Biografanmeldelser – Side 22

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

26. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

– Split får 3 ud af 6 stjerner:

– Split har premiere den 26. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Split | Biografanmeldelse”]
Titel: Split, 2016
Release: den 26. januar 2017
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: James McAvoy m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: Universal, UIP[/tab][/tabgroup]

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

19. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad ville du mon gøre, hvis din bror blev nakket af en flok skumle gangstertyper, og politiet ligesom ikke hjalp ordentligt til med at få slynglerne bag tremmer?

I Fenar Ahmads Underverden tager Dar Salim i rollen som den succesfulde kirurg Zaid sagen i egen brutale hånd. Du ved, en hævnfilm med schwung på selvtægtsdrengen og et skarpt skel mellem lovlydig borger og vigilant voldsmand.

Det er dog desværre en mere eller mindre by the numbers-hævnfortælling, der her foldes ud – ganske vist både solidt fortalt og sine steder helt medrivende, men også noget forudsigelig. Heldigvis kommer vi dog fra A til B i godt selskab.

Det gælder på begge sider af loven, hvor der diskes op med både stærke og skræmmende præstationer. Ja, du har nok luret, at her er en dualitet i spil – mellem lovlydig og kriminel, samt ikke mindst den hårfine grænse herimellem.

En grænse, der kan overskrides, hvis bare man bliver presset nok. Og den ellers lovlydige Zaid bliver presset. Så meget, at han krydser grænsen iført sit bedste hjemmelavede ”Batman”-kostume, håndvåben og steroider i kroppen. Klar til at hævne sin kriminelle brors død.

Zaid har ellers en sød gravid kone, der venter hjemme i trygge, rene og flotte rammer. Modsat gadens farlige, beskidte og brutale virkelighed. Du ved, fordi kontraster fungerer. Den sirlige hjertekirurgs forsigtige hænder kontra hans hårdslående og blodindsmurte næver, når først grænsen overskrides.

Ja, kontrasterne skæres flot og brutalt ud i pap, mens jeg naturligvis hepper på Zaids bersærkergang. Selvom her da også kommer nuancer i spil om, hvad der gør de her gangstertyper og unge drenge til drabelige lømler.

Det er dog ikke nuancerne, filmen lever af. Eller for den sags skyld fortællingens twists and turns. Derimod holder det solide fortællehåndværk og ikke mindst castet Underverden oven vande og ganske godt i søen frem mod den intense og herligt brutale finale, som jeg (en smule utålmodigt) ventede på skulle indfinde sig.

Dar Salim indtager med nerve og nærvær rollen som Zaid – både som faderlig kirurg og hårdtslående hævner med håndmadder og håndvåben siddende løst på kroppen. Stine Fischer Christensen er en god modvægt som den bekymrede kone – både sart, stærk og bestemt, men aldrig en karikatur.

Ali Sivandi leder pumpet an blandt flokken af gangstertyper, der spytter gadeslang, ser barske ud med solbriller på og håret strøget tilbage. Han er både pokkers charmerende og pissehamrende uforudsigeligt farlig. Dulfi Al-Jabouri sender human uskyld ind blandt gaderødderne som den naive Alex – du ved, for nuancer skal der til.

Du skal dog ikke have set mange revenge flicks for at lure, hvor Zaids hævntogt i den danske underverden bærer hen. Jeg savner nogle overraskende udsving undervejs. De der WTF-øjeblikke, hvor handlingen pludseligt tager røven på mig. Det sker ikke – ikke for alvor i hvert fald.

Derfor ender Underverden også med ”blot” at være den der solide og velspillede film. Det har bestemt også sin styrke, når filmen som her leverer op til flere scener, der sitrer af nærvær og fandenivoldskhed. Og med et cast, der sender hævnen ud af lærredet med brutal nerve og engagerende vildskab.

– Underverden får 4 ud af 6 stjerner:

– Underverden har premiere den 19. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Underverden | Biografanmeldelse”]
Titel: Underverden, 2017
Release: den 19. januar 2017
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende: Dar Salim, Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi m.fl.
Spilletid: 1 time 53 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

5. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været. Øv.

