Indlæg

PET SEMETARY: Grum Stephen King-filmatisering falder fra hinanden

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at Stephen King-filmatisering ‘Pet Semetary’ ikke har sine momenter. Men desværre falder de ellers ok gysende løjer fra hinanden i takt med, at filmen bevæger sig ind i sit sidste og klodsede tredje akt. Det er en skam, for der er både i historien og filmens atmosfære bestemt tilløbet til en langt mere vellykket gyser, end tilfældet er. 

Ganske vist er det en grum gyser, men det hele starter idyllisk med, at familien Creed flytter ud i et stort hus i skovens dejlige grønne natur i det landlige Maine. Men det forbliver dog langt fra ved med at være idyllisk for familien. For i deres baghave viser det sig, at der befinder sig en skummel dyrekirkegård, som gemmer på dystre hemmeligheder i det tågefyldte mørke.

Det finder faren Louis ud af, da familiens kat bliver kørt ned. Sammen med den ældre mand Jud, der bor alene i nabohuset, begraver de nemlig katten, der på mystisk vis efterfølgende vender tilbage fra de døde – men den er ikke helt som, den var før. Noget er forandret ved katten, der nu på delvist urovækkende og ufrivillig komisk vis popper pjusket op filmen igennem.

Noget overnaturligt er på færde i fortællingen, der også blev filmatiseret tilbage i 1989. Jeg vil dog ikke sammenligne de to versioner, da denne nye film skal kunne stå alene. Den står da også nogle gange ok gysende godt – særligt i første del, hvor den urovækkende stemning folder sig ud. Desværre spænder filmen ben for sig selv med tiltagende flere billige jump scares.

Hvis så bare bøh!-effekterne havde virket mere effektivt og været med til, at jeg filmen igennem sad gysende på stikker, så kunne jeg bedre have godtaget de klichéfulde chok. Det er bare ikke tilfældet, hvorfor gyset og uhyggen stille, men sikkert siver ud af filmen, der ganske vist har et par helt ok grumme og gysende scener undervejs. Dem vil jeg dog ikke spoile her.

‘Pet Semetary’ ender således også med at være en frustrerende oplevelse, da her faktisk er ret fine og gysende gode takter undervejs, som dog altså desværre undermineres af en klodset fortalt historie, der mere beror på slatne jump scares end på sine steder ellers helt ok urovækkende atmosfære. Den gysende grumme fortælling har fortjent bedre.

‘Pet Semetary’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pet Semetary’ har biografpremiere den 4. april.

GIRL: Et ømt, intenst og intimt drama, der går lige i kroppen

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg sidder berørt tilbage efter det, jeg lige har været vidne til udfolde sig dragende, dristigt og dramatisk på det store lærred. For med ‘Girl’ kommer jeg ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop. Hun kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet, mens hun forsøger at få en karriere som balletdanser.

Det er en meget sanselig og helt fysisk oplevelse at sidde dramaet igennem, der er et både ømt, intenst og intimt portræt af den hårdtprøvede Lara, som leder efter at finde sig til rette både i egen krop og hoved. Helt fysisk i sine intense scener på balletskolen, hvor jeg mærker det fysiske pres, Lara sætter sig selv og sin krop under. Det gør ondt i både min mave og i mit hjerte.

Helt fysisk i måden, hvorpå jeg kommer helt tæt ind på livet af Lara – blandt andet, når hun gang på gang betragter sin nøgne drengekrop i spejlet. Og når hun klæber sit køn ind mellem sine ben med krads tape. Det er både intimt, troværdigt og naturligt at blive lukket helt i Laras virkelighed her i skikkelse af Victor Polsters rørende, ømme og plagede portræt. 

En menneskelig skildring, der er en mindre åbenbaring samt helt og aldeles unikt forløst i den engagerende og dragende fortælling, som sætter spørgsmålet om køn medrivende i spil. Her med Lara, der er i hormonbehandling på vejen mod en kønsskifteoperation. Men ‘Girl’ er også et relaterbart drama om det at skulle gebærde sig i livet som menneske, når det er allersværest.

