Indlæg

PLAYER: Casper Christensen og Rasmus Bjerg går på røven i det franske

Hvis succeskriteriet for en komedie er, at man griner, er der lang vej til målet for Tomas Villum Jensens Player. Hvis succeskriteriet derimod blot er at få folk i biografen, er filmen nok bedre sikret succes. For med en coke-sniffende Casper Christensen og en kejtet Rasmus Bjerg burde billetluerne jo ligge klar med spredte ben og godt våd i fugen til et forblændet publikum.

Ja, Player føles mest af alt som et forsøg på at slå genvej til folks pengepung ved at hive to af tidens mest populære komikere ind fra højre og så håbe på, at de kan trække skidtet i hus. Det kan de ikke – langt fra. For selvom de to herrer har deres øjeblikke, ændrer det ikke på, at her er tale om en slap og umorsomt eksekveret komedie, der oser af dovenskab og billige løsninger. For helvede da også – tag jer nu sammen.

Player 01

Filmen gør ellers brug af et gammelkendt og effektivt komedie-setup, nemlig det at lade modsætninger mødes. Bjerg spiller således en kedelig advokattype, der modvilligt sendes til den franske riviera for at løse en skilsmissesag. Her bliver han franarret 10 millioner kroner og støder tilfældigt ind i sin gamle ven Theo, en dameglad Christensen – jep, hans klare modsætning. Sammen skal de to nu forsøge at skaffe pengene tilbage – mon det lykkedes? Ja, hvad tror du selv.

Den står således på en løssluppen Christensen, der mere eller mindre gentager sin rolle fra Klovn – ja, han siger fisse op til flere, klør sig i skridtet og tager snitter fra en yndig piges pony-tatoverede bagdel. Man får også prutte-og-opkast-humor med en tømmermandsramt Bjerg, der også lige flasher sin bare bagdel for god ordens skyld. Ja, de billige løsninger hele vejen og leveret uden charme.

Player 02

Jeg har ikke noget imod plat humor, men når det som her er så fantasiløst serveret og i en indpakning, der næsten ikke kunne være mindre engagerende, så bliver de tomme kalorier blot endnu mere overflødige. Og nej, de halve forsøg på at smide lidt far-og-søn-drama samt fraværende fædre-problematik ind i møllen giver hverken de medvirkende eller filmen mere pondus.

Det er i udgangspunkt fint tænkt at sætte Christensen og Bjerg sammen – og de to er da også den eneste grund til, at Player ikke helt skraber bunden (men det er tæt på). Men den umage duo byder på for få grin og filmen er mere end fattig på gode idéer og overraskelser, mens den antiklimatiske og påklistrede finale kun understreger filmens uopfindsomhed – det hele er dog heldigvis overstået på små 80 minutter. [tabgroup][tab title=”Player | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars
player poster
Originaltitel: Player, Danmark, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Rasmus Bjerg, Casper Christensen, Lise Koefoed, Ditte Arnth, Lars Brygmann, Ellen Hillingsø m.fl.
Spilletid: 1 time 20 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

MAMA: Forvrøvlet spøgelsesgys og en vammel mor

Man kan komme et godt stykke med olm stemning, et grumt gespenst og små børn –desværre er det bare ikke nok til at redde det forvrøvlede spøgelsesgys Mama fra at være andet end et kedeligt og ikke videre uhyggeligt bekendtskab. Instruktør Andrés Muschietti viser ellers godt flair for genren, men fortællingen er ujævnt eksekveret og har for slapt et greb om dramaet til, at ens engagement bliver andet en overfladisk.

Lucas’ søgen på sine to små niecer kommer efter fem år til en afslutning, da pigerne findes i live i en ødeliggende hytte. Men hvordan har de kunnet overleve? Og hvem er denne mama, som pigerne taler om? Det finder Lucas og hans kæreste Annabel tidsnok ud af, da pigerne flytter ind hos dem, hvor de skal propfodres med den omsorg og menneskelige kontakt de i alt for lang tid har været foruden.

