Indlæg

BLODIG WEEKEND 2017: Sidste dag bød på vampyrgru, dæmonsnask og graviditetsgys



Blodig Weekend 2017: Søndag er sidste dag på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, som holder til i Cinemateket i København. Ja, det hele synes at være forbi alt for hurtigt. Heldigvis har den i fire fuldfede dage stået på skønne skrækfilm, action-eskapader og benhårde gangstere. Sidstedagens program diskede op med tre visninger – og kom vidt omkring. Fra vampyrgru til dæmonsnask og videre til graviditetsgys.

Dagen startede med vampyrfilmen Subspecies fra 1991, der har den danske skuespiller Anders Hove i hovedrollen som den ækle vampyr Radu. Vi ankommer her til Rumænien, hvor to amerikanske veninder skal besøge deres lokale veninde. De har dog (naturligvis) ingen anelse om, hvilke rædsler, der venter dem i skyggerne. For snart sniger Radu sig ind på ungmøerne, som må tage benene på nakken, hvis de skal slippe ud af kniben i live.

Blodig Weekend 2017 Ander Hove

Anders Hove i veloplagt Q&A efter visningen af Subspecies

Anders Hove var til stede og deltog i en veloplagt Q&A, hvor han åbenhjertigt og humoristisk fortalte anekdoter fra tilblivelsen af både den første Subspecies samt efterfølgerne. Han fortalte eksempelvis, hvordan de under optagelser havde lagt godt og grundigt i druk videre til, at der intet research var gået forud for rollen. Og måske sjovest, at hans hvislende vampyrstemme var fundet på ved et tilfælde, da han havde røget for mange cigaretter og drukket for meget. Virkelig en fornøjelig og sjov Q&A. Sådan!

Herefter stod actionbøffen Dolph Lundgren for underholdningen i rollen som vampyrjæger i den ujævne, men ok underholdende Don’t Kill It. Her går jagten ind på en ondsindet dæmon, som besætter menneske på menneske i en lille flække. Jep, that’s pretty much it. Ikke så meget pis, men bare derudaf med blodige drab, skrigende dæmoner og en veloplagt Dolph Lundgren med cowboyhat, e-cigaret og et glimt i øjet.

Blodig Weekend 2017 Dolph Lundgren

Dolph Lundgren i action som dæmondræber 


Festivalens sidste film var desværre ikke det store afsluttende sus, jeg kunne have håbet på. Her var snarere tale om en lille sorthumoristisk afterburner med graviditetsgyset Prevenge. Her følger man den gravide Ruth, som ikke har det helt nemt ved at være vordende mor. Hun har mistet sin mand, mens samfundet ikke just synes indrettet til gravide kvinder – og da slet ikke Ruth, der blandt andet har svært ved at få arbejde.

Det hele bliver da også ret hurtigt for meget for den højgravide Ruth, som begynder sin bersærkergang med en skarpsleben køkkenkniv. Mordene bliver dog aldrig rigtigt medrivende, det samme gælder Ruths tragiske historie. Til gengæld fungerer den sorte og groteske humor helt godt, men som helhed forbliver løjerne for vage til rigtigt at engagere mig. Desværre.

Blodig Weekend 2017 Prevenge

Ruth er både gravid og god til at dræbe

Uanset hvad, så har det virkelig været en stærk omgang Blodig Weekend, jeg nu kan kigge tilbage på. Langt overvejende har det for mit vedkommende været gode samt virkeligt gode filmoplevelser, mens også stemningen i år ligeledes har været virkeligt god. Jeg ser allerede frem til næste ombæring af Blodig Weekend. Mine blodigste taksigelser for i år. Vi ses i 2018.

– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2017: Grumme gys, blaxploitation og brutal vold



Blodig Weekend 2017: Lørdagen på Blodig Weekend er lige liiidt hyggeligere, da man her finder det såkaldte Collectors Market, der som resten af festivalen er at finde i Cinemateket i København. Her sælges der alskens filmrelaterede sager, så man kan få stillet sin sult efter blandt andet dvd’er, Blu-rays og ikke mindst skønne VHS-bånd videre til plakater, magasiner, filmprogrammer, soundtracks, bøger med mere i den grusomme, snaskede og blodige ende af filmlandskabet.

Udover at kunne købe gode sager, er det også her, festivalens gæster har en oplagt mulighed for at hænge ud og snakke skrækfilm, mens der mæskes løs i markedets makabre udbud. Ja, jeg fik også selv shoppet samt snakket med øvrige horror hounds. Skønt. Der var bestemt også film på lørdagens program. Så efter markedet sneg jeg ind i mørket til antologifilmen XX, der efter en – som sædvanlig – veloplagt introduktion rullede over lærredet.

