Indlæg

YESTERDAY: The Beatles bringes til live i forglemmelig rom com

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg er ret så begejstret for The Beatles’ musik – dog uden at være nogen dedikeret fan som sådan. Men ja, de har altså lavet i den grad mange formidable og ikke mindst ørehængende numre. Skulle man af uransaglige årsager være i tvivl om det, så bliver man med den britiske rom com ‘Yesterday’ om ikke andet mindet om deres udødelige musik.

For desværre er filmen ganske vist en ok sød og charmerende sag, men også forglemmelig. Filmen har dog en ret sjov præmis, nemlig den, at den meget lidt succesfulde musiker Jack Malik på mystisk vis vågner op efter en ulykke og som den eneste på Jorden kan huske The Beatles og deres musik – og hvad gør man så lige, når man står der med en musikalsk skattekiste?

Jo, Jack begynder at spille The Beatles’ musik som var det hans egen. Pludselig vender han liv fra en musikalsk fiasko til en stor succes – Ed Sheeran (!) dukker nemlig op som løftestang ind i musikbranchen, hvor der venter sin del af problemer – blandt andet en kynisk manager og knas på privatfronten i takt med, at koncerterne bliver større og støre og succesen vokser.

Jack lever altså på en musikalsk løgn, hvilket naturligvis kommer til at ride ham som en mare. Og hvordan står det lige til med barndomsveninden Ellie? Romantik eller blot venskab? Dramaet folder sig således ganske tandløst ud som en ikke vildt engagerende rom com tilsat musikken af The Beatles i nye klæder. Det er da også musikken, der er med til at bære filmen delvist vellykket i mål.

Fortællingen er med andre ord ikke videre gribende, mens filmen mister momentum henover midten. Men ja, Himesh Patel og Lily James er et charmerende og sødt bekendtskab som Jack og Ellie. De er sammen med musikken den lim, der sådan nogenlunde er med til at holde sammen på en film, der ellers ikke er videre interessant.

Det er ellers ingen ringere end den visuelt begavede og vilde filmskaber Danny Boyle, der instruerer. Han er manden bag film som ‘Trainspotting’, ‘127 Hours’, ’28 Days Later’ og ‘Slumdog Millionaire’. Men ‘Yesterday’ gør dog ikke meget visuelt unikt væsen af sig, ligesom fortællingen forbliver noget vattet. Desværre. Filmen lander derfor også i sidste ende under middel.

‘Yesterday’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Yesterday’ har biografpremiere den 27. juni.

’Men in Black 4: International’ forbliver en forglemmelig science fiction-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Den første film om Men in Black fik vi tilbage i 1997, hvor Will Smith og Tommy Lee Jones ledte an som beskyttere af Jorden mod alverdens onde rumvæsner. Nu er vi så kommet til den fjerde film i rækken, hvor Smith og Lee Jones er skiftet ud med Tessa Thompson og Chris Hemsworth, mens der også spædes til med blandt andre Liam Neeson – alle seje agenter klædt i sort.

Denne gang står de rumvæsensudryddende mænd OG kvinder i sort overfor endnu en intergalaktisk trussel samt noget så farligt som en muldvarp i deres organisation. Det er derfor nu op til den grønne Agent M og den noget mere erfarne Agent H at redde dagen – det i skikkelse af netop Thompson og Hemsworth. De to skal dog naturligvis lige finde sig til rette i deres nye samarbejde som den umage duo.

Det afføder sin del af munter ping pong, der desværre bare aldrig for alvor rammer den helt rigtige morsomme tone og komiske timing, der er nødvendig for at humoren fungerer. Heldigvis er de to dog ikke uden intern kemi og en vis form for medrivende personaer, når først de folder sig ud i jagten på rumvæsner og den mystiske muldvarp. For ja, her er heldigvis også sin del af kulørte rumvæsner på spil.

Det er da også fortsat et herligt univers at bevæge sig ind i – det med de cool agenter med deres cool solbriller samt netop flokken af opfindsomme væsner fra det ydre rum, det tilsat sin del af humor – eller i hvert fald forsøg på det. Desværre så er historien noget klodset fortalt, mens truslen både fra det ydre rum og internet i Men in Black-organisationen aldrig for alvor virker truende.