Mama 02

Vi som publikum er dog allerede i filmens start blevet præsenteret for denne mama – et vammelt udseende spøgelse, der dog er mere CGI-genereret end skræmmende. Hun har taget sig af pigerne ude i skoven og er nu fulgt med dem ind i deres nye hjem, hvor hun vil gøre sit for forblive deres mor og beskytter. Præcist hvor besidderisk denne paranormale skabning er, får pigerne og deres nye forældre snart at føle.

Ja, et relaterbart familiedrama med en overnaturligt slagside. Desværre famler filmen sig noget kejtet gennem sin fortælling, ineffektive jump scares og plothuller. For blandt andet virker det noget usandsynligt, at pigerne først findes efter fem år – det samme gør beslutningen om, at lade disse socialt underudviklede og helt dyriske piger komme ud i virkeligheden efter relativt kort tid under professionel opsyn.

Mama 01

Men selvom man tillader filmens eventyrlige logik at tilsidesætte disse mere fornuftbårne forbehold, så undsiger den sig ikke sine klichéer og forudsigelighed samt en kluntet og unødvendigt larmende finale. Nikolaj Coster-Waldau gør det dog solidt som den empatiske onkel, mens Jessica Chastain bokser med sin rolle som usympatisk og klichéfyldt rockmusiker med sorte negle og kort lunte.

Megan Charpentier og Isabelle Nélisse bærer dog fint rollerne som de to piger og balancerer indtagende mellem det creepy og det søde. Men skræmmende eller videre medrivende bliver filmen altså aldrig for alvor. Nej, det er ikke lig med succes at have Guillermo del Toro som executive producer, selvom hans hånd mærkes – blandt andet  i den solide gotisk eventyrstemning. Men på trods af gode takter, falder Muschiettis spillefilmsbehandling af sin 3 minutter lange kortfilm altså fortumlet til jorden. [tabgroup][tab title=”Mama | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars

mama poster
Originaltitel: Mama, USA, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Andrés Muschietti
Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Jessica Chastain, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse m.fl.
Spilletid: 109 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

AFGANGSFILM 2013 / FIKTION: Nyt kuld fra filmskolen vælger den sikre vej

En ny årgang er netop udklækket fra Den Danske Filmskole – og dermed også en flok filmskabere, man forhåbentlig vil stifte bekendtskab med på den danske filmscene i fremtiden. Jeg har set de seks afgangsfilm indenfor fiktion, hvor man præsenteres for både stilsikre og velfortalte 30 minutters kortfilm – men det er også film uden de store overraskelser. Det er historier, man har set før, hvor der kredses om temaer som familie, tilhørsforhold og ensomhed.

Men selvom der spilles med sikre kort, kan man ikke tage fra filmene, at de fungerer godt som små afsluttede fortællinger, der desuden alle er hårdværksmæssigt stærke – ja, de ser flotte ud og lyder godt. Men de uforudsigelige bump på vejen er det desværre småt med. Professionalismen brænder igennem, men modet til at teste mediet og fortællingens rammer af er svær at få øje på.

en maler

En maler (instr. Hlynur Pàlmason)
I Hlynur Pàlmasons En maler mere end titter noget af den vildskab og det vanvid frem, der ellers mest glimrer ved sit fravær på årgangen. Her drejes en fandenivoldsk fortælling om en selvoptaget maler, der i pagt med naturen skaber sin kunst, men som samtidig er endt op med at skubbe alle fra sig. Men da en af hans sønner tropper op, konfronteres han med sin egen utilstrækkelighed – både som far, men også som et menneske, der har svært ved at bevare en vedvarende relation til andre end sig selv.

Det er fortalt med skarp sort humor, hvor den egocentriske kunstner i skikkelse af en ilter Ingvar Eggert Sigurðsson spiddes med både vid og dramatisk flair. Og selvom Paul Thomas Anderson og især hans There Will Be Blood mere end spøger i kulissen, hvilket den til tider minimalistisk skramlede lydside vidner om samt den ensomme hovedkarakters slidsomme kamp med sig selv og elementerne, er det en film med personlighed og råstyrke, hvilket de betagende billederne fotograferet med poetisk tæft af Maria von Hausswolff blot understreger.

association of joy

The Association of Joy, (instr. Amanda Kernell)
Humor er også et vigtigt element i Amanda Kernells satiriske The Association of Joy, hvor danskernes trang til at købe sig fri af dårlig samvittighed med sponsorbørn og et medlemskab i Børnefonden tages et skridt videre. Det barnløse overklassepar Charlotte og Mads får her fløjet den thailandske teenager Joy til Danmark, hvor hun skal indgå i Charlottes uddannelsesprojekt, der dog nok mest af alt er et forsøg på at udfylde det tomrum og den ensomhed, der runger i det velindrettede hjem.