Blodig Weekend 2017 collectors market

De grumme filmsager granskes efter gyser-guf

Det var ikke alle fire kortfilm i XX, der var lige stærke – og desværre slog ingen af dem benene væk under mig. Men det var trods alt 80 ok underholdende gyser-minutter. For hvis et af segmenterne ikke lige fængede, var man relativt hurtigt videre til næste. Men blandt andet var The Box en ganske fin lille creeper om en mystisk boks, der får et barn til frivilligt at sulte sig selv af ligeledes mystiske årsager forbundet med boksen.

Jeg faldt også for den simple og klichéfulde, men ok habile creature feature Don’t Fall, hvor fire hikere får problemer i vildmarken, da de falder over nogle olme vægmalerier, der indvarsler død. Man kom i et andet segment også med til en herligt bizar børnefødselsdag, der indebar et lig i et pandakostume (!), mens man i antologigysets sidste og svageste indslag fik historien om en mor, hendes søn og deres ikke helt uproblematiske forhold – mildt sagt. Men den forblev for konturløs til at fange mig.

Blodig Weekend 2017 xx stills

En mystisk mand og hans mystiske gave i segmentet The Box fra antologigyset XX

Der er også plads til andet end gys og gru på festivalens program. Man finder i år blandt andet også benhård blaxploitation og brutal actionsmask. Det var nemlig præcis, hvad aftenens – for mit vedkommende – sidste to visninger leverede. Først med den kølige og cool Black Caesar fra 1973 med Fred Williamson i hovedrollen som gangsteren Tommy, man følger fra barnsbens trænge kår og undertrykkelse til, at han bliver en magtfuld bandeleder og voksen mand.

Der var tryk på sprøde suits, blodige shootouts og et lækkert soundtrack med James Brown. Fred Williamson skulle i egen høje person have deltaget i festivalen, men måtte desværre melde afbud grundet en pludselig filmproduktion. Til gengæld havde folkene bag fået ham til at lave en cool lille videohilsen til sine danske fans. Sådan. Men Fred eller ej, var Black Casesar en knaldhård og skøn film at få set på dejlig og halvslidt 35 mm.

Blodig Weekend 2017 blax

Fred Williamson i den benhårde Black Caesar

For mig stod dagens sidste visning i über-voldens tegn med den indonesiske håndmadsuddelende og øretævebaskende Headshot. Ja, en omgang smadder i samme vene som de to forrygende The Raid-film. Her fik publikum nemlig serveret en skøn og over the top omgang action, der fortæller historien om en mand, som efter at være blevet skudt i hovedet, lider af hukommelsestab. Men hans brutale fortid haler snart ind på ham.

Så alt imens han søger svar om sig selv, skal han også håndtere alverdens skurke. Det udmunder sig i vilde håndgemæng med pistoler, macheter og næver i alt fra en klaustrofobisk bus til på en idyllisk sandstrand. Her overtog den ene dynamisk iscenesatte actionscene stort set den næste med et dansende kameraarbejde og et potent score, der kun føjede ekstra medrivende energi til slåskampene.

headshot-lille-01

Der deles hårde håndmadder ud i Headshot

Efter dagens sidste visninger kunne dem af festivalens gæster, som ikke havde fået nok bevæge sig over til den såkaldte horrorfest i det nærliggende Studenterhuset. Her spillede dj’en lækre og filmrelaterede toner, mens man i passende dunkle omgivelser kunne fortsætte snakken om dagens strabadser – og naturligvis også, hvad der venter på festivalens sidste dag søndag.

– Du køber dine billetter til Blodig Weekend lige her.
– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2017: Endnu mere blod og sprøjtende splat



Blodig Weekend 2017: Genrefilmfestivalen Blodig Weekend levede i den grad op til sit blodige navn på andendagen fredag. I hvert fald for mit vedkommende og de to ud af dagens i alt fem visninger, som jeg nåede at se. Nemlig den stemningsfulde og klistrede monsterfest The Void samt den kropsvæske splattede og sexlystne The Night of the Virgin.

Men udover dagens herligt grumme og grusomme film, kunne man også deltage i en ligeledes grum og grusom film-quiz, hvor man kunne få stillet sin horror-viden på prøve i alt godt fra skrækfilmens verden. En herlig idé og en ekstra fin begivenhed på festivalen.