Assassin’s Creed får 3 ud af 6 stjerner:

– Assassin’s Creed har premiere den 5. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Assassin’s Creed | Biografanmeldelse”]
Titel: Assassin’s Creed, 2016
Release: den 5. januar 2017
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

14. december 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan en die hard Star Wars-fan, meeen… jeg elsker universet og filmene (primært de tre originale, that is). Ja, jeg kunne også virkeligt godt lide The Force Awakens.

Jeg så derfor bestemt også frem til Rogue One: A Star Wars Story. Blandt andet fordi, det er en prequel og stand alone-film, der således introducerer en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. For hvor ville universet nu tages hen?

Lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg er begejstret for denne nye omgang stjernekrig. En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af universet end hidtil set på film. Og det fungerer med både tung regn og dystre settings.

Nå ja, der er godt nok også lige den der palmefyldte sandstrand, der lægger krop til en medrivende krigsscene med både store eksplosioner og store Imperial Walkers. Det fungerer så absolut også i al sin krigshektiske iscenesættelse.

Men hvad handler filmen – der essentielt er en krigsfilm – så egentlig om? Jo , det er kort fortalt historien om en gruppe rebeller, der står sammen på en yderst farefuld mission om at få fat på planerne til Dødsstjernen. For herved at finde frem til, hvorledes masseødelæggelsesvåbenet kan destrueres.

I front finder man Felicity Jones og Diego Luna som henholdsvis den stålsatte Jyn Erso og den handlekraftige Cassian Andor. En spændende duo med en god dynamik. De bakkes op af Alan Tudyk som den rationelle robot K-2SO, der ligeledes står for fint underspillede comic relief-momenter.

På antagonistsiden finder men blandt andre en herligt ond og slesk Ben Mendelsohn, mens Mads Mikkelsen gør god figur som den tvetydige Galen Erso. Og så er selveste Darth Vader også tilbage i en mindre, men dog ærefrygtindgydende og afgørende rolle.

Endvidere er der en række bikarakterer, der desværre ikke alle rammer lige rent ind, men som i det mindste tilsammen udgør fin broget flok, hvor man føler, at der er levet liv bag deres brugte ydre og slidte tøj.

Det er altså lykkedes den relativt uprøvede instruktør Gareth Edwards – der har low budget monsterfilmen Monsters samt big budget monsterfilmen Godzilla under bæltet – at bringe Star Wars-universet medrivende til live i en mere rå og brutal version.

Det klæder bestemt stjernekrigen, der er intens, mens ’on a mission’-plottet fint skubber sig engagerende frem gennem galaksen. Fra planet til planet. Fra rebellernes undertippede hold til det onde imperiums magtfulde tinder.

Så selvom historien af og til vakler lidt og ikke alle karakterer er lige velafstemt leveret, så er universet med blandt andet sine flotte, eventyrlige og detaljerede locations i en fjern galakse langt væk hele vejen medrivende at være en del af

– Rogue One – A Star Wars Story får 5 ud af 6 stjerner:

– Rogue One – A Star Wars Story har premiere den 14. december 2016.
[tabgroup][tab title=”Rogue One – A Star Wars Story | Biografanmeldelse”]
Titel: Rogue One – A Star Wars Story, 2016
Release: den 14. december 2016
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk, Riz Ahmed, Jiang Wen, Forest Whitaker, Mads Mikkelsen m.fl.
Spilletid: 135 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’ leverer et fortryllende univers fyldt med fantasidyr

17. november 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lige som du troede, at der ikke kunne klemmes mere ud af Harry Potter-franchisen lander Fantastiske skabninger og hvor de findes – og tak for det det. For denne forhistorie til de velkendte Potter-eventyr hev mig veloplagt ind i sit fortryllende flotte og medrivende univers af magi og fantasidyr.