Der er således lagt op til et skævt kultursammenstød og en hudfletning af overfladisk, dansk næstekærlighed. Scenariet afføder da også flere absurde og morsomme scener, hvor særligt Ida Dwinger med deadpan-gestik får udstillet den hult klingende godhed. Humoren fungerer altså ofte fint, men satiren og karaktererne forbliver noget unuancerede, hvilket gør det svært for rigtige følelser og fornemmelsen af andet end karikaturer at trænge igennem og give tyngde til satiren og den i grunden alvorlige og relevante tematik.

spidse albuer

Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbyes)
Så kommer man i instruktør Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ noget bedre ind på livet af den 15-årige Julie, der tumler med sine forældres skilsmisse samt gængse teenagekvaler – ja, blandt andet den klassiske ’ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn’-problematik. Og da hendes storesøster planlægger at rejse til England med sin kæreste, kommer der for alvor røre i parcelhuset. Julie har nemlig ikke sådan tænkt sig at lade sin søster rejse væk – som også hendes far forlod familien – så hun forsøger med sin Lolita-list at komme ind på livet af søsterens kæreste.

Det lykkedes på indtagende vis at skildre en frustreret teenager – ikke mindst takket være Coco Hjardemaal i hovedrollen. Hun rummer som Julie både uskyldigheden og naiviteten, men er samtidig beregnende og selvbevidst. Filmen er desuden fornemt fotograferet af Lis Dyre, der giver forstadsmiljøet en sart poesi, det uden at give afkald på virkeligheden. Så selvom et par af filmens dramatiske højdepunkter ikke kommer helt troværdigt i mål, er her tale om en velafstemt fortælling med et godt greb om en teenagepiges kvaler.

flokken

Flokken (instr. Klas Marklund)
Ungdommen og dens dramatisk potente materiale er også i centrum med Klas Marklund Flokken. Her gælder det dynamikken og hierarkiet hos en gruppe unge drenge. Her får outsideren Lasse en invitation ind i varmen hos de seje drenge (ja, det er dem med læderjakkerne) efter at han har brilleret på fodboldbanen. Men selvfølgelig er sådan en optagelse ikke uden problemer – og da slet ikke, når man som Lasse har et godt øje til alfahanens pige (ja, blondinen med det søde smil). Således venter den obligatoriske manddomsprøve og nævekamp.

Det er stramt fortalt og med et fint øje for både den selvtillid og usikkerhed sådan en flok drenge rummer – men det er også et noget klichéfyldt billede, der tegnes. Drenge spiller fodbold, har Rambo-plakater på værelset og de seje går med læderjakke. Men som fortælling fungerer filmen, blandt andet i sin skildring af det stammelignende sammenhold i omklædningsrummet. Sonny Lindberg er troværdig og konstant på vagt i rollen som Lasse, mens et rituelt opgør i filmens afsluttende højdepunkt tilføjer det ellers forudsigelige drengedrama en nærmest mytologisk kant.

oasen

Oasen (instr. Carl Marott)
Med Carl Marotts genrebevidste Oasen er vi langt fra drengenes omklædningsrum, men løftes her ind i et helstøbt univers af neon og regnvejr på et lille snusket motel. Her ender den formælte Tom med den smukke Laura og hendes ubehøvlede kæreste efter at have hjulpet dem med deres benzintomme bil. Således er et trekantsdrama på et lurvet motel er sat i spil. Historien fortælles fermt og med et godt greb om sine virkemidler – fra akavet humor, over naiv romance til pulserende thriller. Fornemt.

