Indlæg

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 4: Træt kannibal, spansk splat, forskruet familie og varulve

/i , /af

DAG 4: I går var sidste dag på den nye filmfestival Blodig Weekend. Fire dage med både grufulde, smukke og medrivende film sluttede med manér, hvor jeg bl.a. løb ind i glubske varulve og poetiske teenager-traumer. Først stod den dog på en kannibalistisk søvngænger med Eddie: The Sleepwalking Cannibal.

Her spiller Thure Lindhardt kunstneren Lars, der er gået kreativt i stå og derfor flytter til en lille canadisk flække for at undervise på en kunstskole. En dag vender hans inspiration dog uventet tilbage i forbindelse med den stumme Eddies blodige søvngængeri og snart opsøger Lars det brutale natteroderi for at få gang i sit udtørrede kunstnersind. Ja, en herlig bizar præmis med sort humor og kunstner-klichéer.

Desværre går filmen en smule død undervejs. Historien afvikles noget statisk, mens forholdet mellem Lars og Eddie ikke helt får dramatisk bund nok til at holde mig fast – og ja, så kunne jeg også godt have undværet den overflødige romance. Til gengæld var filmen flot med sine stemningsfulde nattebilleder og kolde snelandskab. Den tørre humor sad dog ofte lige i skabet, bl.a. takket være Lindhardts underpillede tone – men helt vellykket var den altså ikke.

Inden filmen var der desuden en kort, men interessant debat om genrefilm (som fx gys, science fiction og fantasy), hvor bl.a. disse films trange kår i Danmark og begrænsede tildeling af filmstøtte-kroner blev diskuteret. Super fint med sådanne debatter på festivalen – og så stod den ellers på medrivende blodsprøjt med den spanske [REC]³ Génesis. Her går et bryllup helt i hundene, da en dæmon-lignende virus spreder sig blandt gæsterne, som en efter en forvandles til frådende monstre.

Godt tyve minutter inde i bryllupsmassakren droppes den håndholdte ’found footage’-stil, der ellers kendetegner de første film i serien. Det ændrede dog ikke på intensiteten og det blodopkastende tempo. Man kunne dog for min skyld godt have skruet ned for humoren i filmens anden halvdel. Men den faktisk helt rørende kærlighedshistorie mellem brud og brudgom gik godt i spænd med gruen og så var Leticia Doleras i brudekjole og med en stor motorsav en super cool heltinde.

Herefter ventede den både kradse og smukke Excision – endnu et højdepunkt på festivalen. Med surrealistiske mareridt og et ondt familiefordærv gik den i kødet på teenageren Pauline og hendes problemer med drenge, forældre og seksualitet. Et atypisk familiedrama og teenageoprør, der både var uhyre velskrevet og spillet. Bl.a. imponerede AnnaLynne McCord i hovedrollen som Pauline, der psykisk går i opløsning. Tragisk, men hele tiden med en sympati for Paulines pinsler.

Der blev desuden heller ikke lagt fingre imellem, når de eksplicitte mareridt foldede sig både blodigt og poetisk ud. En æstetisk nydelse og et i gribende portræt. Ja, ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende formåede at balancere tunge temaer som psykisk sygdom, religion og sex – det uden, at den sorte humor ødelagde det forskruede ubehag og den grundlæggende alvor i dramaet.

Tonen blev noget lystigere med den spanske horror-komedie Game of Werewolves. Her blev der serveret heftig varulve-action i en lille indspist landsby, som Tomás tager til for at skrive en bog. Forfatteriet erstattes dog snart af en flugt fra bidske varulve, der desuden var lavet med flotte, praktiske effekter. Herligt old school og med solidt spark i både brøl og brutal varulvevold. En sjov film, uden at blive ren komedie og som for alvor kom op i gear i sin sidste hæsblæsende halvdel.

Jeg nåede at se 15 titler under denne første omgang af Blodig Weekend, der udover at byde på fremragende film også beviste, at horror-genren kan være meget mere end blot blodig og brutal. En genre, der kan rumme både relevante og rørende fortællinger samt spænde fra krads alvor til herlig løssluppen splat. Jeg håber bestemt, at festivalen vender tilbage næste år – hvilket den gør, hvis man kan tro de umiddelbare meldingerne fra arrangørerne. Jeg ser i hvert fald allerede frem til endnu en omgang film, der både udfordrer filmmediet og sit publikum.