Filmen er som bogforlægget skrevet af Potter-forfatterinden J.K. Rowling – og forude venter fire film mere. Denne første i rækken udspiller sig i tiden før den velkendte Potter-serie – nemlig i New York anno 1926. Her ankommer forfatter og troldmand Newt Scamander i sin jagt på fantastiske skabninger til sin bog. Den bog som Harry Potter læser mange år senere.

Uheldigvis slipper nogle af disse fantasifulde væsner løs – og så er den kejtede troldmænd på den, da menneskene intet må vide om den magiske verden, som eller befinder sig lige for næsen af dem. Samtidig lurer mørke kræfter i kulissen, der truer ikke kun troldmændenes verden, men også menneskenes. Således får Newt rodet sig ind i et vildt ridt mellem eventyrlige dyr og mørke kræfter.

Eddie Redmayne indtager med sær charme og introvert mine rollen som Newt. Som sidekick finder man Katherine Waterston som den søde heks Goldstein og Alison Sudol som hendes flirtende tankelæser-søster. Dan Fogler balancerer fint at være comic relief i form af det buttede menneske Jacob Kowalski, som ved et uheld forvilder sig ind i magiens verden, hvor han slet ikke hører hjemme.

David Yates, der instruerede de fire sidste Harry Potter-film, sidder i instruktørstolen – som han også gør på de kommende film i serien. Ja, universet er i sikre hænder, og man mærker da også en genkendelsens glæde ved at træde ind i filmens univers, der fortryller mig med sin sirlige detaljegrad og fantastiske skabninger, der boltrer sig medrivende i New Yorks gader.

For det er i høj grad selve universet med sine trylleformularer og sære dyr, der for mit vedkommende bærer filmen, da historien i sig selv ikke er den mest ophidsende. Flere af karakterer kommer heller ikke just helt til deres ret, men kridtes mest af alt op til fremtidige eventyr. Men fred med det, for jeg ser frem til flere eventyr efter denne flotte og ganske medrivende appetitvækker.

– Fantastiske skabninger og hvor de findes får 4 ud af 6 stjerner:

– Fantastiske skabninger og hvor de findes har premiere den 17. november 2016.

[tabgroup][tab title=” Fantastiske skabninger og hvor de findes | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: Fantastic Beasts and Where to Find Them, 2016
Release: den 17. november 2016
Instruktion: David Yates
Medvirkende: Eddie Redmayne, Katherine Waterston, Alison Sudol, Colin Farrell, Jon Voight, Dan Fogler m.fl.
Spilletid: 133 min.
Udgiver: Warner Home Pictures[/tab][/tabgroup]

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch er ikke nok til at redde det syretrippende superheltegilde

27. oktober 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så skal vi igen. Endnu en superhelt i Marvels fortsat voksende univers skal introduceres. Og ja, jeg har glædet mig til at mødet med magikeren Doctor Strange – blandt andet fordi, at det er Benedict Cumberbatch, der i titelrollen står for at bringe nyt blod til superhelteholdet.

Desværre er Doctor Strange bare ikke særligt ’strange’, men leverer en ganske generisk oprindelseshistorie om den selvglade kirurg Stephen Strange, der bliver til troldmanden Doctor Strange. For da han under en ulykke skader sine hænder og hermed sin karriere og sit liv, opsøger han nu magiens helende verden, da lægekunsten ikke kan hjælpe ham.

Ja, det er her, at den arrogante kirurg finder sig selv og ligeledes lærer uselvisk at hjælpe andre med hjælp fra en (creepy og) skaldet Tilda Swinton. Han skal naturligvis også lære sine nye trolddomskræfter at kende i mødet med en ond – og desværre ret kedelig – skurk spillet med mut intensitet af Mads Mikkelsen med vild discokugle-inspireret øjenmakeup.

Nå ja, der er også romantisk modspil i Rachel McAdams som sød kollega samt et cool sidekick i Chiwetel Ejiofor. De forbliver dog halvkedelige statister mod hovedattraktion: Doctor Strange. Nej, selve historien og karaktererne er ikke just videre ophidsende. Det er en skam, for Benedict Cumberbatch har både nærvær og karisma som Stephen Strange. Men fortællingen løfter sig aldrig rigtigt og spændingen udebliver.