Jens Andersen bærer den nervøse Tom med både medlidenhed og medynk på sine spinkle skuldre, mens Laura i skikkelse af Danica Curcic bløder op på filmens til tider manglende logik med sin varme og smittende nærvær. Mellem de to opstår ægte og helt rørende kemi, blandt andet i en fin dansescene – mens der med filmens dramatiske og genremæssige kovending halvvejs stables oprigtig spænding på benene og det lækre synthscore forfører på lydsiden.

escort

Escort (instr. Jonas Grum)
Mindre nervepirrende er Jonas Grums ’manden-der-falder-for-luderen’-dramaet Escort. Vi er dog langt fra Pretty Woman, når man her kommer med ind i escort-chaufføren Alex’ bil, hvor Lulu fragtes fra den ene mand til anden. Men forholdet mellem de to udvikler sig til mere end at være rent professionelt. Det er således forholdet mellem de to ensomme sjæle, der er filmens omdrejningspunkt.

Dar Salim og Maria Erwolter udfylder for så vidt fint de to hovedroller, men forholdet mellem dem bliver ikke udviklet nok og sender hermed også noget af troværdigheden til tælling undervejs. Man savner mere nuancerede persontegninger, men i glimt øjnes der rigtige følelser mellem de to. Desværre er de ikke videre interessante karakterer og engagementet i filmen bliver også derefter.

Den Danske Filmskoles afgangsfilm 2013 / fiktion:
En maler
(instr. Hlymur Pálmason) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
The Association of Joy (instr. Amanda Kernell) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbye) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Flokken
(instr. Klas Marklund) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Oasen (instr. Carl Marott) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Escort (instr. Jonas Grum) 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg filmene her og på Facebook her.
– Bestil din billet til visninger i Dagmar her.
– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

MAN OF STEEL: Superman kommer med fred (og masser af ødelæggelse)

Superman er tilbage for fuld smadder og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Ja, endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Kal-El aka Supermans hjemplanet Krypton, hvor den kommende superhelt kommer til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, særligt når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonseraction, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 02

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den netop afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone går igen her og klæder fint universet. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del – der dog er flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan næsten da).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig og blandt andet forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – så er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også sin egen medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får et større nærvær i den allerede annoncerede opfølger. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Biografanmeldelse”] Vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel poster
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Premiere: d. 14. juni 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

STAR TREK INTO DARKNESS: Flot rumaction, der hverken løber tør for rumskibe eller eksplosioner

Okay fanboys, mit kendskab til det omfattende Star Trek-univers er begrænset. Jeg har set et fåtal af filmene og endnu mindre af tv-serierne. Så nej, jeg ikke en Trekkie. Jeg var dog vild med J.J. Abrams medrivende 2009-reboot og har med spænding set frem til Star Trek Into Darkness – en bombastisk omgang sci fi-action, der dog mister sig selv en smule i eksplosioner og eye candy undervejs.

Det ikoniske rumskib U.S.S. Enterprise og dets mandskab med den kække kaptajn Kirk og den rationelle Spock i front krydser denne gang klinger med en intergalaktisk terrorist. Det er dog ikke kun freden, der er i fare – også venskabet mellem Kirk og Spock kommer på prøve. Det var lige et kort oprids af filmens præmis. Bum.

star trek into darkness 02

Ja, en tempofyldt sommer-blockbuster, hvor alle kan være med – også os, der ellers ikke frekventerer Star Trek-universet eller hilser på vennerne med the Vulcan salute (by the way, lad lige være med det). Så absolut fejende flot rabalder, hvor der dog ikke gives helt tilfredsstillende plads nok til at nuancere karaktererne og ellers interessante tematikker som hævn, selvopofrelse, menneskelighed og terrorisme.

Her skal den computergenerede rumgryde holdes i kog – de unge knægte med popcorn og cola i snotten skulle jo nødigt komme til at kede sig. Her bliver de mere filosofiske aspekter af filmen sparket hektisk ind mellem hurtige rumskibe og store eksplosioner. Fred med det, for J.J. Abrams har et godt øje for storslået action – og så er det jo også et skønt cast.

star trek into darkness 01

Den modsætningsfulde duo med Chris Pine som den dumdristige Kirk og Zachary Quinto som fornuften selv i skikkelse af Spock udgør atter et medrivende og dynamisk team, hvis forhold fint flettes sammen med filmens heftige fremdrift. Benedict Cumberbatch er virkelig god som den kyniske skurk. Han giver sin ellers sparsomt optegnede karakter en faretruende kant og indgyder uventet sympati. Sådan.