Hertil kommer, at filmens flow flere gange undervejs mister sin del af momentum, hvor også karaktererne bliver en kende flade og uvedkommende. Det sagt, så er ’Men in Black 4: International’ dog ikke uden sin del af charme og er da heller ikke helt humorforladt. For Thessa Thompson er både ganske morsom og ikke mindst charmerende, mens Chris Hemsworth ikke helt har samme pondus.

’Men in Black 4: International’ bliver da også på bundlinjen en desværre noget forglemmelig affære, der dog som nævnt ikke er uden sine plusser. Det er da også nok til, at filmen kommer lige nødagtigt, men også en smule vakkelvornt i mål som en middelmådig science fiction-komedie.

’Men in Black 4: International’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Men in Black 4: International’ har biografpremiere den 13. juni.

DE FRIVILLIGE: Fængselskor-komedie leverer underspillet humor

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ikke noget morsomt ved at sidde i fængsel. Det er trivielt, klaustrofobisk og generelt bare super nederen. Selvom det er tilfældet i fængselskor-komedien ‘De frivillige’, så er det altså også en morsom film. Dog af den mere underspillede slags, hvor der også er plads til både menneskeligt mørke, karaktermæssig tyngde og etiske dilemmaer.

Det er dog ikke kun mig, der får fængslets trange kår at føle. Det gør erhvervsmanden og kendissen Markus Føns også. Han bliver nemlig varetægtsfængslet grundet mistanke om økonomisk svindel af den helt store slags. Fængslet huer naturligvis ikke jetsetteren, der snart må vende sig til ikke længere at være øverst i hierakiet med magten til at lede og fordele.

Markus vælger derfor frivilligt isolation blandt fængslets svageste fanger. Noget modvilligt vælger han at melde sig ind i afdelingens fængselskor, der har den regelrette Niels som selvbestaltet korleder – og hermed også det naturlige overhoved. Der går dog ikke længe førend, at Markus går efter at overtage toppen i kor-hierakiet – og snart opstår der splittelse i gruppen.

På den måde er der langt op til fish-out-of-water-komik med den selvfede Markus kontra de mere kuede fanger – og her ikke mindst kampen mellem Markus og Niels. Markus spilles med ophøjet ro og autoritet af Jacob Lohman, mens den venlige regelrytter Niels spilles underspillet morsomt af Anders Matthesen. Modpolerne i denne duo er både engagerende og dynamisk.

Det er eksempelvis morsomt, når koret laver stemmeøvelser samt ikke mindst, da Markus skal have sin plads i koret, hvor Niels lige får ham trynet til at være bas – selvom han egentlig helst vil være tenor. Humoren befinder sig her i de små og usagte øjeblikke af magtkampe – samt i mødet mellem Markus og de øvrige fanger og ikke mindst en betjent, der er stor Markus-fan.

Men selvom ‘De frivillige’ er en morsom film, så er her også et underlag af alvor samt etiske og menneskelige dilemmaer i spil. Blandt andet i de domme, som fangerne sidder buret inde for – så som voldtægt og pædofili. For kan man adskille mennesket fra dommen? Det giver komikken en eftertænksom kant, der klæder karaktererne og her også humoren, der bliver fint bittersød.

‘De frivillige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De frivillige’ har biografpremiere den 13. juni.

X-MEN: DARK PHOENIX: Der er ild i de ganske medrivende mutanter

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er det blevet tid til endnu en film i den fortløbende saga om de mange mutanter i X-Men-universet, der på film startede med ’X-Men’ helt tilbage i 2000. Siden da er det blevet til en række både prequels, sequels og solo-film. Nu er turen kommet til historien om Jean Grey aka den magtfulde Dark Phoenix, der her ses i skikkelse af Sophie Turner i ’X-Men: Dark Phoenix’.

Jean Grey er dog ikke fra starten Dark Phoenix – en af de mest magtfulde karakterer i X-Men-universet. Men efter en farlig mission i rummet går det dog hverken værre eller bedre end, at den allerede magtfulde mutant bliver endnu mere magtfuld – med kræfter, der synes nærmest grænseløse. Nu må den ellers usikre Jean således kæmpe med at komme overens både med sine nye kræfter, men også sig selv.