Blodig Weekend 2017 quiz 01

Der diskuteres blodige quiz-svar, så det knager


Da mørket så småt sænkede sig over Cinemateket i det blodige hjerte af København, hvor de skønne grusomheder finder sted, var det atter tid til at bevæge sig ind i biografsalens mørke. Vel at mærke efter, at der vanen tro var blevet snakket forventningsfuldt om, hvad det nu var, vi alle skulle ind og opleve: Nemlig den tentakelklamme The Void. Det var nu ellers et lidt svært valg, da From Dusk Till Dawn rullede over lærredet i en anden sal på samme tid – ovenikøbet på 35 mm.

The Void viste sig dog at være et forrygende godt valg. For skrækfilmen var rig på fede praktiske splatter-effekter, slimede monstre og ikke mindst en urovækkende dommedagsstemning. I filmen bliver en gruppe mennesker nemlig fanget på et øde hospital, der omringes af mystiske kutteklædte skikkelser. I takt med, at panikken breder sig, tager de mystiske begivenheder blot til. Og med sin egen sære logik, folder de atmosfærefulde eskapader sig kun mere og mere splattet ud i helt John Carpenskerske og David Cronenbergske dimensioner. Virkelig skønt.

Void-still-01-lille

Kutteklædte skikkelser, der lurer i mørket i The Void


I foyeren efter visningen gik snakken om de netop afsluttede blodsløjer i The Void – og der ventede blot mere blod og alle øvrige kropsvæsker med den spanske og sorthumoristiske horrorfilm The Night of the Virgin. Desuden var filmens instruktør Roberto San Sebastián samt producer Kevin Iglesias til stede før, under og efter visningen af de syrede og sjaskede løjer, hvor en ung mand i den grad kommer i problemer en skæbnesvanger nytårsaften.

For i sin jagt på damer, bliver han forført af en mystisk ældre kvinde, der snart får ham med hjem i sin overraskende klamme lejlighed med kakerlakker på gulvene og skidt overalt. Herfra bliver det kun mere mystisk, hvad kvinden egentlig vil med sin unge fangst. Men det er i hvert fald ikke blot et nytårsknald. Det går dog først alt for sent op for den uheldige bejler, der har udsigt til yderst makabre grusomheder, som det er svært at forestille sig – endsige gengive.

Blodig Weekend 2017 Virgin 01

Instruktør og producer holder hof ved visningen af The Night of the Virgin.

Efter visningen var der en veloplagt Q&A med instruktør og producer, som blandt andet fortalte om filmens mangel på succes i hjemlandet, der hader den, mens blandt andet både Finland, Mexico og nu øjensynligt også Danmark kan lide den. Det kunne jeg i hvert fald – også selvom filmens første halvdel gik en smule i tomgang.

Det var dog tomgang, som var til at tilgive, da eskapaderne i den grad tog til i filmens vildt bizarre, über-klamme og herligt splattede anden halvdel. For her fik den absolut ikke for lidt med den kropsvæske-sprøjtende malerpensel. Eller måske rettere med spandfulde af opkast, slim, sæd, snot og ikke mindst blod i en herlig pærevælling. Både klamt, men også leveret med et herligt og grotesk glimt i øjet.

Night-of-the-Virgin-01

Den stakkels bejler på splattet afveje i The Night of the Virgin.



Men bare rolig, for Blodig Weekend er bestemt ikke forbi endnu. Allerede i dag lørdag og i morgen venter der endnu flere makabre, groteske og actiontunge film. Så tjek lige op på festivalen, for du kan stadig nå at sikre dig billetter til resten af festivalens øvrige film – og så er der jo også en Blodig Weekend-fest i aften. Vi ses i mørket.

– Du køber dine billetter til Blodig Weekend lige her.
– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2017: Så blev festivalen skudt blodigt i gang!



Blodig Weekend 2017: Så blev spændingen endelig udløst! Den lange ventetid er ovre, for torsdag aften blev årets udgave af den københavnske genrefilmfestival Blodig Weekend skudt blodigt i gang i Cinematekets knapt så skræmmende, men dog en smule dystre omgivelser.

Ja, de allermest grumme løjer var naturligvis henlagt til det udspændte biograflærredet, hvor åbningsfilmen, den blodige, fornøjelige og sorthumoristiske The Belko Experiment sprang hoveder i luften, kløvede ansigter med økser og leverede kontor-satirisk blodfest. Sådan!