Jeg må ikke glemme Laras far, der portrætteres kærligt og ligeledes indlevende af Arieh Worthalter og den 6-årige søn i skikkelse af Olivar Bodart. Jeg tror ganske enkelt på den lille familie og deres relationer. Jeg tror på Lara, jeg tror på dramaet og jeg tror på, at hendes valg om at skifte køn er det eneste rigtige. Det er bestemt hårdt at betragte hendes både indre og ydre kamp.

Instruktør og manuskriptforfatter Lukas Dhont har med andre ord skabt et unikt drama, der – for at bruge en kliché – sætter sig både i mit hjerte, min mave og i mit hoved. Ømt, intenst og intimt. Ja, jeg sidder berørt tilbage med mine følelser helt uden på tøjet, hvor de helt sikkert også kommer til at befinde sig, når filmåret er omme med ‘Girl’ som et filmisk højdepunkt i 2019.

‘Girl’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Girl’ har biografpremiere den 4. april.

DEN SIDSTE GENTLEMAN: Robert Redford er cool som bare pokker

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad giver livet mening? Hvad er ens kald? Familie? Rigdom? Rejser? For den 74-årige Forrest Tucker synes meningen af være bankrøverier. Det er i hvad fald det, han fortsat bruger sit liv på – til trods for sin fremskredne alder. Han er dog – udover sin alder – ikke nogen almindelig røver med maske på og automatvåben i hånden. Slet ikke.

Filmen har da også fået den danske titel ‘Den sidste gentleman’ – og det er præcis, hvad han er. En rigtig gentleman, selv når han altså røver banker. Sammenfattet, cool og rolig går han fra bank til bank, hvor han med et smil på læben og charmerende vis får udleveret pengene, dog med hjælp fra en pistol i hånden – ja, originaltitlen lyder ‘The Old Man & the Gun’.

Således følger man en afdæmpet og dybt sympatisk Robert Redford i hovedrollen. Han er et karismatisk, høfligt og engagerende bekendtskab filmen igennem – selv når fortællingen måske nok løber lidt ned ad forudsigelighedens vej. Fred med det. For blandt andet finder man overfor ham den skønne Sissy Spacek, der sammen udvikler et umage venskab – og en mulig romance.

Det er dog Robert Redford, der er filmens utvetydige hovedrolle. Han bærer filmen på sine jakkesætsklædte skuldre – men ja, med god hjælp fra altså Sissy Spacek, mens også en mut Casey Affleck ses som betjenten, der er på nakken af den venlige bankrøver. Deres katten efter musen-leg er ligeledes en fornøjelse at overvære.

Filmen udfolder sig i 1981 og er endda baseret på en sand historie. Fortællingen males således op i flot mættede farver og dynamiske kamerabevægelser, der sender tankerne hen på 70’ernes film-coolness. Dette matcher så absolut fint historien og ikke mindst en pokkers cool Robert Redford. Desværre mister filmen en smule momentum undervejs, til trods for sine blot 93 minutters spilletid. 

Men selvom ‘Den sidste gentleman’ måske nok er lige forudsigelig nok og en smule ujævn i sin fortælling, ændrer det ikke på, at Robert Redford så absolut er hele filmen værd – det sammen med de øvrige medvirkende, en lækker billedside og et ligeledes indtagende soundtrack. En umage fortælling om en usædvanlig mand og hans kald her i livet.

‘Den sidste gentleman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Den sidste gentleman’ har biografpremiere den 4. april.

DRONNINGEN: Trine Dyrholm i sensuel, farlig og vovet affære

/i , /af

Biografanmeldelse: Den hårdtarbejdende og priviligerede advokat Anne er mor til to piger og vant til at have styr på alt samt kontrol i sit liv. Hun er lykkelig gift med lægen Peter – øjensynligt. Sammen holder de fester, kysser og krammer. Men Anne keder sig også i sit liv. Det er måske det, der er med til at sende hende på sensuel kollisionskurs i dramaet ‘Dronningen’.

For da hendes mands 17-årige stedsøn Gustav flytter ind i deres smukke og strømlinede designerhjem bliver det også starten på mere end blot en farlig flirt mellem ham og Anne, men en seksuel affære med den mindreårige unge mand. Men hvorfor hun drages ind i det sensuelle spind af passioneret og impulsiv sex med Gustav er ikke helt til at blive klog på.