Det er dog ikke kun Jean, der her kæmper en både indre og ydre kamp, for den skelsættende begivenhed i rummet ender også med at splitte X-Men-familien ad og truer samtidig selveste den menneskelige eksistens. Det er altså de helt store dramatiske vinger, der her foldes ud – de kan dog ikke helt bære vægten og mister noget nærvær og karakter undervejs.

For når X-Men-universet er bedst, så er det blandt andet netop, når karaktererne er i fokus – mere end actionfyldt bulder og brag. Her truer de mange – ganske vist flot iscenesatte action-sekvenser – med at overtrumfe både karakterarbejde, men også de ellers spændende tematikker i spil, der dog forbliver en smule i periferien. Desværre. Blandt andet mutanternes forhold til samfundet og omvendt.

Det er med andre ord meget action-delen i ’X-Men: Dark Phoenix’, der holder superhelte-eskapaderne ganske godt flyvende. Det gør de heldigvis også langt overvejende både medrivende og flot, hvor blandt andet mutanternes forskellige evner kommer opfindsomt i spil. At den bombastiske finale bliver en kende for lang for sit eget bedste er altså til at leve med.

På bundlinjen er ’X-Men: Dark Phoenix’ en solid tilføjelse til X-Men-sagaen, der dog mangler noget mere karaktermæssigt nærvær og mere fokus på både tematikkerne og deres gråzoner. Heldigvis leveres der mange veleksekverede action-scener undervejs, mens de mange forskellige mutanter og deres evner er underholdende at overvære.

– ’X-Men: Dark Phoenix’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’X-Men: Dark Phoenix’ har biografpremiere den 6. juni.

GODZILLA II: KING OF THE MONSTERS: Monstre, monstre og atter monstre

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er muligt, at der ikke er meget, som giver mening i ‘Godzilla II: King of the Monsters’. Til gengæld er den yderst underholdende, når arsenalet af mægtige monstre folder sig medrivende ud i enorme kæmpe kampe på liv, død og vildt meget ødelæggelse. Det hele leveret med en barns livlige entusiame og glæde over monstrøs destruktion. Herligt!

Filmen er en opfølger til ‘Godzilla’ fra 2014 og befinder sig i samme univers, hvor man har set kæmpegorillaen Kong i ‘Kong: Skull Island’ fra 2017. Det gælder med andre ord mægtige bæster, der ryger i titaniske totter på hinanden, hvor man naturligvis finder monstrenes konge i skikkelse af den ikoniske Godzilla i front. Kæmpeøglen er dog ikke alene her.

Det viser sig nemlig, at Jorden huser sin del af enorme monstre, som Godzilla nu må gå i kamp med, blandt andet Mothra, Rodan og ikke mindst dets tre-hovede nemesis King Ghidorah. Mellem de mægtige monstre finder man menneskene og her bureauet Monarch, der gør sit for at holde kæmperne i ave og fortsat sikre balance i verden. Det er dog langt fra så let sagt som gjort.

Ind på banen træder således Madison og hendes mor Emma – henholdsvis Millie Bobby Brown og Vera Farmiga. De leverer et fint mor-datter-forhold, hvor der bliver plads til nuancer og overraskelser. Men selvom man altså finder mennesker på rollelisten, så er der ingen tvivl om, at det er giganterne, som har den egentlige hovedrolle i dette skønt buldrende bæst af en film.

For det er når de apokalyptiske kampe udfolder sig med menneskene som små statister, at ‘Godzilla II: King of the Monsters’ får det hele til at buldre, brage og rumle helt ned i maven. Jeg bliver her blandt andet begejstret over, hvor lidt undskyldende filmen er over, at den bare smadrer derudaf med sine monstre med en naiv og herlig barnlig glæde ved at levere monster på monster.

‘Godzilla II: King of the Monsters’ er kort fortalt uforskammet monsterunderholdning, der præcis ved, hvad den er – nemlig monstrøs monster-destruktion for fuld smadder. Der er så også lige nogle mennesker med – og de gør det godt – men det er Godzilla og monster-co., der er de egentlige trækplastre her, når først lortet går ned. Og ja, det går virkelig ned. Brøøøl!

‘Godzilla II: King of the Monsters’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Godzilla II: King of Monsters’ har biografpremiere den 30. maj.