Filmen vil blandt andet nå for meget på for kort tid. Plottet skubbes således hektisk frem, hvilket desværre også efterlader den dramatiske tyngde og det karaktermæssige engagement noget fladt på gulvet. Jeg tror ganske enkelt ikke rigtigt på forvandlingen af Stephen Strange til Doctor Strange.

Filmen byder dog trods alt på medrivende og ok overrumplende superhelte-underholdning, når først magien ruller sig ud i spektakulære scener. Her med svimlende ud-af-kroppen-mindfucks, når Stephen møder magiens verden og sit eget indre videre til vilde actionscener, hvor verden bogstaveligtalt slår knuder på bygninger Inception style.

Doctor Strange er altså ok underholdende med sine syretrippende actionscener og en karismatisk Benedict Cumberbatch. Humoren rammer både plet og helt ved siden af, men historien bliver aldrig for alvor spændende og Mads Mikkelsens skurk er forglemmelig. Nu har han som resten af karaktergalleriet ikke meget at arbejde med, hvor det kun for alvor er Doctor Strange, der løfter gildet.

– Doctor Strange får 3 ud af 6 stjerner:

– Doctor Strange har premiere den 27. oktober 2016.

[tabgroup][tab title=”Doctor Strange | Biografanmeldelse”]
Titel: Doctor Strange, 2016
Release: den 27. oktober 2016
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Chiwetel Ejiofor, Rachel McAdams, Michael Stuhlbarg, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

Tim Burton byder på et ujævnt besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

29. september 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Kære Tim Burton, hvor ville jeg dog fortsat gerne ubetinget knuselske dig og ikke mindst dine film, men du gør det ikke helt nemt. For med dit nyeste eventyr kommer du kun delvist i mål med den for lange og lidt for ujævne Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Desværre.

Her er ellers masser af muligheder for at brillere med dine skæve idéer, når man som publikum tages med ind i et krøllet univers af tidsrejser, tentakel-monstre og ikke mindst en gruppe børn med særlige evner. Alt fra at kunne svæve til at være usynlig og at kunne sætte ild til ting med de bare næver.

Ja, jeg fristes til at kalde det for en Tim Burtonsk krydsning mellem X-Men og Harry Potter. For vi besøger nemlig her Miss Peregrines hjem for de såkaldte sælsomme børn, som teenageren Jake finder på sin rejse til Wales i sporet på sin farfars fantasifulde historier, der viser sig at være sande.

Den mystiske Miss Peregrine og børnene viser sig dog ikke at være i sikkerhed, da der lurer skumle personer og farlige monstre i skyggerne, der vil dem til livs. Dem må Jake og børnene nu forsøge at besejre.

Men egentlig handler filmen om at være en outsider og at finde sin plads i livet. En coming of age-historie pakket ind i et eventyrligt univers, der da også er det, der fungerer bedst i filmen – altså universet og de her herligt bizarre indslag.

Så som en dukkekamp i stop-motion, hvor en af børnene vækker et par ækle dukker til live og lader dem slås til døden, videre til menneskestore gulerødder i baghaven og en monstrøs mund placeret glubsk i nakken på en lille pige. Alt sammen går jeg ud fra er hentet i bogen, som filmen er baseret på.

Den har jeg dog ikke læst, men som film, fungerer universet helt fint med sin skiftevis afdæmpede og kulørte farvepalet samt det umage karaktergalleri, hvor skurkene stirrer ondt med deres mælkehvide øjne og sylespidse tænder. Desværre halter historien, der roder ufokuseret rundt.

Asa Butterfield er ellers god som den småkejtede og helhjertede Jake og Eva Green manieret bærer rollen som den piberygende Peregrine, mens Ella Purnell er fin sart som den svævende pige. Ind fra højre kommer en overspillede Samuel L. Jackson som über-skurk, der aldrig rigtigt får den plads i fortællingen, som kunne give ham mere skræmmende nærvær.