– Find mere om Blodig Weekend HER.
– Læs om min DAG 1, DAG 2 og DAG 3.

Læs også om disse relaterede film:
– Kill List: Sprælsk skrækfilm er forrygende ond
– Maniac Cop: Morderisk betjent amok i New York
– Rabies: Israelsk galskab smitter ikke skræknerven
– Hobo with a Shotgun: Rynket Rutger Hauer ser rødt… blodrødt!

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

/i , /af

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
– Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
– The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
– A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
– I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 2: Seriemorder, monster-sprutte og biograf-dæmoner

/i , /af

DAG 2: Fredag kom filmfestivalen Blodig Weekend for alvor i gear og jeg fik set fire film på en forrygende anden dag. Jeg startede med at introducere det fremragende remake af William Lustigs seriemorder-klassiker Maniac i Cinematekets biograf – en voldsomt lækker film. I hovedrollen som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer (mildt sagt).

For den kære Elijah kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder for at påklæde sine elskede mannequiner deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også godt ind i hovedet på den syge Frank – ja, nærmest bogstavelig talt. For størstedelen af filmen ses fra Franks point of view, hvilket bl.a. er med til at give ham et uhyggeligt nærvær og samtidig understrege hans ensomhed.

Desuden var filmen en visuelt indtagende sag, der med sine stemningsfulde og smukke billeder fornemt indrammede ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv. Maniac forener således eksplicitte mord med et indtagende portræt af en seriemorder – hvilket også er en af originalens styrker. Fik jeg for resten sagt, at der var nogle lækre kills – on screen, insisterende og kniven helt inde i kødet. Sådan!

Stemningen blev noget lettere og mere løssluppen med den efterfølgende horror-komedie Grabbers. En monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint fik brugt genrens klichéer uden at miste sin egen berettigelse. For løjerne på en lille irsk ø, hvor et blæksprutte-lignende moster går amok var absolut veloplagt creature feature-underholdning med både veltimet komik og et slimet uhyre.

Det charmerende og skæve cast af irske øboere bød desuden på flere mindeværdige karakterer. Heriblandt Lalor Roddy som uimponeret fisker, Richard Coyle som fordrukken betjent og hans regelrette kollega, en sød Ruth Bradley. Nej, aldrig rigtig uhyggelig, men oprigtig sjov og med herlig tør humor. Aftenen sluttede med den italienske instruktør Lamberto Bavas to snaskede 80’er-film, Demons og Demons 2.

Den første er en perfekt biograffilm, da den netop foregår i en biograf, hvor en flok ækle dæmoner går løs på de sagesløse gæster. Yes! Grønt slim, lysende øjne og et cool soundtrack med både laber synthesizer-bund samt bl.a. Mötley Crüe og Pretty Maids. Opfølgeren blev vist i Husets hyggelige biograf, hvor løjerne fortsatte med dæmonbesatte yuppier, svedige bodybuildere og mere monster-splat. Herligt.

Lamberto Bava var selv til stede og introducerede filmene samt svarede på spørgsmål fra et begejstret publikum. Desuden var det en oplevelse i sig selv at se Demons i en fyldt sal med et hujende publikum! Når ja, jeg fik også lige signeret mine eksemplarer af de to film samt hans Macabre, der vises i dag, hvor der bl.a. også venter gotisk gru med Livid og indavlede galninge i Inbred. Kom så afsted…!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også mine anmeldelser af:
– Macabre: Makaber affære i skummel villa
– Inferno: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
– Four Flies on Grey Velvet: Et smukt morder-mysterium

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 1: Blodigsudgydelserne blev skudt grotesk godt i gang

/i , /af

DAG 1: I går torsdag var første dag på den nye filmfestival Blodig Weekend, der afvikles i København frem til og med søndag – en festival dedikeret til de mere grumme, groteske og blodige film. Og ja, festivalen blev skudt godt i gang. Jeg nuppede to styk – den samfundssatiriske og sorthumoristiske God Bless America samt den energiske no-budget science fiction-sjasker Manborg.