Måske hun falder ind i affæren netop fordi, hun keder sig i sit polerede liv, der egentlig bare kører på skinner, eller om det ganske enkelt er intet andet end kødeligt begær, er ikke sådan til at blive klog på. Men måske netop fordi, at affæren ikke sådan er til at blive klog på, er den også mere interessant, end hvis den var til at gennemskue?

Det er i hvert fald denne usikkerhed, der blandt andet er med til at nuancere affæren og de to parter. Trine Dyrholm spiller med intensitet, nærvær og begærlig troværdighed Anne, mens den unge Gustav i skikkelse af Gustav Lindh ligeså er et fint dragende bekendtskab. Men selvom de to er velspillende, så gnistrer kemien ikke rigtigt mellem dem andet end rent fysisk.

Måske det også er nok? Men desværre er det også rent fortællemæssigt en smule fladt, mens den tematiske dualitet i Annes arbejde som advokat – her blandt andet en sag om voldtægt af en ung kvinde sat overfor Annes affære med Gustav – står en smule for manuskript lækkert frem i filmen, der er bedst, når den kører i mere løs passioneret friløb.

På trods af sine fine skuespillerpræstationer, en engagerende og smuk billedside samt en nuanceret lydside, så bliver ‘Dronningen’ desværre også med sine lige over to timer lange spilletid for lang for sit eget bedste og den fortælling, instruktør May el-Toukhy vil fortælle. Det sagt, så er her bestemt tale om en velafstemt drama, der dog bliver lidt for skrevet i sin finale.

‘Dronningen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dronningen’ har biografpremiere den 28. marts.

DUMBO: Den flyvende elefant falder fladt til jorden

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker Tim Burton. Det har jeg gjort lige siden jeg så hans skævt romantiske ‘Edward Scissorhands’ for år tilbage. Nu er den krøllede instruktør tilbage med sin nyeste film, en live-action-fortolkning af Disney-klassikeren ‘Dumbo’ fra 1941. Desværre er der ikke meget Tim Burton tilbage at spore her. Til gengæld er Dumbo vildt sød!

I denne version af den opløftende fortælling lander man i året 1919, hvor man følger et en smule falleret cirkus, der har den karismatiske cirkusdirektør Max Medici i front – spillet herlig energisk af Danny Divito. Han gør, hvad han kan for at holdet skinnet på næsen og cirkusset rullende. Til at redde sin forretning køber han en gravid elefant, der således føder Dumbo.

Elefantungen med de overdimensionerede ører bliver nu passet af den tidligere stjerneartist Holt Farrier – en fattet Colin Farrell – samt hans to børn i skikkelse af de ikke videre mindeværdige Nico Parker og Finley Hobbins. Underligt nok så griner alle publikummer af Dumbo, der bliver helt til grin i manegen. Hvorfor de ikke alle synes han er vildt sød, fatter jeg ikke.

Nå, det til side. For da det viser sig, at Dumbo jo kan flyve, begynder det at gå økonomisk godt for cirkusset. Faren lurer dig forude. Det i form af den tvetydige forretningsmand Vandevere, der i form af Michael Keaton bibringer filmen noget tiltrængt og diabolsk charme. Men Vandevere har naturligvis ikke rent mel i posen og snart skal Dumbo reddes.

Ja, fortællingen er sådan set lige til. Fred med det, hvis den så var blevet fortalt med mere nærvær, charme og følelse. Men det hele bliver noget poleret, strømlinet og kedeligt. Karaktererne brænder aldrig for alvor igennem – ja, selvom Dumbo er sød, mens både Devito og Keaton gør det godt. Men nej, der er som sagt ikke meget af Burtons opfindsomhed og magi at spore her.

Det hele er ret så kønsløst forløst i en fortælling, der også mangler et stærkere fokus for at hive mig med ind i fortællingen, der heller aldrig får sat følelser i sving hos mig. Underligt nok, når nu historien indeholder fin tragedie, men også et opløftende budskab, hvor både sammenhold og ikke mindst vores forskelligheder hyldes. Men Dumbo falder desvære fladt til jorden. Øv.

‘Dumbo’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Dumbo’ har biografpremiere den 28. marts.