Tim Burton formår altså ikke helt at holde styr på sine mange karakterer og plotafstikkere, hvorfor filmen ender med at være flot, men også ujævn i sin fortælling. Blandt andet mister hovedrollen Jake – der ellers har nok teenagerod at holde styr på – sammen med den øvrige film dramatisk tyngde og nærvær i takt med at fortællingen foldes ud og mister fokus.

– Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children får 3 ud af 6 stjerner:

– Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children har premiere den 29. september 2016.

[tabgroup][tab title=”Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children | Biografanmeldelse”]
Titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, 2016
Release: den 29. september 2016
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Eva Green m.fl.
Spilletid: 127 min.
Udgiver: Fox Film[/tab][/tabgroup]

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

11. august 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at selvom Jokeren spiller en hovedrolle i PR-maskinen for filmen, agerer han kun statist i den buldrende og rodede, men også herligt tegneserieagtige Suicide Squad.

Så nu hvor Jared Leto som Batmans ikoniske nemesis er henvist til filmens udkant, træder andre spændstige karakter i front for denne klodsede kolos. Desværre også lidt for mange til, at instruktør og manusforfatter David Ayer formår at balancere dem på engagerende vis.

Her præsenteres vi nemlig for hele ni superskurke plus det løse, der hyres til at bekæmpe en grum überfjende… fordi ondt skal bekæmpes med ondt. Eller noget i den dur. Det er sådan set plottet.

Men selvom historien nærmest ikke kan være mere simpel – hvilket bestemt kan være en styrke – fortælles den unødigt kringlet. Den er overlæsset med abrupte flashbacks og skydes af i et actiontempo, der desværre også efterlader ellers potentielt spændende karakterer uden egentlig pondus og dramatisk tyngde.

Bare rolig, der er også gode ting at sige. For jeg hader ikke filmen. Det er mest af alt en frustrerende oplevelse. Der er nemlig elementer, hele passager og flere karakterer, der fungerer.

Blandt andet seje zombiemonstre, dynamiske og sjove scener, hvor selvmordsbanden får plads og ro til at spille op mod hinanden, mens eksempelvis Will Smith er cool som den både kyniske og faderligt varme snigmorder Deadshot.

Han udgør filmens hjerte i slænget af bad guys, der blandt andre også tæller den skumle heks Enchantress (Cara Delevigne), den maniske Captain Boomerang (Jai Courtney) og Jokerens psykotiske kæreste Harley Quinn (Margot Robbie), mens Viola Davis er badass som hende, der får idéen at samle skurkeholdet.

Ja, det er en ret fjollet præmis, men det fungerer med sin egen tegneserielogik (sådan cirka), hvor det blandt andet skal give mening at hyre Harley Quinn til at bekæmpe monstre med et baseballbat i stedet for automatvåben.

Men det fungerer for mig (sådan cirka), da jeg overvejende godt kan lide filmens tegneserieæstetik og det både skørt sprudlende og dystre univers. Desværre får rodebutikken aldrig for alvor fundet en medrivende retning på sine antiheltes mission og kampen mod überskurken.

Nå ja, og så er det altså nederen, at filmen fortaber chancen at bringe Jokeren tilbage i filmmanegen, men blot giver ham en hovsa-plads i eskapaderne. Han flagrer mest af alt løsrevet rundt og får aldrig farlig tilstedeværelse. Derimod indtager Harley Quinn og Deadshot de egentlig hovedroller.

Dem bærer de da også ok i dette sammenklippede clusterfuck, der vakler i mål efter en generisk superheltefinale, der er set 100 gange før. Nej, potentialet til original antihelte-action indfries ikke, men kvæles i en rodet historie uden nok mindeværdige scener, men nok med tegneserie-tjubang til nogenlunde at underholde mig.

– Suicide Squad får 3 ud af 6 stjerner:

Suicide Squad har premiere over hele landet den 11. august 2016.