ROCKETMAN: Taron Egerton og Elton Johns musik holder filmen oven vande

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Elton Johns musik. Jeg var derfor også spændt på at se, hvordan både hans kulørte og problemfyldte liv ville blive fortalt – videre til naturligvis, hvordan hans musik ville blive brugt i den biografiske film ’Rocketman’. Musikken er virkelig på plads, mens fortællingen dog bliver noget generisk. Desværre.

Heldigvis har filmen to klare trumfkort, nemlig netop musikken, men også og ikke mindst Taron Egerton i hovedrollen som Elton John. Og ja, han synger faktisk selv sangene. Lige fra ’Tiny Dancer’, videre til ’Your Song’ og ’Saturday Night’s Allright’. Ja, de ørehængende melodier og energiske sange står her nærmest i medrivende kø – og de er engagerende forløst i musical-lignende setups og på scenen.

Det hele er dog ikke just fest og farver for en excentriske sanger, der blandt andet har et problemfyldt forhold til sine forældre – ikke mindst en kold og uforstående far, der ikke viser den kærlighed, som Elton John hungrer efter, både som barn og voksen. Senere i livet plager dette han stadig, mens der også kan skrives både stoffer, sexafhængighed og alkohol til listen over musikerens skyggesider.

Nå ja, det er heller ikke helt let for Elton John at komme overens med sin seksualitet. Men inden succesen, pengene og alle stofferne, hed Elton altså Reginald Dwight – en genert, men yderst talentfuld pianist og dreng. ’Rocketman’ er således historien om den svære opvækst, videre til trasformationen til den flamboyante Elton John – det hele vejen med de dystre lig i lasten på privatfronten.

Det er dog ikke en dyster film som sådan – dette er først og fremmest en hyldest af kunstneren og mennesket Elton John. En film om succes og nedtur, menneskelige ofre og ubrydelige venskaber – her ikke mindst med Eltons faste tekstforfatter Bernie Taupin i skikkelse af en sympatisk Jamie Bell. Deres venskab er fint beskrevet. Der er dog ingen tvivl om, at dette er Taron Egertons film. Og Elton Johns.

’Rocketman’ bliver dog desværre bare en noget generisk udfoldet fortælling, der ikke for alvor gør ondt, der hvor skyggesiderne indfinder sig hos Elton John. Filmen mister undervejs momentum, mens det er småt med fortællemæssige overraskelser. Men netop Taron Egerton og musikken holder de musikalske eskapader oven vande, selv når filmen går noget i tomgang og mister pusten. 

’Rocketman’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Rocketman’ har biografpremiere den 29. maj.

ALADDIN: Muligvis overflødig genfortolkning, men trods alt ret så medrivende

/i , /af

Biografanmeldelse: Mon ikke de fleste kender den originale Disney-tegnefilm ‘Aladdin’ fra 1992? Nu er den mesterlige Disney-klassiker i hvert fald blevet taget under kærlig behandling af rigtige mennesker af kød og blod i stedet for de tegnede karakterer, når man her genfortæller den samme historie med de samme sange. Ja, filmen er med andre ord meget tro mod originalen.

Så har verden overhovedet brug for denne nye live-action version af ‘Aladdin’? Næ, måske ikke. Men nu er den her altså – og ja, den er faktisk virkelig vellykket. Ret så medrivende foldet ud og fortalt – både hvad angår filmens fint pulserende actionscener og naturligvis også den dynamiske måde, hvorpå de klassiske sange bliver både visualiseret og bragt til live på. 

Det er altså stadig historien om gadedrengen og tyven, men også den både godhjertede, sympatiske og charmerende Aladdin, der får fat i den magiske lampe, som indeholder den blå ånd Genie, der skal opfylde tre af hans ønsker. Det bliver starten på eventyret om gadedrengen, prinsessen Jasmin og den morsomme lampe-ånd samt naturligvis også den onde Jafar.

Hvad der måske mest oplagt er at være bare en kende nervøs for ved denne genfortolkning er i mine øjne det at skulle bringe den ikoniske Genie til live på ny, når nu den originale ånd med stemme af Robin Williams er så legendarisk. Men her gør Will Smith faktisk ganske god figur – det uden at ville kopiere originalen – heldigvis. Men ja, Genie er stadig en spilopmager og morsom.