Langt hen af vejen er Star Trek Into Darkness altså både en vellykket sequel og en medrivende omgang sci fi-action. Der er dog ingen grund til at se den i 3D, da det ikke synes at tilføre det spektakulære univers ekstra pondus. Så i sidste ende gør det altså ikke det store, at nuancerne og filmens mere tænksomme aspekter bliver løbet over ende af bulder, brag og store rumskibe. Beam me up, J.J. Abrams (nej, det kan der umuligt være andre anmeldere, der har skrevet). [tabgroup][tab title=”Star Trek Into Darkness | Biografanmeldelse”]  Vurdering: 4/6
4_6 - stars
star trek into darkness poster
Originaltitel: Star Trek Into Darkness, USA, 2013
Premiere: d. 6. juni
Instruktion: J.J. Abrams
Medvirkende: Chris Pine, Zachary Quinto, Benedict Cumberbatch, Zoe Saldana, Simon Pegg, Karl Urban, Alice Eve, John Cho, Peter Weller, Bruce Greenwood m.fl.
Spilletid: 132 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

 

DEAD MAN DOWN: Fortumlet kærlighedsthriller går på røven

Med storbythrilleren Dead Man Down blev det Niels Arden Oplevs tur til at prøve kræfter med Hollywood. Resultatet er desværre en noget fortumlet forglemmelighed. Colin Farrell og Noomi Rapace forsøger at sætte følelser i gang hos både hinanden og publikum. Det lykkedes ikke. Men filmen ligner bestemt en rigtig Hollywood-produktion – en af dem uden alt for meget personlighed.

Der er dobbelt-op på hævn, når Victor og Beatrice teamer sammen i jagten på de folk, der hver især har ødelagt deres liv. Victor har mistet sin kone og datter til brutale gangstere, mens Beatrices ansigt er blevet arret efter mødet med en spritbilist. Tilfældet og hævnen bringer de to sammen, hvor der også lurer en spirende romance bag al ulykken – selvfølgelig.

dead man down 01

En i udgangspunktet fin præmis for en thriller med følelser på spil. Men hurtigere end man kan nå at lave jokes med en stift spillende Farrell eller engagere sig i dramaet, falder filmen fra hinanden. En kærlighedshistorie pakket ind i et unødvendigt klodset fortalt krimidrama. Man forstår dog godt Victors motivation for hævn, men de par ar, der tilsyneladende har ødelagt Beatrices liv matcher langt fra Victors tragedie.

Come on, Rapace er altså på trods af et par ar stadig smuk og langt fra det monster børnene på legepladsen udråber hende til at være. Så selvom hun føler sig som et monster, har jeg svært ved at godtage det – for slet ikke at tale om hendes ønske om, at får Victor til at slå spritbilisten ihjel. Det er altså grundlæggende, at plottet knirker og ikke mindst Beatrices karakterer falder til jorden.

dead man down 02

Jeg tror ganske enkelt ikke på hende. Det bliver derfor også småt med indlevelsen. At Isabelle Huppert så smides ind i løjerne som hønemor tilfører ganske vist Beatrice en bizar modervinding, men den udfoldes bare ikke tilfredsstillende nok – hvilket også er tilfældet med den mutte Farrells tragiske karakter, der forbliver en flad knudemand.

Dead Man Down ender med andre ord som et kedeligt, rodet og irriterende uforløst sammensurium af action, hævn, kærlighed og ensomhed. Nå ja, og så er der jo også lige den larmende finale, der er en påklistret undskyldning for at lege med pistoler. Niels Arden Oplevs Hollywood-debut går med andre ord på røven – og det flere gange undervejs. [tabgroup][tab title=”Dead Man Down | Biografanmeldelse”] Vurdering 2/6:
2_6 - stars
dead man down poster
Originaltitel: Dead Man Down, USA, 2013
Premiere: d. 6. juni 2013.
Instruktion: Niels Arden Oplev
Medvirkende: Colin Farrell og Noomi Rapace, Dominic Cooper, Terrence Howard, Isabelle Huppert m.fl.
Spilletid: 1 time 54 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ONLY GOD FORGIVES: En fængslende drøm af vold, hævn og skønhed

Det er som at træde ind i en drøm med Nicolas Winding Refn ordknappe hævnfilm Only God Forgives. Her foldes den knugende fortælling ud i et fængslende Bangkok, hvor nedslag af brutal vold får adrenalinen i omdrejninger. En intens film, der ikke lefler for sit publikum, men går egne snoede veje i sit blodrøde univers af vold, moderbindinger og hævn.

Ryan Gosling indtager rollen som den mutte Julian, der lever et lyssky liv i Bangkoks kriminelle underverden. Hans liv tager dog en uventet drejning, da hans bror myrdes. Snart tropper hans dominerende mor nemlig op – en herligt bitchy Kristin Scott Thomas. Hun beordrer Julian til at hævne sin bror, der herved kommer til at krydse veje med en egenrådig betjent, der udøver sin egen form for blodig retfærdighed.

only god forgives 02

Her er tale om et simpelt setup, men i hænderne på Refn løftes plottet ind i en anden virkelighed, hvor en drømmelignede logik langsomt tager over og nedbryder realiteter og skaber en bro ind i publikums underbevidsthed. Her tages gerne omveje for at forløse foruroligende forudanelser eller svøbe karaktererne i et lag af mystik, så de bliver til mere og andet end mennesker af kød og blod.

Særligt emmer den sværdsvingende betjent af en overjordiskhed som han slentrer uforfærdet rundt i natten, for i næste nu at forsvinde ud i det bare ingenting for næsen af Julian. Han spilles af Vithaya Pansringarm, der har et ansigt, det er svært at tage øjnene fra. Karismatisk og tvetydig. Imens går Gosling rundt som en stoisk søvngænger, der skubbes hypnotisk fra scene til scene – og jeg fulgte opslugt med.

only god forgives 01

En aldeles forførende rejse i billede og lyd, hvilket man blandt andet kan takke filmens fotograf Larry Smith for. Han smyger både de brutale voldsfantasier og natlige ture rundt i Bangkoks gader i smukke billeder, der ikke kan andet end at forføre. Man kommer heller ikke uden om Cliff Martinez’ både intense og foruroligende score, der elegant omfavner Refns vision.

Refn har med andre ord skabt en kompromisløs og dyster skønhed, der krydret med Thai-boksning, thailandsk karaoke og et forskruet mor-og-søn-forhold får vold, poesi og skæbner på kollisionskurs til at smelte fængslende sammen. En film, der ikke giver ved dørene og nærmest hermetisk lukker sig om sig selv. Men indfanges man som jeg af det besnærende univers, slipper man ikke ud igen. Ja, jeg er stadig i Bangkok. [tabgroup][tab title=”Only God Forgives | Biografanmeldelse”] Vurdering: 5/6
5_6 - stars

only god forgives poster
Originaltitel: Only God Forgives, Frankrig| Thailand | USA | Sverige, 2013
Premiere: d. 30. maj
Instruktion: Nicolas Winding Refn
Medvirkende: Ryan Gosling, Vithaya Pansringarm, Kristin Scott Thomas, Yayaying Rhatha Phongam m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: Scanbox[/tab][/tabgroup]

THE HANGOVER PART III: En tømmermandsramt finale

Den hårdtprøvede Wolfpack er vågnet op med tømmermænd i Las Vegas og Bangkok – denne gang følger vi så den uheldige trio, når de for tredje (og sidste?) gang kommer på et ufrivilligt eventyr. Her er løjerne dog ikke forårsaget af druk – det gør dog ikke strabadserne mindre dramatiske eller mere morsomme for den sags skyld.

For selvom flokken holder sig fra flasken og egentlig bare skal køre Alan til et behandlingshjem, går der ikke lang tid inden det går grueligt galt. Doug kidnappes af gangstere og hvis Phil, Stu og Alan vil se ham i live igen, skal de få fat på den vanvittige Chow, der har stjålet for millioner af dollars guld fra dem.

hangover 3 01

Således er der lagt i oven til endnu en omgang forviklinger, hvor det hårdtpressede trekløver atter sendes på en helvedestur, hvor alt der kan gå galt, går galt. Så bortset fra det tømmermandsfrie udgangspunkt, er her altså tale om mere af det samme. Desværre er eskapaderne ikke videre veloplagt leveret og der er langt mellem grinene.

Det lykkedes altså langt fra at nå samme niveau som den vellykkede første film, men samme menneskefjendske tone fra den flade to’er er intakt. Todd Phillips har dog for længst luret, at det er Zach Galifianakis som den excentriske Alan, der er seriens stjerne sammen med Ken Jeongs ustyrlige Chow. Men hvor Galifianakis stadig får mig til at grine, så kører Jeong i samme ulidelige og forudsigelige rille.

hangover 3 02

Desuden vælter plottet sig i huller, der ikke alle er lige nemme at se igennem fingre med. Ikke at logikken nødvendigvis behøver være på plads, men her er det ganske enkelt bare dårligt skrevet. Endvidere skal man påduttes en påklistret og ikke videre vellykket eller morsom romance. Den føles som så meget andet i filmen som en lappeløsning, der skal binde manuskriptets løse ender sammen.

Men på trods af mine forbehold, må jeg også erkende, at Bradley Cooper, Ed Helms og ikke mindst Zach Galifianakis er underholdende at følge – og så kan jeg egentlig godt lide filmens dystre tone. Det kan selv et dovent og uopfindsomt manuskript ikke ændre på. Men de tre herrer og ikke mindst publikum havde nu fortjent en mere værdig og mindre forglemmelig afslutning på trilogien. Tre små fordrukne stjerner. [tabgroup][tab title=”The Hangover Part III | Biografanmeldelse”] Vurdering: 3/6
3_6 - stars
hangover 3 poster
Originaltitel: The Hangover Part III, USA, 2013
Premiere: d. 30. maj
Instruktion: Todd Phillips
Medvirkende: Bradley Cooper, Ed Helms, Zach Galifianakis, Ken Jeong, Justin Bartha m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

FAST & FURIOUS 6: Med sømmet dumt i bund

Okay, lad mig med det samme krybe til korset – det her er den første Fast & Furious-film, jeg ser. Så med et sparsomt kendskab til franchisen sprang jeg uden bekymringer og med forventninger om hvinende dæk ind på passagersædet til Vin Diesel og co. i denne sjette ombæring af brændt gummi, dumme replikker og seje chicks.

Det er nye tider for de bilglade Dominic Toretto og Brian O’Connor – sidstnævnte er blevet far og hermed synes det vilde liv med hurtige biler lagt på hylden. Men selvfølgelig hives de to gutter og deres team tilbage bag rattet. FBI-agenten Luke Hobbs har nemlig brug for deres køreegenskaber til at stoppe forbryderen Owen Shaw og hans bande af ræsende lakajer.

fast6 01

Til gengæld vil Dominic og hans slæng blive benådet for deres ugerninger i forrige kapitel af serien. Det tager da heller ikke mange sekunder for Dominic at takke ja til opgaven – og med ham, resten af crewet. For som han siger, så er de familie og den hjælper man. Det hjælper selvfølgelig også på beslutningen, at Dominics gamle flamme Letty, som han troede var død, er set sammen med banden.

Selvom jeg som ny udi i franchisen blandt andet er gået glip af noget baggrundshistorie, føltes det ikke som det store problem at springe på køreturen så sent i serien. Filmen tager publikum pædagogisk i hånden hele vejen – men det er heller ikke just karaktererne, der er filmens stærkeste kort. Det er derimod action-scenerne og de velsmurte biler. Dem er der til gengæld også mange af.

fast6 02

Men at castet er uinteressant, kan hverken eksplosioner eller kollisioner dække over. Vin Diesel plaprer som Dominic med en kartoffel i munden sentimentalt løs om deres benzindrevne familie, mens Paul Waker som Brian er stiv i mæglet. Dwayne Johnson er stor som en okse og kommer på banen med lidt bøffet karisma som Hobbs, mens Michele Rodriquez leverer sin velkendte badass-chick-karakter. Tyrese Gibson og Ludacris er dog håbløse som comic reliefs – uden timing og med slatne jokes.