[tabgroup][tab title=”Suicide Squad | Biografanmeldelse”]

Titel: Suicide Squad, 2016
Release: den 11. august 2016
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Will Smith, Jared Leto, Margot Robbie m.fl.
Spilletid: 122 min.
Udgiver: SF Warner[/tab][/tabgroup]

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

28. juli 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så står den igen på shaky cam-øretæver, shaky cam-biljagter og shaky cam-samtaler. Ja, Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage med en ny film i franchisen om den tidligere og nu jagede CIA-agent Jason Bourne. Og fornemheds skyld hedder filmen netop det.

Det er godt 10 år siden, at duoen sidst leverede Bourne-action med den fremragende The Bourne Ultimatum, inden The Bourne Legacy blev liret af som seriens fjerde kapitel i 2012 med Jeremy Renner i hovedrollen og Tony Gilroy som instruktør.

Selvom jeg nu ok godt kunne lide ovenstående kapitel i franchisen, så jeg bestemt frem til Jason Bourne med Greengrass og Damon tilbage på deres respektive poster med denne femte film. Dem indtager de uden stor slinger i valsen, men også lidt for sikkert og uden de store overraskelser.

Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting – slet ikke når det som her er kompetent leveret. I hvert fald når det kommer til den hæsblæsende og intense action. Lige fra pulserende biljagter gennem menneskemængder til tørre tæsk med næverne, mens kameraet flyver energisk omkring slagene.

Ganske vist bliver enkelte tematikker og plotpunkter skåret en smule klodset ud i pap. Det er dog til at leve med i Greengrass’ action-maskine, der tromler ihærdigt afsted mod den herligt heftige finale, mens en sammenbidt Damon løber, slås og skuler alvorligt.

Hvad handler filmen så om? Tjo. Bourne jagtes fortsat af CIA og graver videre i sin mørklagte fortid, der naturligvis gemmer på hemmeligheder, mens et nyt CIA-hemmeligt program er sat i værk. Der spædes ligeledes til med temaer som privatlivets fred i en verden, hvor alt kan overvåges – og bliver det.

Desuden spiller en herligt olm Tommy Lee Jones med som CIA-chef og Alicia Vikander er med konstant alvorlig mine god og intens som computerklog CIA-agent, mens Vincent Cassel er hårdtslående og ond håndlanger, der langer håndmadder ud til Damon – og så repriser en cool Julia Stiles sin Bourne-rolle som Nicky Parsons.

Jason Bourne er groft sagt mere af det samme, som vi kender fra de tidligere film med Greengrass og Damon ved roret. Friskheden er dog ikke nær så frisk mere, men det er kompetent eksekveret action tilsat overvågningsparanoia og desværre også sine steder historie- og karaktermæssigt småklodsethed.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Vurdering 4 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”Jason Bourne | Biografanmeldelse”]

Originaltitel: Jason Bourne, USA, 2016
Release: den 28. juli 2016
Instruktion: Paul Greengrass
Medvirkende: Matt Damon, Tommy Lee Jones, Alicia Vikander, Vincent Cassel , Julia Stiles, Riz Ahmed m.fl.
Spilletid: 123 minutter
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

19. maj 2016/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad nu bare være med at lave flere X-Men-film, hvis I ikke kan finde ud af det. Det seneste kapitel i franchisen lader i hvert fald til at være opstået i en eller anden form for mutant-brandert, hvor man har besluttet, at ”more is better”.

Sandheden er dog, at Bryan Singers X-Men: Apocalypse er en rodet og keeedelig omgang mutant-vælling. Her vælter de kulørte løjer sig ufokuseret rundt i flere plottråde og karakterer end, hvad det kulørte bæst kan bære.

Men lad mig lige ridse plottet op. Helt kort. Det er noget med, at den mest onde motherfucker af en flere 1000 år gammel mutant vågner op til dåd i 1983 for at lægge verden i ruiner og starte en ny verdensorden med sig selv som hersker. Yes, han hedder naturligvis Apocalypse – hint hint.

