sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter. De to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet – og som enhver superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

Antboy 04

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

antboy01

Filmen er nemlig skåret ind til benet med sine 76 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken. Det kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, at være tro mod sig selv samt hvad der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken? Er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, det er de jo– all hail Antboy.

Filmen – Antboy, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

antboy 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens farverige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og klart hele vejen med både fin detaljegrad og flotte nuancer. Lydsporet spiller ligeledes virkelig godt, hvor superheltescoret har dynamisk svung og dialogen går klart igennem. Herunder får man et fint ekstramateriale.

Det består at et solidt og informativt kommentarspor med instruktør Ask Hasselbalch og manusforfatter Anders Ølholm. Herudover er der fem korte og fine featuretter, der blandt andet ser på castet, kostumerne, stunts og special effects (i alt 17 min.). Slutteligt finder man filmens trailer samt et ok interview med Ask Hasselbalch, Oscar Dietz og forfatteren bag Antboy-bøgerne, Kenneth Bøgh Andersen (7 min.).

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antboy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
antboy cover
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Release: d. 30. januar 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 76 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]