Blodig-Weekend-velkom-2017

Det forventningsfulde festivalpublikum, inden åbningsfilmen

Inden de grusomme og grumme løjer fløj energisk over lærredet, var der hygge og velkomstøl, hvor man kunne hilse på både de engagerede folk bag festivalen samt ikke mindst det ivrige festivalpublikum, der alle synes at være mindst ligeså spændte på de forestående løjer som mig. Her var både gengangere på festivalen samt nytilkomne gæster, der alle var klar på en festlig aften i blodets tegn. Herligt.

For en ting er naturligvis de mange spændende og blodbesudlede film, der venter på festivalen, men en anden og ligeledes vigtig del af Blodig Weekend er også den helt unikke festivalfølelse og de dedikerede festivalgæster. Det at være sammen om at opleve disse både underholdende, skræmmende og makabre film, der løber hele vejen frem til og med på søndag.

Blodig-Weekend-biograf-2017

En godt fyldt sal klar til Blodig Weekend

Så hvis du endnu ikke har sikret dig billetter, kan du med andre ord fint nå det endnu – lige her. Tjek eventuelt også mine anbefalinger på festivalen lige her, hvor du også finder info om de andre gode arrangementer, der sker undervejs i den kommende blodige weekend. Ellers kan du også besøge festivalens hjemmeside og deres Facebook, som løbende opdateres undervejs på festivalen.

Efter, at der således var blevet drukket velkomstøl og snakket med gud og hver mand i Cinematekets trods alt mest skumle hjørne, bevægede den større og større flok af forventningsfulde festivalgæster sig ind i biografsalen, hvor åbningsfilmen skød den blodige weekend veloplagt i gang efter en ligeledes veloplagt introduktion og velkomst fra festivalen.

Belko-Experiment-lille-01

Der deles blodige drab ud i The Belko Experiment

Således sad en godt fyldt sal klar til at mæske sig i blod, vanvid og mord. Det var desuden skønt at se, at festivalen havde trukket næsten fuldt hus. Så er vi ligesom godt i gang! Og med The Belko Experiment blev der lagt godt fra kaj. Her lander man nemlig midt i en arbejdsplads, der holder til i et højhus langt uden for lands lov og ret, hvor 80 ansatte fanges og af mystiske bagmænd tvinges til at dræbe hinanden. Alternativet er selv at blive dræbt. Ja, en pænt nederen situation.

Dog langt fra nederen for publikum. For med denne simple præmis, blev der i et ganske medrivende tempo rullet ok opfindsomme drab, intense intriger og ubehagelige magtkampe om bogstavelig talt liv og død ud. For min skyld kunne man godt været gået mere all ingore – men ok, jeg kan heller ikke få det blodigt nok. Balancegangen mellem grumme drab og grotesk humor fungerede dog godt og med de trods alt fint snaskede kills, var jeg godt underholdt. Så absolut en veloplagt åbningsfilm.

– Du køber dine billetter til Blodig Weekend lige her.
– Besøg Blodig Weekend på deres hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2017: Vi ses til genrefilmfestivalen – her er mine blodige anbefalinger

Blodig Weekend 2017: Så er det snart tid til femte omgang af Danmarks største genrefilmfestival Blodig Weekend. Det betyder vanen tro, at du kan kaste dig sultent over horror, gru og andre både brutale og bizarre genrefilm – 15 titler i alt. Det sker fra den 6.-9. april i Cinemateket i København. Du får fat i dine billetter her – så det synes jeg naturligvis, at du skal gøre. 

Her er lige lidt info om festivalen samt mine anbefalinger. Og ja, der er igen flere gode og vamle sager i vente. Det betyder både nye film samt gamle kendinge, mens festivalen igen i år byder på et collectors market, hvor du kan købe film, plakater og merchandise samt sikkert også andre interessante sager. Det sker ligeledes i Cinemateket, hvor alle film også vises. 

fred-williamson-lille

Fred Williamson i egen høje person

Festivalen får vanen tro også besøg af et par prominente gæster. Blandt andre den nu 79-årige actionbøf og blaxploitation-stjerne Fred Williamson (UPDATE: Fred Williamson har desværre måttet aflyse grundet en filmaftale) samt Anders Hove, der har hovedrollen som vampyren Radu i de i danske kredse noget oversete Subspecies-film.

Herudover kan du i år også deltage i en blodig filmquiz fredag den 7. april kl. 18:10-19:00 (fri entré) samt en Blodig Weekend-fest om lørdagen fra klokken 23:30 i Studenterhuset (fri entré). Lækkert med disse arrangementer udover filmvisningerne. Men tjek det altsammen ud på festivalens hjemmeside lige her.