Desværre er skurken Jafar ikke nær så vellykket. Han bliver aldrig for alvor karismatisk ond og troværdigt farlig, men mere postuleret spillet af Marwan Kenzari – hans rapkæftede papegøje Jago fungerer dog godt med veloplagt stemme af Alan Tudyk. De forelskede Aladdin og Jasmin – spillet af de søde Mena Massoud og Naomi Scott – er ligeledes et fint engagerende bekendtskab.

Desværre bliver de musikalske løjer en kende for lange for sit eget bedste med sine 2 timer og 8 minutter. Tematikker om ikke at skue hunden på hårene, men at se ind bag facaden samt at rigdom ikke gør lykkelig, går dog fint igennem. Desværre mangler filmen en mere karismatisk skurk. Ja, ‘Aladdin’ er måske nok overflødig film, men på trods både flot, dynamisk og ganske engagerende.

‘Aladdin’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Aladdin’ har biografpremiere den 23. maj.  

AMUNDSEN: Polarforsker på vilde vover er solid historiefortælling

/i , /af

Biografanmeldelse: Passionen, ensomheden og jagten på det ukendte. Ja, historien om den norske polarforsker Roald Amundsen er både flot, fascinerende og inspirerende. Desværre er ‘Amundsen’ også en smule ujævn i udfoldelsen af sin ellers dragende fortælling – blandt andet når de vilde ekspeditioner afløses af de private problemer hjemme i Norge.

Men ja, jeg forstår godt, hvorfor Amundsen drages mod det ukendte, når alt det velkendte hjemme er netop så, ja, velkendt. Men at han er så knusende kompromisløs er alligevel vildt og på sin vis også dybt ærefrygtindgydende, når han med dødsforagt drager på sine iskolde ekspeditioner ud på isen og ind i kulden – blandt andet for at opdage det dengang uudforskede Sydpolen.

Sådan har det været lige siden, han var en lille dreng – altså besat af tanken om at opdage det uopdagede. At være det første menneske i uopdagede dele af verden. Her i is og kulde. Men denne jagt på det ukendte kostede ham på privatfronten – blandt andet det ellers tætte forhold til broderen Leon lider knæk undervejs – det samme gør hans kærlighedsliv.

Men selvom her altså er andre personer på banen, så er det uden tvivl Roald Amundsen og hans liv, der er hovedattraktionen – det sammen med de yderst vovede ekspeditioner, der er fortalt med både nerve og nærvær samt intensitet og spænding. Pål Sverre Hagen gør det desuden virkelig godt som hovedpersonen – jeg mærker hans knugende tilstedeværelse og brændende passion.

Desværre glider Amundsens kærlighed derhjemme noget i baggrunden, selvom Bess Magils i skikkelse af Katherine Waterston er både stålsat og sødmefuld, mens broderen Leon i skikkelse af Christian Rubeck er en kende mere vag i sit portræt, hvilket ligeså meget ligger i fortællingens struktur. Det er altså som nævnt, når jeg er med på ekspeditionerne, at filmen for alvor lever.

Det er når, jeg mærker faren, kulden og Amundsens ukuelige vilje ikke bare til at opdage det ukendte og jage det udefinerbare, men også hans ensomhed i en verden, der ellers er fyldt med mennesker. Ingen formår for alvor at nå ind til ham – ikke som det er beskrevet her i hvert fald. Kort fortalt, så er ‘Amundsen’ en på flere måder spændende film, omend den er en kende ujævn.

‘Amundsen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Amundsen’ har biografpremiere den 23. maj.

KVINDE PÅ KRIGSSTIEN: En kvindes utrættelige kamp for Islands natur

/i , /af

Biografanmeldelse: Hun er en kvinde med en mission. Ustoppelig og utrættelig. Hun vil nemlig have den miljøskadende industri på Island ned med nakken. Således bevæbnet med bue og pil begiver hun sig ud på sin mission for som en enmandshær at tvinge industrien i knæ ved at sætte strømforsyningen ud af kraft. Det er medrivende, morsomt og delvist smerteligt at være vidne til.

Filmens danske titel er passende ‘Kvinde på krigsstien’ – for det er præcis, hvad den sympatiske og stålsatte Halla er. Hun vil nemlig, at den islandske natur skal overleve industriens ødelæggende virke. Men Hallas gentagne sabortagetogter ender snart med en menneskejagt – og nej, den er bestemt ikke for sjov. For Island og den omkringliggende verden er snart på nakken af hende. 