Vi har vel alle haft lyst til, måske ikke ligefrem at nakke, men så i det mindste at give reality-stjernerne en kindhest. Den fraskilte Frank tager skridtet videre i den herligt absurde God Bless America. For efter at være blevet fyret og oven i hatten få konstateret kræft vælger han at pløkke løs på egoistiske og forkælede døgnflue-kendisser i et korstog for at få folk til at opføre sig ordentligt.

Frank gøres selskab af pigen Roxy og så går der ellers Bonnie og Clyde i løjerne – eller måske rettere Mickey og Mallory Knox. Det er både morsomt og mildt tankevækkende at se den bizarre præmis ført ud i livet. En absurd parodi på kendis-møllen og sulten efter at være på – noget Roxy selv fanges i, da hun midt i nedskydningerne netop selv higer efter at blive set på TV. En fin pointe. Tara Lynne Barr er desuden skøn som den skarpladte og hurtigtsnakkende skolepige Roxy.

Filmen mister desværre en smule pusten af og til, mens logikken også er sat helt ud af spil – bl.a. med et mistænkeligt fravær af politi. Det er dog ”detaljer”, man ikke skal hænge sig i. Desuden af Frank og Roxy en medrivende duo, der giver mindelser om bl.a. Hit-Girl og Big Daddy i Kick-Ass, samt The Crimson Bolt og Boltie i Super. Joel Murray er perfekt som den livstrætte Frank, men mangler mere psykologisk dybde, der kunne have gjort dramaet mere nærværende. Nu må man nøjes med blodig og underholdende satire, hvilket bestemt også varmt kan anbefales.

Herefter var der dømt charmerende science fiction-snask med den skramlede Manborg. En film lavet med et minimum af penge, men et overskud af kærlighed til både 80’er-action og gamle computerspil. Her følger man Manborg – halvt menneske og halvt cyborg – der samme med tre andre kulørte typer går til kamp mod en hær af ækle nazi-monstre, der ledes an af den grumme Count Draculon.

Nogen vil kalde det kitsch, kult eller dårlig smag – jeg vil sgu bare kalde det pokkers god stil. Det tungt dundrende synthesizer-score er labert og de skønne stopmotion-effekter samt selvgjorte special effekts skaber et indtagende univers af VHS-drømme, hologrammer og kærlige referencer til film som The Terminator og RoboCop. Jep, Manborg er både morsom, veloplagt og voldsom. I dag venter der så bl.a. en grum seriemorder og sultne dæmoner… yes!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også:
– Vidunderlige og vanvittige VHS-film
– Hands of Steel: Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid
– 2019: After the Fall of New York: Herlig postapokalyptisk smadderkasse

BLODIG WEEKEND 2012: Ny spændende og blodig filmfestival i København

/i /af

Der venter en ny og blodig filmfestival i København. Den hedder Blodig Weekend og vil foregå for første gang fra nu på torsdag d. 27. september til og med søndag d. 30. september. Den vil løbe af stablen i både Filmhusets biograf Cinemateket og Husets Biograf. Udover de mange film, vil festivalen bl.a. også byde på besøg af instruktører samt et Collector’s Market, hvor man vil kunne få fingre i labert merchandise som bl.a. sjældne filmplakater og film.

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har en forkærlighed for skrækfilm. Det er bl.a. derfor også en stor ære at få lov til at introducere en af filmene, nemlig remaket af William Lustigs grumme klassiker Maniac fra 1980. I den nye version er det dog noget overraskende den ellers så søde Elijah Wood, der skal spille den psykotiske morder Frank Zito. Den glæder jeg mig meget til at se, hvilket kommer til at ske fredag d. 28. september kl. 16:30 i Cinemateket.

Husk at følge med her på MTV at the Movies, hvor jeg vil skrive om min færden samt de film jeg ser på festivalen. Jeg håber vi ses, hvis altså du tør…

– Husk at ’like’ Blodig Weekend på Facebook og besøg dem også HER.
– Køb billetter hos Cinemateket HER.