Der er med andre ord nok, som du både kan og bør kaste dig sultent over den kommende blodige weekend. Jeg skriver løbende fra festivalen og håber da, at vi ses i mørket. Vel mødt, horror hounds og genrefans.

Void-still-01-lille

Kutteklædte skikkelser i The Void

ET PAR FILMANBEFALINGER TIL BLODIG WEEKEND 2017
Festivalen byder vanen tro på en række helt nye skræk- og actionfilm, men også et par ældre titler. Både nye og gamle film trækker i mig. Blandt de nye film finder man blandt andet følgende titler, som jeg ser lidt ekstra frem til i det spændende filmudbud: The Belko Experiment, The Void og The Night of the Virgin videre til XX, The Autopsy of Jane Doe og Headshot.

Når det kommer til de ældre titler, så er det film i forbindelse med gæsterne Fred Williamson og Anders Hove, der lokker mest. Her bliver det nemlig til et kig på eller gensyn med henholdsvis From Dusk Till Dawn fra 1996 og Black Caesar fra 1973 videre til Anders Hove-vampyrfilmen Subspecies fra 1991. Gode sager.

Subspecies-lille-01

Anders Hove i rollen som vampyren Radu i en af Subspecies-filmene

Blodig kontorvold og Lovecraft-inspireret kutte-horror
Lad mig lige uddybe lidt omkring de seks nye film, jeg har et ekstra godt øje til – i vilkårlig rækkefølge. First up er festivalens åbningsfilm The Belko Experiment.

Præmissen er simpelt og klart beskrevet i programmet: ”Firs colombianske medarbejdere får stillet en særlig opgave på deres arbejdsplads i et stort højhus: Dræb eller bliv dræbt.” Ja, det kan kun blive en brutal og blodig fest! Særligt med tanke på, at Greg  McLean er instruktør (manden bag den intense outback-gyser Wolf Creek) samt skrevet af James Gunn (manden bag den herligt snaskede Slither og superheltesjov med Guardians of the Galaxy).

Jeg ser også virkeligt frem til den The Void, da jeg har fulgt dens produktion i længere tid – og den ser mere og mere spændende ud. Så det er bestemt på sin plads, at den har fået en plads på årets program. Og med programbeskrivelsen lader det til, at den ikke kommer til at skuffe – i hvert fald ikke på effektsiden: ”Helvede er kommet til jorden i The Void, der er en homage  til 1980’ernes lavpraktiske effektfilm”. Sådan!

Belko-Experiment-lille-01

Shit is about to go down i The Belko Experiment

Grotesk komediesplat og godt med kvindegys
Den svære disciplin at forene horror med humor er det, The Night of the Virgin forsøger på. Det betyder blandt andet ifølge programmet: ”Der er ikke sparet på kropsvæsker eller fantasifuld brug af ditto i The Night of the Virgin, der uden tvivl vil komme til at stå tilbage som en af de mest ’langt ude’ film i 2017”. Filmens instruktør og producer deltager desuden ved visningen. Jeg glæder mig.

Med antologifilmen XX kommer der kvinder på banen, da filmens fire kortfilm alle er instrueret af kvinder – og ifølge programmet desuden ”er fire kortfilm med  et feminint twist, der alle får de store gys frem”. Det håber jeg så på – også selvom XX ikke har fået en overvældende positiv modtagelse rundt om i verden. Men ja, der skal jo også være plads til positive overraskelser.

Night-of-the-Virgin-01

Blodet kommer til at flyde i horrorkomedien The Night of the Virgin

En død kvinde og indonesisk über-action
Der er allerede god buzz omkring The Autopsy of Jane Doe – i hvert fald i de kredse, jeg kommer i. Så med anbefalinger fra flere munde, lader det til, at den her kan blive et ret så interessant bekendtskab. Og med lovning fra festivalens side om ”body-horror for viderekomne”, lader det til, at Blodig Weekends gæster godt kan glæde sig.

Det hele er dog ikke gys, horror og splat på Blodig Weekend. Festivalen favner nemlig blandt andet også rå action. Det er i hvert fald, hvad der er lagt op til med den indonesiske Headshot. Programmet lover således, at ”Ultravolden hersker over alt”, og at ”Adrenalinen flyder gennem lærredet.” Så hvis vi her er bare i nærheden af de to The Raid-films energi, er der en brutal fest i vente.

headshot-lille-01

Der deles i den grad håndmadder ud i den indonesiske Headshot

– Du køber dine billetter til Blodig Weekend lige her.
– Besøg Blodig Weekend på deres
hjemmeside her og på Facebook her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook
her.