US: Gribende gys, vilde WTF-øjeblikke og sort humor

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peele tog komplet røven på mig med sin formidable gyser-bastard ‘Get Out’ i 2017. Nu er han tilbage med sin nye film ‘Us’ – og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at den ligeledes er formidabel. En overraskende, spændende og nervepirrende gyseroplevelse, der satte sig både i min krop, mave og i mit hoved.

Det hele starter ellers idyllisk, nemlig med, at den lille familien Wilson tager på en tiltrængt ferie i Santa Cruz. Solen skinner, mens alt ånder fred og ro. Det varer dog ikke længe, for da aftenen falder på, står der pludselige en familie udenfor deres hus. Hvem er de? Og hvad vil de mon? Dette bliver starten på den både gribende, gysende og drilske ‘Us’.

Mere vil jeg ikke gå ned i plottet, da det nemlig er fyldt med overraskelser, der fik mig til at gætte med på de medrivende eskapader filmen igennem. Herligt. Filmen er dog ikke kun neglebidende gys, den er også morsom – sorthumoristisk, vel at være. Ja, ‘Us’ er sjov, når den skal være det. Nervepirrende, når den skal være det. Og grusom, når den skal være det.

Til at forløse Jordan Peeles forrygende vision, finder man i den lille familie Lupita Nyong’o som moren Adelaide. Hun leverer et både intenst, gribende og empatisk portræt. Winston Duke er tilpas morsom som faren, mens de to børn i skikkelse af Evan Alex og Shahadi Wright Joseph er troværdige og ligeledes gribende bekendtskaber.

Med andre ord, så fungerer familien, så jeg hepper på dem hele vejen, når først lortet begynder at ramle. Men tro ikke, at du ved, hvad der helt kommer til at ske, for Jordan Peele er også en både legende og drilsk filmskaber, der blandt andet med en god omgang WTF-øjeblikke tager fat i kraven på mig flere gange undervejs. Skønt!

‘Us’ er kort fortalt en særdeles vellykket horror-film, der leger med genren og dens konventioner, mens der er puttet velafbalanceret sort humor ind i de både nervepirrende, gysende og grusomme løjer. Det er et for mig uden tvivl allerede et filmisk højdepunkt i 2019. Med andre ord, drop at se filmens trailer eller at læse mere om den – bare se den, og se den igen!

‘Us’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Us’ har biografpremiere den 21. marts.

ALLE VED DET: Potent drama med familieintriger i spil

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter ellers så livsbekræftende med et lystigt bryllup og glade familier samlet til fest i en mindre by uden for Madrid. Men da en ulykke indtræffer, ændres nattens muntre fest sig til et sandt mareridt for familien i drama-thrilleren ’Alle ved det’. Jeg vil dog ikke her afsløre, hvad denne ulykke består i – det må du selv i biografen for at opleve.

Inden den tragiske begivenhed rammer familien som et lyn fra en klar himmel, er brudens storesøster Laura kommet til byen fra Argentina. Hun har taget sin teenagedatter og lille søn med, men efterladt sin mand hjemme. Det er dog ikke kun et møde med søsteren og familien, der venter, men også et gensyn med sin ungdomskæreste Paco. De er dog begge to nu med nye partnere.

Nattens begivenheder gør imidlertid, at de to må holde sammen – og ligeledes holde sammen på familien. Et på en gang lavmælt, intenst og brusende drama er her sat i søen, hvor skepsis og mistro breder sig i familien, efterhånden som de efterfølgende dage går og den tragiske nats begivenhed for alvor begynder at sætte sig fast som en ond igle, mens også fortidens hemmeligheder spøger.

I rollen som den ulykkelige Laura, finder man en nærværende og intens Penélope Cruz, mens den livsglade Paco indtages af en både mild og indlevende Javier Bardem. Samspillet mellem de to er ganske gribende, nuanceret og helt rørende. De to fanger mig fra filmens start. Desværre mister filmen undervejs noget momentum i sin fortælling, hvilket går ud over mit engagement.

