JOHN WICK 3 – PARABELLUM: Keanu Reeves er fortsat pokkers hårdtslående

Biografanmeldelse: Så for pokker. Den står med ‘John Wick 3: Parabellum’ på en frisk omgang håndmadder, blodige heatshots og vilde slagsmål, når Keanu Reeves i den hårdtslående rolle som lejemorderen John Wick er på banen igen. Denne gang med en pris på sit hoved efter at have myrdet et medlem af den internationale lejemorder-orden. Hele 14 millioner dollars.

Nu må John Wick med andre ord tage benene på nakken – eller faktisk rettere tage kampen op – med den lange række af dygtige dræbere, der vil indkassere dusøren. Således er der lagt op til en lang række både akrobatiske, imponerende og vilde action-scener. For ja, dem er der mange af. Det er da også dem, der holder filmen flyvende, når den sine steder bliver en smule lang i spyttet.

For med sine 2 timer og 10 minutter bliver filmen desværre sine steder lige lidt for lang for sit eget bedste og den historie, der skal fortælles. Heldigvis rettes der undervejs op på det en smule manglende momentum med action, action og atter action. For nej, der er bestemt ikke en finger at sætte på de vilde, blodige og voldsomme action-eskapader. 

Her får publikum således serveret en lang række både velkoreograferede og yderst voldelige scener, der involverer alt fra sparkende heste, skarpe sværd og fræsende motorcykler til bidske hunde, blodige knivkast samt iltre pistoler og automatvåben – og mange af dem! Det er så absolut både forrygende, medrivende og herligt voldeligt at se, hvordan John Wick nedlægger den ene fjende efter den anden. 

Så hvor historien måske nok mangler lidt fylde og karaktererne gør det samme, så kommer action-scenerne altså og redder løjerne undervejs, hvor filmen ellers bliver en smule ujævnt udfoldet. Blandt andet bliver en ellers fæl hovedskurk heller ikke videre intimiderende eller karismatisk, mens han leverer sine en smule klodsede one-liners. Det er en skam, at Keanu Reeves ikke får en sejere modstander.

Men det sagt, så er ‘John Wick 3: Parabellum’ altså en på mange måder både solid, engagerende og voldsom efterfølger til de to ligeledes medrivende første kapitler i serien om den dødsensfarlige lejemorder. Keanu Reeves er fortsat pokkers cool, sej og hårdtslående som John Wick i en film, der har nok af action til at modstå filmens ujævnheder og fodfejl.

‘John Wick 3: Parabellum’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘John Wick 3: Parabellum’ har biografpremiere den 16. maj.