Skarpere replikker kunne have løftet den testosteronfyldte køretur – det samme kunne en mere stramt fortalt historie. Men på trods af sine 130 minutter holdes et hæderligt tempo, hvilket man kan takke den ret medrivende action for – blandt en hæsblæsende tur gennem Londons gader. Så selvom der godt kunne være skåret lidt i spilletiden, holdes køreglæden intakt – og så sluger jeg gerne tumpede replikker og et vagt cast. [tabgroup][tab title=”Fast & Furious 6 | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

fast6 poster
Originaltitel: Fast & Furious 6, USA, 2013
Premiere: d. 23. maj 2013
Instruktion: Justin Lin
Medvirkende: Vin Diesel, Dwayne Johnson, Paul Walker, Michelle Rodriguez, Luke Evans, Elsa Pataky, Tyrese Gibson m.fl.
Spilletid:
130 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

I LOSSENS TIME: Sofie Gråbøl farer vild i mørket

Sofie Gråbøl trækker i præstekjolen og træder ind i mørket i Søren Kragh-Jacobsens dystre drama I lossens time. Her støder religion sammen med videnskaben på en lukket institution, hvor en forstyrret ung knægt mener, at det er Guds plan, at han skal begå selvmord. Ind under huden kommer man dog aldrig for alvor – hverken på den søgende præst eller den plagede dreng.

Filmen åbner ellers effektivt i et sneklædt Sverige. Her tropper drengen op en mørk aften hos et ældre ægtepar og uden forklaring slår han dem begge ihjel. Brutalt og ubehageligt. Han ender sidenhen på en lukket institution i Danmark, hvor psykologen Lisbeth udfører adfærdseksperimenter – blandt andet observerer hun, hvorledes udvalgte indsatte reagerer på at få et kæledyr.

i lossens time 02

En kælen kat synes således at blive en mulig vej ind på livet af den ellers tillukkede dreng. Men da han i Guds navn forsøger at tage sit eget liv tilkalder Lisbeth præsten Helen. Hun kan måske trænge ind til den forstyrrede dreng ved at tale med ham om Gud og livet på en anden måde, end hun formår som psykolog.

Det bliver således starten på en mørk rejse ind i smerten, hvor drengens grufulde handlinger aldrig til fulde forklares. Det er sådan set forfriskende, at her ikke gives noget facit eller letkøbte psykologiske svar på de spørgsmål, filmen stiller. Desværre er karaktererne ikke videre interessante, men fremstår løst optegnet, mens filmens afvikling også snubler en smule over en række flashbackscener til drengens fortid.

i lossens time 01

Sofie Gråbøl blafrer lidt i vinden som den empatiske præst. Hendes interesse i drengen og gruen forbliver overfladisk. Frederik Johansen mangler som den mutte knægt dybde og flere nuancer for at hans hemmelighedsfulde rolle får den nødvendige fylde og tvetydighed. Signe Egholm Olsen og Søren Malling gør det solidt (for at bruge et kedeligt ord) som henholdsvis psykolog og vagt.

I lossens time har i udgangspunktet en fascinerende fortælling med dragende tematikker, der griber ud efter både religion, liv, død og opvækst. Desværre forløses hverken karakterer eller historie fængslende nok, selvom stemningen ofte er dragende dyster. Samspillet mellem Gråbøl og Johansen bliver aldrig rigtigt farligt eller gribende og man ender således i sidste ende med en noget flad fornemmelse i maven. [tabgroup][tab title=”I lossens time | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

i lossens time plakat
Originaltitel: I lossens time, Danmark, 2013
Premiere: d. 23. maj 2013
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Frederik Christian Johansen, Søren Malling, Signe Egholm Olsen m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]