Hertil kommer, at jeg desværre aldrig for alvor har følelser i spil – selvom fortællingens tragiske slagside er yderst tilstedeværende filmen igennem. Men ’Alle ved det’ bliver altså ganske enkelt med sine to timer og 10 minutter for lang for sit eget bedste. Der opstår for meget stilstand, hvor et ellers velspillende karakterdrama ikke helt er nok til at holde filmen flyvende.

Det sagt, så er Asghar Farhadis ’Alle ved det’ et overvejende gribende og intenst drama med familierelationer og fortidens hemmeligheder nærværende i spil. Penélope Cruz og Javier Barden er både gode hver for sig og ikke mindst i samspil. Desværre er filmen for lang for sit eget bedste, hvilket hiver noget nærvær og indlevelse ud af den ellers spændende fortælling.

’Alle ved det’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Alle ved det har biografpremiere den 21. marts.

SILVIO OG DE ANDRE: Kulørt, sexet og billedsmukt politiker-portræt

/i , /af

Biografanmeldelse: Den både flatterede, berømte og berygtede italienske premiereminister Silvio Berlusconi er centrum for den kulørte, sexede og flotte ‘Silvio og de andre’. Han er en stærk personlighed, der efterlader sig mange kontroverser og skandaler i kølvandet på sin person og politiske karriere. Det er dem og blandt andet også forholdet til sin kone, man her får et indblik i.

Fortællingen er dog ikke et en til en-portræt af politikeren, men snarere en fiktionalisering af ham og menneskene i hans inderkreds. Man følger således i skiftende fortælletempo og med masser af både nøgne damer, sex og fester Berlusconis vilde liv i tiden op til hans forfald. Fra farvestrålende højdepunkter til personlige nedture.

For han har måske nok også succes midt i skandalerne, men hans personlige liv bobler af problemer, særligt til hustruen, hvor ægteskabet slår revner. Men den magtfulde mand – og en af Italiens absolut rigeste – lader sig ikke sådan skubbe rundt med, så han gør, hvad han kan for at beholde magten, ikke kun rent politisk, men altså også på privatfronten.

Det er Instruktøren Paolo Sorrentino, der her sætter den excentriske politiker stævne – det gør han til dels nuanceret, sine steder morsomt og ikke mindst med fart på festerne. Desværre går fortællingen flere gange i tomgang og gentager sig selv, mens filmens flow undervejs også mister momentum. Den kan ganske enkelt ikke bære sin spilletid på hele to timer og 30 minutter.

Det sagt, så holdes filmen blandt andet oppe af sin smukke, dragende og visuelt stimulerende billedside samt ikke mindst af Toni Servillo i den dameglade og magtsyge hovedrolle. Han er så absolut et fund til at skulle forløse den ganske komplekse karakter, der er omgærdet af både mystik og med flere hemmeligheder i bagagen bag det ellers smilende ydre.

’Silvio og de andre’ er med andre ord en delvist vellykket stykke fiktionsfortælling baseret på den virkelige politiker og hans tumulte liv – både de mange skandaler samt nederlag og succeser. Det ikke mindst tilsat i hobevis af smukke kvinde, stoffer og sex. Det er både underholdende, men desværre sine steder også en lidt trægt iscenesat fortælling, der dog blandt andet lever af sine smukke billeder.

’Silvio og de andre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Silvio og de andre’ har premiere den 14. marts.

MARIA STUART, DRONNING AF SKOTLAND: Royal strid vinder på hovedrollerne

/i , /af

Biografanmeldelse: Velkommen til 1500-tallet i det historiske drama ‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’. Her ligger kusinerne Mary Stuart og den ældre Elizabeth I i bitter magtstrid om tronen. For som helt spæd blev Mary nemlig dronning af Skotland, mens hun som blot 16-årig blev gift med den franske konge. Hun vender dog tilbage til Skotland to år efter sit ægteskab, da hendes mand dør.

Her vil Mary indtage den engelske trone igen – nemlig sin forhenværende position, som hun forlod, da hun rejse til Frankrig. Men nu, hvor hun er tilbage må hun således indlede en strid med den regerende dronning, nemlig netop Elizabeth I, der dog ikke just har tænkt sig at afgive sig sin magtfulde position. Langt fra. På den måde bliver det starten på et intrigant rænkespil.

Magtspillet mellem de to kvinder er på den måde skudt fint i gang. Her indtages rollen som Mary af den både stærke og besnærende Saoirse Ronan, som det er svært at tage øjnene fra, når hun toner frem i den ganske vist lidt tungt udfoldede fortælling. Modsat hende som Elizabeth I finder man en stålsat og mere mystisk Margot Robbie, der udover den hårde magtkamp også tumler med private problemer.

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ er på den måde – udover at være fortællingen om magtkampen mellem de to kvinder – også et portræt af dem, deres liv og private udfordringer. Blandt andet og ikke mindst, hvad angår deres interne forhold eller mangel på samme, videre til en manglende tronfølger og ligeledes manglen på samme. To komplekse og nuanceret spillede portrætter.

Desuden er filmen smukt iscenesat, hvor både kostumer og omgivelser er med til at tage mig tilbage i tiden. Desværre er filmen som nævnt sine steder ret tungt forløst, hvilket blandt andet hiver noget momentum, nærvær og intensitet ud af persondramaet. Det er en skam, når nu de to hovedrolleindehavere ellers er fine og dragende bekendtskaber.

Filmen bliver da også med sine to timers spilletid for lang for sit eget bedste. Men mine forbehold til trods, så lever ‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ blandt andet netop af sin flot iscenesatte miljøbeskrivelse samt ikke mindst Saoirse Ronan og Margot Robbies portrætter. Derfor ender filmen da også lige en tand højere på skalaen end de tre stjerner, den ellers snuser til.  

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Maria Stuart, Dronning af Skotland’ har biografpremiere den 14. marts.

COLD PURSUIT: Liam Neeson hævner sig i generisk hævnthriller

/i , /af

Biografanmeldelse: Så skal Liam Neeson søreme endnu engang til det. Nemlig at hævne sig i endnu en hævnthriller. Og ja, Liam Neeson har altså fint med filmisk pondus i ‘Cold Pursuit’, når han her indtager rollen som den i grunden helt almindelige mand Nels Coxman, der uvildigt ender mit i en omgang narkohandelsballade, der sender ham på en dræbende krigssti.

Ja, præmissen er dejligt simpel. Det handler om hævn, skurke og vold – men også familie, ensomhed og savn. Det er dog førstnævnte treenighed, der har størst gennemslagskraft, mens de sidstnævnte tre flagrer uforløste i vinden. Men hvordan klarer filmen sig så, når det mest af alt handler om hævn og at slå på tæven? Jo, kort sagt sådan ok.

For ganske vist har ‘Cold Pursuit’ et par helt habile og voldelige hævnscener, men eskapaderne er også bare ret så både generiske, forudsigelige og uden nævneværdig personlighed. Det hæmmer blandt andet mit engagement i de hårdtslående løjer – og her ligeledes de medvirkende. Ikke mindst Liam Neesons Nels Coxman.

Netop Coxman fremstår nemlig ikke videre troværdig. Her er ingen overgang fra almindelig mand til hårdtslående hævner, hvor han fra starten er en brutal og toptrænet soldat værdig. Udviklingen i hans karakterer er altså flad, hvilket også er med til at gøre hans karakter mindre interessant. Om han er mere interessant i den norske original, ‘Kraftidioten’, ved jeg dog ikke.

‘Cold Pursuit’ har på trods – og som sagt – et par ting kørende for sig, blandt andet volden, uden at filmen dog løfter sig over det forglemmelige. Hertil er karaktererne for flade, forudsigelige og generiske. End ikke den ellers top-onde skurk har det nærvær eller urovækkende væsen over sig til at få mig til for alvor at tro på ham – han bliver mest af alt en karikatur på en bad guy.

Men ja, udover et par habile og voldelige scener samt ikke mindst en intens og altid seværdig Liam Neeson i hovedrollen, så har filmen også en fin og velafbalanceret omgang sort humor, der fint passer ind i fortællingen, der desværre bare er alt for klodset og forudsigelig forløst til sådan for alvor at rive mig med. Derfor ender ‘Cold Pursuit’ også som en middelmådig hævn-thriller.

‘Cold Pursuit’ får 3 ud af 6 stjerner;

‘Cold Pursuit’ har biografpremiere den 28. februar.