Kan den 49-årige kvinde nu både holde sin identitet skjult, redde miljøet og oven i det også lige adoptere en lille pige fra Ukraine? Der er således sat en spændende og visuel velfortalt film i søen, hvor den islandske natur spiller smukt og dragende op imod fortællingen, der udover at være et interessant kvindeportræt også har temaer som (øko-)terrorisme og selvtægt i spil.

Der er altså meget at komme efter i islandske Benedikt Erlingssons drama- og spændingsfilm – det i både indhold og form. Derfor kan jeg også delvist godt se igennem fingre med, at fortællingen sine steder mister lidt af pusten og sit ellers fine nærvær. For det er blandt andet i Halldóra Geirharðsdóttir som Halla, at filmen finder sin menneskelige nerve og i naturen sin visuelle kraft.

Et fint og forførende filmisk greb finder man i samspillet mellem filmens lydside og billedside. For filmens igennem spiller en trio ikke alene musikken, så den kan høres, men orkestret dukker altså også op som en del af filmens miljø – det både i baggrunden, når Halla flygter eller i forgrunden, når Halla udfører sine (øko-)gerninger i baggrunden. Det er både sjovt og sært dragende.

‘Kvinde på krigsstien’ er altså en både visuelt velfortalt, medrivende og morsom fortælling om en kvinde og hendes utrættelige kamp for den islandske natur. Det er en film, der er til at blive i godt humør af – filmens både alvorlige og relevante miljø-problematik taget i betragtning, hvilket er med til at efterlade en både bittersød, smertelig og melankolsk smag i munden.

‘Kvinde på krigsstien’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘Kvinde på krigsstien’ har biografpremiere den 23. maj.

JOHN WICK 3 – PARABELLUM: Keanu Reeves er fortsat pokkers hårdtslående

/i , /af

Biografanmeldelse: Så for pokker. Den står med ‘John Wick 3: Parabellum’ på en frisk omgang håndmadder, blodige heatshots og vilde slagsmål, når Keanu Reeves i den hårdtslående rolle som lejemorderen John Wick er på banen igen. Denne gang med en pris på sit hoved efter at have myrdet et medlem af den internationale lejemorder-orden. Hele 14 millioner dollars.

Nu må John Wick med andre ord tage benene på nakken – eller faktisk rettere tage kampen op – med den lange række af dygtige dræbere, der vil indkassere dusøren. Således er der lagt op til en lang række både akrobatiske, imponerende og vilde action-scener. For ja, dem er der mange af. Det er da også dem, der holder filmen flyvende, når den sine steder bliver en smule lang i spyttet.

For med sine 2 timer og 10 minutter bliver filmen desværre sine steder lige lidt for lang for sit eget bedste og den historie, der skal fortælles. Heldigvis rettes der undervejs op på det en smule manglende momentum med action, action og atter action. For nej, der er bestemt ikke en finger at sætte på de vilde, blodige og voldsomme action-eskapader. 

Her får publikum således serveret en lang række både velkoreograferede og yderst voldelige scener, der involverer alt fra sparkende heste, skarpe sværd og fræsende motorcykler til bidske hunde, blodige knivkast samt iltre pistoler og automatvåben – og mange af dem! Det er så absolut både forrygende, medrivende og herligt voldeligt at se, hvordan John Wick nedlægger den ene fjende efter den anden. 

Så hvor historien måske nok mangler lidt fylde og karaktererne gør det samme, så kommer action-scenerne altså og redder løjerne undervejs, hvor filmen ellers bliver en smule ujævnt udfoldet. Blandt andet bliver en ellers fæl hovedskurk heller ikke videre intimiderende eller karismatisk, mens han leverer sine en smule klodsede one-liners. Det er en skam, at Keanu Reeves ikke får en sejere modstander.

Men det sagt, så er ‘John Wick 3: Parabellum’ altså en på mange måder både solid, engagerende og voldsom efterfølger til de to ligeledes medrivende første kapitler i serien om den dødsensfarlige lejemorder. Keanu Reeves er fortsat pokkers cool, sej og hårdtslående som John Wick i en film, der har nok af action til at modstå filmens ujævnheder og fodfejl.

‘John Wick 3: Parabellum’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘John Wick 3: Parabellum’ har biografpremiere den 16. maj.