De gode mutanter aka X-Men vil naturligvis stoppe ham. Tjubang, CGI-larm og så videre.

Altså ét styk fæl, megalomanisk og über magtfuld mutant i farven lilla mod de idealistiske X-Men (i overvejende blå farver). Som sådan en ok og simpelt præmis for en omgang solid ‘god-versus-ond-superhelte-action’ med mutanter i gummidragter. Sådan går det dog ikke.

For publikum skal trækkes igennem utallige introduktioner af karakterer og deres relationer på kryds og tværs af franchisen. Filmens kerneplot rykker således stødt i baggrunden, mens filmen drænes for drama, nærvær og fremdrift.

Og så er der jo alle de der mutanter. For lige at nævne et par stykker: James McAvoy er igen lederen af mutant-skolen som Charles Xavier og Michael Fassbender er fortsat martret god skråstreg ond som Magneto. Jennifer Lawrence bøvler også med sin identitet som Mystique, mens Oscar Isaac brummer sig med ”uhyyyggeliiig” stemmeforvrænger igennem rollen som Apocalypse.

Nicholas Hoult er fanget mellem at være bebrillet nørd og behåret Beast – og lad mig for god ordens skyld også lige liste Cyclops i kæk skikkelse af Tye Sheridan, mens Sophie Turner er mild og vild som Phoenix og bla bla bla.

Nå ja, og så forsøger Bryan Singer at overgå en af den forrige films bedste scener. Nemlig den, hvor Evan Peters som den lynende hurtige Quicksilver nedlægger en flok betjente i ultra slow motion.

Her bliver det blot til en mere eller mindre kikset gentagelse, der modsat forgængerens intense simple setting går efter ”more is more”, men bare ender som ”stop dig selv, Bryan Singer”.

Ja, vi har altså her at gøre med endnu en stort opsat superheltefilm, hvor det er intet mindre end menneskehedens skæbne, der er på spil. Men på trods af dette formår løjerne altså aldrig at indgyde nævneværdig spænding i eller engagement hos mig.

Så mens vi får serveret de obligatoriske bygninger, der styrter i CGI-pumpet grus, hvor de helt almindelige mennesker efterlades som ligegyldige statister i billedets kant, bliver jeg bare mere og mere ligeglad med, om det unge kuld af mutanter nu klarer den.

Filmens ellers interessante temaer så som faderkomplekser, at være udstødt, ens skæbne og det at vende svagheder til styrker ender desværre med at blive langt i grus på samme måde som bygningerne, mens det tomme CGI-rabalder tværes ud over lærredet.

Jeg kan dog godt lide, at universet er så gummidragtskulørt. Det er tegneserieæstetik omsat til film, hvor virkeligheden holdes på behørig afstand, så eventyret kan folde sig ud.

Men når ingen af karaktererne har egentlig dramatisk tyngde og historien kvæler sig selv med et overlæsset plot, så bliver filmens 2 timer og 23 minutter altså også til meget lange 2 timer og 23 minutter – kulørte mutanter eller ej.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Vurdering af X-Men: Apocalypse 2 ud af 6 stjerner:

[tabgroup][tab title=”X-Men: Apocalypse | Biografanmeldelse”]

Titel: X-Men: Apocalypse, USA, 2016
Release: den 19. maj 2016
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Evan Peters, Michael Fassbender, James McAvoy, Nicholas Hoult, Olivia Munn, Oscar Isaac m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 minutter
Udgiver: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

Indlæg

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’ leverer et fortryllende univers fyldt med fantasidyr

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch er ikke nok til at redde det syretrippende superheltegilde

Tim Burton byder på et ujævnt besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

SUICIDE SQUAD: Selvmordsbanden roder rundt i tegneserie-tjubang

JASON BOURNE: Paul Greengrass og Matt Damon er tilbage for fuld shaky cam-action

X-Men: Apocalypse er kulørt mutant-vælling, der vælter rundt

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV